Ifølge Grundlovens §38 indledes folketingsåret, ved at statsministeren redegør for ”rigets almindelige tilstand og de af regeringen påtænkte foranstaltninger.”
Så det gjorde Mette Frederiksen i tirsdags foran 178 andre folkevalgte plus det løse; pressen, kongehuset og en række andre officielle gæster – foruden alle dem, der fulgte med fra stuerne.
Man kan mene, at statsministeren godt kunne have nævnt udskrivelse af folketingsvalget under ”påtænkte foranstaltninger” i stedet for at indkalde til et separat pressemøde om dette dagen efter.
Men trækfølgen kommer ikke helt bag på Marie Lund, lektor i retorik og leder for Center for Retorik ved Aarhus Universitet
”Åbningstalen er jo en særlig genre. Mediebilledet er ofte præget af konfrontatoriske interviews, hvor taletiden er kort. Men i åbningstalen får statsministeren en unik mulighed for at levere en samlet begrundelse og argumentation for regeringens politik og værdigrundlag,” siger hun.
Statsministerens tale ved Folketingets åbning har rødder i kongens trontale, hvor monarken oplæste regeringens politiske program, når parlamentet mødtes for første gang i det nye politiske år.
Den danske regent er jo formelt set landets overhoved, og derfor fastholdt man traditionen med trontaler helt frem til 1921, hvorefter statsministeren – i kongens navn – overtog stafetten. Det var dog først med Grundloven af 1953, at talen blev lovfæstet som statsministerens egne ord på vegne af regeringen.
”Men selvom talen er påkrævet og formen gammel, er den på ingen måde størknet. Skiftende statsledere er naturligvis forskellige, og det samme er deres retorik og politik. Og dét så vi også i Mette Frederiksens på flere måder ret bemærkelsesværdige version,” siger Marie Lund.
Tilbage til fortiden
Traditionelt set har åbningstalen til op i 1970’erne været disponeret efter en nogenlunde fast skabelon: Først det udenrigspolitiske stof, dernæst det indenrigspolitiske.
Det så vi hos bl.a. hos H.C. Hansen i 1958, da han så opmuntrende tegn på verdenssamfundets tilløb til et forbud mod forsøg med kernevåben, og hos Anker Jørgensen i 1975, som efter en kort passus om Folketingets brede samarbejde, talte om EF-samarbejdet og det ”britiske folks klare bekræftelse af, at Storbritannien hører til i Det Europæiske Fællesskab”. Det var dengang.
Siden da er den model dog ofte blevet vendt på hovedet.
I 2005 indledte Anders Fogh Rasmussen med ordene ”Der er gode tider i Danmark. Vi oplever vækst og velstand”, mens partifællen Lars Løkke Rasmussen ti år senere istemte med indledningen ”Danmark er et dejligt land. Et af det bedste i verden.”
I 2019 åbnede Mette Frederiksen selv ballet med de famøse ord om ”Barnevognen, som står uden for Brugsen. Med barnet i. Jordbærboden i vejkanten. Hvor pengekassen står frit fremme”.
”Når statsministre indleder med det udenrigspolitiske, fremhæver de samtidig, at danske forhold er påvirket af en ukontrollerbar verden omkring os. Da bl.a. Nyrup, Fogh og Thorning ændrede den disposition, kom de derimod til at fremstå som handlekraftige, som nogle, der stod klar med en løsning på tidens udfordringer,” siger Marie Lund.
Mette Frederiksen ændrede den opbygning i tirsdags, da hun gik tilbage til forgængernes mere klassiske model. Og dét skyldes formentlig, at fremtiden igen er usikker – både for statsministeren selv, for regeringen og for Danmark og verden som helhed.
”Da statsministeren, efter et par anekdoter, indplacerede Danmark i en kaotisk verdensorden, forsøgte hun reelt at forsvare sin regeringsperiode. Corona påvirkede de første år. Nu gør krig og kriser verden usikker og udfordrer i høj grad regeringens manøvrerum. Samtidig vidste hun, at det var den sidste tale til folket inden valget,” siger Marie Lund.
De danske, danske værdier
Selve ”redegørelsen” for rigets almindelige tilstand, var på samme måde en sikker omgang. Faktisk mere eller mindre gammel vin på endnu ældre flasker, hvis man spørger Marie Lund.
”Hun slog fire velkendte temaer an: det økonomiske stormvejr, et stærkt velfærdssamfund, klimaet og Danmarks tryghed. Men alle analyserne og løsningerne er set før, bl.a. i regeringens trilogi ’Danmark kan mere’. At tale om mindre bureaukrati, højere lønninger, at vi bør fastholde den høje beskæftigelse og sikre rent drikkevand, er gamle nyheder. Vi har hørt det hele før – ikke mindst fra statsministeren selv,” forklarer hun.
