I september sidste år besøgte jeg for første gang det irske grevskab Armagh. Landskabet er smukt, og selve byen Armagh er en af de ældste og historisk mest betydningsfulde på den irske ø. Blandt andet fordi den huser både den katolske og den anglikanske kirkes ærkebispesæder.
Måske var det byens blakkede ry, der havde holdt mig væk så længe. South Armagh blev engang kaldt for ”banditland”. Det var nemlig her, IRA og andre paramilitære grupper rekrutterede de fleste af deres medlemmer. Mellem 1970 og 1997 var ”de frivillige” ansvarlige for 165 dødsfald blandt de britiske sikkerhedstropper (123 soldater og 42 politifolk), foruden 75 civile. Ifølge politiets optælling udførte terroristerne 1.255 bombesprængninger og 1.158 skudangreb i samme periode.
Et af mine formål med at besøge byen var at se den protestantiske St. Patrick’s Cathedral. Kirken menes at være bygget på det sted, hvor Irlands skytshelgen, Skt. Patrick, grundlagde et kloster og udnævnte sig selv til Irlands første biskop.
Jeg ankom tidligt og var dagens første besøgende. Derfor kunne en ældre kvindelig guide vise mig alene rundt og i ro og mag og fortælle mig kirkens historie. Hun gjorde meget ud af at fortælle om, hvor godt forholdet var mellem byens to store kirkesamfund, det katolske og det anglikanske.
”Urolighederne”
Ud over nogle smukke mosaikvinduer med motiver fra Skt. Patricks liv lagde jeg mest mærke til tre mindesmærker fra de krige og konflikter, der har været udkæmpet på øen, og som alle havde drejet sig om irsk identitet.
Det første var et større mindesmærke med flag, en planche og et par mindeplader på væggen. Det var viet til de regimenter og militser, som siden 1793 havde forsvaret Irland og Nordirland mod katolske og republikanske oprørere. Det andet var et minde for de faldne i Første Verdenskrig, som unionister i Nordirland stadig anser for deres ”blodoffer” for unionen og imperiet.
Ikke langt derfra, ude i det højre sideskib, stod der et bord med en glasplade over. Under den lå der på en billardgrøn filtdug nogle papirvalmuer af den slags, man sætter på sit bryst på den 11. november, den dag hvor Første Verdenskrig sluttede.
Ved siden af dem lå der et par hvide handsker og en opslået bog med en tekst i stor håndskrift. Ovenover, ved siden af et kors i hvidt papir, kunne jeg læse, at bogens sider blev vendt hver mandag til minde om faldne medlemmer af Ulster Defence Regiment, et infanteriregiment, som blev oprettet i 1970 for at forsvare ”liv og ejendom i Nordirland mod væbnet angreb eller sabotage”. Netop den dag var den slået op på en menig R.J. Love, som var indtrådt i tjeneste den 16. oktober 1990 og havde mistet sit liv den 4. marts 1991. Han havde været chauffør i en Landrover, som var blevet ramt af en mortergranat.
Jeg spurgte min guide om forholdet mellem kirkesamfundene i Armagh under The Troubles – den underspillede betegnelse for den 30 år lange konflikt mellem katolikker og protestanter i Nordirland, som der blev sat et foreløbigt punktum for med Langfredagsaftalen i 1998. Havde forholdet også været godt under ”urolighederne”?
”Nej, dengang var det sværere. Men de katolske og anglikanske kirker involverede sig aldrig. Urolighederne handlede i virkeligheden ikke ret meget om religion,” svarede hun.
Jeg undlod høfligt at spørge hende, hvad hun mente om Ian Paisley – den stærkt anti-katolske præst, der om nogen personificerede ”loyalismen” i Nordirland, som grundlægger og leder af først Den Frie Presbyterianske Kirke og senere det pro-britiske Democratic Unionist Party.
Det er på sin vis sandt nok, at ”Urolighederne” 1969-1998 ikke primært handlede om religion, men nok så meget om diskrimination, klasse, økonomi og national identitet.
Ikke desto mindre var religionen en afgørende vigtig identitetsmarkør for de to befolkningsgrupper i Nordirland: Det store flertal af katolikker og mindretallet af protestanter.
