Atomkraft er for alvor kommet på plakaten igen efter næsten 40 år i skammekrogen. EU klassificerede i dag atomkraft som en grøn investering, og støtten til atomkraft i befolkningen stiger støt. For nylig viste en megafonmåling for TV2 og Politiken, at 35 pct. af danskerne nu støtter atomkraft. I 2016 var det kun 17 pct.
Men tanken om atomkraftværker i Danmark får det stadig til at løbe koldt ned ad ryggen på mange. Atomkraft er som ingen anden energikilde omgærdet af en helt særlig angst. Vores læsere reagerede også med bekymring, da Vid&Sans i forrige uge bragte en artikel om emnet.
”Følelser spiller helt klart en særlig rolle i atomkraftspørgsmål. Mange er retteligt bekymrede for andre energikilder – f.eks. kul. Men når det gælder atomkraft, er der en anden form for frygt på spil,” siger Casper Sylvest, der er lektor i historie på SDU og forfatter til bogen ”Atomfrygt”, der udkom i forrige uge.
Han understreger, at han ikke er ekspert i atomfysik og ikke kan sige noget kategorisk om, hvorvidt atomkraft er farligt eller ufarligt, eller om atomkraftværker er mere sikre i dag. Til gengæld har han forsket i atom-teknologiens historie og kan sige noget, om hvorfor de har givet anledning til frygt.
”Hvis vi skal forklare de reaktioner, atomkraft afføder, er vi nødt til at forstå den historiske kontekst: Den teknologiske udvikling, forbindelsen til våben og kold krig, tidligere ulykker, ophedede debatter, myndighedernes håndtering af risici. Hvis man landede midt i atomdebatten i dag uden at kende den historiske baggrund, ville der være en masse, man ikke forstod,” siger han.
Fra optimisme til bekymring
Atomkraft får sit gennembrud helt tilbage i 1950’erne, og den første danske forskningsreaktor på Risø bliver tændt i 1957. Men frygten for atomkraft – og udbredt modstand imod den – kommer først langt senere.
”Faktisk er der en betydelig politisk optimisme omkring kernekraft i 1950’erne, både globalt og i Danmark. Tiden er præget af generel teknologi-optimisme, og kernekraft er en af de teknologier, der vil gøre fremtiden lys og god,” siger han.
”Samtidig er der en voksende bekymring for kerne-våben. Man er lige kommet ud af en verdenskrig og frygter endnu en total krig udkæmpet med endnu kraftigere våben. Men på det tidspunkt er atomkraft og atomvåben i vid udstrækning adskilt i offentligheden.”
Da modstanden mod atomkraft finder folkeligt fodfæste i 1970’erne, er det i høj grad frygten for atomkrig, der smitter af.
Ifølge Casper Sylvest bliver atomkraften i 1970’erne hvirvlet ind i bredere samfundsdiskussioner som et symbol på et højteknologisk og ”fjernt” samfund.
”Tidsånden er betydeligt anderledes end 50’ernes teknologi-optimisme. Atomkraft bliver i dele af samfundet et symbol på teknokrati og højteknologi, som mange ikke bryder sig om i 70’erne. Samtidig er der en afsmitning til og fra tidens store fredsbevægelser,” siger Casper Sylvest.
Atomkraft som mulig energikilde i Danmark bliver heftigt debatteret fra begyndelsen af 1970’erne, hvor oliekrisen genantænder planerne om udbygning. Modstanden bliver en folkebevægelse, som efterhånden trænger støtterne i defensiven frem mod 1985, hvor Folketinget endegyldigt slår fast, at atomkraft ikke skal have en plads i dansk energiplanlægning.
Nedsmeltning og sammensmeltning
De år, hvor atomkraft-spørgsmålet er genstand for intens offentlig debat, præges ifølge Casper Sylvest også af en tendens til at sammenkæde civile kraftværker med krig og bomber. Risikoen for en atomsprængning sniger sig ind i befolkningens bevidsthed som noget, der kunne ske ved en ulykke på et atomkraftværk. Et atomangreb og en reaktornedsmeltning er to forskellige ting, men de bliver en del af det samme bekymringskompleks.
