Aarhus Universitet har netop sat gang i den interne kampagne ”Kilowhat can you do?” Formålet er at inspirere til alverdens tiltag i hverdagen, der kan bidrage til at få minimeret elforbruget i lyset af den energikrise, der er opstået i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.
En af kampagnens tiltag er små plakater, som hænger ved alle elevatorindgange, hvor der står: ”Brug energien med omtanke – drop elevatoren”.
Det er et lille, men snedigt kommunikationsgreb og et forsøg på at omdirigere konkrete kropslige bevægelser i bygningen. Og jeg konstaterer dagligt, at det faktisk virker på mig – selvom det sikkert kan have den stik modsatte (trods)effekt på andre.
Ved at referere til det fælles energiforbrug, understreger plakaten, at det er et individuelt ansvar at ændre adfærd til fordel for det fælles bedste. Individet skal passe på fællesskabet ved at gøre noget kollektivt ønskværdigt med kroppen.
Det bliver dermed potentielt også en anelse skamfuldt at vælge den bekvemme løsning. For valget mellem trappe og elevator er nu ikke længere kun et personligt spørgsmål om dovenskab eller bekvemmelighed, men snarere om medborgerskab.
Elevatoren er på den måde blevet transformeret fra at være en praktisk foranstaltning til at være en hverdagsarena for samfundssind, lokal ansvarlighed og skamhåndtering.
Det er blot ét eksempel på en langt bredere tendens, som spreder sig hastigt i disse år. For skam diskuteres i stigende grad som et både offentligt og politisk redskab til at ændre vores vaner i krisetider.
Men selvom følelsen af skam faktisk kan indeholde et potentiale for forandring, skal vi være meget varsomme med at bruge den. For der er en hårfin balance mellem den konstruktive skam og den usunde udskamning.
Skam dig for alles bedste
Allerede i 1986 skrev den tyske sociolog Ulrich Beck, at hverdagen var blevet genstand for en etisk ekspansion. Vi er nemlig – ifølge Beck - blevet tiltagende bevidste om, at individuelle handlinger har kollektive konsekvenser ift. miljø, klima og – ja – energireserverne.
Indkøbslisten, badet, bilen og ferien er blevet til etiske problemfelter, hvorigennem vi kan handle på globale udfordringer, men også til sociale praksisser, som andre kan have en mening om. De påvirker nemlig vores fælles verden og kan producere endnu flere risici og problemer.
Den stigende bevidsthed om, at mine og dine handlinger har en effekt på både planetens og fællesskabets ve og vel, har også følelsesmæssige konsekvenser. Og jeg vil argumentere for, at følelsen og forståelsen af skam er under genforhandling og ekspansion på grund af netop dén erkendelse.
Ifølge følelseshistorikeren Peter Stearns forsøgte vi op gennem 1900-tallet at uddrive den grimme og uønskede skamfølelse af samfundet, bl.a. fra undervisningslokalet, det juridiske system og børneopdragelsen. Men nu er skammen pludseligt blevet en følelse, som diskuteres som en mulig vej ud af alle kriserne.
Derfor oplever vi en opblomstring af skamformer, hvor ’skam’ kobles på et andet ord, der henviser til en politisk eller kulturel udfordring, som skammen muligvis kan hjælpe os med at løse. Det er i hvert fald tanken.
Flyskam, klimaskam, kødskam og elskam. Kan disse moderne skamformer mon redde os alle fra planetens kollaps på grund af deres evne til både at forpligte den enkelte i forhold til det fælles bedste og sive ud i alverdens små hverdagssituationer som en adfærdsforandrende kraft? Er skammens fintmaskede tag i mennesker det bedste bud på, hvordan vi kan ændre vores rutiner hurtigt nok til at afværge katastroferne?
Det fordømmende blik
Den franske filosof Jean Paul Sartre mente, at følelsen af skam vokser ud af det mere eller mindre forestillede møde med den andens nedvurderende blik.
Det kan forklare, hvorfor man håber på at lave snigeren, hvis man alligevel trodser hensynet til de fælles energiresurser og bruger den famøse elevator. For der er jo ingen, der har lyst til at se en prustende kollega, som har kæmpet sig helt op på femte ved egen kraft, i øjnene, når elevatordørene skydes til side.
Man håber med andre ord at undgå det lille øjeblik, hvor fire øjne mødes, og man aflæser og mærker den følelsesmæssige effekt af den lille dom i den andens blik. ”Er du virkelig sådan en person?” Det kan man i hvert fald tro, at den anden tænker.