Det var den skillelinje, der i 1920 førte til en deling af øen i en ”stat for katolikker” og en ”stat for protestanter”, som datidens politiske ledere beskrev det. Delingen skulle gøre en ende på den identitetskamp, som havde stået på siden reformationen – og som endnu ikke kan påstås at være et overstået kapitel.
Reformation og kolonisering
I 1366 indførte den engelske konge, Edvard 3., de såkaldte Kilkenny-love.
De forbød den irske adel at praktisere gæliske love, traditioner og skikke samt at tale gælisk, gifte sig med irske kvinder, lytte til irsk musik og spise irsk mad. Baggrunden for lovene var, at afstanden mellem Irland og London havde vokset sig for stor under det forholdsvis løse feudalsystem, som sammen med grevskaberne var blevet indført af Vilhelm Erobreren i 1066. Den engelske konge kunne derfor ikke føle sig sikker på sine lensmænds loyalitet, når de skulle inddrive skatter og levere tropper til hans krige.
Det var baggrunden for, at Henrik 8. i 1536 besluttede at genkolonisere sit riges keltiske periferi. Generobringen faldt sammen med den engelske reformation – og dét skulle få afgørende betydning for udviklingen af irsk identitet fremover.
Det lykkedes ikke Henrik 8. at gennemføre sit forehavende. Koloniseringen blev først tilendebragt under hans datter, Elizabeth 1., som måtte udkæmpe en ni år lang krig mod en irsk koalition anført af Jarlen af Tyrone (Hugh O’Neill).
I 1607 valgte jarlen og de andre gæliske fyrster, der havde sluttet sig sammen i et forsvar for ”troen og fædrelandet”, at drage i eksil på kontinentet.
Dermed var det endegyldigt slut for det gæliske Irland, der havde skabt en litteratur og kultur, som var både rig og enestående målt efter datidens europæiske standarder.
Katolikker og protestanter
Men selv om protestantismen blev gjort til Irlands officielle religion, fortsatte den katolske kirke med at udøve stor magt over befolkningens sind og hjerter. Konsekvensen var, at irsk nationalitet blev bundet op på både det gæliske sprog og katolicismen.
For at forhindre en gentagelse af O’Neills oprør indledte den engelske Jakob 1. fra 1609 en kolonisering af Ulster: Bosættere fra det sydlige Skotland og det nordlige England fik tildelt den jord, som de eksilerede gæliske baroner havde efterladt sig. Andre bønder fik deres jord konfiskeret, alene fordi de var katolikker. En vellykket katolsk opstand i 1641 førte til omdannelsen af Irland til en ”Katolsk Konføderation”.
I 1649 tog Oliver Cromwell, som hærfører for det engelske parlaments tropper, til Irland for at eksekvere en ”guddommelig hævn”. Da han igen forlod Irland, var befolkningstallet reduceret med en femtedel. Cromwell konfiskerede derefter store landområder og overgav dem til sine officerer. Det er derfor ikke så mærkeligt, at han i Irland lige siden har været betragtet som Satan i menneskelig skikkelse.
Da de irske katolikker på ny øjnede en chance for at genvinde deres frihed efter den katolske Jakob 2.’s tronbestigelse i 1685, endte de igen med at lide nederlag. Det skete, efter at parlamentets flertal havde tvunget kongen fra magten og overgivet tronen til den nederlandske fyrste Vilhelm af Oranien (Vilhelm 1.).
Sammen med bl.a. et kontingent på 7.000 danske soldater besejrede han Jakob 2.’s tropper på bredden af floden Boyne den 1. juli 1690. Det er denne sejr, som Oranjeordenen stadig fejrer hvert år den 12. juli rundt omkring i Nordirland.
Undertrykkelsen af katolicismen
Efter krigens afslutning blev den katolske kirke forbudt i Irland.
Katolikker blev nægtet ret til at sidde i Irlands parlament, og der blev indført en lang række ”straffelove”, som fratog katolikker civile rettigheder. De måtte ikke beklæde offentlige stillinger, bære våben eller eje jord.
