”Tidligt i vinteren og lysere i gaden. I den omsorg for lyset som vinteren har. Og hver for sig i det tidlige af vinteren. Under træernes allerede bladløse grene. I vintertræerne vintertræernes hinanden.”
Morten Chemnitz, fra digtsamlingen Inden april, 2013.
Jeg ringer til min mor og fortæller hende, at hun skal skynde sig ud på gårdspladsen. Der er noget hun bare skal se. Jeg ved ikke, hvad det er, men der hænger noget i luften over Skulsballevej. Det er noget stort. Måske er det en luftballon? Måske en UFO? En helikopter uden lyd? Jeg ved det ikke, men hun skal skynde sig. Og det er NU.
Siden min mor er blevet ramt af en række blodpropper i hjernen, er der blevet mindre plads til grin i tilværelsen. Men jeg elsker at få hende til at smile. Måske fordi det minder mig om den, hun var. Eller er. At blodpropperne ikke er det hele, og at der i grinet er en slags forsoning. Når vi griner sammen, er vi igen os. Afasien forsvinder. Vi behøver dem ikke, ordene. Jeg ved ikke, om hun tænker det samme. Om det kun er mit behov, og at vi med latteren skipper alt det væsentlige. Alt det, vi burde tale om. Men hvordan skulle vi kunne tale om det, når hun ikke kan finde ordene?
De seneste par gange, hvor jeg har besøgt hende, har jeg taget hende med på en lille tur. Vi kører til Vrigsted kirkegård. Vi kører via Neder Vrigsted og derefter Over Vrigsted. Her besøger vi min storebrors grav. Han blev syg samme år, som min mor fik den første blodprop. Det var også i april. Både min mor og min storebror fylder år den syttende. Jeg ringede til min storebror, mest for at planlægge og høre til deres fælles fødselsdag. Jeg spurgte ham om mor.
Igennem en længere periode havde min mor og jeg spillet Wordfeud. Vi vandt cirka lige mange spil. Men jeg havde måske bemærket, at hendes spil på det sidste var blevet markant dårligere. Alle de enstavelsesord lignede ikke hende. Min storebror fortalte mig, at der var noget. Opa var ude af sig selv, han græd og var nervøs. Hun var blevet kørt til Århus med en ambulance. Men ingen vidste rigtig noget endnu. Jeg tror ikke, at der bliver en fødselsdag. Desuden er der også noget med mig, siger han så i en bisætning. Noget med dig, hvad mener du? De har fundet noget. De? Hvem fanden er ”de”?
Aprilsnar
Den første gang min mor og jeg kører forbi et af de store huse i Neder Vrigsted, der ligger i krydset mellem Hejreagervej og Stevnsvej, peger hun på et af husene og siger: Han er død. Jeg griner en smule og spørger: Hvem er død? Han er død, siger hun så insisterende igen. Jeg forstår det ikke. Men sammen når vi frem til, at ”han” er en tidligere kunde. Min mor er damefrisør. Men de fandt ham vist først efter lang tid. Der gik et par uger.
Huset står ligesom og blafrer. Vind og vejr hærger uden modstand. Hængslerne blotter sig selv, og haven er vokset til. Kommer han stadig hos dig, spørger jeg. Nej, griner hun. Han er død. Så griner vi begge to igen. Sidenhen, når vi kører forbi huset, kommer jeg min mor i forkøbet. Han er død, siger jeg og peger. Ja, siger hun, og griner højt. Vi kender begge to vitsen. Hvis det er en vits. I hvert fald er det kulsort, og vi er ikke helt klar over, hvorfor vi griner, men det er sjovt.
Da min storebror stadig levede, gjorde han altid grin med de kager, som min mor serverede. Hun havde en enkelt gang kommet for vare at servere nogle af Vivis kager – Vivi, også en tidligere kunde som nu desværre også var død. Ralf havde det svært med det. For dér sad vi og spiste en død kvindes kager. Men de havde været i fryseren, insisterede mor. Som om det gjorde kagerne mere levende. Måske det bare var fryseren, men man kunne ligesom smage døden i de småkager. Derfra var det kun Karen Volf.
Jeg er ikke bange for døden. Der er ingen grund til at tage den alvorligt. I hvert fald ikke den slags død. Vores egen. Mange vil nok blive forlegne her. Men humor, stor humor, kræver, at vi også kan grine ad det. Humorens modsætning er ikke alvor, men selvhøjtidelighed. Karen Volf.
Min mor har bakset sig selv ud på gårdspladsen. Hun kigger op. Holder mobiltelefonen ind til sit øre. Det er besværligt. Hvor skal jeg kigge hen? Op, siger jeg, mere op. Jeg tror, at den har retning mod Vejle Fjord. Hænger ved Smedskær nu. Hun tripper over småstenene. Får flyttet sin krop helt hen til det store kastanjetræ, vrider blikket fri fra maskinhuset, garagen og bilerne, altid de bare tæer i nogle små slipsko.
