Rend mig i traditionerne. Sådan kaldte Leif Panduro sin berømte bog fra 1958. Og som et barn af 1970’erne, en tid med opbrud og opgør med alt, der bare lugtede lidt af ”plejer”, og med et skolepensum, hvor Panduro og ligesindede var faste indslag, burde jeg måske ikke gå så meget op i traditioner.
Eller måske er det netop derfor, at jeg altid har betragtet traditioner som noget dragende og mystisk – og enormt interessant?
Som religionsforsker har jeg i hvert fald et fagligt kendskab til, hvad traditioner handler om, og hvorfor de er så vigtige for os som mennesker og samfund. Og som alle andre kender jeg til traditioner fra mit liv og min hverdag.
Dét, der gør traditioner så særligt fascinerende, er, at de gør to ting på én gang.
Dels holder de fast i det vante, i det, vi gør igen og igen, og skaber en følelse af tryghed og genkendelighed i selve gentagelsen. Dels gør de os i stand til at håndtere det uforudsigelige, og få livets små og store ændringer sat på plads og i system. De skaber orden i kaos, simpelthen.
Traditioner handler altså på én og samme tid om, aldrig at ændre noget som helst, og om netop at acceptere tilværelsens evige forandringer. Og sådan er det i allerhøjeste grad også med de utallige traditioner, som vi længselsfuldt – og måske med en vis ængstelse - går i møde i denne juletid.
Små og store traditioner
Traditioner kan helt overordnet opdeles i store og små.
De store traditioner er dem, der samler hele nationer, eller som kan gå på tværs af nationer og grænser, og – som ifølge overleveringen i hvert fald - har noget nær uendeligt mange år på bagen. De dyrker fællesskabet i bredeste forstand, og skaber en fortælling om et samlende, stort ’vi’.
De små traditioner, derimod, er dem, vi dyrker som familier og individer, i de nære og mere lukkede kredse, der kun vedkommer et lille ’vi’, så at sige.
I praksis er de små og store traditioner dog ofte vævet tæt ind i hinanden – og julen er et oplagt eksempel på netop dét.
Julen er nemlig en såkaldt stor tradition i den forstand, at den har en oldgammel og stærk forbindelse til kristendommens fortællinger og myter, og næsten lige så mange tråde til førkristne måder at leve og tænke fest og frugtbarhed på. Den er synlig på samfundsniveau, i vores institutioner, medier og butikker, og fylder godt op i flertallet af danske hjem.
I Danmark skal man faktisk gøre sig voldsomt umage, for at undgå julen og alle dens glædelige gerninger. Den er overalt, simpelthen, og vi er spundet ind i dens mange traditioner, uanset om vi er opflasket med dem eller ej. Et særkende ved julens traditioner er nemlig også, at de er meget formbare og tilpasningsdygtige – og derfor let kan udvide forståelsen af ’vi’.
Det kan vi bl.a. se, når danskere, som har andre etniske og religiøse baggrunde, også finder nye måder at fejre julen på, f.eks. når de blander barndommens juletraditioner med de nye fra det høje, kolde nord. Eller når mennesker helt uden baggrund i kristendommen, finder deres egne måder at fejre jul på.
Forandring fryder – sådan da
Netop julen i hjemmet og sammen med familien er desuden et meget godt eksempel på, hvordan traditioner handler om både at holde fast og forandre.
Vi taler meget om, at julens magi består i dens uforanderlighed – at den skal være nøjagtig, som den plejer, med den samme menu, gæsteliste, sangudvalg og pladser rundt om julebordet. Hvert år diskuteres det også i medierne, om det er and, flæskesteg eller medister, der er den helt rette julemad.
For folk, der ikke er vokset op i Danmark, eller har andre kulturelle rødder, kan det være ganske vanskeligt at navigere i juletidens mange særprægede spiseregler og praksisser.
Men samtidigt ændrer julen sig jo faktisk hele tiden – også i hjemmene rundt om i det danske land. Det sker bl.a., når familiemedlemmer falder fra eller ny kommer til, og to eller flere traditioner skal smeltes sammen eller kæmpe om, hvad der nu skal være den ’nye tradition’.
Skal der være elektriske eller levende lys på træet? Må børnene åbne julegaverne tidligt? Hvor mange mandelgaver skal der være?
