Stadig færre unge søger ind på velfærdsuddannelserne for at uddanne sig til lærer, pædagog eller sygeplejerske. Det er fag, hvor der mangler hænder allerede, og det er et stort problem, hvis vi vil have velfærdssamfundet til at hænge sammen.
Men udviklingen overrasker ikke Jan Thorhauge Frederiksen, der er lektor i pædagogik ved Københavns Universitet og forsker i professionsuddannelserne. Han mener, at den faldende søgning er en meget naturlig konsekvens af arbejdsvilkårene i velfærdssektoren.
Den offentlige velfærd – skoler, daginstitutioner, sygehuse og plejehjem – har stor politisk bevågenhed. Alle vil gerne sikre bedst mulige forhold for vores børn, vores syge og vores gamle. Men ofte handler løsningerne om at skrue op for detailstyringen og øge kravene til dokumentation og kvalitetssikring.
Og det betyder, at de enkelte medarbejdere oplever et meningstab i hverdagen, hvor de bruger mere og mere tid på at dokumentere, hvad de foretager sig, og mindre på kerneopgaven – hvad enten det er undervisning eller sygepleje.
”Det skal beskrives, præcis hvordan man arbejder. Man skal leve op til læreplaner eller forskellige andre typer fællesmål, bruge tid på at dokumentere det og sørge for, at planerne er lagt op i forskellige elektroniske dokumentationsredskaber. Det opleves ikke som særlig meningsfuldt,” siger han.
Hvis vi vil sikre gode forhold for børn og syge, må vi også sikre gode forhold for det personale, der skal tage sig af dem, påpeger Jan Thorhauge Frederiksen.
Han er ugens gæst i Tænketanken, hvor Julie Meldgaard Harboe taler med ham om, hvordan vi bærer os ad med at bremse flugten fra velfærdsuddannelserne.
...
