1 år og 57 dage. Så lang tid holdt Regeringen Anker Jørgensen III, før modsætningerne mellem det klassiske arbejderparti Socialdemokratiet og bondepartiet Venstre alligevel blev for store. Den 28. oktober 1979 trak arbejder-bonde-regeringen stikket og skrev sig ind i historiebøgerne.
For ser man bort fra samlingsregeringer i forbindelse med Første og Anden Verdenskrig, var det første gang, at de to gamle partier dannede fælles front i en samlet regering. Og nu, 43 år senere, står vi i en lignende situation - også selv om forgængernes forsøg blev hårdt dømt af eftertiden.
”Historien om den første SV-regering er ofte blevet til en fortælling om en ren falliterklæring. Men som bl.a. professor Thorsten Borring Olesen har påpeget, er det en ret uretfærdig dom. For regeringen opnåede faktisk en række gode politiske resultater. Bl.a. indførte de efterlønnen, den femte ferieuge og fik gennemført en udnyttelse af de danske naturgasfelter i Nordsøen,” siger Jesper Vestermark Køber, ph.d. i historie og lektor ved SAXO-Instituttet på Københavns Universitet.
”På kun 14 måneder nåede regeringen igennem med hele 142 lovforslag, og det vidner altså om en vis grundighed og effektivitet. Den første SV-regering er måske nok fortællingen om en fiasko, men det er altså også fortællingen om, hvordan brede regeringer faktisk kan opnå resultater under de rette vilkår,” forklarer han.
Et politisk kludetæppe
Baggrunden for SV-samarbejdet skal findes i de turbulente år omkring det famøse jordskredsvalg i 1973. I en eksplosiv cocktail af EF-kritik, forargelse over sædernes forfald og pornografiens frigivelse, modstand mod Socialdemokratiets venstredrejning og det stigende skattetryk, blev det traditionelle politiske landskab sprængt fuldkommen til atomer. Folket ville noget nyt, Folketinget gik fra 5 til 10 partier, og næsten 44 pct. af vælgerne skiftede parti.
Tendensen gjorde indtryk og påvirkede den politiske virkelighed. Ved de følgende valg opstillede 12-15 partier, og 10 eller 11 kom ind hver gang.
”Denne kombination, og særligt den politiske sammensætning efter valget i 1973, skabte en ustabil parlamentarisk situation. De gamle partier mistede fodfæste, partier som Kristeligt Folkeparti, CD og Fremskridtspartiet stormede ind, og det var svært at finde en bæredygtig og farbar politisk vej,” siger Jesper Vestermark Køber.
Socialdemokratiet havde i årene op til, at SV-regeringen blev en realitet, ønsket at danne en flertalsregering med andre partier, og i sommeren 1978 forhandlede Anker Jørgensen også med Det Radikale Venstre om regeringsdeltagelse.
”Men da Venstres formand, Henning Christophersen, ikke ønskede at have de radikale med, valgte arbejderpartiet at skifte parlamentarisk taktik. Begge partier havde i årene forinden talt om at danne en bred koalitionsregering, og nu forelå muligheden - Anker Jørgensen og Henning Christophersen så potentialet og greb chancen,” forklarer Jesper Vestermark Køber.
Oprør fra midten
I bund og grund var det ikke strengt nødvendigt for Anker Jørgensen og Socialdemokratiet at udvide regeringen med Henning Christophersen, Nathalie Lind, Anders Andersen, Ivar Hansen og alle de andre vægtige V-profiler.
Ved Folketingsvalget i 1977 gik Anker & Co. 12 mandater frem og fik 37 pct. af stemmerne. Venstre, derimod, blev valgets store taber og mistede 21 mandater. Det gamle bondeparti høstede sølle 12 pct. af stemmerne og 21 af mandaterne – 5 mandater færre end Folketingets næststørste parti, Fremskridtspartiet.
Den socialdemokratiske mindretalsregering fortsatte da også ufortrødent efter valget i 1977, men statsminister Anker Jørgensen blev snart træt af de evindelige brede forlig og ønskede et mere solidt fundament for tidens krisepolitik.
For økonomien sejlede i oprørte vande. Udgifterne til velfærdssamfundet og den offentlige sektor var større end nogensinde, og man kunne stadig mærke efterdønningerne fra energikrisen, der havde ramt Vesten som en hammer i årene 1973-74. Da prisen på olie blev mangedoblet i løbet af få måneder, skrumpede husholdningsbudgetterne, efterspørgslen faldt og arbejdsløsheden steg. Og den steg voldsomt, særligt blandt de unge.
