”Nu er det jul igen og nu er det jul igen; men julen varer ikke længe. Til gengæld koster den mange penge.” Det er let at skrive smædevers om julen og det forbrug, der i denne del af verden er blevet en uomgængelig del af den. Hvad skal gaveriet dog gøre godt for?
Jeg ser anderledes på det.
Julegaven har stor betydning for familiær sammenhængskraft. Den er et offer, hvor den enkelte afgiver noget af sin ejendom til fordel for den anden. Det sker hver gang, man køber en gave, der i sagens natur mindsker ens egen kapital.
For at forstå denne ’offer-tanke' skal vi helt tilbage til rødderne, til vore fjerne forfædre og -mødre i skoven. Som mennesker er vi grundlæggende selviske og plejer ikke mindst vore egne interesser. Men hvordan hænger det sammen med, at vi også forstår os selv som meget sociale væsener? Vi indgår jo overalt i enorme sociale sammenhænge, fra familie, venner og byer til borgere i nationer og større institutioner som EU.
Den massive socialitet strider faktisk mod vor dybere natur, mod vor ’indre abe’ – men pakkerne under juletræet, selv de blødeste af slagsen, kan hjælpe os med at overvinde vort egoistiske abevæsen i fællesskabets tjeneste.
Den indre abe
Vi deler størsteparten af vore gener med de øvrige menneskeaber. Med chimpanser og bonoboer er det hele 99 pct. De er bare ikke specielt sociale. Det meste af tiden lever de i små grupper af ti til 15 individer, og kun lejlighedsvis samles hele flokken for så atter at spredes igen. Graden af fællesskab hos orangutanger og gorillaer er endnu mindre.
Der er en ret god grund til denne mangel på større og mere stabile gruppedannelser. Der er ikke tilstrækkeligt med føde i de skovområder, som de andre menneskeaber lever i, til at opretholde større og bestandige grupper.
For ca. 3,5 millioner år siden bevægede vore fjerne formødre og -fædre sig ud på de åbne græsarealer. Det var der også andre menneskeaber, som gjorde, men de er alle uddøde. Kun vor linje overlevede.
Vi ved ikke helt hvorfor, men vi kan se, at den helt afgørende overlevelsesmekanisme var evnen til at indgå i mere varige, solide grupper. Ingen overlever alene på savannen. Glem alt om ’Alene i vildmarken’. Det har intet med virkeligheden at gøre – hverken dengang eller i dag.
Den store gåde er derfor, hvordan en socialt svagt-funderet menneskeabe blev i stand til at indgå i større og faste grupper, når den fortsat bærer en dybdebiologi præget af selviskhed, magtsyge og liderlighed.
Og her kommer – måske overraskende for nogle – julegaven så i spil. For netop julegaven, og lignende former for ritualiseret udveksling af gaver og tillid, overvinder en række af de problemer, vi har med i vor genetiske bagage.
Lad mig gøre pointen umisforståelig klar. Som homo sapiens har vi eksisteret i 300.000 år, men først med fremkomsten af egentlige bydannelser for ca. 6000 år siden begyndte vi at indgå i større grupper. Vi har altså kun levet dør om dør med andre i højst 2 pct. af artens levetid.
Langsommeligheden i udviklingen frem mod de kæmpe fællesskaber, vi kender i dag, viser de vanskeligheder, vi som art har måttet overvinde. For hvordan endte vi egentlig som sociale aber, når vi i udgangspunktet er alt andet end tilforladelige og gruppeorienteret?
Følelsesdyret
Den helt afgørende forskel mellem os og de øvrige menneskeaber – og for den sags skyld også samtlige andre dyr – er vor langt mere sammensatte og udvidede vifte af følelser. Vi deler fire grundlæggende følelser med de øvrige mest komplekse pattedyr: frygt, vrede, sorg og glæde. Ikke ligefrem den mest perfekte cocktail for større og stabile fællesskaber.
Men gennem naturlig selektion har vi over et enormt tidsspand udviklet følelsescocktails, der består af blandinger af de fire grundfølelser. Vi er den eneste art, som kan føle f.eks. skam, skyld, kærlighed, jalousi, tillid og generøsitet. Og det er alle følelser, der spiller en uundværlig rolle for grupper, der ikke er naturlige, men beror på, at man aftaler at slå sig sammen.
Der er andre dyr, som er langt mere sociale, men de er genetisk programmeret til fællesskab. Det er vi ikke. Vi må have vore følelser med i gruppen, hvis den skal bestå. Det behøver hverken bi eller myre. Forestil dig det kaos, det ville blive i tuen eller boet, hvis alle kunne handle efter eget forgodtbefindende.
Vi har som mennesker alle prøvet at være kede af det, vrede, frygtfulde eller forelskede – og nogle gange måske det hele på én gang. For følelser er meget flygtige størrelser, og derfor ikke noget, hvorpå man kan bygge samfund.
Men de er alligevel altafgørende for, at følelsesdyret, du og jeg, kan elske dem, vi genetisk er tættest forbundet med – også selvom den slags relationer til tider kan volde problemer, som brudte familier kun taler deres alt for tydelige sprog om.
Den ’fede’ religion kræver et fællesskab
Religion et biprodukt af netop den udvikling, der tog sin begyndelse med udvidelsen af vor følelsespalet. Religion handler nemlig ikke om guder.
Det kan det gøre, men det afgørende er den følelsesstabilisering, vi oplever, når vi retter vore følelser mod et emblem eller en genstand, der kan virke som en slags genopladningsbatteri. Vi bliver simpelthen tunet ind på emblemet, når vi går ind i kirken, ser dannebrog vejre i vinden eller kigger på vor vielsesring – og derfor kan vi tappe følelsesmæssig energi fra dem. De lader os op, fordi de virker som kilder til kraftige og vedblivende følelser.