På det punkt spillede hun sine mest sikre kort ét efter ét, og ret forudsigeligt. Hvad der derimod var bemærkelsesværdigt, var hendes fokus på de nationale værdier, på dansk identitet og fortidens stærke ledere.
Hun søgte nemlig støtte hos den hedengangne Hr. Thorvald Stauning og de nuværende kollegerne og koryfæerne Fru Marianne Jelved, Hr. Henrik Dam Kristensen og Hr. Bertel Haarder, der alle stopper i politik efter mere end sammenlagt 100 år på Christiansborg.
”Ifølge Mette Frederiksen er de fire politikere karakteriseret ved at være pligtopfyldende, hårdtarbejdende og kompromissøgende. Klassiske danske værdier, må vi forstå. Samtidig tjener Corona som et sammenligningsargument. Vi klarede skærene under hendes ledelse, og det kan vi gøre igen,” forklarer Marie Lund.
De sidste årtier har trenden ellers været, at man trak mere på personlige anekdoter end på politiske og historiske. Ved åbningstalen i 2016 indledte Lars Løkke Rasmussen f.eks. med en historie om moderens simpel opvækst i Ferskesøstræde i Nexø på Bornholm. Det skulle vise mennesket bag ministeren.
”Men her i åbningstalen afviger Mette Frederiksen fra den tendens - i modsætning til hendes optræden på Instagram. Hun vil nok hellere fremstå som en seriøs og stærk leder, en statsminister for folket, der kan skabe tryghed og sikkerhed og få os gennem en krisetid, som hun har gjort det før,” fremhæver Marie Lund.
I trontalens tid tog talen ofte livtag med danske værdier og talte ind i en kollektiv samling af nationen, hvor demokratiet, danskerne og det politiske samarbejde blev hyldet. Den tradition gik statsministrene dog sidenhen væk fra, da de overtog talen. Men nu blev den genindført.
”Jeg har aldrig før hørt det danske demokrati og de danske værdier rost og hyldet i sådan et omfang. Det var gennemgående i talen, fra de fire politikeres særlige danske karakteristika, til Jonas Vingegaards Tour de France-sejr og ikke mindst håndsrækning til en konkurrent i bekneb. Budskabet var tydeligt. Man kan regne med os danskere. Det ligger dybt i vores natur,” forklarer hun.
Et par svipsere i en ellers god, klassisk tale
Men hvordan var talen så set med en retorikers kritiske blik? Sammenhængende og god med enkelte undtagelser, mener Marie Lund.
”Anekdoterne var ikke alle lige vellykkede, og enkelte steder vrøvlede hun decideret. Det er simpelthen for indforstået, når hun forsøger at brygge videre på en intern joke fra åbningstalen i 2019 om kamelen Ali og elefanten Ramboline. Dengang fik de folkevalgte grineflip – det gjorde de ikke i tirsdags,” siger Marie Lund.
”Omvendt gør hun det, hun skal. Hun analyserer landets problemer og præsenterer en form for løsninger i en overordnet velkomponeret, god og ret klassisk tale. Det klædte den desuden godt, at den havde et mere demokratisk indhold og talte om flere fælles værdier. Og så havde hun den der halvmørke stemning, som det faktisk ofte er tilfældet i hendes taler,” siger hun.
Statsministeren både indledte og afsluttede talen med en henvisning til Hr. Henrik Dam Kristensen, og særligt de afsluttende ord er værd at bide mærke i, mener retorikeren.
”Hun citerer Folketingets formand for at betegne filosofi som noget man først diskuterer, efter fire glas rødvin. Hverdagen handler derimod om det, det er praktisk muligt. Og det siger meget om Mette Frederiksen. Hun priser snusfornuften, og ønsker at fremstå som en praktisk politiker, der tænker i løsninger, ikke urealistiske visioner – og det passer jo rigtig godt med en regering, der vil skære kraftigt i universitetsuddannelserne,” siger Marie Lund.
Samtidig brød Mette Frederiksen faktisk med en lang, udtalt tradition for at stikke til politiske modstandere og fremhæve sig selv på deres bekostning.
”Dén tradition blev grundlagt med Poul Schlüter i 1983, da han lancerede sin politik som en ’genopretningspolitik’, der skulle råde bod på forgængernes uforsvarlige økonomiske politik. Men Mette Frederiksen valgte en anden strategi og roste alle politikere og det samarbejdende Folketing. Måske et smart træk fra en leder, der ønsker et bredt politisk samarbejde hen over midten,” siger Marie Lund.
