I 1997 arbejdede jeg som medicinsk antropolog i Verdenssundhedsorganisationen WHO’s enhed for sundhedsforskning i det regionale kontor for Syd- og Sydøstasien i New Delhi. Samme år brød H5N1 – også kendt som fugleinfluenza – ud i Hongkong. Fugleinfluenza er meget smitsom og spreder sig hurtigt, lige så langt som smittede fugle kan flyve. Om den også smittede mellem mennesker, vidste vi endnu ikke.
Dødeligheden blandt de smittede var op til 60 %, og på kontoret i New Delhi udløste det frygt for en ny pandemi. Det viste sig heldigvis, at H5N1 ikke smitter fra menneske til menneske, og at de få smittede var fjerkræavlere med tæt kontakt til inficerede fugle. På grund af den hurtige smittespredning mellem vilde fugle og fjerkræ fokuserede mine kolleger i WHO derfor på fjerkræproduktionen i deres forsøg på at inddæmme epidemien.
Fordi sygdommen ikke smittede mellem mennesker, var den længere om at sprede sig fra land til land. I Indonesien rasede fugleinfluenzaen voldsomt i 2003. Ligesom mange andre steder i verden havde familier små hønsehold i gården uden for huset, og herhjemme har vi eksempelvis også vænnet os til at se fritgående høns som et udtryk for dyrevelfærd.
Men i Indonesien fokuserede sundhedseksperter hurtigt på ideer om eksotisk kultur. Det fritgående fjerkræ udgjorde pludselig en kulturelt betinget trussel mod hele menneskehedens sundhed. Konsekvensen blev, at myndighederne aflivede omkring en million høns for hvert menneske, som døde af H5N1.
De udenlandske eksperter var reelt fremmede fugle uden dybere lokalkendskab. De opfattede blandt andet de ulovlige men populære hanekampe som en trussel. Mange indonesiske mænd samledes dengang jævnligt til væddemål om, hvilken af to kamphaner – begge forsynet med skarpe barberblade på fødderne – der ville trække sig sejrrigt ud af kampen. Uanset hvad man måtte mene om den praksis, var hanerne dyrebare, og ejerne gjorde alt for at undgå smitte. Heller ikke sangfuglene på Java gik fri af kritik, og indoneserne kom samlet set til at fremstå som et folkefærd i alt for tæt samkvem med deres fugle.
Sensationelt vs. Sandsynligt
USA støttede gennem USAID store kampagner for at komme alle former for fuglehold i de indonesiske hjem til livs. Og tiltagene åbnede meget belejligt et eksportmarked for en årlig overskudsproduktion på 2.500 tons kyllingelår, som amerikanerne ikke selv kunne fortære. Samtidig mistede millioner af indonesere en væsentlig kilde til indtægt og ernæring, viste den amerikanske antropolog Celia Lowes senere studier.
Når nationale myndigheder og internationale organisationer skal forsøge at kontrollere en epidemi, bliver beslutningerne nogle gange taget hurtigere, end godt er, og det kan være vanskeligt at gennemskue grænserne mellem hensyn til folkesundheden og økonomiske eller politiske interesser. Eksperter og politikere zoomer ofte ind på den mest eksotiske fortælling om en epidemis opståen. Der skal gerne være en ’synder’, der let kan fange folks opmærksomhed.
Coronapandemien fik især brændstof af tre globale tendenser, nemlig øget mobilitet, større urbanisering og vækst i befolkningen
Tendensen til at foretrække sensationelle forklaringer skygger ofte for de mere sandsynlige. Ligesom i USA og Danmark var de fritgående høns i Indonesien en luksusvare. Størstedelen af Indonesiens fjerkræproduktion foregår nemlig ligesom i Vesten i en stald, hvor tusindvis af kyllinger går tæt sammen og får antibiotika og vækstfremmere, så de når slagtevægt på en måned.
Undersøgelser viste da også, at H5N1 sandsynligvis havde spredt sig fra den industrielle produktion, men at de professionelle fjerkræavlere undlod at indberette tilfælde af sygdom for at undgå økonomiske tab. Det kunne de slippe af sted med i ly af de mere eksotiske ’kulturelle’ forklaringer.
Voodoo og sex
Samme tendens til eksotiske forklaringer så vi med aids, der er det syndrom af dødelige infektioner, der kan følge af infektion med hiv – et virus, der svækker menneskers immunsystem. Da de første tilfælde af aids viste sig i USA i 1980’erne, offentliggjorde den amerikanske sundhedsstyrelse, CDC, en liste med fire såkaldte risikogrupper: homoseksuelle mænd, patienter med blødersygdom, injicerende stofmisbrugere og haitianere.