Irland beholdt sit parlament i Dublin, men blev reelt styret som en koloni. Efter et oprør i 1798 – inspireret af den Franske Revolution – blev kolonistyret dog opgivet. Irland blev i 1801 indlemmet i Det Forenede Kongerige, eller ”Unionen”, som den kom til at hedde i dagligsproget.
Irlands integration i unionen var dengang ikke så kontroversiel, som det umiddelbart kan lyde. Det skyldtes først og fremmest, at den blev støttet af det katolske hierarki, som var blevet stillet i udsigt, at det gældende forbud mod, at katolikker kunne blive valgt til parlamentet, blev ophævet. Kirken fordømte også den ”ugudelige” republikanisme, som havde kastet Irland ud i en blodig borgerkrig.
Den lovede politiske emancipation af katolikker lod dog vente på sig og blev først gennemført i 1829. På det tidspunkt var store dele af den katolske kirke begyndt at støtte det krav om en reform af unionen, som først blev fremført af ”den nationale befrier” Daniel O’Connell og siden af det såkaldte hjemmestyreparti under Charles Stewart Parnell.
Hjemmestyrebevægelsen
Parnell og mange af lederne i den parlamentariske hjemmestyrebevægelse var protestanter, men støttede de middelstore bønders krav om jordreformer.
Den Store Hungersnød (”Kartoffelpesten) 1845-1850, hvor mere end en million døde og to millioner blev tvunget til at udvandre, havde nemlig vist, at de irske landmænds afhængighed af den jordbesiddende anglo-irske godsejerklasse, var en af grundene til det sultkatastrofens uhyrlige omfang.
Hungersnøden gav anledning til at genoplive den voldelige republikanske tradition og grundlægge separatistbevægelsen IRB, det Irske Republikanske Broderskab. Størst folkelig tilslutning havde dog den reformistiske hjemmestyrebevægelse.
Parnell var en dygtig politisk strateg. Han fik held til at kæde det nationale spørgsmål sammen med kravet om jordreformer. Derved pressede han den liberale engelske leder William Gladstone til i 1886 fremlægge et lovforslag om irsk hjemmestyre, som samtidig indebar en vidtgående landreform.
Da Parnell kort efter, i 1891, blev tvunget fra magten af den katolske opinion på grund af en privat skandale, viste hjemmestyrebevægelsen sig at stå splittet i spørgsmålet om, hvilken identitet et fremtidigt selvstyrende Irland skulle have.
Kulturel nationalisme
Ideen om en national kultur som grundlag for en senere statsdannelse kom til Irland i begyndelsen af 1840’erne i skikkelse af journalisten Thomas Davis.
Han var var inspireret af den tyske romantik og mente, at det var i folkets sprog, litteratur, sagn, myter og historie, at den gæliske ånd kom til sin ret. Men Irland var kommet under så stærk engelsk dominans, at den nationale bevidsthed var svækket, mente Davis. Det var derfor nødvendigt at befri Irland for engelsk indflydelse.
Davis, der selv var anglo-irsk protestant, var fuldt ud bevidst om, at det ville kræve en forsoning mellem den protestantiske og den katolske tradition i Irland. For ham var den protestantiske lige så irsk som den katolske, og han var overbevist om, at de kunne forenes i en ny fællesirsk identitet. Davis grundlagde en bevægelse af unge nationaltsindede intellektuelle og kunstnere med navnet Det Unge Irland. Bevægelsen udgav avisen The Nation, der havde til formål at skabe en irsk kulturel identitet, der var anderledes end den britiske, og gøre gælisk til Irlands nationale sprog.
Selv om Davis døde i en alder af blot 30 år, fik hans ideer stor gennemslagskraft. Især blandt protestanter, som var begyndt at interessere sig for Irlands gæliske kulturarv. F.eks. mente digteren Samuel Ferguson (1810-1886), at den anglo-irske overklasse kun kunne komme ud af sin selvforskyldte isolation ved at sætte sig ind i den rige gæliske kulturarv. Fergusons formidling af den gæliske tradition banede vejen for en bred nationalkulturel vækkelse i århundredets to sidste årtier. Den skulle få en særlig betydning i forbindelse med den krise, som afsættelsen af Parnell medførte.
