Samfund & Individ
Peter Marling/Ritzau Scanpix

Idrætsforeninger er en lukket verden for mange indvandrere

Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er langt mindre aktive i idrætsforeninger end etniske danskere. Dermed går indvandrere glip af at deltage i lokale klubfællesskaber. I fitnesscentre, derimod, er de næsten lige så godt repræsenteret som danskerne. Det handler om kultur.

Samfund & Individ
Peter Marling/Ritzau Scanpix

Fitnesscentre er tilsyneladende bedre end idrætsforeninger til at byde indvandrere og deres efterkommere velkommen. Andelen, der træner i kommercielle fitnesscentre, er cirka lige stor blandt etniske danskere og blandt borgere med udenlandsk baggrund.

Sådan ser det ikke ud i idrætsforeninger. Mens knap hver tredje dansker, 29 pct., er medlem af en idrætsforening, gælder det kun 15 pct. af indvandrerne fra de såkaldte MENAPT-lande: Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet.

Det viser en undersøgelse fra Syddansk Universitet, der udkommer i dag: Indvandrere og efterkommeres deltagelse i idrætsforeninger.

Det betyder ikke blot, at indvandrere og efterkommere mister nogle muligheder for en sundere livsstil med mere motion. De kommer også til at stå uden for de lokale fællesskaber, som foreningerne repræsenterer, og de får ikke del i den demokratiske læring, som foreningerne giver mulighed for - til forskel fra de kommercielle fitnesscentre.

Foreningslivet er en vigtig del af dansk kultur, hvor aktiviteterne i fællesskabet er baseret på manges frivillige og ulønnede indsats. Undersøgelsen viser, at de indvandrere, der faktisk deltager i idrætsforeninger, sætter stor pris på den åbenhed, velvilje og tillid, de oplever, og det uhøjtidelige og ligeværdige møde med trænere, bestyrelsesmedlemmer og andre i foreningen.

Dansk kultur er stærk i foreningerne

Undersøgelsen er en del af Danmark i Bevægelse, den hidtil største måling af bevægelsesvaner blandt danskere over 15 år. Den omfatter mere end 163.000 besvarelser, heraf knap 14.000 fra indvandrere og efterkommere. Svarene er koblet sammen med data fra Danmarks Statistik, og det betyder, at forskerne kan opdele svarene efter borgerens oprindelsesland. Også internationalt er undersøgelsen i særklasse.

I spidsen for undersøgelsen står professor Bjarne Ibsen og videnskabelig assistent Eva Bertelsen Schmidt fra Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet. Bjarne Ibsen har forsket i foreningsliv og bevægelsesvaner i årtier:

”På den ene side kan man klandre foreningerne for, at de ikke er dygtige nok til at integrere folk med anden etnisk baggrund. De fleste integrationsprojekter foregår i foreninger – og så er det jo interessant, at indvandrere og deres efterkommere i højere grad deltager i de kommercielle fitnesscentre end i foreninger,” siger han.

”På den anden side udgør de barrierer, som indvandrerne møder i foreningerne, en væsentlig del af foreningskulturen. For eksempel er der en forventning om, at alle, der kan, giver en hånd med som frivillige, når foreningen har brug for det. Der holdes medlemsmøder og generalforsamling, og der arbejdes med et medlemsdemokrati. Hvis man forsøger at gøre disse barrierer lavere for at få flere indvandrere ind, så er der en risiko for, at muligheden for en konkret integration forringes. Så i mine øjne skal foreningerne holde fast i deres værdier og traditioner, men indvandrere og efterkommere skal i højere grad gøres opmærksomme på, at foreningerne også er for dem.”

Bevægelsesvaner hos indvandrere og efterkommere

Mens 90 pct. af alle voksne danskere er bevægelsesaktive mindst en gang om ugen ud fra en meget bred definition af, hvad bevægelse er – så gælder det lidt færre indvandrere. Andelen er 82 pct. blandt indvandrere fra de fortrinsvis muslimske MENAPT-lande (Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet). Blandt deres efterkommere er den 86 pct.