Begrebet risikogruppe var fra starten uklart for både læger og lægfolk. Var grupperne selv i risiko, eller udgjorde de en risiko for andre? For de tre første grupper kunne læger relatere sygdommen til en bestemt praksis – nemlig at patienterne enten havde dyrket ubeskyttet analsex, modtaget en transfusion af uscreenet blod eller delt brugte kanyler med andre stofbrugere.
Den fjerde gruppe derimod var karakteriseret ved at komme fra et land, som den amerikanske sundhedsstyrelse betragtede som fremmedartet og mærkeligt. Sundhedsforskere og medier kædede aids sammen med gedulgte voodooritualer og overlod det til folks fantasi at forestille sig, hvordan sygdommen kunne være opstået.
Mange amerikanske aviser og tv-stationer skabte hurtigt en årsagskæde mellem aids, voodoo og bådflygtninge. Det førte til, at haitianere overalt i USA blev fyret, angrebet verbalt og overfaldet fysisk af mennesker, der anså dem som en smittefare. Det var slemt nok i sig selv, men samtidig spredte hiv-smitten sig ukontrolleret under det røgslør, den eksotiske kulturforklaring havde skabt.
Spredt af sexturister
De amerikanske myndigheder mente, hiv måske stammede fra Haiti. Med sit feltarbejde på Haiti i 1983-90 kunne Paul Farmer dog vise, at det faktisk forholdt sig omvendt. Det var amerikanske sexturister, der havde bragt sygdommen til øen. Fattige haitianske sexarbejdere spredte så smitten videre til deres partnere og videre ud i lokalbefolkningen.
Da aids bredte sig i Afrika syd for Sahara, greb flere kirkelige organisationer de kulturelle forklaringer om en særlig afrikansk promiskuitet i kombination med eksotiske seksuelle praksisser. Det brugte kirkerne som alibi for at promovere seksuel afholdenhed frem for at bruge kondomer under sex. Og pseudovidenskabelige forklaringer med racistiske undertoner forsøgte fejlagtigt at give belæg for, at menneskers kulturelt betingede og alt for tætte kontakt med aber var skyld i, at sygdommen kunne overføres til mennesker.
Stigmatisering driver epidemier under jorden, især når lægerne ikke kan behandle dem effektivt
Ud fra en mere nøgtern betragtning var smitten biosocial. I et biosocialt perspektiv vil en ny epidemi opstå, fordi vi mennesker som den dominerende art på Jorden har indrettet vores samfund på måder, der skaber nye nicher for mikroorganismer.
De nye organismer kan føre til nye sygdomme, når de er ’sociale’ med os på nye måder. Et godt eksempel er coronapandemien, der især fik brændstof af tre globale tendenser, nemlig øget mobilitet, større urbanisering og vækst i befolkningen.
Smitten med aids var altså ikke bare biologisk, men derimod afhængig af vores måder at være sociale på. Smitten i Afrika og mange andre steder i verden spredte sig efter mønstre, der var skabt af fattigdom, vold og ulige adgang til uddannelse og sundhedsydelser.
Kan forværre epidemien
I Danmark ramte aids ikke bredt i befolkningen. Sygdommen spredte sig til gengæld blandt mænd, der havde sex med mænd, og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske forsøgte aktivt at hjælpe de smittede og forebygge spredning ved hjælp af oplysningskampagner. Foreningen hjalp også med at skaffe midler til en stilling som brugergruppekonsulent i 1992 for aids-patienter på Marselisborg Hospital i Aarhus – en stilling, jeg var så heldig at få.
På det tidspunkt skjulte de fleste hiv-smittede sig af frygt for at blive fyret fra deres arbejdsplads eller udstødt af venner og familie, som det blandt andet var sket i USA. Mange homoseksuelle frygtede allerede fordomme og fordømmelse, hvis de udtrykte deres seksualitet åbent, og at være smittet med hiv gjorde kun risikoen større.
Den forståelige reaktion kunne imidlertid i sig selv forværre epidemien. Aids var også en epidemi af de betydninger, der blev forbundet med sygdommen. Forestillinger om de smittede hang sammen med moralsk fordømmelse, social udstødelse og tabuisering af døden, som jeg dokumenterede gennem min forskning i midten af 1990’erne.
Dengang som nu frygtede mange mennesker at blive smittet med hiv, hvis de drak af samme glas som en smittet eller bare gav hånd til en. Sådan spreder hiv sig ikke, men frygten var med til at stigmatisere de smittede. Og stigmatisering driver epidemier under jorden, især når lægerne ikke kan behandle dem effektivt. Dermed udgør truslen om at blive udstødt socialt i sig selv en epidemisk social smitte, der accelererer smitten med vira.
