Hvem skal afløse Putin?

Den russiske præsident, Vladimir Putin, gør tilsyneladende, hvad der passer ham, for tiden: Han har hjulpet diktatoren Bashar al-Assad mod sejr i Syrien, han rasler med sablen i forhold til Vesteuropa, og han truer med at invadere Ukraine. På hjemmefronten får enhver opposition jernnæven at føle. Og ved at ændre forfatningen har Putin sikret sig, at han kan sidde i yderligere to perioder; han kan nu blive ved magten indtil 2036, hvor han i så fald vil være 83 år.

Putin har i årevis gjort alt for at udstråle ungdommelighed og vitalitet – han får jævnligt taget billeder, hvor han går på jagt (gerne i bar overkrop), svømmer eller dyrker judo. Men selv Putin kan ikke løbe fra dåbsattesten. Han er efterhånden blevet 69 år, og jo ældre han bliver, jo flere bliver spekulationerne om hans afløser. I diktaturer er tiden op til og under et magtskifte en højrisikoperiode, hvor ingen – selv i magtens inderkreds – kan føle sig trygge.

Tag blot Ruslands naboland, Kasakhstan. Her trak Nursultan Naserbajev, der reelt havde regeret landet siden 1980’erne, sig tilbage i 2019 efter at have håndplukket sin efterfølger, Kasym-Jomart Tokajev.

Men Naserbajev, der har lagt navn til Kasakhstans hovedstad, Nur-Sultan, det tidligere Astana, fastholdt sit greb over dele af sikkerhedsapparatet for at sikre sin egen pensionstilværelse – og sin families og sine støtters interesser. Da demonstrationerne brød ud efter nytår, bidrog dette til usikkerheden: præsident Tokajev var ikke herre i eget hus, hvilket gav demonstranterne mod til at udfordre styret.

Det ufuldendte magtskifte fra Naserbajev til Tokajev er dermed en del af baggrundstæppet for den verserende konflikt i Kasakhstan. Kun ved at sikre sig russisk støtte kunne Tokajev konsolidere sin position, og det virker som om, han har brugt det som en anledning til endegyldigt at pensionere Naserbajev. Han har fyret den tidligere diktator fra landets sikkerhedsråd og sat flere af hans nære støtter fra bestillingen.

Kasakhstan er ikke en enlig svale. Den amerikanske politolog Anne Meng har vist, at under halvdelen af alle nyetablerede autokratiske regimer overlever deres grundlæggers død, og selv mere etablerede regimer bryder ofte sammen eller bliver destabiliseret, når kaptajnen forlader broen.

Putin, Naserbajev og andre aldrende diktatorer er her fanget i samme dilemma som tidligere tiders magthavere.

Putin, Naserbajev og andre aldrende diktatorer er her fanget i samme dilemma som tidligere tiders magthavere. En analyse af, hvordan magten har skiftet hænder i fortidens europæiske monarkier, kan hjælpe os med at forstå, hvilke farer der lurer – og hvordan de måske kan undgås.

Et nærmere blik på vores egen fortid viser, at primogenitur eller lidt mere mundret førstefødselsret (dvs. at den ældste søn automatisk arver magten) historisk har vist sig at være en overraskende effektiv måde at overdrage magten til en ny generation uden at udløse uro eller ligefrem revolutionære tilstande.

Faktisk har førstefødselsretten været så effektiv, at denne i udgangspunktet helt uantagelige arveregel endte med at blive anset som en form for normal i Europa.

Vor tids autokratiske lande kan naturligvis ikke bevidstløst ty til denne løsning. Men jo mere klarhed, de kan skabe om successionen, desto mindre politisk ustabilitet risikerer de. Det er bare lettere sagt end gjort i systemer, hvor de politiske institutioner ikke er uafhængige af magthaverne, som vi kender det fra det moderne repræsentative demokrati i for eksempel Danmark og Tyskland.

Tilbage til fortiden

I et nyt studie af 27 europæiske monarkier i perioden 1000-1800 har jeg sammen med to medforfattere forsøgt at bruge et historisk tilbageblik til at forstå de udfordringer, Putin og mange andre aldrende diktatorer står over for.

Vi har indsamlet nye data, der kortlægger successionsregler samt over 750 monarkers liv, død og familieforhold, krydret med opgørelser over, hvor ofte parlamenter mødtes, og hvilke borgerkrige og udenvælts krige monarkerne deltog i.

Hovedkonklusionen er klar. Som tabellen ovenfor viser, var tronskifter farefulde øjeblikke, både for eliterne og for den bredere befolkning. Risikoen for, at en borgerkrig brød ud, blev næsten femdoblet, når en konge døde, mens sandsynligheden for, at en krig med et andet land begyndte, blev fordoblet. Men vore analyser viser også, at arvefølgereglerne betyder noget for, hvor meget ustabilitet et magtskifte førte til.

