Det er utvivlsomt rigtigt, at NATO ikke står på spring til at invadere Rusland eller starte et giftangreb fra Ukraine, sådan som russiske hardliners hævder. Det tror den russiske ledelse med præsident Vladimir Putin i spidsen næppe heller, men der er ingen tvivl om, at landets politiske elite grundlæggende føler sig usikker over for Vesten, især USA, og er nervøs for, hvad vi kan finde på her efter Den Kolde Krigs afslutning.
Bag al bragesnakken om at sikre sig strategisk dybde og vetoret over de gamle sovjetlandes militære alliancer ligger der hos Putin og co. et betydeligt element af usikkerhed og underlegenhedsfølelse, der har dybe rødder i russisk historie.
Her må vi huske på, at næsten alle russere hele livet har hørt om den seneste invasion fra vest – nazisternes brutale udryddelseskrig 1941-43 – og fået frygten for en gentagelse ind med modermælken. Over 20 millioner russere mistede livet i denne Store Fædrelandskrig, og alle familier kan fortælle om et eller flere medlemmers tragiske skæbne fra den tid.
Det er dette russiske skrækscenario, Vestens ledere bør have med i baghovedet, når de møder Putin, udenrigsminister Sergej Lavrov og landets topforhandlere. Til gengæld bør de afklæde sig alle mulige fordomme om russernes genetiske disposition for aggressiv adfærd og forvrøvlede sammenligninger mellem Putin og Hitler og navnlig den appeasement-politik fra slutningen af 1930’erne, som især Storbritanniens premierminister Neville Chamberlain i dag huskes for.
Putins skæbnesvangre tale
I 2007 på en sikkerhedskonference i München fremlagde Putin for første gang et krav om verdens respekt for russiske nationale interesser, herunder de geopolitiske. Den tale satte for alvor en skræk i livet på de vestlige ledere, og siden da er Vesten langsomt, men sikkert begyndt at opfatte Rusland som en uforsonlig fjende.
Nu havde der ellers været så roligt på den front, efter at Vesten med Sovjetunionens opløsning i 1991 havde vundet Den Kolde Krig, og russerne altså tabt den. Sådan var der mange i Vesten, der så på sagen, men ikke ret mange i Rusland.
Russerne følte med rette, at de selv havde været med til at skrotte socialismen, og at de således hørte til på sejrherrernes side. Vi bør huske, at det var Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, der med økonomiske reformer, glasnost og demokratisering tog de første skridt til at afvikle den såkaldt ”reelt eksisterende socialisme”.
Gorbatjov begyndte fra 1985 tilnærmelsen til Vesten og fik den amerikanske præsident Ronald Reagan med på ideen om gensidig nedrustning af atomvåben. Gorbatjov lancerede også ideen om ”det fælles europæiske hus”, der kunne være blevet begyndelsen til en ny sikkerhedsordning efter Den Kolde Krigs afslutning.
Vi bør huske, at det var Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, der med økonomiske reformer, glasnost og demokratisering tog de første skridt til at afvikle den såkaldt ”reelt eksisterende socialisme”.
Og det er Gorbatjov og russerne, vi skal takke for, at dette europæiske hus i dag med en vigtig undtagelse er blevet en realitet. Det skete, da NATO og EU optog mange af de øst- og centraleuropæiske lande i slutningen af 1990'erne og et halvt årti inde i det nye årtusinde.
Rusland havnede uden for dette gode selskab, hvilket var en stor skuffelse for Gorbatjov og de øvrige reformpolitikere. Det er der mange grunde til, men en udstrakt grad af vestlig mistillid til Rusland, og om landets reformkurs ville holde, var måske den vigtigste.
Både Rusland og Vesten flirtede i 1990’erne med ideen om, at Rusland skulle indtræde i NATO, men det rakte den gensidige tillid trods alt ikke til. En ny europæisk sikkerhedsordning til hel eller delvis erstatning af NATO med Rusland som medlem ville under alle omstændigheder have været en velkommen tak for Sovjetunionens fredelige opløsning.
