Putin-styrets stærkt nationalistiske verdenssyn er efterhånden velkendt. Ukraine omtales som en ”kunstigt skabt nation”, og som et ”russisk kerneland”, der er blevet ”frarøvet” den historisk retmæssige ejer, Rusland.
Putin-styret har også vist sin vilje til at bruge magt, og indtil videre har den voldsomme angrebskrig i Ukraine kostet mere end 100.000 dræbte og sårede soldater på begge sider. Omkring 40.000 civile ukrainere er blevet dræbt, og mens mere end 8 millioner er flygtet ud af landet, er 6 millioner i dag internt fordrevne.
De russiske missiler rammer bevidst civil infrastruktur. Og den militære ledelse vender det døve øre til vidnesbyrd om alvorlige krigsforbrydelser, ja, synes i mange tilfælde ligefrem bevidst at lade deres tropper overtræde Geneve-konventionerne, som normalt regulerer parternes adfærd på slagmarken.
Og dét alt sammen i en konflikt, som Putin vel at mærke betegner som ”broderlig”.
Samtidig er der meget, der tyder på, at Putin-styret er blevet fanget i sit eget nationalistiske og imperialistiske verdensbillede. Og det kan måske være med til at forklare, hvorfor det er gået dem så skidt på slagmarken.
Fejlbehæftede invasionsplaner
Putins verdensbillede – og især den skæve forestilling om Ukraine – synes nemlig at have påvirket invasionsforberedelserne lige fra begyndelsen.
Det var efter alt at dømme sikkerhedstjenesten FSB’s Tjeneste for operationel information og internationale forbindelser – den såkaldte 5. Tjeneste – som fik ansvaret for at udfærdige invasionsplanen i samarbejde med en kerne af folk fra præsidentadministrationen og højtstående officerer fra generalstaben. De fik også ansvaret for at indsamle de efterretninger om Ukraine, som lå bag angrebsplanen. Og her fejlede de grusomt.
For det efterretningsbillede, de leverede, var et, hvor man antog, at ukrainerne delte den russiske vision. Altså idéen om, at de, russerne og ukrainerne, i virkeligheden var ét folk. Man antog samtidig, at ukrainerne var så trætte af den uduelige Zelenskij-regering og af den udbredte korruption, at befolkningen ville vende regeringen ryggen og stå langs vejene og tage imod de russiske tropper med blomster, brød og salt. Og at resten af befolkningen ville gå til i apati og blot lade stå til.
Undgå at tabe ansigt
Det russiske forsvars indrapporteringskultur har sandsynligvis forstærket efterretningsproblemet. I et system, hvor det handler om ikke at tabe ansigt, ønsker underordnede ikke at bringe dårlige nyheder til chefen – hvorfor man altså ikke indberetter oplysninger, som er i modstrid med det, man forventer, chefen gerne vil høre.
Og denne systemfejl er gået helt til tops. Putin har i en årrække udskiftet kritikere med jasigere og dermed skabt sig en inderkreds, hvor der ikke har været plads til dissens. Et levende eksempel var mødet i Ruslands Sikkerhedsråd tre dage før invasionen, som blev sendt ”live” på tv.
Udsendelsen viste en række synligt skræmte topembedsmænd, der forsøgte at komme med netop de udtalelser, som de troede, Putin forventede af dem. I international politisk teori er det fænomen kendt som ’group think’, og den slags har historisk set ledt til et utal af dårlige udenrigspolitiske beslutninger. Denne gang er ingen undtagelse.
Putin-styret er med andre ord blevet offer for sit eget propaganda-loop. Man har troet så meget på Ruslands overlegenhed, undervurderet den ukrainske stat og ukrainerne og forstørret rapporterne om den ukrainske hærs problemer i en sådan grad, at man har overbevist sig selv om, at ukrainerne ville give op med det samme.
Derfor kunne vi se en indledende ”shock and awe”-fase med missilangreb og angreb med flystyrker mod Ukraines luftforsvar og hærens kommando-og-kontrol-funktioner. Man gik bevidst ikke efter kritisk civil infrastruktur, så som kraftværker og jernbaner, da disse var udset som vitale for den efterfølgende russiske besættelse.
Samtidigt havde man ikke ammunition, brændstof og mad med til mere end få dages indsættelse. Mange af de kommanderende officerer, som befandt sig i Belarus, fik først få timer før invasionen at vide, at det ikke var en øvelse. Og de fleste kan nok også huske den kilometerlange lastbilskolonne på vejen mod Kyiv, der bevægede sig afsted i sneglefart.
