Få naturfænomener fremkalder mere modsatrettede følelser end skoven. Både ikke-europæiske myter og europæiske folkeeventyr skildrer skoven som hjemsøgte steder, der huser ånder og spøgelser, men også som steder, hvor udfordringer kan overvindes, og hvor man kan dukke op som én person og komme ud som en anden.
Hvem har ikke under en skovtur fornemmet, at man er trængt ind på fremmed territorium, og at der lurer ukendte, dæmoniske farer bag træerne? Men hvem har ikke også drømt om at fortabe sig i skoven og forsvinde ind i det grønne rum for at genopstå som Robin Hood, Tarzan eller Den Sidste Mohikaner?
Homo sapiens udviklede sig på Øst- og Sydafrikas savanne, og det er som om vi, i modsætning til de animistiske navi’er i James Camerons Avatar-film, aldrig fuldt har accepteret, at vi lever på en planet, hvor det på mange måder er træerne, som bestemmer. Man har kaldt skovene ”verdens lunger”, og hvis vores civilisation skal overleve, må vi ophøre med at nedlægge skove i det nuværende lyntempo.
Men for at denne kursvending skal lykkes, må vi udvikle en dybere forståelse for, hvad skoven egentlig betyder for os, hvordan vores forhold til skoven har ændret sig, og hvilke materielle og immaterielle værdier man i forskellige perioder og traditioner har tilskrevet skoven.
Et sådant projekt kan passende begynde med et kig på skovens væsen i litteraturen. Så lad os pakke bogkurven og tage på skovtur med både gamle og nye klassikere.
Vildnis
Civilisationen begynder med korstog mod skovene.
I det anonyme sumeriske epos Gilgamesh, der har cirka 4.000 år på bagen og derfor er en af de ældste litterære tekster, vi kender til, rejser helten Gilgamesh fra byen Uruk til et bjerg dækket af cederskov for at dræbe skovens værge, Huwawa.
I det oldengelske heltekvad Beowulf, der formentlig stammer fra vikingetiden, rejser supermanden Beowulf fra Sverige til Danmark. Her udkæmper han en bloddryppende fejde mod et par frygtindgydende monstre, Grendel og Grendels mor, som holder til dybt inde i en gudsforladt, ugennemtrængelig skov. Den uhyggelige skov beskrives bl.a. sådan her:
”Kongen red forrest med nogle vise mænd for at besigtige stedet, til han pludselig fik øje på bjergtræer, der hældede ud over en grå klippe, en glædesløs skov, neden under lå vandet blodfyldt og grumset.”
I fortællinger påvirket af monoteistiske ørkenreligioner og tidlig hierarkisk bykultur forbindes skoven ofte med fare, forførelse og fortabelse. I skoven møder man onde ånder, varulve, trolde, sigøjnere, røverbander og alskens vilde dyr. I skoven træffer Lille Rødhætte Den Store Stygge Ulv forklædt som Bedstemor. I skoven bliver man vildledt, selv om man som Hans og Grete forsøger at lægge et betryggende spor af brødkrummer.
Her driver elverfolkene deres lokkende spil, her rekrutterer djævelen nye disciple, og her lokker heksen artige drenge og piger til orgiastiske udskejelser.
Forvirring
Fortællinger om folk, som kommer på afveje, mister forstanden eller stik imod al fornuft vælger at leve i skovens rum har en lang historie bag sig.
I Storbritannien havde man allerede mod slutningen af middelalderen fældet de fleste oprindelige skove, og de, som var tilbage, havde kongehuset og adelen sat sig på. Almindingen, hvor landsbyens beboere engang samlede forråd og lod dyrene græsse, var nu indhegnet som privat ressourcelager og jagtterritorium. Skoven var ikke længere for de mange, men for de få og alt for rige.
William Shakespeares komedier spiller på en forestilling om skoven som et andet sted, som et frirum, en modpol til en stadig mere regelbundet modernitet. I En skærsommernatsdrøm fra omkring 1595 søger to teenagekærestepar fra byens overklasse tilflugt i en skov, hvor de håber at undslippe de krav og forventninger, som keder og tynger dem. Skovopholdet afføder et festfyrværkeri af forviklinger, for når man tager på skovtur med Shakespeare, slippes erotikken løs, og skellet mellem drøm og virkelighed udviskes.
I skoven kan regler brydes, autoriteter udfordres og alternative identiteter udforskes. Mænd og kvinder kan flirte med hinandens kærester og sågar forelske sig i medlemmer af eget køn.
I skoven som i teatret hersker kreativ ballade og forvirring. Her er det ikke fyrsten Theseus og faderen Egeus, som sætter dagsordenen, men derimod elverkongen Oberon og hans højre hånd, kaospiloten Puck, som elsker at sætte lus i skindpelsen. Hør bare her:
”Jeg følger efter jer: vi danser rundt en stund
Igennem krat og kær, i skov og åbent land,
Snart ligner jeg en hest og snart en lille hund,
En gris, en troldbjørn, en ensom lygtemand,
Og jeg skal vrinske, gø og grynte, brøle, brænde
Som gøgl og spøgeri herfra til verdens ende.”
Det er fristende at forblive i skovens undtagelsestilstand, men Shakespeare forstår, at virkeligheden på godt og ondt defineres af den magt, som udgår fra byernes økonomiske og politiske kraftcentre. Nok er skoven en sikkerhedsventil og energikilde, men skovturen er også et blændværk, som ikke kan vare ved. Snart kalder hverdagen og voksenlivet, og de fire turtelduer må vende tilbage til civilisationen, hvor de dydigt indtager deres pladser som modne og ansvarlige samfundsborgere.
Genfødsel
En forbløffende mentalitetshistorisk vending indtræffer med den bevægelse, som vi kalder romantikken, i begyndelsen af 1800-tallet.