Kaos i Rusland
Årene under Boris Jeltsin, der var præsident i Rusland i 1990’erne, bliver af mange både vestlige og russiske observatører set som de forspildte muligheders årti. Her var der et vindue for at etablere et fornuftigt forhold mellem Vesten og Rusland: USA og det øvrige Vesten havde aldrig været mere populære hos russerne. Lige fra markedsøkonomi og demokrati til mode og musik og den vestlige livsform i det hele taget.
Russernes fascination aftog gradvist, i takt med at vejen til lykke og velstand viste sig hårdere, end de fleste havde forestillet sig. Flere og flere russere begyndte at tænke, at de ville hellere være fri for at overtage vestens samfundsmodel, hvis den var ensbetydende med det økonomiske og politiske kaos, der herskede i Rusland i 1990’erne, og som kulminerede med statsbankerotten i 1998.
Og selv Jeltsin begyndte midt i 1990’erne at brumme højlydt, efterhånden som det viste sig, at Vesten ikke var så ivrig efter at samarbejde med Rusland. Vesten ville hellere optage de tidligere socialistiske stater i Øst- og Centraleuropa og tidligere sovjetrepublikker som Estland, Letland og Litauen først i NATO og senere EU. Mange reformvenlige russere havde også håbet på omfattende økonomisk hjælp fra Vesten, men den udeblev.
Frustrationen var til at tage at føle på såvel hos eliten som befolkningen i almindelighed i slutningen af årtiet. Fra begyndelsen af oprettelsen af det nye Rusland havde russiske nationalister hævdet, at Vesten blot var ude på at ødelægge den russiske statsmagt med det formål at vinde kontrollen med de rige russiske ressourcer.
Den påstand havde de fleste russere hidtil afvist som mere eller mindre vanvittig, men nu fik nationalisterne stadig mere vind i sejlene. Og i dag ligger deres skriverier fremme på tebordene i mange russiske hjem. Også hos præsidenten.
Gammelt mindreværdskompleks
Russerne har altid vidst, at tilværelsen var rigere og lettere i Vesten end i deres eget land. Flere gange i historiens løb har de forsøgt at råde bod på dette misforhold ved at importere dele af Vestens teknologi, videnskab og politiske system – det var blandt andet tilfældet under Peter den Store i 1700-tallet og senest under Jeltsin – men lige meget hjalp det.
Misforholdet har på sin side givet anledning til misundelse og et mindreværdskompleks over for Vesten. Russiske nationalister er undertiden rykket i felten til kamp mod mindreværdet med påstanden om, at den russiske kultur i virkeligheden var den vestlige overlegen, fordi den byggede på visdom, gudstro og menneskelighed i modsætning til Vestens rationalisme, materialisme og kynisme. Denne form for tankegang er i den grad blomstret op under Putin. Hans politiske helt er ikke, som mange mener, Stalin, men derimod den reaktionære og nationalistiske tsar Alexander III.
Hadet til Rusland
I dag kan vi ærgre sig over 1990’ernes forspildte muligheder, men Rusland og Jeltsin gjorde det nu ikke let for Vesten at gribe bolden og slå til med en særlig version af Marshall-hjælpen, som blev Tyskland, Danmark og mange andre europæiske lande til del efter Anden Verdenskrig. Der var bred enighed blandt de allierede sejrherrer om, at alle var bedst tjent med, at ikke mindst det besejrede og noget nær ruinerede Tyskland kom sig så hurtigt som muligt.
Der var imidlertid ikke enighed i Vesten om, hvad man skulle stille op med Rusland efter Sovjetunionens opløsning. Frygten for og hadet til Moskva var udtalt i stort set alle de tidligere sovjetrepublikker og i særlig grad i de øst- og centraleuropæiske stater. Det var og er i den forbindelse værd at bemærke sig, at det ikke så meget var kommunismen, estere, polakker og ukrainere ønskede og stadig ønsker at lægge afstand til, men Rusland og russerne.
I dag kan vi ærgre sig over 1990’ernes forspildte muligheder, men Rusland og Jeltsin gjorde det nu ikke let for Vesten at gribe bolden.
