”Hvis vi vil have en bedre forståelse af det gode og det onde, er vi nødt til at genoplive historien”, skriver historikeren Timothy Snyder i forordet til bogen ’Vejen til ufrihed. Rusland, Europa, Amerika’, 2018.
Kaster vi et historisk blik på det gamle Rom, som – på godt og ondt – er indlejret i vores kultur, giver kilderne af og til tankevækkende glimt af genkendelige udfordringer også i nutidens verden. Det gælder bl.a. sørgeligt aktuelle spørgsmål om krig, korruption og kampgejst.
Selvom kampgejst alene ikke afgør krige, viser militærhistorien, at kampmoral er en væsentlig faktor, især når en underlegen hær er oppe imod en militær overmagt. Hvad kampmoral egentlig er for noget, har været diskuteret lige så længe, der er blevet udkæmpet krige – og er nu igen i fokus med Ruslands invasion af Ukraine. De ukrainske soldaters evne til at stå imod den russiske invasion har overrasket både militærforskere og resten af verden, som samtidig har sat spørgsmålstegn ved russernes kampmoral i krigen.
En anden overraskelse for militærforskere er, at selv om det russiske militærvæsen har fået tilført enorme summer over de senere år, synes hæren ineffektiv og ude af stand til at levere det, der skal til for at opfylde Putins ambitioner i krigen. Alt tyder på, at korruption er hovedårsagen: Pengene er forsvundet undervejs og ingen i og omkring den korrupte elite, der understøtter Putins magt, har viderebragt sandfærdige situationsrapporter.
Korruption kan afgøre nationers skæbne
I det gamle Rom var det velkendt, at forskellige former for bestikkelse bl.a. kunne svække eller styrke hære og alliancer og sikre kapitulationer og sejre. Kort sagt kunne korruption afgøre krige og nationers skæbne.
De romerske forfattere diskuterede også soldaternes kampgejst: betydningen af forplejning og hvile, vejret og terrænets (u)fremkommelighed, våbenforsyninger og militærstrategier. Vigtigt var desuden soldaternes sammenhold, generalens kløgt og mod, og udsigten til at skaffe sig hæder og krigsbytte.
I romernes krig mod den nordafrikanske konge Jugurtha lykkedes det således ørkenkongen at trække krigen ud i syv lange år (111 til 105 f.Kr.) med talrige ydmygelser af den romerske overmagt. Det skyldtes en cocktail af korruption og kampgejst, effektivt lederskab og taktisk udnyttelse af en undertiden slap og modfalden romersk hær, hårdt plaget af et varmt og vandfattigt Afrika. Men det skyldtes først og fremmest dygtig udnyttelse af en moralsk degenereret, grådig og korrupt romersk elite.
Jugurtha var kendt som en modig kriger og begavet strateg med stor viden om romernes styrker og (især) svagheder. Som ung havde han tjent under den berømte romerske general Scipio Aemilianus’ hær i Spanien under den puniske krig. Jugurtha havde vundet Scipio’s venskab, og krigen havde givet ham et sikkert blik for romersk tankegang og militær knowhow. Han havde desuden skaffet sig et nyttigt netværk af indflydelsesrige romere og fik senere, som magtfuld hersker over Numidien (nuværende Algeriet), stor succes med at bestikke romerske embedsmænd.
Roms moralske og politiske forfald
Den Jugurthiske krig er beskrevet af Sallust (86-35 f.Kr.), som var en af de helt store romerske historikere. Han stillede skarpt på den romerske republiks moralske og politiske forfald, og i et skrift om krigen leverede han en hård dom over romermagten og dens korruption.
”Jeg vil skrive om den krig, som det romersk folk førte med Jugurtha, Numidernes konge, for det første fordi den var langvarig og forbitret, med sejre på begge sider. For det andet fordi der under denne krig for første gang var en modstand mod aristokratiets magtmisbrug.”
Sallusts beretning er ikke en samtidsskildring – krigen var slut, før han blev født. Men i et historisk tilbageblik reflekterer han bl.a. over Roms ødelæggelser af Kartago og Korinth (i 146 f.Kr.).
Historikeren betragter nemlig dette militære højdepunkt som startskuddet til romersk dekadence. Han mener, at den romerske moral og kultur blev ødelagt af Roms militære succes: Af magtbegær, rigdom og griskhed, som var fulgt i kølvandet på erobringen af Middelhavsverdenen. Mangel på ydre fjender har en demoraliserende virkning, hævder Sallust, og konkluderer om den romerske elites tilstand:
”Frygt for fjenden bevarede en sund politisk praksis. Men da denne frygt havde sluppet sindene, blev de grebet af forlystelsessyge og arrogance, sådan som det sker ved medgang.”
Sallust påpeger desuden det problematiske i, at nogle få velhavende, prestigefulde og sammenspiste familier havde monopoliseret magten i Rom:
Alle afgørelser hjemme og i felten afhang af et fåtals forgodtbefindende; det var de samme mænd, der sad på finanserne, provinsadministrationen, de højeste poster, hæder og triumfer. Folket var tynget af krig og fattigdom, og krigsbyttet tilfaldt generalerne og deres venner. … Med magten fulgte grådighed uden mål og måde.”
