Et helt folks fremtid er på spil. Når iranske kvinder flår tørklæderne af og råber ”kvinde, liv, frihed!” i gaderne, selv om politiet skyder med skarpt imod dem, og de risikerer dødsstraf for at protestere, så handler det om mere end tørklæder. Det bliver lige nu afgjort, om Iran skal fortsætte som islamistisk diktatur, forvandles til et liberalt demokrati eller kastes ud i kaos.
”Det kan udvikle sig til en regulær revolution og det islamiske styres fald. Det kan også sagtens være, at oprøret bliver slået ned eller bare løber ud i sandet. Det kan ende blodigt. Men uanset hvad, så vil Iran aldrig blive det samme igen efter de her protester,” siger Claus Valling Pedersen.
Han er lektor på Københavns Universitet og har forsket i iranske forhold i mere end tre årtier, også som gæsteforsker i Iran. Og han har efter eget udsagn ”aldrig set noget lignende”. Selv om Iran ofte har oplevet store protester, er det første gang siden revolutionen i 1979, at styret er virkelig rystet, og iranernes fremtid tegner åben.
Hvordan det hele ender, kan ingen sige med sikkerhed, heller ikke Claus Valling Pedersen. Vil det islamiske styre overleve eller falde? Vil det ende fredeligt eller brutalt? Og hvad er det for et Iran, befolkningen står tilbage med, når røgen har lagt sig?
Lige nu er mange fremtidige scenarier stadig i spil. Det kan ende med et nyt og friere samfund, som mange unge iranere drømmer om. Det kan føre til endnu større undertrykkelse, og håndhævet endnu mere brutalt, end de fleste har fantasi til at forestille sig.
Kun én ting ser sikker ud i Claus Valling Pedersens øjne.
”De unge demonstranter er helt færdige med det politiske system i Iran, som det ser ud nu. De vil have frihed, ligestilling og ægte demokrati. Og det vil styret under ingen omstændigheder acceptere, så et kompromis er ikke en mulighed,” siger han.
Oprøret der ikke ville dø
I denne weekend var det præcis tre måneder siden, at den 22-årige kvinde Jina Mahsa Amini døde efter at være blevet anholdt og tæsket af det iranske moralpoliti, fordi hendes hovedtørklæde ikke sad korrekt. Hendes død blev startskud til voldsomme protester blandt især unge over hele landet.
Siden da er protesterne kun taget til i styrke og omfang. De handler ikke kun om kvinders rettigheder, men om hele det islamiske diktaturs legitimitet.
”Det her er en totalt radikal situation. Jeg har fulgt Iran tæt i over 30 år, og jeg har aldrig set noget lignende. Kvinder fra alle generationer og samfundslag tager tørklædet af og råber åbent ’død over diktatoren’. Alle de røde linjer, man før har været bange for at overtræde, bliver pludselig bare overskredet af en befolkning, som risikerer alt,” siger Claus Valling Pedersen.
Protester mod det islamiske præstestyre er ikke et særsyn i Iran. Siden 2009 har der ikke været et eneste år uden en større bølge af protester, og Wikipedia har så mange sider om forskellige oprør og protester i Iran, at der skal en separat oversigtsartikel til for at holde styr på dem alle.
Men de aktuelle protester har en karakter og voldsomhed, der ikke er set i årtier. Det er ikke bare omfanget, der er usædvanligt, men nok så meget demonstranternes krav, der rammer direkte ned i hjertet af det islamiske præstestyre.
”I oprørets første dage, hvor jeg fik de første meldinger om, hvad der skete i Iran, troede jeg simpelthen ikke på, at det var rigtigt. Demonstranternes mod og helt radikale modstand mod selve kernen i styret har jeg aldrig set før. Det var en enorm overraskelse,” siger Claus Valling Pedersen.
Og demonstranternes mod overrasker ham stadig dagligt. De overvejende helt unge demonstranter, der går på gaden lige nu, ser ikke ud til at have samme frygt for myndighederne og sikkerhedsstyrkerne som tidligere generationer, selv om styret slår lige så hårdt ned på protesterne som altid.
Menneskeretttighedsorganisationen Iran Human Rights har bekræftet mindst 458 dræbte demonstranter, og det reelle tal er formentlig højere. De estimerer, at 18.000 er arresteret i forbindelse med protesterne, og de første af dem er allerede blevet dømt til døden og hængt offentligt uden ordentlig rettergang.
Fire scenarier for Irans fremtid
Alligevel vokser protesterne, drevet frem af en generation, som ifølge Claus Valling Pedersen mener, at deres grænse er nået og nu er villige til at risikere deres liv for forandring. Overalt tager kvinderne helt tørklæderne af og der er gået sport i at vippe turbanen af islamiske lærde i det offentlige rum. Selv skolepiger på 13 år har kollektivt smidt tørklæderne, brændt dem sammen med portrætter af præsteskabet og med magt smidt skoleledelsen på porten.