Valget i 1977 blev udskrevet to år før tid, da Socialdemokratiet ikke kunne få opbakning til en større lovpakke, som angik en række forskellige områder, bl.a. bekæmpelse af arbejdsløshed, boligskat, energiafgifter og forsvar. Anker Jørgensens behov for større parlamentarisk stabilitet var dog fortsat intakt, og han så muligheder i at afprøve et samarbejde med Venstre, fortæller Jesper Vestermark Køber.
”De gamle partier var enige om at afsøge mulighederne for at overkomme både den parlamentariske og økonomiske krise. Men forskningen har bl.a. peget på, at de ikke havde afbalanceret regeringsgrundlaget. Dét var måske den største fejl, de begik, for det besværliggjorde deres samarbejde lige fra begyndelsen. Samtidig var de ret sårbare, da de netop ikke var en flertalsregering,” siger Jesper Vestermark Køber.
Det manglende kompromis – og en stærk fagbevægelse
Fornuftsægteskabet mellem de to gamle partier, der havde formet og farvet det politiske Danmark i mere end 100 år, løb af samme årsag hurtigt ind i problemer. De var simpelthen ikke gearet til de større uoverensstemmelser.
En af regeringens største hovedpiner var den økonomiske politik og Socialdemokratiets tætte tilknytning til fagbevægelsen. Fagbevægelsens hovedorganisation LO havde dengang meget politisk indflydelse, og da regeringen, og særligt Venstre, ville lave nogle indgreb i dyrtidsreguleringen, altså den automatiske lønregulering, var LO ikke just jublende.
”Fagbevægelsen stod stejlt på et forslag om at indføre økonomisk demokrati, hvilket indebar en central fond betalt af dele af virksomhedernes overskud, som eventuel kompensation for en stram indkomstpolitik. Venstre var afgjort imod, og Socialdemokratiet magtede ikke at finde et kompromis mellem de to hensyn. Og det var en af de bærende årsager til, at regeringen krakelerede,” forklarer Jesper Vestermark Køber.
Et gratis forsøg
Da Venstre og Socialdemokratiet slog pjalterne sammen, indkasserede de en solid omgang verbale øretæver fra både fagbevægelsen og tidligere politiske allierede.
Men det er nødvendigt med en vis grad af pragmatisme, hvis der skal dannes en regering hen over midten. Det fortæller historien os i hvert fald. Uden kompromiser, intet bæredygtigt samarbejde, siger Jesper Vestermark Køber.
”Anker Jørgensen og Henning Christophersen fik aldrig formuleret et stærkt regeringsgrundlag, og det åbnede op for en vid fortolkningsramme. De var simpelthen ikke enige på de indre linjer, og det lammede dem, når det virkelig brændte på,” fortæller han.
Og selvom han pointerer, at forholdet mellem Anker og Henning faktisk var ganske udmærket, trak den overordnede mistillid partierne imellem lange skygger ind på Borgen.
”SV-regeringen blev også kendt – eller berygtet – for sin brug af de såkaldte kontrolministre, der skulle dække det område, hvor det andet parti sad med ministeransvaret. Det var selvsagt problematisk og skabte ifølge aktørerne selv ikke kun mere mistillid, men også for store muligheder for at forhindre selv små beslutninger,” forklarer Jesper Vestermark Køber.
Hvad konsekvenserne bliver, når Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen nu vil gentage det politiske samarbejde hen over midten, er ikke godt at vide. Men hvis vi ser på den første SV-regering, som jo ellers fik et eftermæle af fadæse og fiasko, var vælgerne ved det kommende valg faktisk knapt så kritiske.
”I tiden efter regeringssamarbejdet stod både Socialdemokratiet og Venstre i kø for at kritisere koalitionens manglende resultater – men ved valget i oktober 1979, få uger efter sammenbruddet, gik både Venstre og Socialdemokratiet faktisk frem. Og alligevel har det brede samarbejde aldrig været afprøvet siden.”
”For Socialdemokratiet og Venstre kan det altså vise sig at være en parlamentarisk gevinst at gå i regering sammen, men spørgsmålet er, om baglandet kan leve med de kompromisser, som unægtelig vil være resultatet af et sådant samarbejde,” siger Jesper Vestermark Køber.