Sådan planlægger man kun at bevæge sig i fjendtligt terræn, hvis fjenden allerede er nedkæmpet – eller man forventer at blive modtaget som befriere.
Dybereliggende årsager
Putins nationalistiske antagelser om Ukraine er i høj grad med til at forklare omfanget og rækkevidden af Ruslands massive, men fejlslagne angreb. Men de grundlæggende årsager til konflikten stikker dybere.
I de seneste årtier har en bred vifte af russiske politikere og intellektuelle – selv folk som den kendte nobelprismodtager Aleksandr Solsjenitsyn, der afsonede en straf i Gulag for Stalin-kritiske kommentarer – argumenteret for, at Ukraine i bund og grund tilhører Rusland.
Samtidig er der en dyb utilfredshed blandt den russiske elite med den europæiske sikkerhedsarkitektur, der opstod efter den kolde krigs afslutning. Især NATOs indlemmelse af en række tidligere Warszawapagt-lande er en torn i øjet på mange russere.
Putin – og før ham, Jeltsin – har i årevis påpeget, at USA og NATO er løbet fra det løfte, som den amerikanske udenrigsminister James Baker gav mundtligt til Mikhail Gorbatjov under et møde i 1990. Et løfte som Rusland aldrig fik rodfæstet i en traktat, men som i al sin enkelhed gik ud på, at NATO ikke ville udvide sig østover - ”not one inch eastwards”. USA og Rusland er dog ikke helt enige om, hvorvidt det reelt var et løfte eller ej.
Samtidig er der i den russiske elites selvforståelse en udbredt opfattelse af, at Rusland historisk, kulturelt og især militært er en stormagt, og at det derfor har krav på respekt, ligesom det har krav på en indflydelsessfære i dets nære udland. Især i Ukraine, som jo i den russiske tænkning i virkeligheden er russisk territorium.
Alt dette betyder, at selvom Putin træder tilbage eller dør – for der er faktisk vedblivende rygter om hans dårlige helbred, og for eksempel mener Forsvarets Efterretningstjeneste at vide, at han har en alvorlig kræftsygdom – så er det altså højst usandsynligt, at Rusland blot vil trække sig ud af Ukraine igen.
Og det har alvorlige konsekvenser for den europæiske sikkerhedsorden.
Tilbage til fremtiden: Et nyt jerntæppe
Når vi rejser rundt i det danske land, bliver vi ofte spurgt: Hvornår stopper krigen? Og det er et godt og enkelt spørgsmål, som det er svært at give et godt og enkelt svar på.
Der findes ingen matematisk model, der kan forudsige varigheden og udfaldet af krige. Krige er dynamiske og altid præget af en høj grad af usikkerhed. Og nogle gange får de deres helt egen logik. Denne usikkerhed er, hvad den preussiske general Carl von Clausewitz i sin tid beskrev og forsøgte at indfange med begrebet ’krigens tåge’. Sandheden er derfor, at ingen ved, hvornår eller hvordan krigen kommer til at stoppe.
Det mest sandsynlige scenarie er i vores optik, at konflikten i Ukraine ender som en fastfrosset lavintensitetskonflikt, hvor ingen af parterne har fremgang på slagmarken og ingen af dem vil give op. Det vil efter al sandsynlighed føre til, at et nyt jerntæppe vil sænke sig over Europa. Spørgsmålet er så bare, på hvilken side af jerntæppet, Ukraine ender. Det afgøres lige nu på slagmarken.
På den ene side står det klart, at Rusland ikke er lykkedes med sin oprindelige plan, om at gennemføre et regimeskifte i Kyiv og erstatte Zelenskij-regeringen med et pro-russisk marionetregime, og måske endda annektere store dele af landet. Det er heller ikke sikkert, at Rusland vil være i stand til at erobre og holde de fire provinser – Luhansk, Donetsk, Saporitsja og Kherson – som man formelt annekterede i september 2022.
Problemer i det russiske forsvar
Når det ikke er lykkedes Rusland at erobre nær så store dele af Ukraine, som de oprindeligt havde tænkt sig, skyldes det ikke alene den ukrainske hærs duelighed – denne krigs helt store overraskelse. Det skyldes i høj grad også interne problemer i det russiske forsvar. Og listen er lang.
