Har du hørt, at der er folkeafstemning om en ny grundlovsændring i Liechtenstein på søndag? Formentlig ikke. Europas miniputstater fylder af gode grunde ikke så meget i mediedækningen af Europa og europæisk politik.
Mens revolutioner og verdenskrige har hærget Europa og ændret på landegrænser og statsdannelser op gennem århundrederne, har fire bittesmå nationer – Liechtenstein, Monaco, Andorra og San Marino – overlevet nogenlunde uforandret af tidens tand.
Men hvordan kan det være, at stadig i det 21. århundrede eksisterer fire suveræne stater med befolkningstal som danske provinsbyer på det europæiske kontinent?
Hvordan og hvornår er de opstået? Hvordan adskiller de sig fra andre lande? Og hvordan kan de fungere i en europæiseret og globaliseret verden?
De fire mikrostater har en meget forskellig historie. Men de har det til fælles, at de hver især udgør en form for ”tidslomme” i den politiske geografi. De er nemlig opstået på et tidspunkt, hvor der fandtes et væld af tilsvarende miniputstater i Europa.
På den måde er de et ekko af det Europa, som var engang.
Dobbeltmonarkiet i Pyrenæerne
Norditalien og Det Tysk-romerske Rige var indtil 1800-tallet præget af en række bittesmå stater – i mange tilfælde ikke meget mere end en enkelt by og dens opland.
Det var først med samlingen af Italien (1861) og Tyskland (i 1871), at sådanne stater blev et særsyn på det europæiske kontinent.
Den ældste af de nuværende mikrostater er Andorra, som ligger på grænsen mellem Frankrig og Spanien og har 77.000 indbyggere, lidt flere end Esbjerg.
Andorra hørte oprindelig under det kæmpestore Frankerrige, som dækkede stort set hele Frankrig, Benelux-landene, Vesttyskland og Norditalien.
Men den frankiske kejser Ludvig den 1., også kendt som Ludvig den Fromme, gav i år 819 Andorra bort til den spanske biskop af Urgell, og dermed blev Andorra en selvstændig stat under biskoppens myndighed.
Da de forskellige franske grever, der senere arvede Ludvig den Frommes rettigheder, begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig kunne passe, at biskoppen af Urgell skulle regere over Andorra, blev man flere århundreder senere, i 1278, enige om et kompromis: Andorra skulle fortsat være et suverænt land, men overhøjheden skulle deles mellem franskmændene og biskoppen.
Derfor har Andorra den dag i dag den besynderlige ordning, at der er to statsoverhoveder: Biskoppen af Urgell og den til enhver tid siddende franske præsident.
Verdens ældste republik
Også San Marino, der ligger som en enklave fuldstændig omkranset af Italien, kan spore sin historie langt tilbage.
Den lille republik, der i dag har 34.000 indbyggere (svarende til indbyggertallet i Slagelse), har været en selvstændig stat uafbrudt siden 1100-tallet.
Den er et levn fra middelalderens politiske geografi i Norditalien, som var opdelt i en lang række bittesmå stater, bl.a. de magtfulde bystater Venedig og Firenze.
Da Italien blev samlet i 1861, undgik San Marino som det eneste land at komme med ind under den nye store italienske stat, og Italien anerkendte dets selvstændighed.
700 år med samme herskerfamilie
Den tredjeældste er Europas fire miniputstater er kun en anelse yngre end San Marino. Det drejer sig om Monaco, som i dag har 39.000 indbyggere (som Fredericia) og ligger ved Middelhavet, kun med landegrænse til Frankrig.
Ifølge legenden opstod Monaco i 1297:
Der lå dengang en stor gammel middelalderborg i området, og en aften, hvor det var et frygteligt uvejr, kom en mand og bankede på borgporten for at høre, om han kunne få lov at komme ind og få ly for regnen og stormen.
Da vagterne åbnede, sprang hans medsammensvorne, som havde gemt sig i mørket, frem. De angreb vagterne og erobrede hele borgen.
Manden tilhørte Grimaldi-slægten fra Genova, og fra det tidspunkt kom borgen og det omkringliggende område – Monaco – under denne slægts overherredømme.
Og det har den været siden, men med et lille opbrud fra 1815 til 1861, hvor den i henhold til stormagternes beslutning på Wienerkongressen hørte under kongeriget Sardinien. Da Sardinien blev en del af det nye Italien i 1861, genvandt det fjerntliggende Monaco sin selvstændighed, dog under fransk protektion.
Fyrstedømmet, der blev til overs
Den fjerde af de fire miniputstater er noget yngre end de andre.
Slægten Liechtenstein havde i 1699 købt området Schellenberg i grænselandet mellem Schweiz og Østrig og i 1712 byen Vaduz med opland i samme område. De to områder blev i 1719 slået sammen til fyrstendømmet Liechtenstein, med Vaduz som hovedstad.
Liechtenstein har i dag 38.000 indbyggere (svarende til Køge) og har været selvstændigt lige siden.