Den egenrådige hersker Jugurtha
I midten af 2. årh. f.Kr. var Numidien et betydeligt handelscentrum og én af Roms vigtigste allierede. Numidiens daværende hersker efterlod ved sin død riget til deling mellem sønnerne Hiempsal og Adherbal og nevøen Jugurtha. Men Jugurtha gad ikke at dele magten: Først lod han Hiempsal myrde og derefter angreb han Adherbal, som flygtede til romerne for at få hjælp.
Jugurtha sendte imidlertid straks udsendinge til Rom, som ”skulle mætte hans gamle venner med gaver”. Det virkede: ledende kredse i senatet skiftede holdning og konkluderede nu, at Jugurtha ikke havde gjort noget galt, og at riget skulle deles mellem Jugurtha og Adherbal.
Med fornyet energi rejste Jugurtha en hær, som en sen nat overraskede Adherbals halvsovende tropper nær hovedstaden Cirta. Jugurtha belejrede byen, myrdede Adherbal, og havde desuden ansvaret for en massakre på et større antal romerske og italiske handelsfolk i byen.
Det er uklart, om der var tale om uskyldige ofre, som uheldigvis befandt sig i Cirta på det tidspunkt, eller om de rent faktisk havde fungeret som en væbnet milits for Adherbal. Under alle omstændigheder havde Rom fået nok og erklærede Jugurtha krig.
Arrogante oligarker
I første omgang blev der dog hurtigt strikket en fredsaftale sammen, formentlig fordi også den romerske konsul Calpurnius Bestia var modtagelig for Jugurthas bestikkelse. Rygterne svirrede og med elitens stigende velstand var det romerske samfund præget af social og politisk splittelse og rivalisering både mellem rige og fattige og internt blandt senatets grupperinger. Set med Sallusts øjne optrådte den romerske elite som arrogante oligarker, der i krigen mod Jugurtha var i fuld gang med at undergrave den romerske republik.
I Sallusts skildring tager en folketribun ordet (en folketribun var et embede i den romerske republik. Folketribunen blev valgt af folkeforsamlingen og skulle beskytte folkets ret over for senatet, red.) Folketribunen holder en flammende tale til folket om krigen og den skandaløse korruption:
”Jeg advarer jer, jeg opfordrer jer: lad ikke denne grove forbrydelse være ustraffet. Her drejer det sig ikke om, at statskassen er blevet snydt for penge, eller at forbundsfæller med vold er blevet plyndret for deres ejendom. Det kan være slemt nok, men det er vi så vant til, at vi ikke længere regner det for noget. Nej, her er det senatets autoritet og jeres suverænitet, der er forrådt til en bitter fjende: både hjemme og i felten er republikken til salg.”
I Rom krævede folkeforsamlingen derfor konsul Bestia stillet for retten, og Jugurtha blev kaldt til Rom for at afgive forklaring mod frit lejde. Stemningen var ophidset: Nogle krævede Jugurtha lagt i lænker, andre forlangte ham henrettet ”ifølge forfædrenes skik” (piskning efterfulgt af halshugning).
Da gemytterne var faldet lidt til ro, blev Jugurtha opfordret til at sige sandheden og afsløre sine medskyldige. Men en anden folketribun, der var blevet godt præpareret med afrikansk guld og sølv, nedlagde veto imod, at kongen udtalte sig – og hele sagen udviklede sig til en farce. Ifølge Sallust forlod Jugurtha få dage senere Rom, og da han var nået lidt udenfor byen, vendte han sig om og betragtede den med ordene:
”Rom er en by, som er til salg, og den vil falde, så snart den finder en køber”.
Bestikkelse førte til Roms fatale nederlag
Tilbage i Numidien fortsatte Jugurtha og hans hær med at udmatte og frustrere romerne: Han fremsatte på skrømt tilbud om fred, efterfulgt af hurtige ”hit and run”-angreb, som var det lette numidiske rytteris foretrukne taktik over for den tunge romerske militærmaskine. Jugurtha undgik store åbne slag, foretrak bagholdsangreb og søgte, så vidt muligt, at være den part, der bestemte, hvor kampene skulle finde sted – gerne i den glohede ørken.
I begyndelsen afspejlede romernes krigsførelse tvivl om, hvorvidt Jugurtha var en egentlig fjende af Rom, eller blot en usædvanlig fræk forbundsfælle, der skulle bankes på plads. Men i vinteren 110 f.Kr. lykkedes det ørkenkongen at bestikke flere frustrerede romerske delinger til enten at desertere eller lade sig lokke i baghold.
Bagholdsangrebet endte med, at den romerske general Aulus Postumius og hans 40.000 mand store hær måtte overgive sig betingelsesløst. Den romerske invasion af Numidien havde lidt et fatalt nederlag. Herefter fik Jugurtha status af fuldblodsfjende.
