Natur & Klima
Foto: Lars Bahl/Ritzau Scanpix. Illustration: Gita Emilie Sitanala Andersen

Iltsvind er stadig et problem for livet i havet – og det bliver værre

Siden 2010 er udledningen af næringsstoffer i havet ikke reduceret, og et lavt iltindhold er nu et tilbagevendende fænomen i mere end en tredjedel af de indre danske farvande. Klimaforandringerne forværrer udviklingen, og økosystemerne kan ikke nå at regenerere. Det er nu, vi skal sætte ind, hvis vi ønsker et levende hav, advarer havforskere.

Natur & Klima
Foto: Lars Bahl/Ritzau Scanpix. Illustration: Gita Emilie Sitanala Andersen

Igen i år er der alvorligt iltsvind i Lillebælt, Smålandshavet og i store fjorde som Mariager Fjord og Limfjorden. Bunddyr og planter dør, og røde svovlbakterier blomstrer op ved Halkær Bredning.

Sådan har det stort set været hver sommer siden den store iltsvindskatastrofe i Mariager Fjord for nøjagtig 25 år siden - og dét på trods af en omfattende vandovervågning og vedtagelsen af den ene vandmiljøplan efter den anden, og at forureningen fra byerne også er nedsat.

Men Sportsfiskerforbundet advarer i DR-programmet Døden i de danske farvande om, at situationen er meget alvorlig ikke kun fjordene, men også i Kattegat, Øresund, i bælterne og Østersøen over til Bornholm. Kun tre områder lever op til vandkvaliteten, og flere fisk vil dø, hvis der da er nogle fisk tilbage.

Det er rigtigt, at de indre danske farvande er hårdt ramt, og at problemerne med iltsvind sandsynligvis vil stige i de kommende år, bekræfter professor Karen Timmermann, der forsker i næringsstoffers effekt på havmiljø og havnatur på DTU Aqua. Hun siger:

”Ingen af fjordene har det rigtig godt, selvom langt fra alle er påvirkede af iltsvind. Dele af Østersøen er hårdt ramt, mens Kattegat sjældent er ramt af større iltsvind, og Øresund har det relativt godt, selvom der her kan forekomme iltsvind.  De tilbagevendende iltsvind er dog det klassiske symptom på forurening med næringsstoffer og et bevis på, at tilførsler af næringsstoffer til havet stadig er et stort problem.”

”Det var præcis samme problem, der startede hele overvågningsprogrammet for havmiljøet tilbage i slutfirserne, efter vi havde konstateret, at hummerne døde i Kattegat på grund af et omfattende iltsvind. Først derefter blev vi rigtig klar over, at næringsstofudledningerne fra land var tæt koblet med miljøstilstanden i havet,” siger hun.

Sådan opstår iltsvind

Iltsvind skyldes, at et overskud af næringsstoffer i form af kvælstof og fosfor får algerne i vandoverfladen til at gro. Når de dør og falder til bunds i store mængder, bruger de ilt til forrådnelsesprocessen. Hvis iltforbruget i bundvandet overstiger tilførslen af ilt, opstår iltsvind.

Kvælstof er et plantenæringsstof, der er helt afgørende for vandkvaliteten, særligt i de indre danske farvande, i fjordene og i mindre grad i søer. Kilderne er kvælstofgødning på landbrugets marker (70 pct.), spildevand, regnvandsbetinget overløb, industri, fiskeopdræt mv. (i alt 8 pct.), og det naturlige indhold (22 pct). 

Fosfor er også et plantenæringsstof, der er afgørende for vandkvaliteten. Det kommer fra flere kilder: Diffust bidrag fra åbent land, dvs. landbrugets brug af fosforgødning, og naturligt indhold (75 pct.), spildevand og udledninger via regnvand (20 pct.) samt dambrug, havbrug og industri (5 pct.).  Fosfor har særlig indvirkning i søer og i Østersøen, hvor der også er store problemer med iltsvind.