Det russiske militær har massive problemer med kommando-og-kontrol. Det skyldes bl.a. at de har så mange forskellige militære enheder indsat, som har hver sin kommandovej: Den regulære hær, de russiske specialstyrker, Wagnergruppen (og andre russiske private militære firmaer), samt Kadyrovs tjetjenske kæmpere. Det koster tid, når alle skal krydstjekke deres ordrer med flere chefer og krigsherrer, og det skaber unødig forvirring om, hvem der gør hvad hvornår.
Problemerne skyldes også, at det russiske forsvar aldrig rigtig har forliget sig med tanken om at uddelegere ansvar – Auftragstaktik, som det hedder på tysk, eller Mission Command som det kaldes på engelsk. I det russiske system har man det bedre med direkte, og gerne synlig, ledelse. Derfor har vi også set en lang række af højtstående officerer, selv generaler og oberster, lede direkte fra fronten, fremfor fra det operative hovedkvarter, hvor man er mere i sikkerhed.
Det russiske forsvar er også hæmmet af elendig logistik og en omfattende korruption – og er dermed et spejl af det russiske samfund.
Bedstefædrenes regimente
Det er dog ikke kun på landjorden, at det russiske militær har sine udfordringer. Det samme gælder i luften.
Det russiske rum- og luftvåben har på intet tidspunkt været i stand til at sikre sig luftherredømmet i Ukraine. Det skyldes ikke kun de vestlige antiluftskyts-systemer, som tidligt blev givet til ukrainerne, men også at russerne tilsyneladende har forsømt organisatorisk at øve sig på de store, omfattende luftoperationer, sådan som f.eks. NATO gør det.
Hvis det betyder, at det russiske luftvåben organisatorisk slet ikke er i stand til at udføre store komplekse luftoperationer på nuværende tidspunkt, er det en væsentlig hæmsko for det russiske forsvars evne til at føre moderne krig. Og det tager lang tid at genopbygge den evne.
Samtidig er det tydeligt, at den russiske måludpegning og efterretningsindhentning især i starten var mangelfuld og langsom. Og det gjorde, at ukrainerne kunne flytte deres enheder, inden russerne nåede at angribe.
Oven i al det kommer, at især hæren er præget af elendig mandskabsbehandling.
“Dedovsjtsjina”, som direkte oversat betyder ”bedstefædrenes regimente”, er et gammelt udtryk for omfattende og systematisk fornedrelse og mobning af russiske værnepligtige, og det er stadig et udbredt problem i den russiske hær. På trods af de omfattende militærreformer, som blev igangsat efter krigen i Georgien i 2008, har russerne simpelthen ikke formået at opbygge et professionelt befalingsmandskorps, som kan sikre en professionaliseret uddannelse af nye soldater.
I stedet bruger man de unge, utrænede rekrutter som artilleri-opklaring: Man sender dem afsted i frontale stormangreb, så man kan se, hvor de ukrainske stillinger er, når de skyder på de fremadstormende russere. Derefter sætter man artilleriet til at nedkæmpe stillingerne – og først da sender man så de professionelle soldater ind.
Den taktik virkede selvfølgelig under Anden Verdenskrig, og det virkede under den Anden Tjetjenske krig. Men det er et frygteligt spild af russiske menneskeliv.
Ikke business as usual
I skrivende stund virker det usandsynligt, at Ukraine vil være i stand til at generobre alle de områder, som Rusland i øjeblikket holder besat. Trods en del problemer med den såkaldte delvise mobilisering, har Rusland formået at stabilisere frontlinjen, især efter tilbagetrækningen fra byen Kherson i november, der drastisk forkortede fronten.
Strømmen af vestlige våben, fremfor alt missilsystemer og kampvogne, kan naturligvis ændre den militære magtbalance. Men selvom Ukraine ”vinder” – altså formår at genoprette kontrollen over hele sit territorium, måske endda Krim – så virker det fuldstændig urealistisk at forvente, at Rusland stiltiende vil acceptere en sådan situationen.
Vi må derfor forvente, at Rusland vender tilbage, når de en dag igen føler sig stærke nok. På den anden side er det også urealistisk at forvente, at Vesten vil gå tilbage til business as usual. Enhver form af tillid mellem Rusland og Vesten forsvandt den dag, Putins kampvogne rullede ind over Ukraines grænser.
Vi kommer derfor med høj sandsynlighed til i de næste mange år at leve i et Europa præget af afskrækkelse, intens sikkerhedskonkurrence og militær balancering – lidt som under den kolde krig.