I Nordafrika konsoliderede Jugurthas sejr hans ry som en fremragende leder. Og hjemme i Rom var folk i chok over nyheden om den militære fiasko: Den magtfulde romerske stat, som tidligere havde lagt Karthago i aske, var åbenbart nu så svag, at den ikke engang kunne styre en barbarisk nomadehøvding.
Sallust beskriver den romerske hær som demoraliseret og udisciplineret. Men understreger også, at det var senatet, der havde lidt det største nederlag pga. korruptionsskandalerne. Rigdom medfører luksus, grådighed og dovenskab, konstaterer han.
I Rom var folkets mistillid da også stigende: Var senatet overhovedet i stand til at administrere det romerske rige og beskytte Roms interesser? Befolkningen forlangte en politisk hovedrengøring. Der blev nedsat en kommission for at komme korruptionen til livs, og flere ledende skikkelser blev som konsekvens tvunget i eksil.
Ny leder var folkets mand
I stedet begyndte folk at knytte forhåbninger til Gajus Marius, som var næstkommanderende i krigen mod Jugurtha og desuden homo novus, en ’ny mand’ i de politiske cirkler. I 108 f.Kr. stillede han op til konsulvalget og gik til valg på at gøre en ende på krigen, som han mente trak ud pga. senatets snobberi, korruption og uduelighed.
Marius satsede hårdt og fremhævede sin egen outsider-status i en politisk situation, som var styret af en opblæst elite:
”De siger, at jeg er vulgær og uden dannelse, fordi jeg ikke har forstand på at arrangere fine middagsselskaber … Men lad dem svælge i druk og hor; lad dem tilbringe deres alderdom dér, hvor de har brugt deres ungdom, ved det veldækkede bord, som slaver af deres bug og begær”.
Marius blev valgt med stort flertal, og folkeforsamlingen besluttede at overdrage krigens ledelse til ham. Beslutningen var et ydmygende slag for senatet, som traditionelt havde den militære overkommando. Det var en manifestation af folkets, snarere end senatets, ret til at afgøre, hvem der skulle lede Roms hære.
At romerne til sidst vandt krigen mod Jugurtha skyldtes, ifølge Sallust, dels soldaternes kampgejst under den dygtige, ikke-korrupte og stærkt afholdte general Marius, dels Marius’ hærreform. Indtil da var romerske soldater blevet rekrutteret fra familier med en vis formue, men pga. rekrutteringsproblemer, og måske også for at vinde yderligere popularitet, besluttede Marius at indrullere enhver borger, der meldte sig frivilligt, i den romerske hær.
Et stort antal stridslystne mænd meldte sig nu i håb om at få del i krigsbyttet og tildelt jord efter endt tjeneste. Derfor kunne Marius ankomme til Numidien med den største hær, der var set i krigen mod Jugurtha, og som bragte romerne den endelige sejr.
Taberens tunge gang i lænker
Jugurtha fik den skæbne, som traditionen bød besejrede fjender: En plads i Marius’ triumftog. Iført numidisk konge-dress og guldøreringe måtte ørkenkongen gå den tunge gang i lænker foran generalens triumfvogn. Og skal man tro den græske forfatter Plutarch var ydmygelsen så stor, at Jugurtha mistede forstanden under triumftoget i Roms gader.
Plutarch oplyser også, at efter sejrsparaden flåede romerne kongeklædning og øreringe af Jugurtha med så stor iver, at selv øreflipperne røg med. Derefter kastede de den nøgne Jugurtha ned i et fugtigt fangehul under Kapitol – hvortil han med et sindsforvirret grin skal have bemærket: ”Det var dog et køligt romersk bad!”
Seks dage senere bukkede ørkenens konge under for kulde og sult.
Rigdom fører til moralsk forfald
Den romerske historiker Sallusts krigs- og korruptionsfortælling indrammes altså af antagelser om, at akkumulation af rigdom medfører et afgrundsdybt og konfliktfyldt svælg mellem rig og fattig, intern splittelse i samfundets top, forlystelsessyge, dovenskab og arrogance. Kort sagt, et betydeligt moralsk forfald og ikke mindst en udpræget hang til korruption, som understøtter oligarkisk magt og undergraver republikken.
Sådanne rationaler præger ikke længere analyser af korruption: Indenfor moderne statsapparater opereres først og fremmest med ”af-moraliserede” (neoliberale) forklaringsmodeller af mere teknisk karakter, dvs. spørgsmål om markedskræfter, rationelle regler og procedurer, gennemsigtighed og professionalisme mv.
Under alle omstændigheder er korruption dog (stadig) mest udbredt blandt krigsførende nationer og i samfund med store socioøkonomiske uligheder og dominerende oligarkiske indflydelser.
Og måske er Sallusts pointer værd at genoverveje? Sammen med Ciceros situationsrapport fra Rom i det første årh. f.Kr.:
”I dag korrumperes moral af vores dyrkelse af rigdom.”
