Mere end 2 måneder efter, at Rusland invaderede Ukraine, undrer verden sig stadig over, hvilke motiver der ligger bag krigen. Hvad er det egentlig, Putin håber at opnå? Og hvad er Ruslands langsigtede strategiske mål?
Hvis man gransker retorikken i de taler, som Putin og andre politikere i Kremls inderkreds har holdt – og dykker ned i de centrale strategiske dokumenter – er der tre overordnede spor. De vidner om, hvordan den russiske elite opfatter forholdet til Ukraine og Vesten, om Ruslands selvforståelse og om de strategiske interesser, der ligger bag krigen.
Man kan skelne mellem tre logikker, der er koblet til forskellige typer af strategiske målsætninger:
- Den første logik er defensiv. Det strategiske mål er her at holde USA, NATO og Vesten stangen.
- Den anden logik er ”begrænset” offensiv. Den sigter på at understøtte Ruslands stormagtsambition i det nære udland.
- Den tredje logik er klart imperialistisk. Den handler om at underlægge sig Ukraine og genetablere et Storrusland, der kan gøre sig gældende som verdensmagt.
Rusland føler sig sårbar
Ifølge Stephen Covington, der i mange år var rådgiver for NATO’s Supreme Allied Commander Europe, den militære øverstbefalende i Europa, er der en udpræget geostrategisk og teknologisk sårbarhedsfornemmelse i Ruslands politiske og især militære elite.
Den er bl.a. betinget af det enorme russiske territorium. Landet strækker sig over 17 millioner km2, har ydre landegrænser på små 20.000 km foruden en kystlinje på over 37.000 km, heraf en stor del i det ufremkommelige Arktis.
I den russiske strategiske kultur fortolkes det som, at Rusland dybest set er umuligt at forsvare alle steder på samme tid.
Denne generelle følelse af geografisk betinget sårbarhed forstærkes af en anden fortælling: Ruslands bitre erfaringer med gentagne invasioner op gennem århundrederne. Med fladt steppeland til alle sider har nabolandene nærmest stået i kø for at udfordre det russiske territorium: Mongolerne fra øst i det 13. århundrede, polakkerne og litauerne fra vest, svenskerne fra nordvest, og tyrkerne fra sydøst – for bare at nævne nogle få.
Den kollektive erindring om disse invasioner er dybt forankret i russisk strategisk tænkning. Den lære, som russiske historikere og militære tænkere har draget af disse konflikter, er, at det er vigtigt at være militært stærk, kontrollere sit umiddelbare geografiske nærområde og forhindre stormagtsrivaler i at etablere fodfæste dér.
Sårbarhedsfølelsen er blevet forstærket med den historiske læring, som det russiske – og sovjetiske – forsvar har fået med sig fra de to eksistenskrige i moderne tid: Napoleonskrigene 1803-1815 og krigen mod Hitler-Tyskland 1941-1945.
Her kom fjenden i begge tilfælde fra vest hen over de hviderussiske og ukrainske sletter. Under hele den Kolde Krig kom truslen også fra vest, fra NATO. Og det har fæstnet sig i en opfattelse af, at Rusland er sårbart mod angreb fra vest. Ruslands strategiske kultur lægger derfor stor vægt på oprettelsen af bufferzoner og strategisk dybde på den front.
Sårbarhedsfornemmelsen afspejler sig i den russiske trusselsopfattelse, sådan som den træder frem i Ruslands centrale sikkerheds- og udenrigspolitiske dokumenter og doktriner. I forhold til Vesten – USA og NATO – tegner der sig, set med russiske øjne, tre overordnede trusler.
For det første føler Rusland sig helt overordnet set truet af NATO. De føler sig snydt i forhold til det, Rusland opfatter som USA’s løfte om ikke at udvide NATO østover – not one inch eastwards, som USA’s udenrigsminister, James Baker, lovede Mikhail Gorbatjov under et møde i 1990 (men som aldrig blev traktatfæstet). Allerede i den nationale sikkerhedsstrategi fra 1997 kaldte Rusland dette ”uacceptabelt”, og det er en linje, der er videreført siden – i de senere år med øget vægt.
For det andet oplever russerne sig selv som teknologisk underlegne. De er især bekymrede for USA’s og NATO’s missilskjold, for det amerikanske Global Prompt Strike-koncept, hvor USA skal kunne ramme ethvert mål på kloden inden for en time, og for USA’s mulige forsøg på militær udnyttelse af rummet. Alt dette opfattes som fjendens forsøg på at undergrave Ruslands evne til at gengælde et angreb, herunder nukleart.
Endelig er Rusland stærkt bekymret over Vestens hang til demokrati-eksport – frem for alt initiering af og støtte til såkaldte farverevolutioner, som af den russiske chef for generalstaben Valerij Gerasimov har kaldt ”statskup organiseret udefra”.
Postsovjetiske stormagtsdrømme
Den næste logik er ”begrænset” offensiv.
Den hviler på ideen om, at Rusland som stormagt fortjener anerkendelse, respekt og særlige privilegier i sit nære udland. Denne stormagtsfortælling går igen i et hav af Putins taler – og i udtalelser fra andre af topfolkene i Moskva, for eksempel udenrigsminister Sergej Lavrov og generalsekretæren for det russiske Nationale Sikkerhedsråd, Nikolaj Patrusjev.
Den er ligeledes til stede i alle væsentlige russiske strategipapirer over årene, hvor ambitionen har udviklet sig fra at være en regional ”stormagt” til at være ”en ledende verdensmagt”.