Risikoen for, at en borgerkrig brød ud, blev næsten femdoblet, når en konge døde.

Omkring år 1000 var fire forskellige arvefølgeregler i brug i Europa. Den første – og dengang meget udbredte – model var valgkongedømme, altså at samfundets spidser mødtes for at kåre nye konger. Det var eksempelvis den brugte model i de skandinaviske kongedømmer, der blev kristnet mod vikingetidens slutning.

De tre andre modeller udgjorde forskellige versioner af arvekongedømme. I flere central- og østeuropæiske konge- og fyrstedømmer såsom Polen og russiske småstater var det kongens ældste lillebror, der arvede magten. Det er i øvrigt den præcis samme model, der indtil for nylig har været anvendt i Saudi-Arabien. Den er dog efterhånden svær at opretholde, da den nuværende konge, Salman, er den 25. søn af landets første regent, Ibn Saud, og dennes øvrige sønner er ved at være for gamle.

I andre kongedømmer fik den afdøde konges sønner eller sønnesønner hver sin luns. Det var eksempelvis hovedårsagen til, at Karl Den Stores kejserrige blev delt i tre mellem hans børnebørn i 840’erne – Ludvig den Tyske fik det centraleuropæiske landområde, der blev til Tyskland, og Karl den Skaldede området vest for Rhinen, som vi i dag kender som Frankrig.

Endelig var nogle få kongedømmer på den Iberiske Halvø omkring år 1000 begyndt at eksperimentere med en ny og revolutionær model: at lade den førstefødte søn arve hele molevitten.

Hvilken model var bedst?

Det spørgsmål er let at besvare, i hvert fald hvis succeskriteriet er at sejle statsskibet sikkert gennem successionens stormfulde vande. Nærmest uanset hvordan vi kigger på tallene, fremstår primogenitur som langt mere stabiliserende end de to mest åbenlyse alternativer: kongevalg eller at lade ældste lillebror arve magten.

Vore analyser viser, at konger blev afsat tre gange så sjældent, hvor førstefødselsretten var en realitet, og at det samme gælder risikoen for, at borgerkrige brød ud, når den siddende konge døde.

Forskellen er værd at hæfte sig ved, ikke mindst fordi primogenitur eller førstefødselsretten har en akilleshæl: Ofte døde konger, inden deres ældste sønner var blevet voksne. Tag blot den engelske kong Johan uden Land, som i øvrigt har dannet forlæg for den onde prins John i Robin Hood-historierne. Johan døde i 1216 – kort efter at have annulleret Magna Carta, som oprørske engelske stormænd havde påtvunget ham på engen Runnymede uden for London året før – og overlod magten til sin blot niårige søn, Henrik 3.

Sådanne barnekonger svækkede altid kongemagten og øgede risikoen for både invasioner og borgerkrig. Begge dele var eksempelvis tilfældet under Henrik 3.s første år ved magten, hvor engelske stormænd, der var utilfredse med kong Johans brudte løfter, allierede sig med den franske kronprins (den senere Ludvig 8. af Frankrig) og forsøgte at tage tronen fra unge Henrik.

Hele ideen med at vælge en konge synes i udgangspunktet at være at sikre adelen en effektiv hærfører – og undgå åbenlyst inkompetente kandidater.

De øvrige modeller havde klare fortrin på dette punkt. Hele ideen med at vælge en konge synes i udgangspunktet at være at sikre adelen en effektiv hærfører – og undgå åbenlyst inkompetente kandidater. Modellen med lillebroren som næste arving tjente et lignende formål, idet den normalt sikrede, at den nye konge var voksen og havde erfaring fra storebrorens regeringsperiode.

Førstefødselsrettens fordele

Så hvorfor gydede førstefødselsretten olie på vandene, når magten skiftede hænder i de europæiske monarkier? Den afdøde amerikanske økonom Gordon Tullock argumenterede i bogen Autocracy fra 1987 for, at primogenitur har to store fordele: Modellen mejsler arvefølgen i sten, og ”kronprinsen” er per definition mindst én generation yngre end sin far, kongen.

Såfremt monarken er i stand til at få en søn, løser primogenitur dermed to problemer. Den sender for det første et klart signal til eliten om, hvem de skal satse på fremadrettet, og den sikrer for det andet, at tronfølgeren kan være tålmodig og vente på, at det bliver hans tur – undtagelsesvis ’hendes’ tur, som i 1500-tallets England, hvor først Mary Tudor og siden Elizabeth 1. fik lov at arve efter deres bror Edward 6.s død.