I Vesten kunne de politiske ledere ikke rigtigt finde de rigtige ben at stå på: Ønskede man et stærkt og rigt Rusland som partner, eller ønskede man et fattigt land, som ikke ville kunne udgøre nogen trussel mod Vesten, og som man måske ovenikøbet kunne kontrollere? Dertil kom de stadig mere anarkistiske forhold i landet med stærkt stigende kriminalitet og korruption.
Vestens politikere og finansfolk kunne ikke være sikre på, hvor deres penge ville havne. Krav om garantier er ikke meget værd, når de russiske statsembedsmænd, der stod for at udstede dem, selv var korrupte eller havde ordre oppefra til ikke at oplyse de økonomiske nøgletal, som vestlige politikere og finansfolk bad om.
Den internationale valutafond, IMF, krævede for eksempel, at Jeltsin og hans regering nedbragte inflationen, før den kunne udbetale lån og støtte. Det gjorde Rusland så, men kun på papiret. At russiske politikere så af politiske grunde ikke var i stand til at lukke den tabsgivende del af russisk industri, sådan som en effektiv inflationsbekæmpelse ville have krævet, er en anden historie.
Frygten for et militært angreb
De største ruslandsskeptikere i Vesten mener, at såvel Gorbatjovs som Jeltsins reformer blot var et spil for galleriet, der skulle give Sovjetunionen/Rusland et pusterum, så det atter kunne komme på benene og true Vesten. Rusland forbliver Rusland! Der er altså dømt evigt despoti, undertrykkelse og udvidelsestrang.
Det er disse stemmer, der siden 2007, hvor Putin begyndte at hævde Ruslands nationale interesser, er taget til i Vesten. Krigen med Georgien i 2008, den russiske anneksion af Krim i 2014 og den efterfølgende borgerkrig i det østlige Ukraine står som tydelige beviser herfor.
Som jeg allerede har antydet, mener jeg, at denne dæmoniserende fortolkning ikke holder. Jo længere vi bevæger os ad den vej, jo fjernere kommer vi fra det, der må være målet: nemlig et fornuftigt forhold til Rusland.
Efter propagandamaskinerne såvel i Vest som i Øst havde kørt i tomgang i et par årtier i 1990’erne og i begyndelsen af 0’erne, kom de i gang igen 2008. Efter anneksionen af Krim har de så kørt for fulde omdrejninger. Det er en ond cirkel, som det gælder om at få stoppet så snart som muligt. Jo mere uberettigede og fanatiske vi skildrer russerne, jo mere grund får de – og vi – til at frygte et milliært indgreb.
Arven efter Gorbatjov og Reagan
Hvis russerne virkelig tror, at ukrainerne forbereder et angreb med kemiske våben, vil de jo ikke bare lade stå til. Og omvendt hvis ukrainerne tror, at de russiske tropper kan komme væltende ind over grænserne hvert andet øjeblik, gør de alt, hvad der står i deres magt for at forhindre det. Og så er der gang i djævlemaskinen.
De russiske ledere har næppe planer om at besætte Danmark og det øvrige Europa og ”påtvinge os deres regime”. Det ville, når man tager de økonomiske og militære styrke og formåen i betragtning, være galmandsværk, og meget kan man sige om Putin, men gal er han ikke.
Putin står i øvrigt i spidsen for et land, der i det mindste på papiret er demokratisk, og således er der ikke længere tale om en ideologisk modsætning mellem Rusland og Vesten, der kun kan løses ved den ene parts betingelsesløse nederlag, men om interessemodsætninger. Og de kan og skal løses gennem forhandling. Der er ikke andre udveje, og med de seneste dages forhandlinger synes det omsider at være gået op for besindige ledere såvel i øst som i vest.
Lad os håbe, nutidens politikere tager arven op efter Reagan og Gorbatjov, der forhandlede om de områder, de kunne blive enige om, og som begge parter havde en fundamental interesse i. De øvrige konflikter lod de ligge til endnu bedre tider. I den forbindelse tror jeg, vi gør klogt i at se Putins udspil om en ny sikkerhedsordning som et oplæg til forhandling og ikke et ultimatum. Vil vi holde Rusland ude af Ukraine, slipper Vesten dog næppe for at overtale de ukrainske ledere til at imødekomme de østlige provinsers krav om en grad af selvstyre og en garanti for, at Ukraine ikke - optages i NATO.
