Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at den britiske regering havde vedtaget et usædvanligt upopulært forslag, siden så mange mennesker gik på gaden i byer som London, Manchester og Liverpool. Tusindvis af demonstranter sang slagsange og fremviste bannere.
Men protesterne i de engelske storbyer i april 2021 var ikke motiveret af statslige nedskæringer eller vrede over corona-restriktioner. Det var fodboldfans, der protesterede mod deres egne klubber. Anledningen var forslaget om en såkaldt Super League for de største og rigeste klubber på tværs af Europa – og protesterne virkede. Én efter én trak klubberne i land, og efter bare 48 timer var forslaget lagt på is.
Protesterne er et eksempel på den voksende afstand mellem de idealer, som er drivkraften i fankulturens fascination og forelskelse i spillet, og de hårde økonomiske realiteter: Fodbold er en milliardindustri, og de største klubber er attraktive investeringsobjekter for hedgefonde, oligarker og autoritære regimer.
Men hvis man håber, at opstanden mod Super League var første skridt i et større oprør mod fodboldens udvikling, bliver man formentlig skuffet, forudsiger Arve Hjelseth.
Han er doktor i sociologi og ansat ved Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet, hvor han blandt andet forsker i kommercialisering af idræt, publikumskulturer og fodboldtilhængere.
”For de store masser er fodbold et underholdningsprodukt,” siger han. ”Hvis spillet er godt, og hvis verdens bedste spillere er der, så har det stor underholdningsværdi.”
Nye ejere
Den udvikling, der har givet topfodbold sin nuværende form, tog fart for omkring 30 år siden.
I begyndelsen af 90’erne indledtes en ny æra: I England gik klubberne i den daværende 1. division sammen om at etablere Premier League, først og fremmest for at få direkte adgang til de lukrative tv-indtægter uden om det engelske fodboldforbund FA. Samtidig blev Den europæiske mesterholdsturnering omdøbt til Champions League, og turneringsformatet blev ændret, så flere af de største klubber kunne deltage – også selv om de ikke havde vundet det nationale mesterskab. Herhjemme skiftede Danmarksturneringens fineste række navn fra 1. Division til Superligaen.
Det var dog ikke kun navnene på ligaerne, der forandrede sig, men også rammerne omkring sporten. Ny teknologi betød, at Premier League og Champions League kunne sendes på tv i hele verden, hvilket medførte større tv-aftaler og større sponsorater.
”Man opdagede, hvor stor betalingsviljen er for fodbold. Den teknologiske revolution havde givet mulighed for et væld af tv-kanaler, og sponsorværdien i dét bidrog til at forstærke udviklingen. Den var været en slags fødselshjælper for de virkelig store indtægter,” siger Hjelseth.
Klubberne begyndte også at blive drevet med nye mål for øje. Tidligere var ejerne typisk lokale forretningsmænd, der holdt af klubben og gerne spædede til, hvis det kneb med at få enderne til at mødes. Med de globale tv- og sponsorpenges indtog fulgte også ejere og aktionærer, som ville tjene penge på klubberne.
De seneste 15 år har en tredje type ejere indtaget scenen i Europas største klubber. Det begyndte med, at den russiske oligark Roman Abramovitj købte den engelske topklub Chelsea, og siden har nationalstater som Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater overtaget en række klubber, der i dag hører til kontinentets rigeste.
For disse ejere betyder den økonomiske gevinst mindre – nærmest tværtimod. De er mere interesseret i fodbolden som globalt kulturfænomen, og nogle af dem har skudt eksorbitante summer ind i klubberne for at sikre sportslig succes.
”De har i hvert fald ikke har nogen kortsigtede mål om at tjene penge. Tværtimod har de et kortsigtet mål om omdømme, status og magt,” forklarer Arve Hjelseth.
Ideen om en europæisk Super League, hvor de stærkeste og rigeste klubber mere eller mindre er garanteret en plads, har været stærkt tillokkende for begge nye ejertyper. En lukket turnering for de største klubber ville give flere lukrative og prestigefulde kampe hver sæson, og man ville samtidig eliminere et vigtigt risikomoment.
I dag kan selv ikke de rigeste klubber være sikre på at kvalificere sig til Champions League hvert år. Det afgøres i sidste ende på grønsværen. Og det indebærer et kolossalt tab af penge og prestige, hvis det mislykkes.
”Konkurrencestrukturen disponerer for høje risici. Alle er nødt til at satse hårdt. Man taber enormt, hvis man f.eks. ikke kvalificerer sig til Champions League. Men hvis man forsøger at budgettere en smule fornuftigt, kan man være sikker på, at andre klubber stikker af med de bedste spillere og stryger den sportslige gevinst,” forklarer Arve Hjelseth.
Flere slags fans
Det var de risici, som Super League skulle eliminere. Men de 12 klubber bag initiativet havde forregnet sig.
