De brostensbelagte gader lyser op i skæret fra brændende bildæk og sitrende romerlys. Politiet affyrer tåregasgranater mod demonstranterne. De karakteristiske dumpe drøn drukner hurtigt i menneskemængdens kampråb: ”Vi er her, vi er her, selv hvis Macron ikke ønsker det, er vi stadig her”.
I snart tre måneder har der været protester overalt i Frankrig, og selv indbyggere i mindre byer uden tradition for demonstrationer har været på barrikaderne. Selvom protesterne i glimt er gået vildt for sig i storbyer som Paris, Bordeaux og Nantes, er de fleste protester dog fredelige affærer, hvor unge og gamle står side om side. Overalt er årsagen til utilfredsheden den samme; den franske regerings nye pensionsreform.
Protestbevægelsen er den største i landets nyere historie, og det er både antallet, det geografiske omfang og varigheden af protesterne, der får den til at skille sig ud.
Franskmændene er vrede over pensionsreformens sociale slagsider og dens forringelse af alderdommens livskvalitet. Men de er også vrede over, at præsident Macron i deres øjne opfører sig lidt for meget som en enevældig konge, når han undgår både fagforeninger, kritikere og den franske nationalforsamling for at få den kontroversielle reform i hus.
Pensionsreformen
Den 19. januar i år så vi den første dag med protester og strejker, da op mod to millioner mennesker stimlede sammen på gader og stræder. Siden er fulgt i alt 12 lignende dage. Ifølge fagforeningerne tiltrak de største af slagsen i nærheden af 3,5 millioner vrede borgere. Ifølge myndighederne var tallet 1,3 millioner.
Vi hører ofte i medierne, at problemet med pensionsreformen er, at den vil hæve pensionsalderen fra 62 til 64 år. Men det er faktisk ikke helt rigtigt. Pensionsalderen i Frankrig er 67 år, og det ændrer reformen ikke på.
Dét, som reformen ændrer på, er derimod minimumsalderen for at kunne opnå fuld pension.
I Frankrig afhænger retten til den fulde pension af din tid på arbejdsmarkedet. Som det er lige nu, skal man have været 42 år på arbejdsmarkedet for at optjene retten til den fulde pension. Det blev hævet til 43 år med en lov i 2014, som skulle træde i kraft i 2035. Men den nye reform vil rykke dén deadline frem til 2027.
Hvis man kommer ud på arbejdsmarkedet som 22-årig, vil man altså kunne trække sig tilbage med fuld pension som 65-årig. Hvis man kommer ud på arbejdsmarkedet som 24-årig, hvilket er tilfældet for de fleste franskmænd med længerevarende uddannelser, vil man kunne gå fra som 67-årig.
Reformen rammer dog de folk hårdest, der har været på arbejdsmarkedet fra en tidlig alder – altså typisk ufaglærte. De, som er startet med at arbejde tidligst, skal nu blive to år mere på arbejdsmarkedet, før de kan få den fulde pension. Og det er her, at alderen - minimumsalderen for at kunne trække sig tilbage - hæves fra 62 til 64 år. Så selvom man fik sit første fuldtidsarbejde som 17-årig eller 19-årig, er man nu tvunget til at arbejde et par år længere end før.
Derudover handler reformen om at simplificere finansieringssystemet af pensionerne, som lige nu består af mange forskellige kasser. Denne del er mindre vigtig for at forstå modstanden og har af samme årsag fyldt mindre i den offentlige debat.
Kvinder og ufaglærte betaler prisen
For at forstå kritikken af pensionsreformen, er det vigtigt at forstå, hvordan pensionen er en del af den franske arbejdsmarkedsmodel. Man sparer (typisk) ikke op til pension i Frankrig, som man gør i Danmark, og det er derfor mindre almindeligt at have private pensionsopsparinger. Derimod optjener man retten til at få en pension fra staten ved at være på arbejdsmarkedet.
Lønnen i Frankrig er til gengæld gennemsnitligt lavere end i Danmark, og mange har derfor slet ikke råd til at spare privat op til pension. Med andre ord er udsigten til at kunne gå fra med en ordentlig pension en vigtig psykologisk og økonomisk faktor i franskmændenes arbejdsliv.
Reformen bliver kritiseret for en række forskellige ting.
For det første kritiserer mange, at det er de fattigste og ufaglærte, som også ofte har de hårdeste jobs, der bliver hårdest ramt. Reformen rammer nemlig socialt set enormt skævt – de højtuddannede berøres slet ikke, og det samme kan siges om velhavende som har private pensionsopsparinger.
For det andet rammer reformen kønsmæssigt skævt. Mange kvinder forlader arbejdsmarkedet i korte perioder, når de får børn - man har ret til 16 ugers barsel i Frankrig - og arbejder efterfølgende midlertidigt på deltid. Dermed optjener de ikke ret til pension, og derfor har de i gennemsnit først ret til at trække sig fra arbejdsmarkedet et halvt år senere end mænd.
