I sidste uge tog USA hul på det retslige efterspil efter stormløbet på Kongressen i januar sidste år – et af de voldsomste anslag mod det amerikanske demokrati i nyere tid.
Trump-støtternes faste overbevisning om, at Joe Bidens valgsejr byggede på svindel, blev mødt med international forfærdelse, fordømmelse – og undren: Mente demonstranterne virkelig i ramme alvor, at Demokraterne havde snydt sig til præsidentmagten?
Det er et eksempel på det, som psykologerne kalder bias, og det er ikke begrænset til USA eller højrefløjen: Vi går alle rundt med vores egne fordomme og forudfattede meninger – og vi er tilbøjelige til at opsøge viden, der bekræfter os i vores antagelser, og se med skepsis på informationer, der modsiger vores etablerede billede af, hvordan tingene hænger sammen.
Fænomenet er relativt velbeskrevet i forskningen, og man behøver ikke lede længe i de sociale mediers berygtede kommentarspor for at finde eksempler. I USA og flere andre lande er det en af drivkræfterne i en meget voldsom politisk polarisering, som har fået kommentatorer til at frygte for demokratiets fremtid.
Men hvad er bias, hvad skyldes det – og hvad gør vi ved det?
Det har Tænketanken inviteret Filip Kiil i studiet for at forklare. Han er ved at færdiggøre en ph.d.-afhandling om emnet på Institut for Statsvidenskab ved Aarhus Universitet. En af hans pointer er, at fænomenet præger os alle: På individniveau viser forskningen, at bias er stort set uafhængigt af f.eks. intelligens og uddannelsesniveau. Til gengæld har det stor betydning, hvor mange følelser og hvor meget selvidentitet vi har på spil i den konkrete sag – hvad enten det drejer sig om udlændingepolitik, corona-konspirationer eller #metoo.