Indtil nu har turbanen været symbol på islamisk autoritet og magt. En islamisk lærd havde høj status og kunne frit belære folk om islamisk lov, og moralpolitiet chikanerede rutinemæssigt især kvinder for moralske forseelser. Så lidt som en læbestift eller et utilstrækkeligt dækkende hovedtørklæde kunne få en arresteret, sådan som det skete med Jina Mahsa Amini.
”Ungdommen og oprørerne er blevet kompromisløse. De stiller sig ikke tilfreds med f.eks. at få lov til at sætte tørklædet en smule mere løst, gå med neglelak eller nogle af de små friheder, som styret gav folk i halvfemserne. Det er de ikke interesserede i. De vil have deres frihed, punktum. De vil have total ligestilling og ægte demokrati,” siger Claus Valling Pedersen.
Selv hvis protesterne bliver knust eller stopper af sig selv i morgen, så vil Iran aldrig blive det samme igen, mener han. Alle de allermest hellige grænser er blevet overskredet, med åben foragt for tørklæder, præsteskab og politi, og det vil folk aldrig glemme.
Når der tidligere har været utilfredshed og protester fra befolkningen, har styret typisk gjort to ting: Med den ene hånd har man slået brutalt ned på den farligste del af protestbevægelsen, og med den anden hånd er man kommet den brede befolknings utilfredshed i møde med mindre indrømmelser, som mange kunne slå sig til tåls med.
Det er slut nu.
”Især de yngre iranere har gennemskuet, at ændringer inden for rammerne af det islamiske styre ikke giver den ægte frihed, som de ønsker sig og kan se, at store dele af resten af verden har. Derfor er de slet ikke interesserede i dialog med præstestyret. De vil vælte hele systemet,” siger Claus Valling Pedersen.
Hverken demonstranterne eller myndighederne giver sig en tomme. Demonstranterne er villige til at risikere alt, også deres liv, for at vælte præstestyret. Myndighederne ved på deres side, at det er en kamp for egen overlevelse, og vil gå meget langt for at slå oprøret ned.
Det kan udvikle sig dramatisk og uforudsigeligt, men Claus Valling Pedersen vurderer alligevel, at nogle scenarier er mere realistiske end andre.
Scenarie 1: Status quo
På kort sigt ser Claus Valling Pedersen det som det mest sandsynlige scenarie, at konflikten fortsætter nogenlunde, som den har gjort de sidste måneder: At myndighederne slår hårdt ned på demonstrationerne med magt, dødelig om nødvendigt, og arresterer så mange som muligt, for at få problemmagerne væk fra gaden og afskrække befolkningen. Men trods alt ikke går så langt som til at dræbe helt uhæmmet i gaderne.
”Protesterne kan fortsætte i lang tid, blive slået ned og dukke op igen og igen. Hvis de bliver slået ned hver gang, og dem, der går forrest, sat i fængsel, kan oprøret efterhånden køre træt og ebbe ud,” siger Claus Valling Pedersen.
”Jeg er bestemt på det iranske folks side, og jeg ønsker frihed for mænd og kvinder i Iran. Men det mest sandsynlige scenarie er, at protesterne fortsætter som nu, at undertrykkelsen fortsætter som nu, og at oprøret langsomt bliver kvalt. Sikkerhedsstyrkerne er simpelthen stærkere end befolkningen.”
Det iranske regime er vant til protester og har opbygget en kæmpe styrke af politi og forskellige sikkerhedsstyrker for netop at kunne håndtere den situation, påpeger han. Ved siden af hæren har de et separat politisk militær, Den Islamiske Revolutionsgarde, der skal beskytte styret mod indre og ydre fjender med militære muskler.
”Nogle iranere, jeg kender, tror fuldt og fast på, at en revolution er i gang. Men jeg har svært ved at se, hvordan folket rent fysisk har magt til at ændre noget. Magten hos styret er simpelthen for stor. Der er et meget stort og stærkt sikkerhedsapparat. Revolutionen kan ikke lykkes, så længe de menige soldater ikke går over på folkets side,” siger Claus Valling Pedersen.
Scenarie 2: Eskalering
Det næstmest sandsynlige scenarie efter Claus Vallings Pedersens vurdering er en eskalering af volden fra myndighedernes side. Det ser han allerede ske i enkelte provinser som Kurdistan og Baluchistan, hvor sammenstødene har været endnu hårdere og har truet myndighedernes greb om magten.
”Hvis regimet ser det som en direkte trussel mod sin egen eksistens, og måske også de ydre grænser, vil de slå hårdt ned. Ikke bare hårdt som nu, men jernhårdt og mere brutalt, end de fleste forestiller sig,” siger Claus Valling Pedersen.