Splittet nationalisme
Den kulturelle nationalisme eksisterede i tre hovedformer: en katolsk, en gælisk og en litterær (”keltisk”). De kunne vekselvirke med hinanden, men de var delt mellem ”traditionalister”, som ønskede at bevare Irlands katolske og agrare værdier, og ”modernister”, som ønskede at skabe en moderne, industrialiseret økonomi.
Den katolske kirke var domineret af traditionalister. Den mente, at irerne skulle lære at leve i den moderne verden, men uden at miste den tro og den moral, som deres identitet havde hvilet på i århundreder.
Mange katolikker støttede samtidig den gæliske bevægelse. De anså irernes identitet for at bygge på det irske sprog, som især var blevet marginaliseret efter Den Store Hungersnød, hvor især irsk-talende udvandrere i stort tal til Nordamerika.
Tilhængerne af dette ”irske Irland” havde en fremtidsvision om et sprogligt og kulturelt ”gen-gælificeret” Irland. De forsøgte at fremme visionen gennem aviser og kulturelle institutioner.
En af dem var Den Gæliske Sportsforening (grundlagt i 1884). Den stod for udbredelsen af to nye ”keltiske” sportsgrene – hurling og keltisk fodbold – som skulle trække børn og unge væk fra de ”engelske” sportsgrene rugby, cricket og det nyeste skud på stammen: fodbold.
Lige så vigtig var Det Gæliske Forbund (grundlagt i 1893). Den så det som sit overordnede formål at genoprette det splittede nationale fællesskab og gengive folket en tro på egne evner og værdier gennem genoplivelsen af det gæliske sprog og de folkelige kulturtraditioner inden for musik og dans.
Endelig var der den fløj af den nationalt kulturelle bevægelse, der blev kendt som ”den keltiske vækkelse”.
Dens medlemmer, der først og fremmest var engelsksprogede protestantiske forfattere og kunstnere, ønskede at gøre Irland til en ”keltisk nation”. De mente, at Irland skulle genskabes som en af Europas store kulturnationer gennem litteratur, drama og billedkunst, der var inspireret af keltiske myter og sagn og den mystiske virkelighedsopfattelse, som de fandt hos de før-kristne keltere.
Hovedrepræsentanten for denne fløj var digteren og dramatikeren William Butler Yeats (1865-1939), der fik Nobelprisen i litteratur i 1923.
Identiteten deler: Unionismen
I forestillingen om en særlig irsk civilisation – hvad enten den var katolsk, gælisk eller keltisk – gemte sig et stærkt argument for fuld irsk selvstændighed som nationalstat, og ikke bare hjemmestyre.
Det var denne vision, som sejrede i den irske frihedskamp, som begyndte med Påskeopstanden i 1916 og sluttede med oprettelsen af Den Irske Fristat i 1921.
Den kulturelle nationalisme gav den nationale bevægelse ny energi og retning. Det var derfor ingen tilfældighed, at det blev et bredt folkeparti med navnet ”Kun os selv” (Sinn Féin), som kom til at stå i spidsen for den nationale revolution.
Problemet med den identitetspolitik, som den kulturelle nationalisme repræsenterede, var dog, at både de katolske og gælicistiske visioner byggede på en eksklusiv forestilling om den irske nation. Den udelukkede de mennesker, som havde stærke personlige og kulturelle bånd til Skotland (presbyterianerne), England (anglikanerne) og den politiske union, som siden 1707 havde heddet Det Forenede Kongerige – The United Kingdom.
Derved gav den paradoksalt nok yderligere næring til Ulster-protestanternes dybe skepsis over for hjemmestyreplanene, som allerede i 1886 havde bragt dem på gaderne i massedemonstrationer.
Ulsterprotestanterne begyndte at kalde sig for ”unionister”, dog uden at skelne skarpt mellem deres identitet som unionstilhængere og som protestanter. De overlod det ligefrem til den sekteriske Oranje-orden at organisere deres modstand mod hjemmestyreplanerne.
Derved fik unionismen i Nordirland en religiøs dimension, der ikke fandtes i samme grad i resten af Irland.
