Julen er mørkets modsætning – en fest for lyset i de korte dages kolde tid. Der er vintersolhverv d. 21. december, og fra dette tidspunkt vender lyset langsomt tilbage.
Ordet jul er da også en nordisk fællesbetegnelse for netop vintersolhverv, en hedensk fest, der blev fejret med overdådig spisning og indtagelse af rigelige mængder skummende mjød. Næsten som vi kender det fra nutidens julefrokoster.
Med kristendommens indførelse smeltede de to fejringer – vintersolhverv og jul – sammen til ét. Dét at ”drikke jul” blev nu knyttet til Kristi fødsel, og folk og fæ kunne begynde nedtællingen til den store festdag, mens de i både verdslige sange og kirkens salmer dyrkede den evige kamp mellem lyset og mørket.
Selve kalenderfunktionen er en urgammel skik og bruges generelt til at holde styr på årets cyklus, himmellegemernes bevægelse og de jordiske gøremål af åndelig og verdslig karakter.
Modsat adventskransen, der nøjes med at tælle de resterende søndage til julefejringens kulmination i kirkeåret, går de verdslige julekalendere mere detaljeret til værks ved at tælle hver eneste dag frem mod juleaften, så børn og fortravlede forældre kan holde styr på tiden.
Det gælder de lågekalendere af pap, der efter tysk forbillede dukkede op i Danmark i 1930’erne, og som videreføres i Børnenes U-landskalender.
Og det gælder ikke mindst for fjernsynets julekalendere, der har været blandt de mest imødesete julebebudere for børn og barnlige sjæle siden 1962, da den første danske tv-julekalender så dagens lys og hurtigt skabte en af de mest sejlivede danske juletraditioner.
En helt særlig genre
I år er det altså 60 år siden, at vi for første gang kunne tænde for hjemmets alter og nyde en tv-julefortælling i 24 afsnit. Gennem de mange år har julekalenderen udviklet sig til en helt særlig genre med en lang række fællestræk – og ikke mindst variationer.
Nedtællingsfunktionen er, ikke overraskende, et grundlæggende fællesgods, men hvordan er den egentlig blevet organiseret?
De første kalenderes episodiske karakter er i dag blevet erstattet af et sammenhængende forløb med en tilhørende spændingskurve. Efterhånden har der udviklet sig en tradition for en dramaturgisk linje, der indebærer adskillige forhindringer, før det kan ende godt og ”endelig blive jul”. Og heldigvis lykkes vores nisser, engle og tapre teenagere som regel med deres store redningsaktion.
Oftest har voksne skuespillere desuden varetaget rollerne i decembers verden, både som aktører i hverdagen og som nisser. Gennem de senere år er børneskuespillere dog i stigende grad blevet anvendt.
Et andet klassisk træk ved julekalenderen er selve lyduniverset. Musikken har f.eks. altid udgjort en integreret del af genren, gerne med en iørefaldende kendingsmelodi, der har fungeret som optakt hver gang – blandet med andre sangbare indslag i musical-inspirerede arrangementer. Ingen julekalender uden fængende sange, musik og måske endda en simpelt koreograferet juledans.
Julekalenderen er et samfundsspejl
De variable elementer er i høj grad afhængige af den periode, julekalenderen er blevet produceret i. I modsætning til en udbredt antagelse er julekalenderne nemlig på mange måder i sync med tiden og spejler både samfundstendenser og bevægelser i kulturen.
Et godt eksempel er Ole Lund Kirkegaards dukkekalender Kikkebakke Boligby fra 1977. Helt i overensstemmelse med tidens normer vendte den kønsrollerne på hovedet. Det kan bl.a. illustreres af ”Opvaskesangen”.
Her priser Alfred, far til et par anarkistiske børn, Freddy og Berta, opvaskens glæder: ”Når jeg ser på en kop / jeg skal til at vaske op / vil jeg gå så langt som til at sige: Ikke dårligt […] Jeg kan li’ at vaske den ren og pæn”.
Men også fantasykalenderne taler ind i en tid, hvor Hobbitten og Ringenes Herre har været i hård konkurrence med Harry Potter-universet – og det smitter af på den danske december-kalender, som vi skal se lidt senere.
De seneste årtier har målgruppen desuden gradvist ændret sig til de ældre børn, og det har gang på gang medført negative reaktioner fra forældre, der følte, at særligt DR svigtede de mindre børn ved at stille krav, de ikke forventede og ikke kunne honorere.