Vore analyser bekræfter Tullocks spekulationer, som den danske politolog Peter Kurrild-Klitgaard også for nogle år siden brugte til at kaste lys på den hjemlige udvikling: I middelalderen var mord på og afsættelser af danske konger udbredte. Tænk her på nogle af de drabelige episoder, vi kender fra historieundervisningen i folkeskolen og gymnasiet: som mordet på Erik Glipping i Finderup Lade i 1286 eller kong Abels brodermord på Erik Plovpenning, hvis lig efterfølgende blev dumpet i Slien, i 1250.

Efter Reformationen i 1536 lykkedes det lidt efter lidt danske konger at indføre primogenitur, og Frederik 3. fik endeligt princippet knæsat i 1660 som en del af enevælden. Herefter kom danske konger til at sidde yderst sikkert i sadlen. Faktisk gik det danske kongehus fra at være ét af de mest ustabile i Europa til at være et af de mest stabile.

Faktisk gik det danske kongehus fra at være ét af de mest ustabile i Europa til at være et af de mest stabile.

Disse fordele er med til at forklare, at primogenitur kunne sprede sig som den foretrukne arveregel i næsten hele Vest- og Centraleuropa over de 800 år, vi har analyseret.

Og hvor dette hamskifte ikke fandt sted, gik monarkierne ofte bag om dansen. Det bedste eksempel er nok valgkongedømmet Polen. Først var polakkerne ofre for en stribe successionskrige – herunder den Polske Arvefølgekrig 1733-35 – for sidst i det 18. århundrede at lide den tort, at dets tre naboer, Preussen, Rusland og Østrig-Ungarn delte landet mellem sig.

Karl den Store: mange børn, kun én arving

Primogenitur har i de seneste 100 år gjort et så stort indtryk på os europæere, at de fleste af os ser det som historiens normale arveregel. Eksempelvis antog min 14-årige søn Erik for nylig, at han en dag skulle arve min fars sommerhus ved Vestkysten, fordi han er ældste søn af en ældste søn, uden billig skelen til hverken sine eller mine yngre søskende.

Men virkeligheden er den stik modsatte. Primogenitur var i udgangspunktet en revolutionær arveregel, netop fordi den gjorde op med historiens normal: at fordele det jordiske gods mellem familiemedlemmer. Det er i øvrigt en praksis der, når det gælder kernefamilien, er blevet genindført i Europa i de seneste århundreder (tag den, Erik).

Primogenitur var i udgangspunktet en revolutionær arveregel.

Så hvordan opstod denne hårdere og mere kliniske arveregel, der formelt set gjorde alle andre familiemedlemmer end den ældste søn arveløse?

For at kunne svare på det spørgsmål må vi kigge nærmere på den måde, den katolske kirke omkalfatrede de europæiske familiestrukturer i den tidlige middelalder. Ifølge den britiske antropolog Jack Goody lykkedes det i denne periode kirken at afskaffe en række ellers hævdvundne institutioner: herunder fætter-kusine-ægteskaber, adoptering, flerkoneri og skilsmisse.

Resultatet var den europæiske kernefamilie, baseret på det monogame ægteskab. Kirkens forkærlighed for far, mor og børn betød ingenlunde, at magtfulde mænd stoppede med at avle børn med andre end deres ægtefælle. Det gjorde de naturligvis, men kirken sikrede sig i stigende grad, at kun børn fra lovformelige ægteskaber var legitime arvinger. Karl den Store skulle eksempelvis have fået op imod tyve børn, men han efterlod sig kun én legitim arving: Ludvig den Fromme.

Her har vi altså den forudsætning, som gjorde det muligt at praktisere primogenitur. Modellen forudsætter nemlig, at der skal være enighed om, hvem der er den legitime arvtager, hvilket er svært, hvis kongen får arvinger til højre og venstre.

Primogenitur kan dermed være med til at forklare, hvorfor europæiske monarkier opnåede så relativt set høj grad af stabilitet. Og her kan vi så trække en tråd til vor tids autokratier. Ikke blot Putins Rusland, men også det vigtigste udemokratiske land i verden: Kina.

Den kinesiske løsning

Det kommunistiske parti har suverænt regeret Kina siden 1949. Indtil for nyligt virkede det til, at det var lykkedes partiet at finde en løsning på successionsproblemet, der ellers red regimet som en mare i årene op til og efter Maos død i 1976. Det mest kendte eksempel er nok, hvordan den såkaldte ”firebande” – anført af Maos enke – blev arresteret kort efter den store rorgængers død.

Siden 1980’erne har det kommunistiske parti således praktiseret en model, hvor de vigtigste embeder (herunder generalsekretær for partiet og præsident for landet) er blevet besat via en rotationsordning. Alle sammen med en udløbsdato på, hvor længe enkeltpersoner kan indehave embederne. Partiet har på denne måde – med den slovakiske politolog Milan Svoliks ord – trukket en ”streg i sandet”, som den kinesiske elite har kunnet se og forholde sig til.