  • I foreninger er indvandrere og efterkommere meget mindre bevægelsesaktive end danskere. 29 pct. af voksne danskere på +15 år er aktive i en idrætsforening. Det samme gælder 15 pct. af indvandrerne med oprindelse i MENAPT-lande og 16 pct. af dem, der har oprindelse i ’øvrige ikke-vestlige lande’.
  • I kommercielt regi, for eksempel fitnesscentre, er forskellene mindre. Efterkommere af indvandrere er de mest aktive: Både efterkommere med oprindelse i vestlige lande (24 pct.), ikke-vestlige lande (28 pct.) og MENAPT-lande (27 pct.) er mere aktive end danskere (19 pct.). Det kan hænge sammen med, at de gennemsnitligt er yngre end de danskere, der benytter kommercielle centre.
  • Aktiviteter på egen hånd, f.eks. løbe- eller vandreture, er ikke en del af hverdagen i nær så høj grad hos indvandrere med oprindelse i MENAPT-lande (52 pct.) og deres efterkommere (58 pct.), som hos danskere (75 pct), indvandrere med vestlig oprindelse (75 pct.) og deres efterkommere (74 pct.).

Undersøgelsen omfatter svar fra ca. 14.000 indvandrere og efterkommere.

Kilde: Danmark i Bevægelse, Syddansk Universitet, Indvandrere og efterkommeres deltagelse i idrætsforeninger.

Hjemlandets kultur er afgørende

Det overrasker Bjarne Ibsen, at unge og voksne med indvandrerbaggrund er så aktive i kommercielle fitnesscentre, som de er – faktisk er nogle grupper mere aktive end personer med dansk oprindelse, nemlig efterkommerne af indvandrere. Det gælder uanset om de har rødder i andre vestlige lande, ikke-vestlige lande eller muslimske lande. Efterkommerne har altså virkelig taget fitnesscentrene til sig.

”Det handler om kultur. Fitnesscentre er udbredte og velkendte over hele kloden. Desuden er der ikke så stærke kulturelle barrierer i et fitnesscenter, hvor du er kunde, som i en forening, hvor du er det mere udefinérbare ’medlem’. I fitnesscentret er det let at gå ind og bruge maskinerne og gå hjem i bad bagefter. I foreninger, derimod, er der en masse usagte regler for, hvordan man mødes, både på banen og udenfor. Hvilke forventninger kan en spiller med rette stille til en træner, der bruger sin fritid på at træne holdet?” siger han og fortsætter:

”For eksempel fortalte en far, at han var i tvivl, når hans datter var til håndbold – hun gik til håndbold i et integrationsprojekt. Han kørte hende over til hallen, men skulle han blive der som tilskuer eller gå ud i bilen og vente, mens pigerne trænede? Skulle han køre hjem?”

Kontingent er heller ikke et alment kendt begreb for alle indvandrere. Og hvis betalingen foregår elektronisk via en hjemmeside, der er skrevet på dansk, ja, så barriererne til at få øje på.

”Mange kulturelle barrierer er usynlige for os danskere, for vi opfatter dem bare som rutiner – men de kan afgøre, om indvandrere finder ind i en idrætsforening eller de ikke gør.”

Det er nu ikke blot indvandrere, der kan have svært ved at aflæse de kulturelle koder i foreninger. De kan også være svære at greje for danskere, der ikke er vokset op med et medlemsnummer i nærmeste klub.

Vi dyrker de idrætsgrene, vi kender

Blandt indvandrere vælger de fleste at dyrke idrætsgrene, som er velkendte i deres oprindelsesland. Fitness er nærmest verdensomspændende. Fodbold dyrkes af flere efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande og muslimske lande end af danskere – for fodbold er velkendt i forældrenes oprindelseslande, og det smitter af.