Deres fans, især de engelske, rejste sig i protest mod den nye turnering, som i bund og grund var et opgør med den meritokratiske systen, hvor de bedste hold rykker en række op, og de dårligste en række ned. Alle hold er forbundet i ét turneringssystem. Dette står i modsætning til f.eks. de ”lukkede” amerikanske sportsligaer som NFL og NBA, hvor det er det samme begrænsede antal hold, der konkurrerer år efter år.
”Det demokratiske ved den europæiske sportsmodel er netop, at i princippet kan alle vinde. Om man så starter i 8. division, er det i princippet muligt at avancere til 1. division og vinde mesterskabet. Det ville det ikke være med Super League. Der er ingen demokratisk organisering, det er en lukket eliteturnering,” siger Arve Hjelseth.
Alt det fik de demonstrerende engelske fans sat en foreløbig stopper for, hvilket ifølge Hjelseth viser, hvor stor magt fans potentielt har.
Men han påpeger, at man ikke kan skære alle fodboldfans over én kam. Der er f.eks. stor forskel på en klubs lokale tilhængere og den langt større globale fanbase.
Dem, der gik på barrikaderne mod Super League, var de lokale fans – dem, der har en forestilling om klubben som en vigtig kulturel institution i deres lokalområde. For nogle går klubtilhørsforholdet flere generationer tilbage.
De globale fans, der måske befinder sig i helt andre lande eller på andre kontinenter, kan være mindst lige så engagerede og begejstrede for deres hjerteklub. Men de går mindre op i lokal forankring og århundredgamle traditioner. De vil bare have god fodbold. God fodbold.
Fra klubbernes perspektiv kan man godt tåle at miste 100.000 lokale tilhængere, hvis bare man vinder 200.000 globale.
”Sådan er der nok mange, der ræsonnerer. Men der er også risiko forbundet med det, for globale fans vil typisk være mindre loyale og reagere mere negativt på mangel på sportslig succes, så det vil blive et mere usikkert marked. Så der er en større risiko, men sandsynligvis en endnu større upside,” siger Arve Hjelseth.
”I England er det for eksempel et tilbagevendende tema, hvor mange tilrejsende fans man bør have på stadion optimalt set. Det handler ikke kun om atmosfæren på stadion. Hvis der kommer 1.000 skandinaver for at se Liverpool spille, bruger de mange flere penge i fanshoppen end 1.000 lokale tilskuere. Klubben tjener meget mere på en turist end på en lokal supporter. Og det er selvfølgelig et paradoks.”
”Sådan er det ikke”
Det er samme mekanisme, der er på spil, når det gælder korruptionskulturen og skandalerne i FIFA, VM i Qatar og de mange krænkelser af menneskerettighederne. Den debat, der har fyldt så meget herhjemme, har fyldt langt mindre i resten af verden.
”Protesterne og kritikken er tydelige i vores del af verden, både i Skandinavien og ikke mindst i Tyskland, hvor de kan ses i seertallene under VM,” siger Hjelseth.
Til det tyske landsholds åbningskamp mod Japan så 64 pct. færre med end i åbningskampen ved det seneste VM, mens seertallet til kamp nummer to faldt med 38 pct. sammenlignet med den tilsvarende kamp for fire år siden.
I Danmark er billedet mere mudret: Seertallene i gruppespillet var omkring 7 pct. højere end ved VM i 2018, men 23 pct. mindre end ved EM i fjor. I Norge har NRK og TV2 rapporteret om markante fald i seertal.
”Problemet er, at dette ikke rammer FIFA i nogen særlig grad, for globalt set er det sandsynligvis det mest sete VM nogensinde. Kritikken vinder genklang i Nordvesteuropa og næsten ingen andre steder i verden,” siger Arve Hjelseth.
”Jeg tror, at vi i Nordvesteuropa har en tendens til at tro, at den kritik, vi fremmer, er noget, som vinder i genklang over store dele af verden, men sådan er det ikke.”
FIFA kunne i sidste uge berette, at slutrundens seertal havde sat en række rekorder rundt om i verden. F.eks. var England-USA den mest sete herrefodboldkamp i USA nogensinde, og i Argentina var den såkaldte share, altså hvor mange af de aktuelle tv-seere der ser et bestemt program, på 81,3 pct. i kampen mod Mexico.
Dermed er vi tilbage, hvor vi begyndte: Der er endnu ikke noget, der tyder på, at den totale globale interesse for fodbold er svækket af årtiers kommercialisering, autokraters klubopkøb og korruptionsskandaler i FIFA. Fodboldfans, som de er flest set over hele verden, vil beholde det frirum, som sporten er for dem.
”De kan ikke lide at blive udfordret, fordi de ikke kender til alle detaljer ved styresystemet i FIFA, eller at det skal forstyrre deres glæde ved at se fodbold,” konkluderer Arve Hjelseth.
”Der er en gruppe fans med en ideologisk bevidsthed, både knyttet til fodboldens egenart og til demokrati og inklusion. Men det er ikke noget, som de store masser ønsker at tage med sig, når de ser fodbold. De vil se fodbold. Punktum.”