Men det kinesiske tilfælde viser også, hvor svært det er at etablere denne form for systematiske magtoverdragelser i autokratier. Den nuværende præsident, Xi Jinping, har reelt afskaffet den tidligere model ved at lade sin embedsperiode forlænge. Når Xi Jinping engang vælger at træde tilbage, er spillereglerne uklare. Stregen i sandet er visket ud – hvilket øger risikoen for politisk ustabilitet.

Når Xi Jinping engang vælger at træde tilbage, er spillereglerne uklare.

Vi er her inde ved en helt central udfordring. Tidligere forskning har vist, at autokratiske regimer lettere kan kapere successionsproblemet, hvis de har en institutionaliseret løsning. Et godt eksempel er netop de étpartidiktaturer, hvor partiet udpeger den næste magthaver: ud over Kina er det i dag lande som Vietnam og Cuba.

Problemet er bare, at politiske institutioner i diktaturer ikke er uafhængige af magthaverne – som det kinesiske eksempel viser. Flere diktatorer har forsøgt at løse problemet ved at køre deres sønner i stilling som arvtagere. Listen er lang, men tæller blandt andre Nordkoreas Kim-familie, Syriens Assad-familie, Bongo Ondima-familien i Gabon og i det 20. århundrede Duvalier-familien i Haiti.

Men som Saddam Hussein, Muammar Gadaffi og Hosni Mubarak alle måtte konstatere: Det er ikke let at efterligne primogenitur i politiske systemer, hvor den nuværende statsleder ikke er kommet til magten ved at arve, men typisk ved at erobre den med vold og politisk manipulation, ofte inden for rammerne af et parti.

Magtskifte uden blodsudgydelser

Det bringer os til den moderne verdens store alternativ, det repræsentative demokrati. I sin kerne kan vi forstå denne styreform som et forsøg på at løse successionsproblemet. Demokratiets gyldne regel er jo, at valgene bestemmer magtoverdragelsen, og at disse finder sted med jævne mellemrum.

Denne regel udgør faktisk essensen i den berømte teori om demokrati, som den østrigske økonom Joseph Schumpeter formulerede i bogen Capitalism, Socialism and Democracy fra 1942. Ifølge Schumpeter betyder demokrati blot, at regeringens tøjler skal overlades til det parti eller den person, der vinder valget.

Ifølge Schumpeter betyder demokrati blot, at regeringens tøjler skal overlades til det parti eller den person, der vinder valget.

Dette princip lyder måske ikke særligt imponerende, men det er det: Her er en opskrift på en fredelig magtoverdragelse. Filosoffen Karl Popper har i klartekst kaldt demokrati den eneste styreform ”i hvilken det er muligt at slippe af med en regering uden blodsudgydelser”.

Selv det moderne demokrati har dog ikke helt og aldeles kunnet fjerne dramaet ved magtoverdragelser. Det så vi senest i USA i 2020, hvor taberen af det amerikanske præsidentvalg, republikaneren Donald Trump, bestred resultatet.

Trumps stab forsøgte på bizarre måder at anfægte optællingerne i en række såkaldte ”svingstater”. For at gøre ondt værre lykkedes det ham at overbevise en stor del af sine tilhængere om, at det demokratiske parti havde stjålet valgsejren fra dem – og at få snesevis af republikanske kongresmedlemmer til at bakke op om påstandene. Med andre ord en demokratisk konflikt om arvefølgen i fuldt flor.

Men sigende nok fik Trump ikke held med sit forehavende. De amerikanske politiske og retslige institutioner viste sig loyale over for demokratiet, og Trump måtte forlade Det Hvide Hus.

En lige så hårdt optrukket konflikt ville givetvis have ført til en form for borgerkrig i mange autokratier, ganske den gjorde det i middelalderens England efter Johan uden Lands død.

Tilbage til Putin

I den forstand er der afgrundsdyb forskel mellem det politiske system i eksempelvis Danmark og i Putins Rusland. Sidstnævnte sidder sikkert på magten for indeværende, men tiden er ikke på hans side. I de kommende år vil landets eliter begynde at lugte blod og spørge sig selv: Hvem skal afløse Putin?

Faktisk kan man forestille sig, at Putin i disse dage skæver nervøst til Kasakhstan. Han har i hvert fald al mulig grund til at tænke over, hvordan han skal undgå at ende i samme prekære situation som sin tidligere diktatorkollega Nursultan Naserbajev, hvis håndgangne efterfølger nu tilsyneladende har vendt sig imod ham – paradoksalt nok med Putins støtte.