Skammen opstår med andre ord, når individet forestiller sig og mærker, at det tager sig dårligt ud som menneske fra den andens position. Det betyder også, at skammen ofte lever og trives i usikkerhed. Kollegaen siger måske slet ingenting, men man synes alligevel, at man aflæste et eller andet i vedkommendes blik.
Skammen i forskning
Forskningen i skam har bl.a. drejet sig om at forstå skammen som en følelse, der rammer socialt skævt, fordi den klæbes på grupper, der opfattes som afvigende eller mindreværdige i en særlig kontekst.
Det er således ofte minoriteter, outsidere og de mindst resursestærke, der kan opleve skam, fordi de ikke lever op til de sociale normer for, hvad der er normalt, genkendeligt eller attraktivt.
Skammen som følelse handler om at føle sig forkert, som den person man er eller opfattes som – og ikke på grund noget, man har gjort sig ’skyldig’ i eller på grund af et midlertidigt brud med de sociale koder for passende adfærd, f.eks. pinlig opførsel.
På den baggrund har kampen for at etablere det moderne velfærdssamfund præget af menneskerettigheder, lighed og social mobilitet også været en kamp mod skammen og for den enkeltes mulighed for at overskride netop dén skam, der kan knytte sig til f.eks. klasse, race eller seksualitet.
Politologen Jill Locke har derfor også argumenteret for, at mange sociale bevægelser har haft kampen for ’det ikke-skamfulde medborgerskab’ som sin grundlæggende drivkraft. Tænk f.eks. på de årlige Pride-begivenheder, der har det som en indbygget præmis, at skam og udskamning knyttet til seksualitet og køn skal erstattes af stolthed og anerkendelse.
En ny form for skam?
Som sagt er der dog også sket et skred i skammens politiske rolle. Skam tages i stigende grad op til debat og refleksion på en måde, der er kendetegnet ved en række forskellige mønstre.
Skam kobles nemlig i højere grad end nogensinde før til de store sociale eller globale udfordringer, og debatteres som en mulig adfærdsregulerende løsning på dem.
Samtidigt fremhæves det at kunne føle skam over ens egen andel i skabelsen af samme globale udfordringer, som et udtryk for, at man er villig til at tage de personlige og kollektive beslutninger, der er nødvendige for at tackle udfordringerne.
I den offentlige og politiske debat afføder det et tredje mønster, hvor denne følelse af skam fremstilles som en der kan afværges ved at træffe de rigtige valg i en hverdagskontekst. Den er altså knyttet mere til en omlægning af rutiner og forbrugsvalg end til en oplevelse af at være et kronisk forkert eller mindreværdigt menneske.
Det betyder på sin vis, at skamfølelsen bliver en slags fintfølende kulturel seismograf, der registrerer, at der er sket en forandring i forhold, hvad der opfattes som potentielt skamfuldt, men også at samfundet langt fra er i mål i forhold at handle på denne forandring. Og det er derfor uklart, hvad der kan forventes af den enkelte i forhold til at sikre kollektivets ve og vel.
Samlet set betyder disse mønstre, at følelsen af skam i stigende grad bliver genstand for debat og kollektiv diskussion.
For bør vi egentlig føle skam over vores manglende håndtering af de globale udfordringer, er skammen en løsning eller et problem i sig selv, er det retfærdigt at folk skal skamme sig over deres vaner, og burde visse grupper, f.eks. benzinbilister, kødspisere og glubske el-forbrugere, føle mere skam end det er tilfældet i dag?
Skam som adfærdsregulering
At skammen kan spille en konstruktiv eller adfærdsregulerende rolle, er ikke i sig selv en nyhed.
Filosoffen Martha Nussbaum har f.eks. beskrevet, at skam kan have en vigtig og konstruktiv samfundsmæssig funktion, fordi den kan lede til nødvendige selvreguleringer, som bremser handlinger, der på kant med det fælles bedste eller vigtige sociale relationer. Det kan f.eks. være nyttigt at føle skam over alvorlige forbrydelser.
Den danske kønsforsker Mons Bissenbakker har også vist, hvordan det at skamme sig - og kaste skam på andre - kan være en vigtig dimension i politiske debatter, f.eks. om indvandring og danskhed. For det at kunne føle skam bliver et slags følelsesmæssigt bevis på, at man kerer sig om de fælles værdier og føler skam, når de er ved at skride.
