I de sidste 500 år har det trykte ord ofte været underlagt magthaveres strenge regler for, hvad der måtte publiceres, og forholdet mellem censur og ytringsfrihed er derfor værd at se lidt nærmere på.
Spændingen mellem dem illustrerer nemlig meget godt, hvordan offentligheden har været (forsøgt) begrænset gennem historien, og hvor grænsen til forskellige tider har gået for, hvad der måtte siges og trykkes. En grænse, som fortæller meget om det samfund, der definerer den. Hvorfor har visse magthavere f.eks. frygtet bestemte former for litteratur, og hvilke tanker har egentlig været forstået som farlige over tid?
Som den danske censurhistorie viser, har forsøget på at begrænse det trykte ord dog ikke altid haft den ønskede effekt – snarere tværtimod.
Religiøst motiveret censur
Etableringen af censur er nogenlunde sammenfaldende med opfindelsen af trykpressen i midten af 1400-tallet, for knapt havde den revolutionerende teknologi trykt det første blad, før frygtsomme magthavere begrænsede de nye muligheder for kritisk vidensdeling.
Den katolske kirke oprettede nemlig den berømte sortliste med forbudte bøger allerede i begyndelsen af 1500-tallet, og i tidens løb kom den til at indeholde en stor del af de værker og prominente tænkere, som den moderne verden i dag bygger på, bl.a. Nicolaus Kopernikus, Immanuel Kant, Gustave Flaubert og Jean-Paul Sartre. Listen blev først officielt afskaffet i 1966!
I Danmark blev den organiserede censur indført med reformationen i 1536, hvor den lutheranske omvendelse af samfundet medførte en øget kontrol med bøger. Ingen skulle have mulighed for at udfordre det religiøse skifte og undergrave den nye tro.
Gennem en lang række strenge forordninger satte kirken og kongen derfor rammerne for, hvad der måtte trykkes, og reglerne blev løbende udgivet og forfinet. Københavns Universitet, landets eneste, fik mandat til at håndhæve de udstukne retningslinjer, og kun de værker, der bekræftede den lutheranske tro, kunne gøre sig forhåbninger om en trykketilladelse.
Censur var et strukturelt fænomen
Udover de konkrete censurbestemmelser i 1500- og 1600-tallets lovgivning udøvedes der også en indirekte censur. Det var nemlig kongen, der egenhændigt bestemte, hvem der måtte trykke bøger i hans rige. På den måde kunne den enkelte bogtrykker stilles til ansvar for en bog, hvis forfatteren skulle straffes, men var gået under jorden.
Med denne sindrige ordning skabte kirken og kongen et direkte afhængighedsforhold mellem bogtrykker og statsmagt, da førstnævnte fik økonomiske incitamenter til at overholde censurkravene.
Derudover var det dyrt at anskaffe papir, og kongen kunne vælge at sænke importtolden på denne ret nødvendige vare til privilegerede bogtrykkere. Det bidrog alt sammen til, at den danske bogpolitik kunne gennemføres relativt succesfuldt i tiden efter reformationen. Censuren var i denne periode altså et gennemgribende strukturelt fænomen, der involverede både konge, kirke, universitet og bogtrykkervirksomheder.
Undergrundssatire og sjofle sange
Efter enevældens indførelse i 1660 var den trykte litteratur fortsat lig med den statsgodkendte litteratur. Litteraturhistorien er derfor fyldt med kongeloyal hyldestdigtning, der svælger i royal ros, og religiøs salmedigtning. Men censuren betød dog ikke, at al litteratur, der blev produceret i disse år, var uden kritisk brod. En undtagelse er bl.a. den håndskrevne litteratur, der moralsk og politisk udfordrede enevælden.
I løbet af oplysningstiden florerede der en samfundskritisk undergrundssatire, hvor progressive præster og engagerede embedsmænd diskuterede alt det, som den trykte litteratur var forhindret i.
Med fjerpennen i hånden producerede disse sammensvorne både erotiske tekster, sjofle sange og stribevis af smædevers, der gjorde tykt grin med offentlige personligheder og deres tilbøjeligheder.
I 1770 blev al censur pludselig ophævet i Danmark, en fuldkommen uhørt frihed i samtidens Europa. Allerede tre år efter blev trykkefriheden dog igen stærkt begrænset, da Struensee, kongen og hans inderkreds var blevet godt trætte af de utallige smædevers, der latterliggjorde dem og deres familier.