Kilde: Miljøministeriets Forslag til vandområdeplanerne 2021-2027 – tabel 3.28 og tabel 3.30.

Havet sletter ikke alle spor

Indtil 1960’erne og 1970’erne havde man haft en idé om, at havet var så stort, at det umuligt kunne vise tegn på menneskelige påvirkninger fra land, fortæller Karen Timmermann:

”Alt ville forsvinde som en dråbe i havet, troede man, men nu er der tilvejebragt viden om, at miljøtilstanden i havet påvirkes af udledningen af næringsstoffer fra land.  Der er effekter af, hvad vi gør – og selvom iltsvind i havet også afhænger af for eksempel vejr og vind, så er mængden af organisk stof, der skal nedbrydes, afgørende. Og i Danmark er det primært kvælstof og til dels fosfor, der er styrende for produktionen af organisk stof i havet,” fortæller hun.

”Vi har reduceret udledningen af næringsstoffer meget siden 1990 og frem til cirka 2010, men siden da er der ikke sket noget som helst. Det er efterhånden mange år, hvor udledningerne ikke er reduceret. Vi bilder os ind, at vi er så gode til at nedbringe udledningen af kvælstof, og vi siger til hinanden, at lige om lidt hjælper det. Det er bare ikke rigtigt. Vi får først et bedre havmiljø, når udledningerne af næringsstoffer bliver reduceret,” slår Karen Timmermann fast.

I Danmark er kvælstof fra landområder hovedkilden til problemerne. 70 pct. af udledningerne af kvælstof til kystvande stammer fra landbruget.

En farlig cocktail for havmiljøet

Karen Timmermann påpeger, at det haster med at nedbringe forureningen fra land, hvis udfordringerne med iltsvind skal reduceres. Det skyldes især ét ekstra problem, nemlig klimaet:

”Klimaforandringerne betyder, at vandet bliver varmet op, og derved kan det indeholde mindre ilt, hvilket igen betyder, at risikoen for iltsvind bliver større. Stigende temperaturer betyder også, at nedbrydningsprocesserne går hurtigere, hvorved bundvandet forbruger mere ilt. Altså går begge processer den forkerte vej, hvilket betyder, at vi vil opleve hyppigere, længerevarende og mere omfattende iltsvind fremover, hvis ikke vi gør noget ved kvælstofudledningen,” siger hun.

”Derfor må vi simpelthen se at komme i gang igen med at reducere kvælstofforureningen. Klimaforandringerne gør det ekstra vigtigt, at vi handler nu og ikke blot siger, at vi når det engang i fremtiden. Det dur ikke, for klimaforandringerne indhenter os, og hvis økosystemerne i havet skal overleve i en eller anden grad, så skal vi have sunde økosystemer, der kan modstå et vist pres. Det haster derfor med at få skabt de sunde økosystemer med en rig og varieret biologisk mangfoldighed,” siger hun.

Økosystemer kan ikke nå at regenerere

Med andre ord er iltsvind og klimaforandringer en farlig cocktail. De gentagne, længerevarende iltsvind gør, at havnaturen ikke kan nå at regenerere, så livet i havet bliver kronisk påvirket, forklarer Karen Timmermann.

”Helt generelt viser undersøgelser, at de sårbare og mobile dyr forsvinder væk med det samme ved blot et lavt iltindhold. Jo kraftigere og hyppigere iltsvindet er, jo færre sårbare arter og jo flere robuste arter, som vi kalder dem, vil blive tilbage. En af de mere robuste arter er blåmuslingen, der blot kan lukke skallen i og vente nogle dage på, at iltforholdene bliver bedre. De fleste andre arter, både planter og dyr, vil dø.”