I Danmark viser mange af vores traditioner, bl.a. julen, tilbage på en tæt forbindelse mellem kristendom, kirke og samfund. Hele vores årshjul med påske, pinse og jul handler om denne kobling mellem flere forskellige elementer.
Dertil kommer de konkrete kirkelige traditioner, f.eks. dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, som de fleste af os stifter bekendtskab med gennem livet.
Disse traditioner kombinerer dybe historiske forbindelser med vores små, familiebaserede traditioner – og viser, at vi gerne vil sætte vores præg på de store traditioner, også de kirkelige. De fortæller også noget om, hvordan samfundsniveauet er tæt forbundet med mange familiers traditioner, f.eks. når de kongelige inviterer ’indenfor’ til dåb eller bryllup.
Ramadan-middage og Halloween
Det forkromede, fælles ’vi’, som jeg nævner i flæng, er naturligvis en konstruktion og en forsimpling af virkeligheden verden.
Der er mange traditioner i Danmark, som er vigtige for mange forskellige mindre grupper, og nogle af dem er også begyndt at blive en del af dynamikken mellem de store og små versioner.
Den muslimske ramadan er et godt eksempel på sådan en udvikling. Her ser man ofte, at de gradvist flere og flere markeringer af ramadanen støt og roligt bliver en del af det danske samfunds traditioner, f.eks. med ramadan-middage på rådhuset.
Nye traditioner kommer også ind gennem inspiration fra andre kulturelle sendeflader. Det gælder bl.a. Halloween, der gennem en kombination af populærkultur, medier og det kommercielle i dag er en vigtig del af bybilledet, i butikkerne og i mange familier.
Men nye traditioner går sjældent ubemærket hen, og de er ofte forbundet med intense diskussioner og indædte holdninger. Dét er de bl.a., fordi idéen om det fælles ’vi’ kun kan opbygges, hvis traditionen føles som frivillig, meningsgivende og inkluderende – og som noget, der giver lidt ekstra kulør til vores i forvejen bugnende palet af traditioner.
Derfor kan Halloween, der trækker på fasteval og Allehelgen, af nogle blive betragtet som lidt overflødig og unødvendig – lige indtil de selv finder charmen i græskarudskæringer, uhyggelige udklædninger og børnenes glæde ved det hele.
Hurra for traditionerne, Hr. Panduro!
Og så er der simpelthen de helt små traditioner, ’mikrotraditionerne’, som vi selv har fundet på til særlige, private lejligheder.
For mit vedkommende holder jeg hvert år en hotdog-festival sammen med en gruppe venner. Den ligger traditionelt i påskeferien og har en fast og ret så flydende menu.
Dén tradition opstod næsten automatisk, da vi alle begyndte at få børn og flyttede væk fra Aarhus. Gennem hotdog-festivalen fastholder vi fællesskabet, vores fælles ’vi’, og fortællingen om os som en gruppe.
En vigtig funktion ved traditioner er nemlig også dens evne til at skabe et tilhørsforhold og en identitet. Og lige dén dag, er en hotdog alt andet end ’bare’ et flækket briochebrød med en ristet langelænder. Den er et vigtigt symbol på, hvem vi er som gruppe.
Jeg elsker traditioner, dem alle sammen. De store, som jeg fejrer i det nationale fællesskab, f.eks. julens kirkebesøg, og alle de små, som jeg har arvet fra mine forældre og bedsteforældre.
Den slags minder og traditioner binder os sammen som mennesker på tværs af tid og rum. De skaber en fælles fortælling, som jeg finder værd at dyrke – for den fortæller noget om mit ophav, min historie og mit værdisæt. Derfor har jeg også selv fundet på en række traditioner for mine børns skyld, f.eks. den årlige påskejagt i min forældres have.
Så hurra for traditionerne, Hr. Panduro! Men også et højt hurra for, at vi fortsat tør åbne de gamle traditioner op og tilpasse dem og vores tanker om, hvem ’vi’ egentlig er.
Og lige præcis dét har vi jo rig mulighed for her i den søde juletid, hvor traditionerne står i kø og igen skal dyrkes akkurat som vi gjorde det sidste år – og tilpasses en smule lige præcis som vi plejer.
