Det ser sort ud for de russiske styrker i det nordøstlige Ukraine. Alene den sidste uge har ukrainske tropper tilbageerobret store dele af Kharkiv-regionen, og Putins tropper er konstant på støvlehælene. Det russiske forsvarsministerium betegner den pludselige tilbagetrækning som en strategisk ’omrokering af tropper’. Men dén forklaring er der ikke mange, der køber – heller ikke i hjemlandet.
Lige nu ulmer utilfredsheden i Rusland, og selv tidligere Putin-tro støtter er begyndt at kritisere styret og krigen ret åbenlyst. Men hvordan skal vi egentlig forstå situationen og folkestemningen i Rusland? Hvem skal vi holde øje med fremover? Og kan uroen på hjemmefronten vise sig at blive enden for Putins tid ved magten?
For at blive klogere på dé spørgsmål har vi på Vid&Sans spurgt Mette Skak, lektor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, som forsker i Rusland, stormagter og sikkerhedstjenester.
1. Hvordan er folkestemningen i Rusland lige nu?
”Jeg vil tro, at nogle russiske tv-seere har hæftet sig ved den nye, mere ærlige dækning af Ruslands enorme problemer med krigsførelsen mod Ukraine. En og anden har da nok fået småkagen til aftenteen galt i halsen de seneste uger.
Samtidig ved vi, at russerne efterhånden er begyndt at blive trætte af at høre om krigen. Det har medierne forsøgt at imødegå ved at bruge mere sendetid på harmløs underholdning.
Nogle steder i landet – især i det, man kunne kalde for ’Udkantsrusland’, dvs. i fattige republikker som Dagestan, Burjatien og Tjetjenien – er folkestemningen dog anderledes anspændt. Det er nemlig deres sønner, der af nød lader sig hverve til krigen mod Ukraine. Og mange vender aldrig hjem igen.”
2. Hvordan har oligarkerne og inderkredsen omkring Putin reageret på tilbagetrækningen i Kharkiv?
”Det er vigtigt at forstå, at oligarkernes magt faktisk er ret begrænset. Nok er de styrtende rige og finansielle livliner for Putin-regimet, men de er ikke beslutningstagere.
Helt uden betydning er de dog ikke. Ifølge det graverjournalistiske medie Bellingcat, der plejer at være ganske velinformeret, har Putin netop givet ordre til, at oliegiganten Rosneft og gasgiganten Gazprom allerede i oktober skal stå klar med deres egne private militærkompagnier. Disse oligark-finansierede ’Wagner-kompagnier’ skal ifølge Bellingcat være med til at optrappe krigen mod Ukraine.
Nyheden blev publiceret i The Odessa Journal i tirsdags, og hvis oplysningen holder stik, viser det en Putin, der er presset helt ud i tovene. Om det reelt vil hjælpe ham, er dog et åbent spørgsmål. Godt nok er Wagner-kompagniet berygtet for sin brutalitet verden over, men det har taget lang tid at etablere dem som Kremls tæskehold.
I disse dage fejrer Moskva 875 års byjubilæum, og Putin deltog forleden i festlighederne, hvor han bl.a. holdt en tale og indviede et pariserhjul. Udadtil forsøger han altså stadig at fastholde illussionen om, at alt går efter planen.
Men lige under overfladen hersker der rådvildhed i Kreml. Eller også er Putin selv faret vild i krigens tåger – et udtryk fra den gamle militærteoretiker Carl von Clausewitz, som historikeren Timothy Snyder har anvendt til at beskrive netop Putins katastrofale fejlbedømmelser op til og under krigen i Ukraine.”
3. Hvilke aktører er nu vigtige at holde øje med?
”I sidste uge og hen over weekenden skete der faktisk noget ganske bemærkelsesværdigt. I kølvandet på nyhederne om ukrainernes vellykkede modoffensiv ved Kharkiv, udsendte en række lokalpolitikere fra Sankt Petersborg en appel om, at Putin straks burde afsættes og hans handlinger stoppes.
Snart kom der lignende appeller fra både Moskva, Kolpino og andre lokalråd i Sankt Petersborg. Disse folk er modige mennesker, for alene det at bringe ’hæren i vanære’ kan udløse 15 års fængsel. Men deres kampgejst siger netop noget om, at Ukraines sejre opleves som en mulig genvej til at standse blodsudgydelserne.
Derfor skal vi bl.a. følge med i, om andre lokalpolitikere rundt omkring i resten af Rusland lader sig inspirere til at udsende lignende appeller. For det kan måske starte en lavine af hårdslående kritik og på sigt underminere Putins magtbase.”
4. Kan kritikken få reelle konsekvenser for Putin og hans styre?
”Nej, ikke endnu, for Putin har i den grad stadig grebet om magten sammen med sin højre hånd, Nikolaj Patrusjev, der er endnu mere ekstrem og bizar i sine analyser.
Man skal desuden huske på, at Putin i 2016 oprettede en særlig nationalgarde, Rosgvardija, på 340.000 mand med meget vide magtbeføjelser. De er meget tro og refererer direkte til ham. Derudover er han selv pot og pande med Ruslands mange og såre aggressive spiontjenester.
Men den russiske krigsmaskine er unægtelig under pres. Det kan derfor godt tænkes, at høgene til højre for Putin – de ultranationalistiske politikere, man kalder for krigspartiet – vælter Putin, griber magten og bruger den til at mobilisere for alvor.”
5. Hvorfor har Putin ikke selv erklæret krig for længst, så han kunne mobilisere alle våbenføre mænd og kvinder?
”Putin er udmærket klar over, at en mobilisering for alvor risikerer at bringe ham på kant med den menige russiske befolkning. Indtil nu har Ukraine-krigen for den gennemsnitlige russer været en ren og skær fjernsynskrig ligesom Ruslands indgriben i borgerkrigen i Syrien fra 2015 og frem. Dengang sluttede vejrudsigten nogle gange med at konstatere, at det var ’godt vejr at bombe i’.
Så længe Putin ikke skrider til en storstilet mobilisering, der bringer hele landet på krigsfod, kan middelklassen i Moskva og Sankt Petersborg altså sidde trygt og sikkert foran fjernsynet og følge krigen som et tv-show. Og de behøver ikke, som russerne i Dagestan, at frygte for deres sønners liv.
Men hvis ’specialoperationen’, som Putin betegnede invasionen af Ukraine tilbage i februar, ophøjes til krig, kommer middelklassens sønner og døtre pludselig i farezonen - og dét kan udløse en voldsom reaktion. Krigspartiet vil naturligvis løbe ind i det samme problem ved en pludselig totalmobilisering, og disse ultranationalistiske politikere har heller ingen løsning på det problem.”
6. Hvad med den tjetjenske leder Ramzan Kadyrov – er han interessant?
”Ja, for han er meget en tvetydig figur i hele Ukraine-dramaet. Han er jo oprindelig indsat som en Putin-tro leder af Republikken Tjetjenien i Kaukasus, men på det seneste er han begyndt at udtale sig kritisk om Putins krigsførelse. Og dét i en tone, så man næsten skulle tro, at han faktisk tilhørte krigspartiet til højre for Putin.
På den anden side – og her bygger jeg på den Putin-kritiske analytiker Andrej Piontkovskij – udgør Putin reelt Kadyrovs egen livsforsikring, og ifølge Piontkovskij fornemmer Kadyrov, at jorden allerede nu begynder at brænde under Putin - og altså dermed også ham selv.”