Den eneste løsning er, ifølge Karen Timmermann, at nedbringe udledningen af kvælstof hurtigst muligt og – mindst lige så vigtigt – at genetablere nogle sunde økosystemer med en mangfoldighed af arter. Hun advarer dog imod at tro, at vi ’bare’ kan skubbe problemerne ud i fremtiden og tro, at det er det samme problem, vi skal løse:

”Hvis vi skubber problemet foran os, vokser det og bliver større.  Så skal vi vænne os til et hav uden særlig meget liv. I den mest groteske udgave vil det ikke være andet end en ildelugtende bakteriesuppe,” siger hun og tilføjer:

”Heldigvis viser data også, at havmiljøet responderer relativt hurtigt, når udledningerne af næringsstoffer falder. Så vi vil kunne se positive effekter stort set med det samme.”

En tredjedel af havet har lavt iltindhold

Lektor Mikael van Deurs forsker på DTU Aqua i fiskebestandenes produktivitet og betydningen af gunstige økologiske og klimatiske forhold. Han deler Karen Timmermanns bekymring og peger på, at selvom vi har flyttet os fra et historisk højt forureningsniveau til et mere stabilt niveau i dag, så tyder alt på, at vi ikke har været ambitiøse nok eller taget højde for klimaforandringerne:

”Kig blot på den seneste opdatering af iltsvindssituationen fra august i år i Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (NOVANA). Og se i NOVANA-rapporten om iltsvind i august-september 2021, de måneder, der er højsæson for iltsvind. I år kan iltsvindet brede sig på samme måde,” siger han og forklarer:

”På kortene kan man se røde områder med kraftigt iltsvind og orange områder med moderat iltsvind, hvilket i sig selv er meget bekymrende. Men så ser man også et kolossalt gult område med lavt iltindhold. Så her har vi måske forklaringen på den generelt ret dårlige tilstand i havene lige nu, ikke mindst i forhold til fiskene,” siger han.

”Iltsvind er noget møg for fiskene på flere måder. Ved kraftigt iltsvind dør det meste liv, men det er velkendt, at mange arter af både bunddyr og fisk påvirkes negativt allerede ved moderat iltsvind. Så når vi har lave iltniveauer som i de føromtalte gule områder, der sidste år dækkede mere en tredjedel af Danmarks farvande i starten af efteråret, er der grund til bekymring. Selvom fiskene overlever, påvirkes de sandsynligvis hvad angår fødeindtag, vækst og adfærd. Her har vi akut brug for mere viden,” vurderer han og tilføjer:

”Elendige iltforhold i vandet kan også vise sig i form af store udsving i iltniveauet mellem dag og nat. Mindre optimale forhold fører ganske enkelt til færre og mindre fisk og til levesteder, der ikke er i balance.”

Fiskebestandene er ændret

Et andet problem, som Mikael van Deurs peger på, er den manglende overvågning af fjordenes fiskebestande:

”Mens vi på dybere vand både i Kattegat, Skagerrak, Vesterhavet og Østersøen har de såkaldte trawl-undersøgelser, så har vi kun meget begrænsede data fra de lavvandede dele af vores farvande, det vil sige der, hvor der er under 10 m dybt. De informationer, der er, viser, at mange af fjordene er hårdt ramt,” forklarer han.

Han er spændt på, hvad fangstregistreringsprojektet Nøglefiskerprogrammet, der har kørt i 20 år, viser, når den næste rapport udkommer i 2023. Der er nemlig afsat ekstra ressourcer til at analysere de indsamlede data mere grundigt end normalt.   

”På lavere vanddybder er vi begyndt at se gigantiske mængder af strandkrabber. Nogle garn- og rusefiskere fanger ikke andet, hvilket kan skyldes manglen på rovfisk som torsk, der ellers ville spise dem. Men krabberne gør mere skade end gavn, da de spiser fiskeyngel, små fladfisk og frøene fra ålegræsset. Det er et sygdomstegn, at de er så mange,” forklarer han.