Sådan er det i øvrigt også blandt danskere: Hvis familien dyrker eller har dyrket en bestemt idrætsgren, f.eks. håndbold, gymnastik eller brydning, så er næste generation mere tilbøjelige til at dyrke samme idrætsgren, end hvis de ikke havde kendt til idrætsgrenen hjemmefra. Der er dog også en del, der løber eller dyrker fitness, selv om de ikke har dyrket det som børn, og forældrene heller ikke har.

”Jo flere år, folk har boet i Danmark, jo mere ligner deres bevægelsesvaner danskernes – og indvandrerne og deres efterkommere er sandsynligvis langt mere bevægelsesaktive, end folk er i deres oprindelsesland,” påpeger Bjarne Ibsen.

”Men hos efterkommere, altså personer med forældre, der begge er indvandrere, slår kulturen stadig stærkt igennem. En af de største danske idrætsgrene, gymnastik, dyrkes f.eks. af forholdsvis få indvandrere og efterkommere, medmindre de kommer fra vestlige lande.”

Hos danskere spiller især uddannelsesniveauet og jobsituationen ind på, hvor bevægelsesaktiv man er. De højtuddannede og dem, der er i arbejde, er langt mere aktive end kortuddannede og folk uden job. Det spiller også ind på, hvilke former for bevægelse man dyrker. Men hos indvandrere og efterkommere betyder uddannelsesniveauet og jobsituationen relativt lidt – det er oprindelseslandets bevægelseskultur, der især har betydning for deres bevægelsesvaner.

Køn og urbanisering spiller ind

Kvinder med anden etnisk baggrund er endnu sjældnere at møde i idrætsforeningerne end mændene. Blandt de +15-årige kvindelige indvandrere fra muslimske lande er 10 pct. aktive i en idrætsforening, mens det gælder 18 pct. af mændene. Og blandt dem, der har oprindelse i andre ikke-vestlige lande, er 12 pct. af kvinderne aktive i en forening, mens det samme gælder 21 pct. af mændene. Hos danskere er 28 pct. af kvinderne og 30 pct. af mændene aktive i en idrætsklub.

Det spiller også ind, om indvandrerne og efterkommerne bor i et område, hvor der er mange andre med udenlandsk baggrund. I ghettoer og andre områder, hvor der bor mange indvandrere og efterkommere, er andelen, der går til forskellige former for motion og idræt i foreninger, lavere end i områder, hvor der bor forholdsvis få.

”Det kan hænge sammen med, at man i højere grad møder andre, der dyrker idræt i en forening, hvis man bor i et område med forholdsvis få indvandrere,” siger Bjarne Ibsen.

Vil gerne blive dygtigere til idrætten

Synes indvandrere og efterkommere så overhovedet om at dyrke idræt i en forening? Går de glip af noget, som de gerne ville være en del af, med andre ord?

Det er selvfølgelig individuelt – men undersøgelsen giver alligevel nogle bud på, hvad de oplever. Bjarne Ibsen henviser til kvalitative interviews i undersøgelsen, hvor fire unge mænd og tre voksne kvinder fortæller om deres oplevelser med at færdes i en dansk forening. De interviewede kommer fra muslimske lande – mændene går til fodbold og kvinderne går til svømning i danske foreninger.

”Flere fortæller, at deres oplevelser i danske idrætsforeninger er meget forskellige fra det, de har oplevet i landet, de flygtede fra,” siger Bjarne Ibsen.

”En mand fortæller for eksempel, at i hans oprindelsesland betaler man træneren for at komme på holdet og med til kampe, men i Danmark er det de dygtigste, der kommer på holdet. Flere af interviewpersonerne påpeger dog, at de synes, vi lægger for lidt vægt på dygtiggørelse ved træningen. De vil gerne lære mere og blive dygtigere til sporten, men danskere nedtoner ofte dette.”

”Jeg har fået en nøgle til huset!”