Et genkommende udsagn har desuden været, at julekalendere burde være hyggelige, men at de moderne julekalendere er blevet for uhyggelige. Man kan dog indvende, at julen rimer på en vis grad af uhygge i den forstand, at det er en mørk og magisk tid. Det er derfor ikke så underligt, at et fantastisk element kom til at spille en afgørende rolle i julekalender-universet efter årtusindskiftet.
December-dukker
Den første danske julekalender var Niels Jørgen Kaiser og Mogens Vemmers Historier fra hele verden (1962). Den havde et svensk forbillede og indvarslede den form, som gennem første fase blev dominerende, nemlig dukkekalenderen, hvis primære målgruppe var mindre børn.
Dukkekalenderen fik sit store gennembrud i 1967 med Kender du Decembervej? hvor den gennemgående hovedperson var den damptogs-glade Rasmus Tagmus, og hvor originale indlagte sange satte stemningen.
Egentlige klassikere udviklede dukkeformen med Per Nielsen og Hanne Willumsens geniale Vinterbyøster fra 1973, der havde en gennemgående handling og langtidsholdbare sange, f.eks. Postens og Bagerens sang, efterfulgt af Jullerup Færgeby fra 1974 med sangen ”Fire strømper uden fod”, som mange børn fortsat kan synge med på.
Eventyret og den kulturhistoriske kalender
Dukkejulekalenderen fik dog hård konkurrence allerede fra 1979, da målgruppen blev udvidet til større børn i og med, at den fiktions- og skuespillerbårne form udviklede sig.
Det skete med Jul i Gammelby (1979), der oprindeligt blev produceret af DR’s Provinsafdeling i Den gamle by i Aarhus. Denne kalender gik så vidt som at introducere børn som skuespillere, dog sammen med voksne. Nisser fungerede som børnenes medspillere i den alternative nisseverden – og dermed blev de parallelle universer indført, som siden blev så udbredte i fantasyjulekalenderne.
Denne form blev fulgt op med Flemming Jensens Nissebande-serie fra 1984 og Martin Miehe-Renards Jul på slottet (1986), der i juleeventyrets form præsenterede et romantisk par, der blev idoler for mange børn – prins Valentin og prinsesse Miamaja.
Den produktive og kreative Martin Miehe-Renard var også retningsgivende, da TV 2 i midt-1990’erne for alvor begyndte at udvikle genren.
Her introducerede han den kulturhistoriske julekalender, der er karakteriseret ved at inddrage kulturhistorisk stof og blande det med folkloristisk materiale.
Dette take på julekalenderen er typisk kritisk over for samtidens forbrugerkultur og formulerer det ved at inddrage både fortiden og fremtiden. Traditionen begyndte i 1994 med Alletiders jul, og fik to efterfølgere i 1995 og 1997, alle med Rigsarkivet som kulisse og med masser af kendte sange og figurer.
Netop i disse uger trækker Pyrus og Miehe-Renard igen for alvor overskrifter. TV2 har sløjfet en ellers længe planlagt genudsendelse af Alletiders jul, da nogle seere tilsyneladende har fundet et par scener upassende og krænkende – og dén beslutning har fået andre seere til at fare i blækhuset.
Man kan synes om sagen, hvad man vil, men den viser med al tydelighed, at barndommens julekalender-univers er forbundet med intense følelser, og at det ikke går upåagtet hen, hvis man begynder at omskrive fortællingen om de mange hyggelige juleminder foran flimmerkassen.
Fra bog og film til juleuniverset
Nogenlunde samtidig med Pyrus-hypen, nemlig i 1996, blev dukkejulekalenderen genoptaget på DR. Det skete med Bamses julerejse, der havde reference til Bamses billedbog, den populære serie for børn 1982-1994.
Samme år gik en anden tværmedial julekalender i sving på TV 2 – Krummernes jul – med reference til filmserien Krummerne, der begyndte i 1991. Den havde ovenikøbet et litterært forlæg, idet den var baseret på Thøger Birkelands børnebøger.
Denne tværmedialitet fortsatte, da TV 2 i 1999 viste Olsenbandens første kup – en prequel til Olsenbanden-filmene, der fremstillede Olsenbandens berømte medlemmer som børn.
Den svære julesatire
Som regel har de mange julekalendere haft en form for uskyldig hyggehumor, der ikke rigtig kunne støde nogen seere på manchetterne – ikke i deres samtid, i hvert fald. Der er dog altid undtagelser til regler.
