Til september skal italienerne til parlamentsvalg – igen. Det sker efter endnu en regeringskrise, hvor ministerpræsident Mario Draghi i juli måtte opgive at få enderne til at mødes, og præsident Sergio Mattaralla derefter udskrev valg flere måneder før tiden.
Den hidtidige regering har bestået af ikke mindre end 8 forskellige partier/bevægelser med meget forskellig politisk-ideologisk baggrund: den anti-elitære protestbevægelse Femstjernebevægelsen, det højreorienterede Lega, de to socialdemokratiske partier PD og Artikel 1, Forza Italia (Silvio Berlusconis centrum-højre-parti), centrumpartiet Sammen om Fremtiden (IpF) og de to liberale partier Action og Italia Viva.
Premierminister Mario Draghi tilhører ikke selv et politisk parti, men er tidligere formand for Den Europæiske Centralbank og blev trukket ind som ministerpræsident i februar 2021 som en person ”udefra”, der skulle redde Italien ud af endnu en stor politisk krise.
Det aktuelle politiske sammenbrud og udskrivelsen af nyvalg til d. 25. september skyldes, at Femstjernebevægelsen for nylig ville give de økonomisk hårdt trængte italienere en endnu større hjælpepakke, end Draghi var villig til, og derfor ikke ville stemme for en tillidsafstemning til regeringen i Senatet.
Det er ikke så underligt, hvis mange herhjemme synes, at italiensk politik generelt er temmelig kaotisk. Siden juni 1945 har Italien nemlig skiftet ministerpræsident (regeringsleder) hele 45 gange, mens Danmark til sammenligning siden befrielsen den 5. maj 1945 kun har skiftet statsminister 20 gange.
En væsentlig del af forklaringen er, at Italien er et land, hvor modsætningerne er langt større end i f.eks. Danmark. Det gælder ikke bare politisk, men også socialt, økonomisk og geografisk.
En ung nation
Italien er en relativt ung statsdannelse. Den blev først skabt i 1861, efter en række politiske, diplomatiske og ikke mindst militære magtkampe mellem en række af de stater, som Italien dengang var opdelt i. Især kongeriget Sardinien/Piemonte spillede en afgørende rolle, blandt andet gennem erobringer af territorier fra de flere af de øvrige stater.
Resultatet var dengang, at man nok fik etableret en samlet stat ved navn Italien, men der blev ikke ved samme lejlighed skabt en fælles italiensk nationalitetsfølelse i befolkningen. Flertallet følte sig mere som lombardere, venetianere, sardinere eller lignende end italienere – og det gælder stadig i vidt omfang den dag i dag.
Tendensen blev yderligere forstærket af, at der fra begyndelsen var store forskelle mellem de forskellige dele af Italien, ikke mindst mellem Nord- og Syditalien, med hensyn til velstandsniveau og økonomisk lighed.
Norditalien var (og er) generelt betydeligt rigere end Syditalien, som desuden var præget af intern stor social og økonomisk ulighed mellem de forskellige dele af befolkningen.
Syd og nord
Mange af disse forskelle har overlevet hele vejen op igennem det 20. århundrede.
Først og fremmest er der fortsat en stor grundlæggende skepsis mellem Nord- og Syditalien.
Mange rige norditalienere er ikke meget for at betale til den fattige del af Italien i syd, som de anser for årsagen til, at der aldrig rigtig kommer gang i en velstandsstigning for hele befolkningen.
Det er blandt andet derfor, man i italiensk politik i de seneste mange årtier har set partier, som gik ind for øget selvstyre for Norditalien (f.eks. det højrepopulistiske Lega Nord; nu blot kaldet Lega) eller sågar løsrivelse.
Samtidig har der siden 1861 eksisteret en tilsvarende modvilje den anden vej.
Mange i syd ser norditalienerne som arrogante ”rigmænd”, der udnytter og udbytter Syditalien og er med til at fastholde Syditalien i fattigdom.
Den slags modsætninger er slet ikke i samme skala indbygget i det danske politiske system. Ganske vist er der en stigende tendens til at fokusere på modsætninger og forskelle mellem Hovedstadsområdet og provinsen, men de reelle forskelle, både økonomisk, socialt og mentalt, er for intet at regne mod de store modsætninger, som findes i Italien.
