Skal man tro medierne, er det politiske Danmarkskort stort set ensfarvet: Rødt.
Men går vi et spadestik dybere bliver det straks mere farverigt og forbløffende. Ja faktisk vælter det frem med overraskelser.
Socialdemokratiet blev det største parti i langt de fleste valgkredse, men Vid&Sans’ beregning af partiernes relative lokale styrkeforhold giver plads til en del interessante nuancer.
Kortet nedenfor viser, hvilket parti der har overpræsteret mest i den enkelte kreds – altså hentet flest ekstra stemmer i forhold til deres landsresultat.
Og det er faktisk ret vilde tal, der kaster nyt lys over valgresultatet. Dyk selv ned i det kulørte danmarkskort nedenfor og bemærk bl.a. disse oversete historier:
- Det måske allermest bemærkelsesværdige er, at Frie Grønne var det bedst præsterende parti i to valgkredse: Aarhus Vest og Odense Øst. Den position er drevet af superlokal overpræstation, og på nogle valgsteder – f.eks. i Gellerupparken i Aarhus Vest – var det faktisk det klart største parti.
- På det jævne, ikke i det himmelblå, skal partiernes prøve stå. Alternativet, Dansk Folkeparti og Radikale blev alle valgt ind uden at være dominerende i en eneste valgkreds. Deres vælgere er jævnere fordelt i landet end Frie Grønne, som var langt under spærregrænsen trods lokale bastioner.
- Enhedslisten gik tilbage på landsplan, men har styrket sit jerngreb om hovedstaden. I 11 ud af 12 valgkredse i Københavns Storkreds var det liste Ø, der overperformede mest i forhold til landsresultatet.
- Danmarksdemokraterne præsterer stærkest i 11 kredse, heraf 6 i Nordjylland, hvor Inger Støjberg selv var på stemmesedlen.
- Socialdemokratiet er – trods alt – det relativt stærkeste parti i 32 kredse spredt over hele landet.
- Venstre holder trods stærk tilbagegang stand i deres midtvestjyske kerneland.
Hvordan fungerer beregningen af partiernes lokale bastioner?
Kortet viser, hvor i landet de enkelte partier har stået stærkest ved de seneste fem valg. Det viser ikke, hvilket parti der har fået flest stemmer i den enkelte valgkreds, men hvilket parti der har ”overpræsteret” mest – altså fået flest ekstra stemmer i forhold deres stemmeandel på landsplan ved det pågældende valg.
Det er med andre ord et kort over relative styrkepositioner. Men ”overpræstationen” er opgjort i absolutte stemmetal – hvilket matematisk favoriserer de største partier. Det er nemmere for Socialdemokratiet end for Frie Grønne at hente 1.000 ekstra vælgere i en kreds. Alligevel viser denne beregning bedre den politiske variation på tværs af landet end de traditionelle politiske kort.