Selv om sikkerhedsstyrkerne allerede er meget brutale mod demonstranter og jævnligt skyder med skarpt, så er der stadig flere gear i voldsmaskinen, som ikke har været i brug.
”Lige nu balancerer regimet faktisk omhyggeligt – mellem undertrykkelse, man tror er hård nok til at skræmme de fleste hjem, men ikke så hård, at vreden mobiliserer endnu flere til at protestere. Hvis regimet ser, at det bliver en kamp for deres egen overlevelse, så kan de måske smide de hæmninger, de trods alt har. Det kan pludselig komme til et point of no return, hvor de intet har at miste. Det samme kan siges om sikkerhedsstyrkerne lokalt, som kan skyde på alt, hvis de frygter for deres eget liv,” siger Claus Valling Pedersen.
Det kan blive endnu mere voldeligt, end det er nu, men hvis man frygter, at regimet beslutter at skyde helt uhæmmet på demonstranter, så kan man heldigvis ånde lettet op.
”Alt i alt tror jeg simpelthen ikke på, at det er en mulighed,” siger Claus Valling Pedersen.
Det ville hverken styrets støtter i befolkningen eller sikkerhedsstyrkerne gå med til.
”Selv styrets mest loyale tilhængere vil ikke støtte et totalangreb på civilbefolkningen. Jeg tror også, at soldaterne, selv i Revolutionsgarden, med det samme ville sige nej, hvis de blev bedt om at nedslagte folk i stort antal. Så vil de faktisk muligvis gå over på folkets side. Allerede nu er der eksempler på soldater, der sidder på deres hænder,” siger han.
Der er en klar grænse for hvor meget volden kan eskalere, og nærmer regimet sig grænsen, kan det fremprovokere det tredje scenarie, hvor deres greb om magten smuldrer.
Scenarie 3: Kollaps
Det tredje scenarie er, at militæret eller sikkerhedsstyrkerne siger stop for volden. Mest sandsynligt som reaktion på, at volden bliver for meget.
”Hvis de f.eks. bliver beordret til en helt uhæmmet massakre på civile, så er det en mulighed, at de vil nægte. Jeg tror ikke, det er særlig sandsynligt, men det er heller ikke umuligt i yderste konsekvens. Det skete også i 1979, at hæren opgav at forsvare shahens styre,” siger Claus Valling Pedersen med henvisning til den sidste revolution i Iran.
Her begyndte soldater at nedlægge våbnene eller ligefrem slutte sig til oprørerne efter et år med voldsomme protester mod den daværende shah, det betyder konge, Mohammad Reza Pahlavi. Det banede vejen for shahens fald og senere for det islamiske præstestyres magtovertagelse.
Efter den begivenhed blev den Islamiske Revolutionsgarde etableret netop for at kunne beskytte styret imod trusler fra folket eller fra det almindelige militær. Det er i dag en meget magtfuld organisation med en central position i det iranske styre og et større budget end hæren.
På papiret er Revolutionsgarden helt ud i de menige geledder religiøst og politisk loyal over for styret. Alligevel er Claus Valling Pedersen ikke sikker på, at den er til at regne med, hvis situationen pludselig bryder sammen og styret begynder at handle i desperation.
”Nogle af Revolutionsgardens soldater er ideologisk drevne, og for andre er det bare et arbejde. Men begge typer soldater vil formentlig nægte, hvis de bliver bedt om at nedslagte fredelige demonstranter i stort antal. Det er trods alt deres eget folk, måske deres egne døtre, sønner, familie eller venner, de bliver bedt om at skyde på,” siger Claus Valling Pedersen.
Selv om revolutionsgardisterne er nok så loyale over for deres egen organisation, er det ikke sikkert, de vil ofre deres eget liv – eller dræbe andre – for at beskytte resten af regimet.
Desuden er organisationen stærkt hierarkisk, og hvis den går i opløsning sammen med styret, vil selv ikke de mest ideologisk overbeviste soldater kæmpe videre uden ledelse, vurderer Claus Valling Pedersen. De ved godt, at det er farligt at gå imod en vred befolkning under et styres kollaps, og nok foretrække at strække våben for at redde sig selv.
Scenarie 4: Statskup
Ifølge Claus Valling Pedersen er det kort sagt militæret og sikkerhedsstyrkerne, der har nøglen til at vælte styret. Det kan især blive aktuelt, hvis styret vil skrue for højt op for volden eller i soldaternes øjne ser ud til allerede at have mistet kontrollen.
Men militæret kan reagere på to måder. Ved at træde tilbage eller ved at træde i karakter. Sidstnævnte mulighed er scenarie 4. Og den er farlig.