Arbejdsløse seniorer og en lidt for enerådig konge
Et tredje element handler om arbejdsløshed blandt seniorer.
Kun en tredjedel af de 60-64-årige er i arbejde. Da understøttelsen er lavere end pensionen, ses reformen derfor som en de facto spareøvelse, hvor man sænker indkomsten for en gruppe arbejdsløse seniorer, som slet ikke har mulighed for at komme i arbejde og supplere det knappe husholdningsbudget.
En fjerde og mere principiel debat handler om livskvalitet.
Selvom gennemsnitsalderen er stigende, er det langt fra alle, der har udsigt til et godt og langt liv på pension. 23 pct. af de pensionerede er fysisk hæmmede, når de går fra. Blandt arbejdere er det hele 34 pct.
Denne del af debatten har desuden rejst en række principielle spørgsmål om, hvad det gode liv egentlig er, og om man vitterligt ønsker et samfund, hvor mennesker primært er til for arbejdets skyld. En af de mest udbredte paroler imod reformen handler derfor om, at man ikke vil ”dø på jobbet” - crever au boulot, som det hedder på fransk.
Et sidste – og efterhånden næsten det vigtigste – kritikpunkt, handler om, hvordan reformen er blevet indført.
Reformen er nemlig vedtaget udenom den lovgivende forsamling med den særlige paragraf 49 stk. 3 i den franske forfatning. Den tillader præsidenten at indføre love per dekret. Den franske forfatningsdomstol afgjorde den 14. april, altså godt en måned efter præsident Macron dekreterede reformen, at det var forfatningsmæssigt efter bogen.
Men fordi reformen aldrig kom til afstemning i Nationalforsamlingen, hvor den muligvis ville have haft et flertal imod sig, og den samtidig er ekstremt upopulær - cirka 70 pct. af franskmændene er imod - mangler reformen demokratisk legitimitet. Macrons enerådige stil er blevet bredt kritiseret, og i protesterne portrætteres han ofte som en enevældig konge.
En historisk modstand
Det er dog langt fra første gang, at franskmændene protesterer imod pensionsreformer.
I 1995 ledte en pensionsreform under den dengang nyvalgte præsident Jacques Chirac til en hidtil uset bølge af strejker og demonstrationer. Chirac ønskede at hæve arbejdsmarkedsbidraget, altså det antal år, man skal være på arbejdsmarkedet for at få den fulde pension, fra 37,5 år til 40 år for offentligt ansatte. Han ville også afskaffe særlige sektorers ret til tidligere pension. Dengang demonstrerede imellem én og to millioner franskmænd.
Bølgen af strejker varede i godt tre uger, men stoppede da regeringen opgav reformen. Der var strejker på en skala, som ikke var set siden 1968, og protesterne var en kæmpe succes for fagforeningerne.
Igen i 2003, og igen med Chirac ved roret, var der enorme protester imod en ny pensionsreform. Men trods en lignende tilslutning, udviklede kritikken sig aldrig til en decideret protestbølge, og reformen gik igennem.
I 2010 var der atter en bølge af protester på størrelse med den nuværende, og den varede i lidt over en måned. Her hævede præsident Sarkozys regering pensionsalderen fra 65 år til de nuværende 67 år, og minimumspensionsalderen fra 60 år til de nuværende 62 år. Reformen gik igennem på trods af udbredt modstand, og dengang som nu var forfatningsdomstolen inde over for at ratificere reformen.
Så sent som i december 2019 forsøgte Macrons daværende regering at forhandle en ny pensionsreform hjem. Det ledte igen-igen til massive protester, og i en tid hvor protestbevægelsen De Gule Veste stadig var i live, valgte regeringen ikke at puste til ilden og skrinlagde derfor projektet midlertidigt.
Alle har brug for pension
Men hvorfor denne enorme modstand mod lige netop pensionsreformer? Det er der mindst tre gode grunde til.
For det første er pensionsreformen en meget konkret manifestation af tilbagerulningen af velfærdsstaten. Hvor meget politik er mere detailorienteret eller vedtages uden den store eksponering, er pensionsreformerne altid store pakker, som meget konkret forringer vilkårene for statens borgere. Pensionsreformerne bliver derfor et billede på de frustrationer over forringede levevilkår, som mange føler, de står over for.
For det andet er pensionsreformerne noget, som rammer meget bredt. Ikke alle har børn, ikke alle døjer med sygdom, ikke alle har bil, ikke alle har ejendom – men alle håber en dag at kunne gå på pension. Pensionsreformer er derfor noget, som alle kan relatere til. Det betyder, at modstanden mod pensionsreformen samler rigtigt mange mennesker – særligt på tværs af de forskellige fagforeninger, som ellers sjældent kan blive enige om ret meget.
Det interessante ved den nuværende reform er dog, at den ikke rammer de veluddannede. Regeringen havde nok håbet, at netop denne gruppe derfor ville være mere tavse og medgørlige. Det har dog ikke været tilfældet, og modstand imod pensionsreformer har vist sig at være noget, der samler befolkningen og skaber solidaritet på tværs af skel.