Det var en af de mange stater, som indgik i Det Tyske Forbund – en løs sammenslutning af forskellige suveræne stater, der eksisterede fra 1815 til 1866, omtrent i det nuværende tyske område.
Efter en intern krig i 1867, mellem Preussen og Østrig og disses allierede, blev forbundet opsplittet i Det Nordtyske Forbund og Østrig-Ungarn. Liechtenstein kom ikke med nogen af stederne, men forblev selvstændigt – dog i toldunion med Østrig fra 1852 frem til 1919.
Konservative tidslommer
De fire miniputter stammer fra en tid, hvor det sydlige og centrale Vesteuropa var opdelt i mange små enheder. De har af forskellige grunde undgået at blive opslugt af de større statsdannelser, som så dagens lys med nationalismens fremvækst i 1800-tallets Europa.
Mens San Marino er en republik, af nogle regnet for verdens ældste, er Andorra, Monaco og Liechtenstein fyrstendømmer. Og alle fire lande fremstår på mange måder mere gammeldags og konservative end de fleste andre stater i Europa.
F.eks. fik kvinder i Liechtenstein først stemmeret til nationale parlamentsvalg så sent som i 1984 og til nogle kommuners kommunalvalg først i 1986.
Og ligesom i Monaco er monarken vedblevet at spille en relativt stor politisk rolle.
Faktisk er fyrstens magt i Liechtenstein ligefrem blevet forøget i de senere år. Landet har ganske vist et parlament, Nationalforsamlingen, og på papiret har det siden grundloven fra 1921 været et konstitutionelt monarki med parlamentarisk demokrati.
Men i 2003 blev grundloven ændret ved en folkeafstemning – dem har Liechtenstein ligesom nabolandet Schweiz utallige af. Ændringen øgede fyrstens magt ganske betragteligt. Han har nu beføjelser til at opløse regeringen, udpege dommere og nedlægge veto mod lovforslag.
Magtfulde monarker
I Monaco er den lovgivende magt delt mellem fyrsten og et nationalråd, som bliver valgt af befolkningen ved almindelige valg for 5 år ad gangen.
Men reelt har fyrsten meget stor magt. Bl.a. er der ingen politiske partier, der stiller op til valgene, men blot forskellige kandidatlister. Det giver monarken en forholdvis stor rolle i forhold til de valgte politikere.
Der er ingen partiledere med en stor politisk magtbase, der for alvor kan give fyrsten modspil. Den udøvende magt består i øvrigt af en regering med kun fire ministre, hvilket også er medvirkende til at styrke fyrstens reelle magt.
Ligesom Liechtenstein har Monaco langt op i tiden været meget gammeldags med hensyn til ligestilling. Blandt andet fik kvinder først fik arveret til tronen så sent som i 2005.
I øvrigt er der også det lighedpunkt mellem Liechtenstein og Monaco, at de ikke har nogen hær. Liechtensteins blev helt afskaffet i 1868, dvs. et par efter, at landet var ophørt med at være en del af Det Tyske Forbund. I Monaco består ”hæren” af 255 soldater, der fungerer som fyrstens personlige livvagt og bevogter paladset.
To lande, fire statsoverhoveder
I Andorra spiller monarkiet en mindre rolle. Landet har i mange år haft et almindeligt parlamentarisk demokrati, men som sagt også den usædvanlige ordning med to statsoverhoveder, der reelt knytter landet til Frankrig og Spanien.
Republikken San Marino har ligeledes to statsoverhoveder, de såkaldte kaptajnsregenter, Capitani Reggenti, der vælges for blot 6 måneder ad gangen.
Det leder næsten tankerne hen på den romerske republik, hvor to konsuler blev valgt som statsoverhoveder for ét år ad gangen. Men det har også ligheder med det nutidige system i Schweiz, hvor statsoverhovedet – dog kun ét – vælges for ét år ad gangen.
Hvis det politiske system i San Marino virker gammeldags, er det ikke så sært. Det bygger nemlig til dels på gamle statutter og bestemmelser, der går helt tilbage til middelalderen. Dog har man også et moderne parlament med 60 medlemmer, som vælges for fem år ad gangen.
Skattely og spillebuler
De fire små nationer lever især af turisme og finansielle transaktioner. Flere af dem fungerer som skattely, da de har en meget lav indkomstskat eller slet ingen. Monaco har f.eks. ikke opkrævet indkomstskat siden 1869.
Bl.a. af den grund har de haft en stor tiltrækningskraft for den økonomiske superelite. Især Monaco er, med sine casinoer og sin beliggenhed ved Rivieraen, blevet synonym med det globale jetset og luksus på højeste niveau.
Men måske vil i hvert fald ét af landene i nær fremtid komme til at minde en lille bitte smule mere om resten af Europa. Den grundlovsændring, som Liechtenstein skal stemme om på søndag, vil nemlig forbyde casinoer.
Hasardspil var tidligere forbudt i den lille alpestat, men det blev tilladt i 2010, og i dag er der seks casinoer med en samlet årsomsætning på ca. 210 millioner kr. Hvis grundlovsændringen bliver vedtaget, skal de indstille deres virksomhed inden for en femårig periode.