Nu kan hun se noget, siger hun, men nej. Der hænger ingenting over Smedskær, hun står og spejder. Idet jeg svinger nedad indkørslen, dytter og blinker jeg til hende. Hun står i gruset, helt lost, som Gitte. Jeg slukker for min mobil og smiler til hende. Ruller så vinduet ned: Aprilsnar.
Den grusomste måned
Det er aften. Jeg ligger og scroller på min telefon. Jeg har lovet at skrive en tekst om april, humor og litteratur, men jeg kan ikke komme i gang. Jeg vil hellere skrive om, hvordan april holder os alle for nar. For mig er april min mor. Og min storebror. April lover sommer, men spytter på os i stedet. Måske er det derfor, at T.S. Eliot kalder april for ”den grusomste måned”? Foråret, der kommer igen. Foråret der altid kommer igen. Lover os noget, som ikke rigtig kan holdes.
Jeg scroller videre og læser, at Ludvig Bødtcher kender april på dens ”Vexelsmil”. Helge Rode taler om ”Søsterstraaler” og siger, at fra himlen falder der både gråd og smil. Sophus Claussen kalder april for en heks, men vælger så alligevel at flirte med sin egen metafor ”Med hende vil jeg flane/ ad grønne Skrænter”.
Rend mig i røven. Jeg bliver træt af alle de mænd og deres dummeliderlige eller døde metaforer. Men jeg har taget én bog med hjem fra digthylden. Det er lang tid siden, at jeg har læst i den. Jeg lægger telefonen fra mig og begynder at bladre. Den hedder Brev i april. Det er Inger, altså Christensen. Det er en pludselig omsorg. Hun skriver:
”En omsorg
som den der skal til
for at gentage verden.
Denne daglige ankomst
i alskens forklædning
af alt hvad der er
åbenbart,
kysk og kønnet
i ét.”
Så befriende det kan være, hvis vi dagligt ankommer til vores køn, og jeg bliver varm ved tanken om, at den gentagelse også kan være omsorg og ikke bare mere død. Ikke bare en skraldespand, der sættes ud hver fjortens dag.
Hun taler senere om det utrøstelige, men også om kvindernes kærtegn og kys. Det er nemt at gøre grin med Moder Natur, men det er uhyggeligt svært at sætte ord på den omsorg for tingene, som ikke bare findes mellem os mennesker, men mellem os mennesker og verden, før vi ankommer som kvinder, mænd eller noget helt tredje. Lad os kalde det en ømhed.
Den findes ikke hos de mange mandlige digtere, der skriver om april. De har deres skraldespand. Rode er måske tættest på, når han taler om søsterstråler. Men så lader han alligevel manden i form af Gud komme ind til sidst og sætte et ordspilspunktum for oplevelsen: ”Gud har sit skelmske Ansigt paa./ Han lader Solen regne.” Hos Inger er det anderledes. Hun sender os et brev, og hun sender os kærtegn, der fortæller, at april muligvis ikke er så grusom alligevel.
At hænge fast i verden
I et sent essay, der hedder ”Den naive læser”, siger hun, Inger, at når hun skriver digte, så kan hun finde på at lade som om, at det ikke er hende, men sproget selv, der taler. Hun træder tilbage, for at sproget og verden kan finde deres egne forbindelser, ja så det bliver muligt for verden at finde mening selv. Digtene vokser frem som bladene på bøgehækken. Menneskets mellemværende er her at lade naturen komme til med sit eget sprog, sin egen omsorg og ømhed.
Hun taler også om at være en indfødt, og at hun ikke længere læser verden, men er en del af den verden, der læser sig selv. Digtet bliver ikke en magtdemonstration, for hun nægter sig selv et udefrakommende blik på tingene. Hun er jo selv den verden, der taler.
Det er også sådan, jeg forstår digteren Morten Chemnitz digte. Her støder man stort set aldrig på ordet jeg. Vi bliver som læsere holdt ude af en verden, der stadig siger noget. Vi får fornemmelsen af at være overflødige. Verden fortsætter selvfølgelig, også uden os.
Jeg læser videre i Brev i april og kommer til en passage om digtet, ”der frit/ folder/ fremtiden ud/ som en faldskærm/ af silke og stilhed”. Men hvad stiller man op med al den ømhed i april? Jeg ved det ikke, men man kunne måske starte med at lave historien om.
Min mor har atter bakset sig selv ud på gårdspladsen. Hun kigger op. Holder mobiltelefonen ind til sit øre. Det er besværligt. Hvor skal jeg kigge hen? Op, siger jeg, mere op. Jeg tror, at den har retning mod Vejle Fjord. Hænger ved Smedskær nu. Hun tripper over småstenene. Får flyttet sin krop helt hen til det store kastanjetræ, vrider blikket fri fra maskinhuset, garagen og bilerne, altid de bare tæer i nogle små slipsko.
Nu kan hun se noget, siger hun, der hænger faktisk noget over Smedskær, hun står og spejder. Hvad kan du se, spørger jeg hende? Det er ikke til at sige. Hendes ord snubler. Vil ikke rigtigt tage fat. Hun ved det ikke, men det ligner et menneske.