Selv den mindste gruppe, bestående af to, er truet af tilintetgørelse, hvis ikke kærligheden piloteres og får et sikkert fundament at stå på. Medens parrelationen nok udgør en tynd eller mager form for religion, bliver religionen federe og kraftigere, jo flere aber gruppen består af. Det må den nødvendigvis gøre, hvis aberne skal tæmmes og drives mod fællesskabsfølelse som loyalitet og trofasthed.
Det er derfor, at verdensreligionerne med deres tanke om en højeste magt eller en gud modsvarer enorme menneskegrupper. Men også derfor, at de største fællesskaber omvendt er truet af opløsning, hvis negative følelser får lov at bestemme eller at følelsen af forpligtelse over for det batteri, der udgør fællesskabets kraft, løber tør for sitrende energi.
Til julebal med Britta Nielsen
Vi lever et risikofyldt liv. Vi aner ikke, hvornår vi står over for en Britta Nielsen eller Sanjay Shah. Snylteren, bedrageren, gratisten og løgneren går rundt midt iblandt os. Vi er også det eneste dyr, som har den flatterende egenskab at kunne lyve. Børn skal så også bruge seks år på at lære det. Det kræver intelligens.
Den eneste anden egenskab, jeg kan komme i tanke om, som er specifik for vor art, er evnen til at rødme. Og så er vi tilbage ved skammen. Vore laster og dyder følger øjensynligt hinanden meget tæt.
Skal jeg indgå i en gruppe, må jeg kunne stole på de andre. Men det er svært, når jeg både kender deres og egne laster. Derfor skal jeg helst modtage så utvetydige tegn som muligt for at stole på dem og turde indlade mig på fællesskab med dem. Dét er grundlæggende gavens raison d’être - hvad enten vi giver gaver til guderne som i ofre, til vores venner som i værts- og værtindegaver eller til vores nærmeste som i jule- og fødselsdagsgaver.
Gaven fjerner selvsagt ikke risikoen for løgn, snylteri og bedrag, men den minimerer den betydeligt, for ved at afgive noget af vores egen ejendom, sender vi et langt tydeligere signal, end når vi taler.
Der er handlinger, som siger mere end ord, siger vi. Med ord kan vi lyve, fordi vi kan henvise til forhold, der ligger uden for talesituationen: ”I morgen skal jeg nok være sød.” ”Jeg lover at ændre mit liv nu.” ”I næste uge får du de penge, jeg skylder dig.”
Det er langt sværere at lyve, når vi giver gaver, hvis vi da ikke ligefrem rænkefuldt snylter på gaven og griber til hadegaven, fordi vi listigt søger at ydmyge og ødelægge den anden. Til forskel fra ordenes luftighed har gaven stoflighedens tyngde.
Idealets eller julebuddets nødvendighed
Gaven lever af tanken om foræring og ’gratisme’. Her skal intet gengældes som i ’noget for noget’ - men det er jo løgn, som julegaven tydeligt viser. For gave kræver modgave, dels i form af nye gaver, der fastholder cirkulationen, dels i skikkelse af trofasthed mod den relation, som gaven både kan etablere og cementere. Gaven er et materielt termometer, der måler gruppens kernetemperatur.
Kærlighedsgaven er varm, hadegaven isnende kold. Skal julefreden sænke sig, bør man ty til den første og give afkald på den anden, uanset hvor megen modvilje, man har over for at favne dem, som gennem året har vist sig lidet loyale og venligtsindede over for en selv.
Vi er ikke gode til det. Derfor bruger vi også lang tid på at lære vores børn at forstille sig og takke for den gave, de absolut ikke ønskede sig. For med taknemmelighed – en anden væsentlig gruppefølelse – skal gaven modtages. Sådan er det.
Men let er det altså ikke. Og det er måske også her, vi finder julens dybeste budskab; Barnet i krybben, som gav og gav og til sidst ofrede sit liv for os. Det kan ingen af os vrangvillige og selvoptagne fællesskabsaber efterkomme.
Men så er det jo godt, at vi har idealet, der holder os fast på det, vi burde være, men som vi har så svært ved at virkeliggøre. Jeg ville så gerne fællesskabet, men min natur gør det så uendelig svært. Barnet i krybben sætter et ideal for, hvad vi bør efterstræbe, også selv om det næsten er umuligt.
Men hvis idealet er umuligt at efterleve, er det så ikke overflødigt? Langt fra. For det er idealet eller, lad mig tone rent flag, religionen, der tilsiger os, hvad vi bør være.
Uden et sådant orienteringspunkt ville vi ikke være i stand til at løfte os over almindelig harehøjde. Vi ville aldrig kunne føre fællesskabet mod nye højder, fordi vi ville savne det element, der uberørt af al relativering, gør det muligt at dømme gruppen ud fra dens idealer.
Men skal gruppens grundlæggende idealer være andet end drømmegøgl, må de konkretiseres og finde stofligt udtryk. Hvordan skulle man ellers kunne holde dem for sande og forlade sig på dem?
Lige præcis dét sker netop i gavegivning. Den enkelte kan så tænke, at alt dette ligger fjernt fra vedkommendes julegaver. Det er i orden. Det ændrer dog ikke en tøddel ved argumentationen. For uanset, hvad den enkelte tænker, har vedkommende bekræftet systemets logik: Gaven etablerer og befæster fællesskabet, så det kan bestå endnu en stund, før det atter må oplades med ny kraft.
Så giv du blot dine gaver og lad julefreden sænke sig.
