Vid&Sans’ læsere tager helt fejl. Da vi sidste sommer lancerede mediet og efterspurgte emner fra medlemmerne, var topscoreren – næst efter klimaet – den eksponentielle befolkningseksplosion i de fattige lande. Sagen er bare, at den eksplosion er meget svær at få øje på.
Verdens folketal stiger stadig. Men den globale befolkningsvækst toppede i 1960’erne og er faldet kraftigt lige siden. Den vigtigste årsag er fødselsraterne, og de taler deres tydelige sprog.
I dag får hver kvinde på jorden i gennemsnit 2,4 børn. Det er lidt flere end de 2,1, der skal til for at bevare en stabil befolkning, der hverken vokser eller skrumper. Men i 1964 lå gennemsnittet over 5 - et tal, som kun den allerfattigste del af Afrika i dag kan matche.
Udviklingen har en meget simpel forklaring: Fattige mennesker får langt flere børn, og de meget fattige får mange børn. Men der er faktisk ikke så mange ekstremt fattige mennesker i verden længere.
Det ligner næsten en sociologisk naturlov, at højere levestandard fører til lavere fødselsrater, og det store ryk sker i den lave ende af skalaen. Hver gang et land eller en gruppe går fra ekstrem fattigdom – mangel på mad, rent vand, lægehjælp og uddannelse – til et lidt højere niveau, hvor bare de helt basale levevilkår er i orden, så styrtdykker fødselsraten fra omkring 7 til omkring 2.
Indien, der tidligere har været kendt for enorm befolkningsvækst, har i dag en fødselsrate på 2,18, og zoomer man ind, er det faktisk kun landets fattigste regioner, der ligger højere end 2. Det er lavere end det niveau de rigeste lande, inklusive Danmark, lå på i 1960'erne. Og samme mønster gør sig gældende i næsten hele Asien, hvor milliarder af mennesker er løftet ud af ekstrem fattigdom.
Sammenhængen mellem ekstrem fattigdom og fødselsrater holder stort set altid stik på tværs af tid og geografi, mens kulturforskelle og politiske tiltag for at hæve eller sænke fødselsraten knap nok giver udsving i tallene.
Selv Kinas berømte étbarnspolitik er svær at se effekten af. Den kinesiske fødselsrate havde været i frit fald i et årti, da politikken blev indført i 1979, og fortsatte blot nedad i samme tempo. Da Kina for nylig indførte tiltag i den modsatte retning, kunne det heller ikke ses på fødselsraten. Et land som Tyrkiet har det sidste årti haft en målsætning om at hæve fødselsraten til mindst 3, men uden held. Den daler stadig langsomt, men sikkert.
Når det i dag kun er den allerfattigste del af Afrika, som har fattigdom og fødselsrater på niveau med det globale gennemsnit i 60'erne, og når fødselsraterne også dér falder år for år, hvorfor tror mange så, at befolkningsvæksten er stigende? 1964-kortet giver en del af forklaringen: For blot et par generationer siden levede en stor del af verdensbefolkningen i ekstrem fattigdom og fik børn i lange baner.
Fordi mange lande først i de seneste årtier har sænket fødselsraten, vil befolkningen fortsætte med at vokse nogle år endnu, mens de tidligere store børneårgange vokser op, og de mindre årgange af ældre dør ud. Men alt tyder på, at ”eksplosionen” er slut for længst, og befolkningsnedgang er nu et problem i langt flere lande.