Generelt oplever indvandrerne og efterkommerne, at de bliver mødt med åbenhed og tillid i foreningerne. En ung fodboldspiller fortæller i undersøgelsen (LINK) om sit første møde med klubbens formand:

”Jeg har fået en nøgle til klubben. Altså jeg kan komme og gå, når jeg vil herind. Og så har jeg fået at vide, at det er lige så meget min klub, som det er alle de andres klub (…). Det er meget fedt (…), jeg har nøglerne til hele huset. Det er vildt, at de stoler på, at jeg har styr på det.”

Bjarne Ibsens erfaring er, at foreningerne strækker sig langt for at tage hensyn til folk med anden etnisk baggrund og vise forståelse for de forskelle, der måtte være.

”Ledere og trænere prøver på at få tingene til at glide, så alle kan være med. De vil ikke give indvandrere frikontingent, for der skal ikke være forskelsbehandling på det felt. Men de sætter gerne forhæng op i omklædningsrummet, hvis det kan få flere indvandrere til at komme. De fordomme mod indvandrere, som mediebilledet kan være præget af, har jeg ikke mødt i de mange foreninger, jeg har snakket med. Jeg tror, der er et stort integrationspotentiale i foreningerne,” forklarer han.

Kender ikke foreningerne

Når langt færre indvandrere og efterkommere end danskere finder døren ind til den lokale sportsklub, hænger det tit sammen med, at de helt banalt ikke ved, at klubben er der og at den også er for dem.

”Det er en oplevet barriere, for vi kan ikke se nogen sammenhæng med, hvor mange foreninger der ligger i området. Vi har jo idrætsforeninger overalt i Danmark, over 10.000 stk. Men hvis folk oplever, at ’den hal er ikke for mig’ – så går de ikke derhen,” forklarer Bjarne Ibsen.

Han mener, at foreninger og ledere i idrætsanlæg har en opgave i at åbne haller, svømmehaller og de udendørs baner, så det tydeligt markeres, at alle kan bruge dem. De fleste faciliteter til idræt er finansieret af kommunale midler og er i princippet tilgængelige for alle, selv om det mange steder kræver et foreningsmedlemskab.

Ikke så aktive på egen hånd

Mens tre ud af fire danskere, 75 pct., er aktive på forskellig vis mindst en gang om ugen på egen hånd, for eksempel ved at løbe eller cykle en tur, stå på rulleskøjter, køre på mountainbike, svømme eller vandre, så er især muslimske indvandrere og deres efterkommere ikke nær så bevægelsesaktive på egen hånd: Det gælder kun 52 pct. af indvandrerne og 58 pct. af deres efterkommere.

En tidligere undersøgelse har vist, at selv om bebyggelser med mange indvandrere ligger nær grønne områder, som Gjellerup i Aarhus, Vollsmose i Odense og Tingbjerg i København, så er der relativt få indvandrere og efterkommere, der bruger de grønne områder til bevægelse. Danskere, derimod, benytter grønne områder heftigt til løbe-, vandre- og cykelture.

”Måske føler nogle indvandrere sig ikke trygge i naturområderne,” siger Bjarne Ibsen. ”Det kan også skyldes, at de ikke opfatter det som naturligt og ’rigtigt’ at vise sig frem i det åbne iført træningstøj. Men hvorfor skulle det så være legitimt at gå i fitnesscenter, kan man spørge – og vi ved det ikke. Men vi kan se, at kulturen i oprindelseslandet er en enormt stærk faktor, som præger bevægelsesvanerne også hos efterkommerne. Hvis vi vil give dem de samme muligheder for motion og bevægelse, som danskere har, så bør vi undersøge dette nærmere. Måske bruger vi pengene til integrationsindsatser i idrætten forkert.”

BIOGRAFIER

Journalist og redaktør, Vid&Sans
Journalist og redaktør hos Vid&Sans med fagområdet 'bevægelse og bevægelser': Idræt og motion, sundhed i krop og sind, foreninger, demokrati og civilsamfund.
Professor ved Syddansk Universitet
Professor ved Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet. Står i spidsen for den hidtil største måling af danskernes bevægelsesvaner, Danmark i Bevægelse.

ANBEFALET TIL DIG

Menu