Pludselig repræsenterer bjerge, ørkener, sumpe, skove og andre former for vild natur ikke længere djævelskab, som med vold og magt må inddæmmes. I hippe kredse higer man nu mod at opnå den tilstand af åndelig ro og balance, som den tyske digter Ludwig Tieck kalder Waldeinsamkeit, altså skovensomhed.
Herhjemme besynger Adam Oehlenschläger voluminøst de tykke, ædle og knudrede brede bøge, mens poeten Emil Aarestrup mere jordnært erfarer, hvordan de tavse rækker af bøgetræer skaber en ensom, stille lykkerus.
De første spæde protester rejser sig dermed mod århundreders hensynsløse udnyttelse af skoven – et lille økosystem, som nu viser sig at være langt mere skrøbelig og forgængelig end først antaget. Kimen lægges til vore dages indædte konflikter mellem plantageejere, jægere, motionister, naturforvaltere og såkaldte rewildere.
Fra 1845 til 1847 udførte den amerikanske forfatter, filosof og amatørbiolog Henry David Thoreau et epokegørende livsstilseksperiment, idet han tilbragte godt to år i en lille bjælkehytte ved søen Walden Pond i en skov i Massachusetts. Resultatet af dette selvvalgte eksil var bogen Walden: Livet i skovene, udgivet i 1854, hvori Thoreau redegør for sin beslutning og reflekterer over sine oplevelser.
Thoreau havde, forklarer han, brug for et wake-up-call og et reality-check:
”Jeg flyttede ud i skovene, fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger og se, om jeg ikke kunne lære, hvad det havde at lære mig, så jeg ikke, når min død nærmede sig, skulle opdage, at jeg ikke havde levet. Jeg ville ikke leve uden at leve, for livet er så kostbart; ej heller ville jeg give op og slå mig til tåls, hvis det ikke var nødvendigt.”
Thoreau er litteraturens mest berømte og kompromisløse tree-hugger. For ham er skoven andet og mere end et selvudfoldelsesrum, hvor moderne mennesker stresser af og oplader batterierne, når de lufter hunden eller tager en tur på mountainbiken.
Skove har ”kun” dækket den nordlige halvkugle siden den sidste istid slap grebet for cirka 11.000 år siden, men for Thoreau repræsenterer skoven den oprindelige verden, tingenes faktiske tilstand og det nærmeste, man som ikke-religiøst menneske kommer på Gud.
Når man bliver skovmenneske, påpeger Thoreau, besinder man sig på virkeligheden, og man kommer tættere på en forståelse af, hvad livet egentlig går ud på. Man genfødes, idet man erkender, at mennesker ikke er hævet over alle andre skabninger, men at vi lever og dør på en konstant foranderlig og dynamisk planet, som ét blandt utallige andre levende væsener.
Sammenfiltring
Minervas ugle flyver i skumringen, og det er først i masseafskovningens tidsalder, på tærsklen til et menneskeskabt økologisk kollaps, at vi indser, hvor forbundet vi er med skoven.
Under Covid-19-pandemiens lockdowns fik mange blik for skovens betydning som et sted, hvor man kunne opretholde sociale kontakter og håndtere psykisk stress. Men i løbet af de sidste 11.000 år har verden mistet en tredjedel af sine skove, svarende til et område dobbelt så stort som USA, og halvdelen af det tab er sket siden år 1900. Meget af det resterende er plantet monokultur, som har svært ved at modstå parasitangreb affødt af stigende temperaturer.
Richard Powers udgav med The Overstory i 2018 en roman, der har åbnet millioner af menneskers øjne for den betydning, som træer og skove spiller i verden. Romanens titel har en konkret betydning idet ”overstory” betyder trækrone, men samtidig sender den et signal om romanens store omfang - over 600 sider - og det meget høje ambitionsniveau.
The Overstory gør for skove og træer, hvad Herman Melvilles Moby-Dick fra 1851 gjorde for hvaler. Den leverer den økologiske epokes indtil videre bedste bud på The Great American Novel, et storladent epos for det, som geologer er begyndt at kalde ”det antropocæne”, menneskets tidsalder.
The Overstory følger en række karakterer, som på forskellige måder involverer sig i miljøaktivisters kamp mod tømmerindustrien i Californien, hvor enorme og ældgamle Redwood- og Sequoia-træer falder for motorsaven.
Karaktererne oplever alle, at deres liv på forunderlig vis sammenfiltres ikke blot med hinandens skæbner, men også med de træer, som mange fejlagtigt opfatter som passive, statiske og uinteressante. De erfarer, at træerne på mystisk vis kalder dem til deltagelse i en konflikt, hvor man fornemmer, at det er hele Jordens overlevelse, som står på spil.
Powers sammenfiltrer træer, skove og litteratur, blandt andet når han opdeler sin fortælling i afsnit, som han kalder ”Rødder,” ”Stamme,” ”Krone” og ”Frø.” Bøger er trykt på papir, som er lavet af døde træer, og på den måde er litteratur delagtig i det problem, som bogen adresserer. Men måske kan litteratur også bidrage til afhjælpe den kulturelt betingede ”planteblindhed”, som vi ifølge Powers lider af.
Vi opnår i disse år forbløffende ny viden om skovenes komplekse økosystemer og om træers intelligens, socialitet, kommunikative evner og måske endda handlekraft.
Men ud over ny viden har vi brug for fortællinger, som trænger ind under huden på os, og får os til at føle, at både vi og verden ville blive fattigere, hvis alverdens tilbageværende træer stod i snorlige rækker.
Som en af The Overstorys karakterer udtrykker det: ”De bedste argumenter i verden vil ikke ændre en persons mening. Det eneste, der kan gøre det, er en god historie.”