Hårdhændet industrialisering
En anden grund til, at de økonomiske og sociale modsætninger er væsentligt større i Italien, er, at industrialiseringen foregik meget voldsommere og hurtigere end i f.eks. Danmark.
Den blev gennemført nærmest på én gang med meget stor styrke i løbet af blot et enkelt årti, nemlig 1890’erne. Dette betød, at de sociale ordninger ikke nåede at følge med, som de gjorde i Danmark og de øvrige skandinaviske lande. Her opbyggede man gradvis, fra den sidste del af 1800-tallet og op gennem 1900-tallet, den universalistiske velfærdsstat med et fintmasket offentligt socialt sikkerhedsnet, som greb de personer og familier, som havde økonomiske og sociale problemer.
Dette har også haft stor politisk betydning. Den lave grad af ulighed i Danmark (og de øvrige skandinaviske lande) har betydet, at der ikke i samme omfang har været tilslutning til ekstreme politiske bevægelser.
I Italien har både fascistiske og kommunistiske bevægelser derimod spillet en væsentlig rolle. Ikke bare i mellemkrigstiden, hvor den fascistiske diktator Mussolini som bekendt greb magten i 1922, men også i efterkrigstiden, hvor både kommunistiske og erklærede fascistiske partier har haft langt større opbakning end herhjemme.
DC-staten
Dertil kommer, at Italien i det meste af efterkrigstiden var præget af, at ét parti, De Kristelige Demokrater (Democrazia Cristiana eller bare DC), sad tungt på magten og havde et afgørende ord at skulle have sagt i de fleste regeringer.
Under det meste af Den Kolde Krig fremstod partiet som garanten for stabilitet i en usikker verden, og det spillede i 50 år den dominerende rolle i italiensk politik. I mange tilfælde blev partiets og statens interesser sammenblandet i en sådan grad, at man begyndte at tale om ”DC-staten”.
Til sidst blev det for meget for mange italienere. Efter en stor korruptionsskandale i begyndelsen af 1990’erne, hvor mange politikere blev fængslet eller måtte træde tilbage i vanære, begyndte vælgerne at vende sig væk fra DC og i et vist omfang også Socialistpartiet, som heller ikke kunne sige sig fri for korruption i de (noget kortere) perioder, det havde spillet en ledende rolle i landet.
Mange begyndte i stedet at stemme på højrepopulistiske protestpartier som Forza Italia (under ledelse af Silvio Berlusconi), den nyfascistiske Nationalalliance og, i Norditalien, løsrivelsesbevægelsen Lega Nord.
Men hvis italienerne havde håbet, at dette ville give mere stabilitet og mindre ballade i italiensk politik, tog de grueligt fejl.
De nævnte protestpartier skabte et nyt politisk landskab, med nye konflikter og ny ustabilitet, uden at der blev rettet væsentligt op på de økonomiske problemer og sociale uligheder, som var udgangspunktet for mange italieneres frustrationer.
Hårdt ramt af krisen
Finanskrisen i 2008 og den efterfølgende økonomiske krise ramte Italien særligt hårdt, og det skærpede de økonomiske, sociale og politiske modsætninger yderligere.
Faktisk er Italien – i modsætning til de fleste nordvesteuropæiske lande – aldrig rigtig kommet ud af den økonomiske krise, som fra 2020 blev yderligere forværret af Corona-situationen.
Og siden den 24. februar i år har Ruslands invasion af Ukraine bidraget til at cementere de økonomiske problemer og give yderligere næring til den politiske ustabilitet.
Grundlæggende må man således sige, at de historiske forudsætninger er meget væsentlige forklaringer på det politiske kaos, som har fundet sted i Italien gennem de seneste mange år, og som nu igen kommer til udtryk ved udskrivelsen af parlamentsvalget til afholdelse i september.
Et parlamentsvalg, som formentlig – på et eller andet tidspunkt efter antagelig meget langvarige regeringsforhandlinger - vil føre til dannelsen af Italiens regering nr. 70 siden 2. Verdenskrig.
