Vi står af Metro M1 ved Bella Center Station og følger strømmen. Foran glasdørene vælter bogelskere fra fjerne egne ud af busserne. Sammen med alle de andre sluses vi ind i messehallerne.
Lykkeligt ankommet skal vi tage stilling til overtøj, toiletbesøg og forplejning inden vi med et sideblik på mikroforlagenes boder finder vej ind i selve hjertet af det hele, templets midte, Hal C. Her og i de andre haller skal vi resten af dagen vandre mellem forlagsstande, samtalescener og caféer. Vi skal veje, vi ved ikke hvor mange kilo bøger mellem hænderne, og falde ind til det ene spændende interview efter det andet.
Vi er på Bogforum. Den årlige danske bogfest. Mellem et hav af forfattere og et ocean af bøger. Vi er mange. Og vi er vilde med bøger. Modsat af, hvad vi har fået fortalt, så er der liv i bogen. Der er levende forfattere, så langt øjet rækker. Her gik vi og troede, at ordet ’bogelsker’ var på vej ud af Retskrivningsordbogen. Hvordan kunne vi tage så grundigt fejl, udbryder vi og slår os for panden et sted i Hal E på vej mellem ”Tanker til tiden” og ”Nyt fra paradis”.
Men så bliver vi trætte, udmattede af al den litteratur. Et par gange i løbet af dagen, kommer vi for skade at se os selv udefra på en lidt gnaven måde.
To billeder begynder at blande sig i vores hoveder: Vandrer vi rundt og rundt omkring Den hellige Bog som pilgrimmene omkring kabaen i Mekka? Eller er det mere som at skubbe en indkøbsvogn ned langs korridorerne i Bilka? Kirken eller børsen? Mekka eller Bilka? Hvem ka’?
Rygterne om bogens død er overdrevne - måske
Ifølge Bogpanelets årsrapport fra 2021 ligger antallet af unge, der læser hyppigt, stabilt, imens antallet af både børn, unge og voksne, som læser længere og sammenhængende tekster i deres fritid, er faldende.
Salget af trykte bøger har udviklet sig i ’positiv retning’, som det forsigtigt hedder i årsrapporten, og streamingtjenesterne er i fremgang. Der udgives stadig flere titler på dansk, og stadig færre oversatte bøger. De ældre og kvinderne er de med afstand ivrigste læsere.
Man kan altså ikke spore nogen entydig udvikling i danskernes læsevaner. Noget er til det bedre og andet til det værre – hvis man ellers er af den opfattelse, at det er godt at læse bøger og i særdeleshed skønlitterære bøger.
Betyder det så, at vi kan afblæse dommedag? At rygterne om bogens død er overdrevne? Både-og.
Bogpanelet monitorerer de seneste ti års udvikling af danskernes læsevaner nøje. Men ti år er ingenting målt med den store historie. At tage temperaturen på bogen og litteraturen ud fra, hvor glade folk er for bøger på Bogforum, er som at bedømme klimaforandringerne på, om det har været en varm weekend. Det korte tidsspand og den enkelte begivenhed må forstås i en større sammenhæng.
På den lange bane
Trykkepressen blev opfundet i 1450. Bogen blev en vare, som flere og flere kunne erhverve sig, efterhånden som analfabetismen faldt, og folk fik fritid og penge mellem hænderne.
Med trykkepressen fik vi den bærbare bog, som var skrevet på folkesprogene, og vi fik en ny type læser. En, som kunne sidde for sig selv og læse indenad, imens livet kværnede løs omkring hende. Bogen blev den dominerende kilde til viden og virkelighedsflugt. Skriften tillod lange og komplicerede fortællinger. Bogen gjorde læseren til en tavs medvider til personernes og forfatterens hemmeligheder.
Bogen og litteraturen kom til at spille en central rolle for udviklingen af centrale europæiske værdier som individ og myndighed, den demokratiske og kritiske samtale og ikke mindst dannelsen og nationalstaten.
Trykkepressen var en medierevolution. Den næste medierevolution kom med opfindelsen af fotografiet, filmen, grammofonen og senere radio og fjernsyn. Nu kunne man gengive billede og lyd fra den virkelige verden direkte.
Det næste anslag imod bogmediets dominans var den digitale revolution. Med den kom nye læsevaner, nye formater, hurtigere adgang til information og en fladere distribution af det hele.
At gøre litteratur
Set på baggrund af et halvt årtusind i stedet for de seneste ti år eller et par bogglade dage i november, er det tydeligt, at bogen ikke længere har den samme dominerede stilling i kulturen. Bogen er ikke døende, den har bare ikke den samme betydning længere. Den forandring påvirker også litteraturen, som igennem århundreder har været pot og pande med bogen.