Allerede i 1980 opstod nemlig en helt særlig subgenre indenfor julekalenderen, den satiriske udgave. Denne form udfordrede hele formatet, for hvis der ikke er tilstrækkeligt med fællestræk i en julekalender, kan der opstå noget nær panik i publikum.
Det skete f.eks., da Poul Nesgaard og Elith Nykjær Jørgensen (Nulle)s berømte og berygtede Jul og grønne skove blev vist netop dét år.
Det var en billigt produceret, antitraditionel julekalender, en slags metakalender, der satiriserede over genrekonventionerne. Julemanden lod sig f.eks. kun se i et kort glimt, før han helt forsvandt ud af julekalenderen igen. På grund af sin hovedkulisse fik den øge- eller kælenavnet ”Hullet i jorden”.
Produktionen kan opfattes som en tidlig udgave af den voksenjulekalender, der med Jul i den gamle trædemølle (1990) og The Julekalender (1991) blev udviklet på TV 2 som en satire over børnejulekalendere samt livet i december. De ramte dog noget mere genkendeligt i folkestemningen og nød en udpræget popularitet.
Senere blev genren overtaget af DR2 med Anders Matthesens Jul på Vesterbro (2003) og Nanna Wesths Yallehrup Færgeby (2008), der også trak fulde jule-huse foran stuernes tv-skærme.
Fantasyformlen
Den julekalender, der har været mest dominerende gennem de sidste tyve år, udfolder sig i et fantasy-præget parallelunivers. Den er beslægtet med den kulturhistoriske julekalender og bruger lige som den stof fra den folkloristiske eventyrtradition – foruden en quest-struktur og en række encyklopædiske og kartografiske referencer.
Det begyndte i 2003 med TV 2’s Jesus og Josefine. For en gangs skyld var det kristendommen og dens betydning i nutiden, der stod i fokus. Det var nytænkning, for ellers er den kristne tradition en sjældent mødt ingrediens i netop julekalender-genren.
Da Jul i Valhal blev sendt på TV2 i 2005, vendte den sig mod traditioner fra nordisk mytologi, og genetablerede det mytologiske spor sig i en afsøgning af klimamæssige og økologiske udfordringer. Dén tendens fortsatte i 2006 med DR’s Absalons hemmelighed, der udforskede Absalons tid med stedsbundne opgaver i et konfliktfyldt univers.
Både quest-strukturen og de encyklopædiske og kartografiske elementer havde kronede dage i Absalons hemmelighed, der blev fulgt op af udstillinger og website. Med Absalons hemmelighed markerede DR for alvor, at fokus var flyttet til de ældre børn. Det ny sendetidspunkt blev da også rykket fra det traditionelle kl. 18.00 til kl. 19.30.
Gennem de følgende år satsede både DR og TV 2 stærkt på fantasygenren. DR med produktioner som Pagten (2009), Julestjerner (2012), Tidsrejsen (2014) og Den anden verden (DR 2016). TV 2 med Juleønsket (2015) og Tinka-serien (2017-2022).
Hver tid sin kalender
Julekalenderens 24 afsnit holder styr på decemberdagene, lyser op i vintermørket og afspejler vores samtids tanker om alt fra kolonialisme, køn og klima til krakelerede familier og overdrevent juleforbrug.
I lyset af 1970’ernes kvindebevægelse lå det således i kortene, at far vaskede op i Kikkebakke Boligby fra 1977, og 1980’ernes traditionalisering blev illustreret fint i Nissebanden fra 1984, hvor de skulle greje, hvorfor julemandens gode humør var forduftet.
I 00’erne tog Jesus og Josefine sig derimod af mere eksistentielle og etiske problemstillinger, mens den klimamæssige og økologiske udfordring blev bærende for Jul i Valhal.
På samme måde kan TV 2’s Mikkel og guldkortet fra 2008 forstås som et forvarsel om finanskrisen, mens DR’s Pagten fra 2009 i forlængelse af Jul i Valhal tog fat på temaer som bæredygtighed og samhørighed.
Den anden verden på DR fra 2016 handlede om at finde sig selv i en tilværelse, hvor et væld af fastlagte forståelser står klar til at gribe én, og dermed om at forvalte den kreative arv fra eventyr- og fantasygenrerne ansvarligt.
I sin helt særlige genre reflekterer julekalenderen altså ofte en urgammel kamp mellem lyset og mørket, ’det gode’ og ’det onde’, og afspejler den tid, vi lever i. Også selv om grundformen gentager sig år efter år efter år - til stor glæde for både børn og barnlige sjæle.