”Det, som jeg frygter allermest på det iranske folks vegne, er, at den religiøse ledelse mister sin autoritet helt, og at militæret, navnlig Revolutionsgarden, tager over. Det betragter jeg som en reel mulighed. Dens ledelse er meget ideologisk drevet og vant til at have magt. Hvis Revolutionsgarden tager helt over, kan man risikere et militærregime, der måske er endnu mere diktatorisk,” siger Claus Valling Pedersen.
Det iranske styre er i dag et kompliceret system med flere forskellige magtinstitutioner – præsteskabet, militæret, Revolutionsgarden, Vogternes Råd, de islamiske domstole, et semi-demokratisk parlament og en præsident – der alle holder hinanden i skak. På toppen af pyramiden sidder ayatollahen, Ali Khamenei.
Revolutionsgarden er tæt på magtens centrum, og griber den magten midt i en alvorlig krise, frygter Claus Valling Pedersen, at vi kan få en ny og endnu mere voldelig version af det nuværende islamistiske styre.
Revolutionsgardens ledelse sidder på en stor del af den iranske økonomi og vil forsvare deres position. Topfolkene ved godt, at de ikke alene kan miste deres rigdom, men være i stor personlig fare, hvis styret vælter.
”Det kunne godt blive grimt og er et af de mere blodige scenarier. Hvis styret falder, med et brag eller med et fredeligt kollaps, så har vi stadig en revolutionsgarde og andre organisationer, som vil være ekstremt udsat for folkets vrede,” siger Claus Valling Pedersen.
Den frygt er blevet meget velunderbygget de sidste måneder.
”Man ser på video nu, hvordan folk går amok og tæsker politifolk og militærfolk, når de kan. Til plukfisk. De mennesker som står i regimets tjeneste, kan blive udsat for nogle meget grimme ting efter styrets fald. Og de er altså bevæbnede og vil forsvare sig. Det kan blive ekstremt grimt,” siger han.
Lederne i militæret, Revolutionsgarden og andre sikkerhedsstyrker ved godt, at deres magt både kan destabiliseres oppefra, hvis præstestyret falder, eller nedefra, hvis deres menige tropper lægger våbnene.
Derfor vurderer Claus Valling Pedersen, at de godt kunne finde på at gribe magten, før det kommer så vidt, hvis situationen bliver mere kritisk.
”Revolutionsgardens soldater og andre sikkerhedsstyrker er en mindre trussel, når først styret er faldet. Men de er farlige lige nu, hvor de både kæmper for at forsvare styret og deres egen magt,” siger Claus Valling Pedersen.
Iran ved en korsvej
Situationen i Iran er mere kritisk, end den nogensinde har været, siden det islamiske styre tog magten i 1979. Det kan ende med styrets fald og måske endda med nogle af de visioner om frihed, som mange af de unge demonstranter drømmer om. Det kan også gå helt galt og ende i blodbad. Eller udvikle sig i en helt uforudsigelig retning.
Men ifølge Claus Valling Pedersen er det det allermest sandsynlige indtil videre noget nær status quo. Også selv om alting synes at pege på, at en samlet iransk befolkning står sammen imod en lille magtelite, som kunne blive væltet.
”Nogle iranere, jeg er i kontakt med, mener, at alle støtter oprøret, og at revolution er uundgåeligt. Men jeg har flere kilder i Iran, og de siger noget forskelligt. Nogle er f.eks. bange for, at styret vælter, selv om de ikke er tilhængere af det. De frygter kaos, og hvad der kan ske, hvis systemet bryder sammen. Ikke alle støtter oprøret,” siger Claus Valling Pedersen.
Både mange iranere og danskere støtter oprøret og er sikre på, at præstestyret nu vil falde til fordel for et bedre og friere samfund. Og det håber Claus Valling Pedersen også på, men det ændrer ikke på hans konservative og i nogles øjne sortsynede vurdering: At oprøret sandsynligvis vil gå i sig selv igen. Ligesom mange andre iranske oprør er gået i sig selv de sidste årtier.
”Mine pessimistiske forudsigelser om protesterne i 2009, 2019 og atomforhandlingerne, efter Biden blev USA's præsident, holdt stik. Måske tager jeg fejl denne gang. Jeg håber virkelig, jeg tager fejl. Jeg er jo på det iranske folks side, men jeg udtaler mig som forsker, og min bedste vurdering af virkeligheden er, at styret godt kan vinde,” siger Claus Valling Pedersen.
Det eneste, han tør sige med sikkerhed, er, at Iran aldrig bliver det samme igen. Dette oprør har nedbrudt alle grænser, og selv hvis alt tilsyneladende bliver som før, vil ingen have glemt, hvad der skete i disse måneder. Det vil påvirke fremtiden. Og det næste oprør.