I et censurhistorisk perspektiv har denne korte trykkefrihedsperiode, hvor alle frit kunne skrive, hvad de mente om alt og alle, været oplagt at sammenligne med nutidens kommentarspor på de sociale medier.
Landsforvisning - og den lange stilhed
Med den såkaldte Trykkefrihedsforordning i 1799 fik censurskruen endnu en omgang. Med denne forordning fik kongen nemlig mandat til at landsforvise forfattere, der kritiserede ham eller den enevældige styreform – og dét med tilbagevirkende kraft. Det skete f.eks. for P.A. Heiberg, der flere gange havde været på kant med censuren. I 1799 fik han 24 timer til at forlade landet.
Loven fra 1799 skal ses i lyset af, at kongen frygtede en folkelig modstand. Den franske revolution var stadig i frisk erindring, og censurens formål var da også at kvæle enhver form for intellektuel samfundskritik. Derfor indførte man et politigennemsyn af alle skrifter under 384 sider. Myndigheder frygtede med andre ord de små pamfletter, der hurtigt kunne skrives, trykkes og uddeles – ikke de lange lærde afhandlinger.
I et ytringsfrihedsperspektiv markerer Trykkefrihedsforordningen af 1799 begyndelsen på den såkaldte lange stille periode i Danmark, som varede op til midten af 1800-tallet. I disse år forsvandt den offentlige debat om ytringsfrihed, og den litterære offentlighed blev mindre politisk. Romantikken vendte sig indad, mod følelsen og den subjektive erfaring. Censuren virkede.
Censur som værn mod læserens frække fantasier
Trykkefrihedens grænser har ofte været defineret af en religiøs frygt for udfordrende tankesæt. Men med 1799-lovgivningen, og særligt op gennem 1800-tallet, så man et afledt skift i retning mod det, man kalder for sædelighedcensur. Nu blev såkaldt utugtigt eller pornografisk materiale forbudt.
Definitionen af ’utugtigt’ har dog altid sat grå hår i hovedet på magthavernes kontrolinstanser, men grundlæggende handlede utugtsparagraffen om, at skrifter skulle afspejle den herskende klasses (seksual)moral.
Både bøger og billedtryk var blevet markant billigere i begyndelsen af 1800-tallet, hvorfor flere havde mulighed for at læse, bladre og nyde løs. Sædelighedscensuren handlede derfor blandt andet om, at myndighederne ønskede at beskytte læseren mod litteraturens potentielle påvirkningskraft og ikke mindst mod læserens egen fantasi og mulige sanselige udfoldelser. Skønlitteratur kunne, i datidens optik, inspirere til eller ligefrem forstærke en utugtig levevis.
Med Grundloven i 1849 blev det lovsikret, at "Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres". Dette er et afgørende skel i dansk censurhistorie, men Grundloven afskaffede dog ikke censur som sådan.
Der skete nærmere en form for sekularisering af censuren, da loven sikrede trosfrihed, men begrænsede handlinger, der gik imod sædeligheden og den offentlige orden. "Borgerne have Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der stemmer med deres Overbeviisning, dog at Intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller i den offentlige Orden,” som det hedder i § 81.
Fra 1880'erne og frem mod besættelsestiden, hvor der sidste gang var formel bogcensur i Danmark, ser man netop en skærpelse af det, man kan kalde for blasfemi- og sædelighedscensur. Disse dele af censuren fortsatte altså ufortrødent, Grundlovens ord om ”ingensinde” til trods.
Frem mod pornografiens frigivelse
Mange vil kende censursagen og Højesteretssagen mod den feterede forfatter Herman Bang og hans roman Haabløse Slægter fra 1880. Den igangsatte nemlig en intens diskussion om litteraturens forhold til sædeligheden og litteraturens rolle i samfundet mere generelt.
Gustav Wieds novelle "De Unge og De Gamle" fra 1891 og Edvard Brandes' roman Det unge Blod fra 1899 blev alle indfanget af den såkaldte utugtsparagraf, ligesom Rudolf Broby-Johansens debutdigtsamling BLOD oplevede at blive erklæret for utugtig og beslaglagt dagen efter udgivelsen i 1922.
Men som i tilfældet med Herman Bang var censursagen mod Broby-Johansen med til at skabe en heftig opmærksomhed om digtsamlingen, og bogen står i dag som et litterært, modernistisk mesterværk.
Det er i øvrigt sigende, at digtsamlingen blev genudgivet i 1968, selvom beslaglæggelsesdommen formelt ikke var blevet ophævet. I 1965 blev Herman Bangs roman for første gang genudgivet uden forkortelser, selvom dommen mod bogen ligeledes stadig stod ved magt. Der blev ikke grebet ind, tiderne havde ændret sig.