Ind kommer nye digitale formater, som ofte er kortere, mere kollektive og mere åbne. Man kan med lynets hast linke til noget andet. Udbuddet af distraktioner er overvældende, informationsstrømmen uendelig.
De nye medier lærer os at læse på en anden måde end bogen og det moderne Europas store litterære opfindelse: romanen. Det er ikke mindst den bogpanelet tænker på, når de taler om ”længere og sammenhængende tekster”.
Hele den institution, som i de seneste århundreder er bygget op omkring litteraturen, er begyndt at skride. Oprindeligt skelnede man her mellem forfattere og læsere og lod en række formidlere etablere sig derimellem. Alt fra forlæggere, redaktører og anmeldere over bibliotekarer og boghandlere til undervisere og forskere. Med selvudgivere, streamingservices, blogs og netfællesskaber, og en eksplosion af skriveskoler og litterære events er hele denne institution i opbrud.
Måske kan man sige, at vi fremfor at læse litteratur, gør litteratur. At læsere ikke kun læser men også danner fællesskaber, hvor de skriver litteratur og arrangerer og deltager i events. Litteraturen er blevet en praksis og en del af en begivenhedskultur.
Måske foregår der en masse, som Bogpanelet ikke ser, fordi deres opgave er at se på læsevaner og ikke på alle de andre aktiviteter, som også sker omkring litteraturen.
Fra kulturbærende til kult
Det lyder jo opmuntrende. Men mon ikke det er de samme mennesker, som gør litteratur, som også læser den? Mængden af nye aktiviteter omkring litteraturen, fornyer vores forhold til litteraturen, men trækker den også flere mennesker til? Måske.
Under alle omstændigheder ændrer de nye måder at gøre litteratur på næppe litteraturens vigende kulturelle betydning. I det store billede er litteraturen ikke længere kulturbærende.
Den er i stedet blevet kult. Det var den fornemmelse, der ramte os, da vi gik omkring på Bogforum og havde det, som vandrede vi rundt om kabaen i Mekka.
En kult er altid et mindretal. I kulten er vi enige om at dyrke det, vi tror på. Vi har et særligt sprog og bestemte ritualer. Og bogen og litteraturen er for mange af os en betydelig del af vores liv. Den del ser det ud til, at vi i stigende grad dyrker i fællesskaber. Og vi viser gerne omverdenen, at vi er et stærkt og begejstret bogelskende fællesskab.
Vi kan også kalde kulten omkring bøger og litteratur for en subkultur. En stor en ganske vist, en som stadig får spalteplads og nyder en vis offentlig bevågenhed, men dog en subkultur. Medieøkologien og kulturtilbuddene består af så meget andet også. Det er derfor behovet for at vise, at man dyrker litteraturen, tager til. Det er derfor, litteraturen er blevet kult. Fejret af sine tilhængere, overset af de fleste.
Vi kan altså ikke helt ryste Mekka-syndromet af os. Ved nærmere eftertanke kan det også være vanskeligt at glemme Bilka-syndromet.
Er tanken om at gøre litteratur, om en mere aktiv og medskabende omgang med litteratur, ikke bare en ny version af Bilka-syndromet - en smart måde at få os til at købe flere bøger på? Tanken om at gøre litteratur forvandler os jo til kreative læsere. Og det vil vi gerne være. Hvad passer bedre ind i tidsånden?
Vi elsker stadig bøger!
Det var noget af en mavepuster. Vi sunder os i skumringen på vej ud fra messehallerne og forsøger at forstå, hvad det var, der ramte os: Vi forbruger litteratur (Bilka-syndromet), vi dyrker litteratur (Mekka-syndromet) og vi gør litteratur (Det nye Sort). Og de tre måder er svære at holde ude fra hinanden.
I lyset fra metrostationen ser vi ned i vores genbrugsposer. Duften af nyindkøbte bøger kommer os i møde. Vi genkalder os et frapperende udsagn fra en af samtalerne og en enigmatisk forfatters måde at rømme sig på, imens vi forsøger at ignorere smagen af rødløg fra den færdigblandede salat. Vi kigger ned i poserne igen. Bøgerne venter. De lover timevis af intenst liv. Det var alligevel det hele værd, tænker vi.
Idet vi træder ind i metroen, kaster vi et hurtigt blik til siden og fanger som i et syn et uoverskueligt antal dinglende bæreposer med bøger i. De svajer som røgelseskar over perronen. Der står det samme på dem alle sammen. I år er det et skjult citat fra Samuel Becketts absurde teater. Der står: GLADE BOGDAGE.