For det tredje er der siden Chirac’ reformforsøg i 1995 opstået en hel tradition for at protestere imod pensionsreformerne. Reformerne er derfor blevet en ’ting’, som alle ved er politisk sprængfarlig, og som fagforeningerne ved, er en god anledning til at skabe eksponering og gøre sig selv mere relevante.
Frankrigs demokratiske underskud
Zoomer vi lidt ud fra selve reformerne og modstanden imod dem, kan vi se den nuværende konfrontation mellem regeringen og protestbevægelsen som et udtryk for nogle mere grundlæggende forandringer i fransk politik.
Som jeg har diskuteret andetsteds, er det ikke for meget at sige, at Frankrig igennem en årrække har befundet sig i en mindre demokratisk krise, der kommer til udtryk i kraftigt dalende valgdeltagelse og manglende tillid til det politiske system.
I denne konkrete situation kommer krisen til udtryk på tre måder.
For det første er protesterne udløst af manglende parlamentarisme. Macrons parti, Renaissance, har ikke et flertal i parlamentet. I stedet for at forsøge at forhandle et forlig hjem, valgte mindretalsregeringen – anført af premierminister Élisabeth Borne – at fremlægge en færdig reformpakke, som partierne så kunne vælge enten at støtte eller lade være. Der har altså ikke været en ordentlig parlamentarisk proces med åben politisk dialog, forligsparathed og forsøg på at opnå konsensus.
Da meget tydede på, at forslaget ikke ville opnå flertal, valgte Macron og Borne ikke at sende forslaget til afstemning i parlamentet alligevel. Og dét leder til det andet element af Frankrigs demokratiske underskud: præsidentens magt.
I Frankrig har præsidenten magt til at trumfe den lovgivende forsamling og indføre love per dekret uden at inddrage forsamlingen. Præsidenten er med andre ord ikke afhængig af parlamentarisk flertal eller dialog, og han kan i princippet gøre, hvad der passer ham. Og det valgte Macron så at gøre.
For det tredje har Macron og regeringen ikke indgået seriøst i forhandlinger med fagforeningerne om de nuværende pensionsreformer. Det er ellers kutymen i Frankrig, og regeringer plejer at have held med at få mere moderate fagforeninger til at bakke op om reformer til gengæld for mindre indrømmelser.
Men det har ikke været tilfældet denne gang. Alle fagforeninger er blevet mødt med et ultimatum om at bakke op om reformen i dens nuværende form, hvis de vil til forhandlinger om andre arbejdsmarkedsreformer senere hen. Alle fagforeninger har – lidt overraskende – takket nej og valgt protestvejen. De manglende forhandlinger bekræfter billedet af en udemokratisk præsident, som regerer for enerådigt.
Hvis man læser interviews med demonstranter, med talspersoner for fagforeningerne og ellers følger med i den offentlige debat, går frustrationerne i endnu højere grad på det demokratiske underskud og præsidentens fremfærd end på selve indholdet af reformerne.
Man er ganske vist utilfreds med reformens indhold. Men man er i endnu højere grad utilfreds med et politisk system, hvor politik kan trumfes igennem fra oven uden interesse for en demokratisk samtale.
Hvad så nu?
Forfatningsdomstolen har netop godkendt Macrons ret til at gennemtrumfe reformen, og med fronterne trukket skarpt op, er det svært at forestille sig, at regeringen vil trække i land. Forfatningsdomstolen afviste desuden et forsøg på at få sendt reformen til folkeafstemning. Og selv om der er indgivet en ny anmodning om at få en folkeafstemning om reformen – dog efter en lidt anden model – er det usandsynligt, det vil lykkes.
Reformen ser med andre ord ud til at gå igennem.
Spørgsmålet er dog, hvad den kommer til at betyde for det politiske klima i Frankrig.
Frankrigs største avis, Le Monde, kaldte lørdag den 16. april reformen for en ”dyrekøbt sejr,” og det kan meget vel vise sig at blive tilfældet. Særligt beslutningen om ikke at forhandle og give indrømmelser til hverken andre partier eller fagforeningerne, kan vise sig at gøre det meget svært for Macrons regering at komme igennem med noget som helst uden at møde udbredt modstand.
Processen omkring pensionsreformerne kan også få politiske konsekvenser på den længere bane.
I de første meningsmålinger efter reformens vedtagelse er det den yderste højrefløj med Marine Le Pen i spidsen, som ser ud til at vinde på konfrontationen mellem centrum-regeringen og venstrefløjen samt fagforeningerne. Lige nu er det svært at forestille sig, at de folk, som til sidste præsidentvalg stemte på Macron blot for at forhindre Le Pen i at få magten, kan få sig selv til at sætte kryds ved Macrons efterfølger til næste præsidentvalg i 2027.
Macron kan ikke genopstille, og der kan naturligvis ske meget på fire år. Men som det ser ud lige nu, er det ikke længere usandsynligt, at Frankrigs præsident efter næste valg hedder Marine Le Pen.