Året før var den skriftlige pornografi formelt blevet lovliggjort i Danmark. Det skete blandt andet på baggrund af en nyoversættelse af John Clelands erotiske klassiker fra midten af 1700-tallet, Fanny Hill. En glædespiges erindringer, da "pornografiparagraffen" i forbindelse med relanceringen blev taget op til forhandling i Folketinget og efterfølgende afskaffet.
Sædelighedscensuren er generelt et udtryk for, at grænserne for ytringsfrihed hurtigt kan rykke sig. Hvad der var grænseoverskridende i 1700- og 1800-tallet, er på ingen måde grænseoverskridende litteratur i dag.
Bogcensur under Besættelsen
Censuren blev for en kort bemærkning genindført i Danmark under den tyske besættelse. De færreste ved dog, at det faktisk var den danske stat, der blev pålagt at udføre bogcensuren i praksis. Det skete gennem Udenrigsministeriets Pressebureau, der skulle forvalte den tyskdikterede censurlovgivning.
Historien om censuren under besættelse er kompliceret, men her skal det blot nævnes, at det ikke altid var let for Pressebureauet at vurdere, hvad der egentlig kunne karakteriseres som tyskkritisk. Censurlovgivningen var nemlig ret rummelig og gav plads til vide fortolkningsmuligheder.
En del af litteraturen flyttede dog igen under jorden, hvor illegale bøger og pjecer blev trykt i enorme oplag og delt ud i det skjulte. Yderligere forsøgte visse forfattere at gå uden om censuren ved at henlægge handlingen i deres bøger til fortiden eller ved at skrive i allegoriske, tvetydige former. Andre forfattere var heldige med simpelthen ikke at blive opdaget.
Besættelsescensuren førte til en håndfuld beslaglæggelsessager, mens kun en enkelt forfatter blev dømt og fængslet, nemlig Carl E. Soya, hvis fabel, En Gæst fra 1941, nok mest af alt huskes, fordi den netop blev beslaglagt. Efter befrielsen blev bogcensuren igen ophævet, og de konfiskerede bøger kunne frit udgives.
Fire censurhistoriske pointer
Censur har sjældent været i stand til at fjerne den uønskede litteratur fuldstændig. Magtkritik har stort set altid eksisteret, det er bare et spørgsmål om, hvor offentlig eller skjult den har været – og fortsat er i visse dele af verden.
Det er den første censurhistoriske pointe: Censur har ofte medført, at det forbudte og ’farlige’ presses andre steder hen for at overleve i det skjulte. Litteraturen finder nye veje og former, når den tvinges væk fra offentligheden.
En anden klassisk censurhistorisk pointe er, at censur ofte rummer en række (kontra)produktive effekter, som man kan genfinde overalt i censurhistorien. I forsøget på at udrydde en bestemt slags litteratur, sker der tit det modsatte: at den i stedet bliver udødeliggjort og senere kanoniseret.
Internationalt set har censuren på den måde skabt sin egen kanonliste. Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray, James Joyces Ulysses, D.H. Lawrences Lady Chatterly's Lover, Vladimir Nabokovs Lolita og altså også Salman Rushdies The Satanic Verses for blot at nævne et lille udsnit.
I Danmark kan nævnes de føromtalte Herman Bangs Haabløse Slægter og Broby-Johansens BLOD, som nok mest af alt – men ikke udelukkende – huskes for deres beslaglæggelsesdomme. Censur skaber med andre ord det, den vil forhindre. Det ser man f.eks. nu, hvor Salman Rushdies bøger bliver revet væk.
Det samme fænomen kender vi fra nutidens sociale medier, hvor censur af visse personer, bøger, virksomheder eller udtalelser skaber den modsatte effekt og blot fører til uvurderlig omtale og yderligere popularitet. Desuden er censuren dér ofte meget svær at gennemskue, hvilket er et tredje censurhistorisk fællestræk: At der sjældent skabes helt klare retningslinjer for, hvad der må trykkes, og hvad der ikke må.
Igennem historien har det nemlig ofte været enormt vanskeligt for censorer og dommere at håndhæve censuren i praksis, da litterære værker jo sjældent er entydige tekster.
Og presses litteraturen, vokser der ofte mere mening frem mellem linjerne - til en indviet og indforstået læserskare. Dét er den fjerde censurhistoriske pointe: At censur skaber opmærksomme læsere.