Ulsterprotestanterne så sig selv som arvtagere til de engelske monarkers oprindelige mission: at civilisere, modernisere og omvende irerne til deres egen tro. Desuden opfattede de sig som et truet mindretal under konstant belejring af et katolsk flertal, hvis jord deres forfædre havde overtaget i 1600-tallet.
Derfor var deres slagråb det samme som det, der havde lydt under belejringen af Londonderry i 1649: ”No surrender!” Vi overgiver os ikke.
Er der noget at fejre?
Jeg har rejst i Irland siden begyndelsen af 1990’erne og kan tydeligt mærke, at Nordirland har undergået store forandringer. På overfladen er det et meget fredeligere sted end dengang, hvor der kørte stærkt bevæbnede sikkerhedstropper rundt på gader og veje. Men selv 25 år efter den officielle fredsslutning er det måske stadig for tidligt at lade champagnepropperne springe.
Bortset fra en kort periode har Nordirlands selvstyreparlament været uden regering siden den 14. juni 2021. Først på grund af en uenighed omkring det irsk-nationalistiske Sinn Féins ønske om at give det irske sprog officiel status, senere på grund af det unionistiske DUP’s protest mod den såkaldte Nordirlandsprotokol, der blev indført i forbindelse med Brexit.
Forestillingen om, at Langfredagsaftalen kunne skabe fred mellem de to befolkningsgrupper, har også på flere strækninger vist sig at være naiv.
Aftalen byggede på en præmis om, at kernen i det nordirske problem handlede om suverænitet. Løsningen blev derfor et kompromis, hvor nordirske borgere kunne være enten briter eller irere efter eget valg. Forventningen var, at partier, der forsvarede disse to identiteter, kunne styre Nordirland sammen i et ligeligt partnerskab, og at en folkeafstemning kunne afgøre, om de to stater på øen en dag skulle forenes.
Men hverken analysen eller planen har vist sig at virke i praksis.
Og her tænker jeg ikke på den vold, der er blusset op igen inden for de seneste par måneder, både blandt både loyalister og grupper, der hævder at repræsentere ”det virkelige IRA”.
Jeg tænker snarere på de sekteriske spændinger, som i det hele taget gør det vanskeligt at få bugt med netop den slags paramilitære og kriminelle aktiviteter. For Nordirland er stadig splittet – af meget mere end spørgsmålet om suverænitet og eventuel genforening.
Der er stadig evangelikanere, der ikke anerkender katolikker som kristne og derfor er modstandere af fælles gudstjenester og ”blandede ægteskaber”.
Der er også stadig mennesker i begge grupper, som ønsker, at deres børn ikke går på de samme skoler som ”modpartens” – selv om undersøgelser viser, at hverken forældre eller børn har særlig stor viden om de to forskellige religiøse doktriner. Byer er stadig delt op i fortrinsvis katolske og protestantiske territorier, og derfor vil en integration af skolevæsenet kræve, at børnene bliver transporteret rundt med busser.
I hovedbyen Belfast er de to samfund stadig fysisk adskilt fra hinanden med “fredsmure”. Ingen ved, hvornår eller hvorvidt de vil blive revet ned. Og der lader ikke til at være noget stort folkeligt ønske om det.
Der bliver stadig dyrket forskellige former for holdsport i de to befolkningsgrupper, og selv om de begge går op i fodbold (soccer) og rugby, støtter de ikke de samme hold. Og så er der en yderligere kulturel forskel, nemlig at de to grupper hævder, at de har deres eget sprog. Alle disse skillelinjer fortsætter med at blive opretholdt af de to regerende politiske partier.
Selv om republikken Irland i dag må forekomme uigenkendelig for mennesker, der voksede op i perioden fra 1930’erne til 1980’erne, så er identitet stadig noget, der splitter i Nordirland. Så hvad min guide fortalte mig i september, da hun viste mig rundt i St. Patricks Cathedral, var nok snarere motiveret af hendes ønske om, at den indbyrdes forståelse og gode vilje, der hersker mellem de protestantiske og katolske kirkesamfund i dag, også kan sive ned i de dybere lag af befolkningen.