Tankerne er ældre end Putin-styret. I september 1995 udstedte præsident Jeltsin for eksempel et dekret om Ruslands strategiske kurs i forhold til medlemsstaterne i Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG), hvori han erklærede, at Moskva ønskede at etablere en ”ledende position” i den post-sovjetiske region, som ville give Rusland mulighed for at ”gøre krav på en værdig plads i verdenssamfundet”.
Omkring femten år senere pressede Putin på for at få skabt en Eurasisk Økonomisk Union med det erklærede mål at gen-integrere den post-sovjetiske region under russisk ledelse med håb om at blive ”en af polerne i en fremtidig multipolær verden”.
Selvfølgelig er de russiske eliter ikke enige om alle spørgsmål vedrørende det postsovjetiske område – eller om Ukraine. Men den centrale tanke om, at Rusland bør udøve en form for kontrol over sit geopolitiske miljø, har bred opbakning.
Denne holdning har også været fremtrædende i de væsentligste strategiske dokumenter over årene, herunder de russiske militærdoktriner (1993, 2000, 2010, 2014) og udenrigspolitiske koncepter (1993, 2000, 2008, 2013, 2016).
Ukraine ses som russisk kerneland
Ukraine indtager en central plads i Ruslands selvforståelse og stormagtsdrømme. I den dominerende nationale identitetsfortælling var Det Kievske Rus – der opstod i det niende århundrede som et løst forbund af slaviske stammer med Kiev/Kyiv som hovedstad – den russiske civilisations vugge.
Der er også tætte sproglige og etniske bånd mellem de to lande, hvilket gør Ukraine til en del af den bredere ”slaviske familie”. Og som industrielt knudepunkt og landbrugscenter var Ukraine en økonomisk nøgleregion i både Sovjetunionen og det tsaristiske imperium. Alt dette er til stede i den russiske strategiske tænkning.
Derfor har den vestvendte kurs, som Ukraine har ført i de senere år, været uacceptabel for Kreml. På NATO-topmødet i 2008 fik Ukraine (og Georgien) ikke en dato eller en handleplan for medlemskab, men kun en løs tilkendegivelse om ”på et tidspunkt” at kunne blive medlem. Ikke desto mindre er landet over årene rykket tættere og tættere på NATO.
Ukraine har siden 2006 haft en Host Nation-aftale med NATO, som giver NATO ret til i en krisesituation at operere fra ukrainsk territorium, såfremt den ukrainske regering siger ja i den aktuelle situation. Og siden 2020 har Ukraine haft status af Enhanced Opportunities Partner – et arrangement, der handler om ”at fastholde og udvikle yderligere evnen til at virke sammen militært mellem NATO-medlemmer og partnerne”.
I praksis indebærer det, at ukrainerne deltager i NATO-øvelser, og dermed trænes i NATO’s doktrin, og deltager i NATO’s internationale operationer. Før krigen fik de også i et vist omfang lov at købe NATO-materiel.
I Putins optik er Ukraine derfor skridt for skridt blevet forvandlet til et ”brohoved” for NATO-operationer vendt mod Rusland. Det har hverken han eller den russiske generalstab kunnet leve med.
Imperiet slår igen
Den sidste logik er klart imperialistisk. Det er ideen om, at Ukraine – og måske endda områder i Polen, Slovakiet og Rumænien – i virkeligheden er russisk land, som er ”frarøvet” Rusland i de perioder i historien, hvor Rusland har været svagt.
Denne tænkning er ikke nedfældet i strategidokumenter og doktriner, men den fremføres bl.a. af Sikkerhedsrådets Nikolaj Patrusjev – og ikke mindst af Putin selv.
Sidste sommer offentliggjorde Putin på Kremls hjemmeside en artikel ”Om den historiske enhed mellem russere og ukrainere”. Teksten er en lang gennemgang af selektivt udvalgte historiske og kulturelle begivenheder, som understøtter ”ét folk”-tesen – altså, at ukrainere, hviderussere og russere i virkeligheden er ét folk, helt tilbage fra det oprindelige Kievske Rus i det niende århundrede.
Her skal man især hæfte sig ved Putins brug af begrebet ”velikorussov” – storrusserne. Ordet indbefatter befolkningsgrupper og geografiske områder, som ifølge Putins opfattelse var en del af det oprindelige russiske imperium, der på grund af tidens udvikling er endt med at blive splittet op – først og fremmest på grund af udenlandsk rænkespil: Først østrig-ungarsk og siden vesteuropæisk, godt suppleret af bolsjevikkernes manipulation med folk og grænser.
Herved fik Rusland ifølge Putin ”frarøvet” centrale dele af sit ”historiske territorium” – ikke bare Ukraine, men også regioner som Bessarabien, Galicien, det vestlige Volhynia og Transkarpatien, der i dag ligger i Polen, Slovakiet og Rumænien.
I den ”krigstale”, Putin holdt den 24. februar, gik han endnu videre: ”Problemet er, at i områder, der støder op til Rusland, som jeg må bemærke er vores historiske land, er et fjendtligt anti-Rusland ved at tage form.”
Lidt senere understregede han: ”For vores land er det et spørgsmål om liv og død, et spørgsmål om vores historiske fremtid som nation. (...) Det er ikke kun en meget reel trussel mod vores interesser, men mod selve vores stats eksistens og dens suverænitet.” Samme dag angreb Rusland Ukraine.