”På dybere vand i vandsøjlen hvor det ellers ikke ser helt så slemt ud, kan vi se, at nogle havfisk er gået meget frem, for eksempel vælter det med makreller, der spiser fiskeyngel, og brisling er også i markant fremgang. Andre steder er der en overflod af hundestejler, hvilket formentlig skyldes, at der ikke er nogen rovfisk tilbage i toppen af fødekæden til at spise dem. Brisling og hundestejler spiser blandt andet æg og fiskelarver, som findes i vandsøjlen, hvilket måske kan føre til uheldige forskydninger i økosystemet.”

Stenrevene skal genoprettes

Et grelt eksempel på, at levesteder er forsvundet, skyldes dog hverken næringsstofudledning, iltsvind eller klimaforandringer, men tidligere tiders hårdhændede stenfiskeri. Frem til ca. 1990 fjernede man artsrige stenrev, der tilsammen dækkede et område lidt mindre end Fanø, fortæller Mikael van Deurs:

”Stenrevene fandtes naturligt langs danske kyster fra vandkanten og ud til ti meters dybde. Man fiskede simpelthen stenene op af havet og brugte dem til blandt andet byggeri af moler. Så der forsvandt kæmpemæssige vigtige levesteder for fisk og andre organismer, inklusiv de vidtstrakte tangskove, der er en del af stenrevene. Dertil skal man lægge nedgangen i ålegræs, der vokser på havbunden, men som dør på grund af stor algevækst. Sådan er det med fisk: De skal have nogle habitater, hvor der er plads til at føde, steder at yngle og til at gemme sige i, som huler og den slags,” siger han.

Havplan får ikke effekt

Der er bevilliget 35 mio. kr. til genopretning af stenrevene, og en ny vandmiljøplan for 2021-2027 er på vej. Desuden har Søfartsstyrelsen lavet et udkast til Danmarks første Havplan. Karen Timmermann og Mikael van Deurs tror dog ikke, at Havplanen får nogen videre effekt:

”Vi mangler endnu at se tiltagene implementeret i forhold til at reducere kvælstofudledningen,” siger Karen Timmermann. ”Havplanen vil ikke hjælpe os i den rigtige retning. Den er dybest set en erhvervsplan, der ikke vil få nogen betydende indvirkning på beskyttelsen af havets økosystemer – måske endda tværtimod.”

Hvilket havmiljø ønsker vi os?

Mikael van Deurs peger på, at vi bliver nødt til at diskutere, hvilken miljøtilstand vi stræber efter i havet og de kystnære områder. Han hiver et kort frem, der viser torskebestanden i de indre danske farvande i slutningen af 1890’erne:

”I bunden af fjorde, f.eks. Vejle og Roskilde Fjord, kunne man fiske torsk, hvilket er fuldstændig fantastisk, men desværre helt utænkeligt i dag. Vi må forholde os til, om vi ønsker en mere jomfruelig miljøtilstand med torsk og et rigt og varieret vandmiljø, som vi havde tidligere, eller om vi vil være tilfredse med noget, der er bedre end i dag, men stadigt langt fra tidligere tiders biologiske mangfoldighed,” mener han.

”Og så må vi sætte gang i nogle indsatser, der virker, så vi når hen til den tilstand, vi ønsker – det vil sige, at udledningen af næringsstoffer skal ned, aktiviteter der forringer bundhabitaterne skal stoppes, og ålegræsengene og stenrevene skal genoprettes,” siger han.

BIOGRAFIER

Vid&Sans
Journalist og fast leverandør til Vid&Sans. Skriver om bl.a. psykologi, natur og miljø samt arbejdsmiljø.
Professor, DTU Aqua
Ph.d. i marin økologi og professor i biogeokemisk modellering. Forsker i menneske- og naturskabte påvirkninger af de kystnære farvande, særligt hvad angår næringsstoffers effekt på havmiljø og havnatur.
Lektor, DTU Aqua
Ph.d. i havbiologi. Lektor på DTU Aqua. Forsker i akvatiske ressourcer, især fiskebestandenes produktivitet og betydningen af gunstige økologiske og klimatiske forhold.

ANBEFALET TIL DIG

Menu