”1950’ernes forestilling om, at en atomkrig måske kan lægge landområder øde for evigt, nærer frygten. Det mentale billede af atombombede landskaber bliver overført til kraftværker. Der fokuseres ofte på worst case-scenarier, og over tid kan man se en tendens til, at nogle begreber smelter sammen,” siger han.
Rent psykologisk er dét med til at øge frygten i forhold til andre, men lige så problematiske energikilder.
”En nedsmeltning er mere pludselig, potentielt mere dramatisk og svær at forstå. Tvivlen nærer frygten. Vi ved også godt, at kulkraftværker forurener, men her er skadevirkningerne konstante, og det aktiverer ikke en frygt på samme måde,” siger Casper Sylvest.
De færreste forstår kernefysikken til bunds, og det bidrager til usikkerheden. For mange bliver det højteknologiske og svært forståelige i sig selv et argument imod atomkraft.
”Det er en tid præget af betydelig modstand mod ’atomer’, der af mange opfattes som unaturlige, uforståelige og usikre,” siger Casper Sylvest.
Forstenet i 1986
Til sidst kommer den, ulykken. I 1979, midt under den danske atomdebat, sker der en delvis nedsmeltning af atomreaktoren Three Mile Island i USA. Selv om ingen kommer til skade, og det radioaktive udslip er meget lille, ses det som en bekræftelse på farerne ved atomkraft, og i 1985 beslutter Folketinget at skrinlægge planerne om kernekraft på dansk grund.
Og året efter går det for alvor galt.
Det sovjetiske atomkraftværk Tjernobyl smelter ned og udleder store mængder radioaktivt materiale. Over 100.000 mennesker evakueres fra området, og radioaktivt støv blæser helt til Sverige, og 31 sovjetiske beredskabsarbejdere dør af akut strålesyge. På langt sigt giver strålingen overdødelighed af kræft, og det tal er langt større – og sværere at beregne.
Videnskabelige estimater af Tjernobyls samlede dødstal er kontroversielle og spænder fra omkring 4.000 og helt op til 16.000 ifølge FN, WHO, International Atomic Energy Agency og en stor international konference, afholdt for at besvare netop det spørgsmål i 2006.
Til sammenligning dør der alene i EU 34.000 mennesker hvert år som følge af luftforurening fra kulkraftværker ifølge et studie fra 2021 eller 23.000 årligt ifølge en rapport fra 2017.
Tjernobyl-ulykken bliver det foreløbige punktum for drømmen om atomkraft som en ’perfekt’ energikilde – ikke bare i Danmark. Næsten hele verden stopper med at opføre nye værker.
”I Danmark var debatten lukket i 1985, og Tjernobyl blev en slags udråbstegn bag den beslutning. Siden har debatten været begrænset, også selv om teknologien og meget andet har forandret sig,” siger Casper Sylvest.
Fronterne er dog igen begyndt at flytte sig, og det ser han ser to grunde til:
Den første er klimaspørgsmålet, som har udstillet problemerne ved de fossile energikilder, som blev endnu mere udbredte i verden, efter at opbakningen til atomkraften led sit knæk i 1980’erne. Som en næsten CO2-fri energikilde virker atomkraft pludselig attraktiv igen.
Den anden er den teknologiske udvikling. Nye reaktordesigns baseret på flydende salt i stedet for vand til køling, eller med thorium som brændsel i stedet for uran, nedbringer ifølge eksperter risikoen for nedsmeltning og andre ulykker, og de producerer ikke i samme grad højradioaktivt affald.
Drømmen om den perfekte energikilde
Blandt dem, der interesserer sig for teknologi, er begejstringen for atomkraft og drømmen om den ’perfekte’ energikilde blevet tændt igen.
Men nu som i fortiden spiller spørgsmål om risici og sikkerhed en væsentlig rolle i debatten om atomkraft ved siden af pris, klimabelastning og praktiske udfordringer, der som regel er de vigtigste overvejelser for andre energikilder.