På den måde åbner skamfølelsen for, at man positionerer sig selv som beskytter af fællesskabet, mens ens ’skamløse’ politiske modstandere fremstilles som villige til at sætte fællesskabet på spil.
Set i det lys, er elskam, klimaskam, flyskam og kødskam måske ’old news’. Eller måske blot nye skamformer, der følger gammelkendte logikker, men blomstrer op i disse krisetider, fordi vi nu skal forholde os til den enkeltes ansvar og handlerum, når det kommer til kollektive klimaudfordringer og svigtende energireserver.
Når det er sagt, er det dog alligevel som om, at tiltroen til eller interessen for skammens politiske potentiale er voksende.
Det kan skyldes, at vi står over for mere radikale udfordringer, som ikke alene handler om mellemmenneskelige relationer og fællesskaber, men om selve menneskets kollektive overlevelse og trivsel på planeten Jorden.
Kan vi overleve klimakatastrofen som art? Og i lidt mindre skala: Kan vi komme helskindet gennem vinteren? Alvoren i disse udfordringer medfører, at interessen for menneskelige faktorer, der kan ændre vores kollektive adfærd, tager til. Men det betyder også, at overvågningen af andres adfærd pludseligt kan føles både mere nødvendig og helt legitim.
Drop udskamningen
Det store spørgsmål må så være: Kan skam – og i sidste ende udskamning – fungere som den følelsesmæssige regulator, der får os på rette spor? Og hvordan sikrer vi i så fald en respekt for den enkeltes valg og livsomstændigheder, hvis vi får konstrueret meget finmaskede forestillinger om, hvilke hverdagshandlinger, der er henholdsvis legitime eller skamløse?
Mit bud er, at man bør være varsom med den eksplicitte udskamning og i stedet lade skammen udfolde sig som en mere implicit kilde til både individuelle og kollektive refleksioner.
Med andre ord kan skammen godt spille en konstruktiv rolle i forhold til at motivere til nødvendige adfærdsændringer, men det er et problem – og måske endda kontraproduktivt – at gøre skam til et redskab, der tages aktivt og intentionelt i brug for at skabe disse ændringer.
Mange vil f.eks. formentlig reagere med trods og irritation, når de direkte får et påbud om, at de skal droppe elevatoren og tage trappen for fællesskabets skyld.
Den psykologiske forsker June Tangney har da også vist, at skam ikke nødvendigvis ændrer adfærd. For det kan virke ligegyldigt, hvad man gør anderledes i fremtiden, hvis man allerede opfatter sig selv som et helt igennem slet menneske.
Skam er ikke en følelse, man skal tage for let på. Forskere har argumenteret for, at langvarig eller kronisk skam kan have mange og alvorlige helbreds- og selvværdskonsekvenser for den enkelte.
Måske er skammen derfor mest konstruktiv, hvis den opleves som en personlig eller kollektiv respons knyttet til en refleksion over egen adfærd i lyset af de udfordringer, verden står over for – og ikke som en følelse nogen mener, man burde føle.
Samtidig skal vi holde fast i, at strukturelle problemer ikke alene kan løses gennem opdragelse og disciplinering af følelserne, men først og fremmest skal håndteres gennem brede politiske samfundstiltag og løsninger.
Stearin- og brændeovnsskam?
Med en kold vinter ventende foran os, er det ikke desto mindre meget sandsynligt, at el- og klimaskammen vil trives og fortsat gøre diverse hverdagshandlinger til genstand for debat og refleksion.
Vil vi f.eks. se færre huse og forhaver dækket af julelys? Hvor mange langtidsstegte ænder vil blive droppet til fordel for mere klimavenlig mad? Vil elbiler blive mere etisk ambivalente og ikke alene et udtryk for bæredygtig adfærd? Eller vil elskammen blive afhængig af vind og vejr, fordi trækket på de fælles og knappe resurser vil opfattes som mindre problematisk, når vindmøllerne kører på fuldt tryk?
Lige så interessant bliver det at se, hvilke nye skamformer, der venter i horisonten som et resultat af de akutte globale og geopolitiske kriser og vores forskellige forsøg på at navigere i forhold til dem.
Vil vi i 2025 tale om vandskam, stearinskam eller måske brændeovnsskam? Muligvis.
Én ting er dog sikkert; skammen er kommet for at blive – både som et menneskeligt grundvilkår og som en følelse, der skaber såvel personlige som kollektive refleksioner over den enkeltes ansvar over for fællesskabet og kloden.