”Risikoen for uheld har, sammen med affaldsproblemet, altid været en drivende kraft i frygten og modstanden. Selv om risikoen for udslip beskrives som lille, er det også potentielt ret farligt, og fordi teknologien er kompliceret, spiller frygten en rolle,” siger Casper Sylvest.
Og netop derfor er risikoen også det, forskningen igen og igen har gransket.
Meget forsimplet, så kommer den videnskabelige konsensus frem til, at risikoen for ulykker er meget lille, og at selv de mest alvorlige ulykker, som nedsmeltningen af Fukushima, har begrænsede sundhedsmæssige konsekvenser i forhold til andre energikilder.
“I det lys kan frygt eller modstand virke irrationel, men skeptikere peger netop på, at der har været ulykker. Derudover er en række forhold er omstridte, fx langtidseffekterne af radioaktiv stråling, og så er der affaldsproblemet og hele spørgsmålet om de miljømæssige konsekvenser ved uheld. Det bidrager alt sammen til usikkerheden”, siger Casper Sylvest.
Undersøgelser viser desuden, at myndigheder og eksperter ikke altid tager befolkningens bekymring alvorligt, f.eks. i Japan, hvor Fukushima-ulykken skabte usikkerhed.
Spørgsmålet er, om videnskabelige eksperters nedtoning af risikoen er nok til at overvinde en frygt og en skepsis, som har dybe rødder i historien. Det kan være generationsbestemt, mener Casper Sylvest.
”Flere generationer er vokset op under Den Kolde Krig, hvor frygt for atomkrigen var udbredt. De oplevede debatten i 70’erne og 80’erne, hvor våben og kraftværker blev kædet sammen, og hvor Tjernobyl nedsmeltede. De er nok over en bred kam mere skeptiske over for atomkraft, og mange vil slet ikke overveje det,” siger han.
Har atomkraft en fremtid?
Atomkraft er muligvis bedre end sit rygte, og fortalerne forsikrer om, at teknologien er mere sikker og effektiv end nogensinde før. Men måske er tiden alligevel løbet fra den.
”Atomkraft kan klart være en del af løsningen på klimakrisen. Men atomkraft har også vist sig dyrt, besværligt og meget langsomt at bygge. Og så er der andre spørgsmål om affald og forbindelsen til atomvåben. Der er praktiske og politiske forhindringer, som udfordrer utopien fra 1950’erne om fri, ren og billig energi til hele verden,” siger Casper Sylvest.
Den oprindelige drøm om den perfekte energikilde er stort set død undtagen for dem, der sætter deres lid til nye og endnu bedre atomteknologier. Casper Sylvest, der har fulgt atomfrygtens historie, er spændt på at opleve næste kapitel.
”Det bliver interessant at følge, om de yngre generationer vil se anderledes på atomkraft. Det er bestemt muligt i en tid, hvor klimaomstillingen går for trægt,” siger han.
Han påpeger, at vestlige atomkraftværker var og er anderledes end Tjernobyl-værket, som fra begyndelsen var et problematisk design. Mange fagfolk understreger, at sikkerheden er langt bedre i dag, men den historiske skepsis hænger ved.
Han vurderer, at det vil kræve ét stort og markant teknologisk ryk, for at overvinde den folkelige modstand.
”Det er værd at huske, at nogle af forsikringerne om lave omkostninger og høj sikkerhed er fremført før. Men hvis det lykkes at lave en markant mere sikker atomkraft, som ikke kan bruges til våben, ikke genererer radioaktivt affald i samme mængder som hidtil, og kan skaleres relativt billigt, kan frygten for atomkraft blive a thing of the past,” siger Casper Sylvest.
Men det kan være for sent. Atomkraftværker er indtil nu ikke blevet billigere eller mindre besværlige at etablere. Og de tager mange år at bygge og integrere i elsystemet. Før den næste generation af værker kan sende sine gigawatt ud på elnettet, er der en god chance for, at ren og billig energi fra sol og vind allerede helt har overtaget markedet.
Måske kommer der alligevel ikke et nyt kapitel i atomalderen, som Casper Sylvest kan skrive en bog om. Måske forsvinder atomfrygten aldrig. Men drømmen om den perfekte energikilde lever stadig.
