De kinesiske gadeprotester, der begyndte i slutningen af november, har nok en gang rettet vores opmærksomhed imod Kinas autoritære styreform.
I vores del af verden har vi så småt glemt eller fortrængt de lange dage, uger og måneder under corona-nedlukningerne. Men protesterne i en række af Kinas storbyer mindede os om, at den kinesiske befolkning stadig kæmper med pandemien og ikke mindst konsekvenserne af regeringens nultolerance-politik, hvor millioner af borgere sendes i karantæne og isolation i lange perioder.
Danske og vestlige medier har sværmet for idéen om, at de folkelige protester kunne være første skridt på vejen mod et politisk systemskifte. Men det er værd at holde fast i, at både demonstrationerne på gaden og kommentarerne på de kinesiske sociale medier primært har været rettet mod myndighedernes rigiditet i bekæmpelsen af corona.
Demonstrationerne udtrykte først og fremmest empati og solidaritet med ofrene for den umenneskelige politik, der kun havde for øje for at tæmme smitte-udbrud med coronavirus uden skelen til andre menneskelige behov.
Men under overfladen lurer også en dybere utilfredshed med Kommunistpartiets tiltagende kontrol over det kinesiske civilsamfund.
”Det var mig, der døde i ilden”
Den 25. november i år skrev en kineser på de kinesiske sociale medier dette bevægende digt, der stadig er at finde på kinesisk under synonymet big-ear-cat på Twitter:
Det var mig, der sprang ud af bygningen,
Det var mig, der sad i den væltede bus,
Det var mig, der forlod Foxconn til fods,
Det var mig, der frøs ihjel på vejen,
Det var mig, der ikke havde fået løn i flere måneder og ikke havde råd til madposer,
Det var mig, der døde i ilden.
Hvis det ikke var mig, så bliver det mig næste gang.
Digtet henviste til tragedier affødt af den strenge håndhævelse af nultolerance-politikken: Selvmord afstedkommet af vedvarende isolation. En bus med passagerer på vej i tvungen karantæne, der styrtede ned fra en motorvej i bjergene med en snes døde til følge. En 3-årig, der døde, da faren blev forhindret i at søge lægehjælp pga. karantæne. Gravide kvinder og ældre mænd, der døde, fordi hospitaler nægtede at indlægge dem uden en negativ PCR-test. Og ikke mindst en højhusbrand i millionbyen Ürümqi, hvor mindst 10 mennesker omkom. På grund af corona-restriktioner kunne de ikke komme ud af bygningen, og brandvæsenet kunne ikke komme frem.
Hver af disse tragiske begivenheder udløste en strøm af sorg og vrede på Kinas sociale medier, men det var ikke mindst branden i Ürümqi, hovedstad i Xinjiang-provinsen i Kinas nordvestligste hjørne, der blev katalysator for protesterne i storbyernes gader.
Slogans som "I dag er vi alle Xinjiang-folk" spredte sig hurtigt til flere byer. Deltagerne krævede stop for de tilbagevendende karantænekrav og daglige covid-19-test, og efterlyste at vende tilbage til et normalt liv uden sociale og økonomiske afsavn.
En ny type protest
Faktisk er sociale protester og strejker langtfra usædvanlige i Kina. Men de er næsten altid begrænset til lokale spørgsmål. De handler typisk om forureningsproblemer, korruption eller ubetalte lønninger og er primært vendt imod lokale embedsmænd.
Det var anderledes denne gang. Selv om protesterne i de kinesiske byer var spontane og tilsyneladende kun løst organiserede, var der en fælles referenceramme på tværs af landet. Dette blev ikke mindst hjulpet på vej af sociale medier, der overraskende nok ikke blev så hårdt censureret som det kunne forventes.
Det var netop budskabet om, at alle kinesere potentielt set ville kunne dø af den førte nultolerance-politik, der gjorde protesterne så stærke og udtryksfulde. Modstillingen mellem irrationelle politiske beslutninger og menneskelige behov for frihed gik igen på de sociale medier, hvor mange tog til genmæle over for Partiets foretrukne forklaring på alskens problemer: ”Fjendtlige udenlandske styrker”.
"Blev branden i Xinjiang påsat af fjendtlige udenlandske styrker?" kunne man se demonstranterne råbe på videooptagelser fra protesterne i Beijing.
Givet de kinesiske myndigheders magtfulde overvågnings- og kontrolværktøjer udgjorde protesterne ikke på noget tidspunkt en direkte trussel imod regimet. De officielle kinesiske medier har forholdt sig helt tavse og lader som om, protesterne ikke har fundet sted.
Til gengæld har regeringen slækket på nultolerance-politikken, så befolkningen kan bevæge sig mere frit rundt i samfundet – tage på indkøb, køre med offentlig transport, gå på restaurant og arbejde – uden helt opdaterede negative corona-test. Mange steder bliver personer, der testes positive, heller ikke sat karantæne i store haller, men kan blive hjemme.
Barrierer, der tidligere opdelte byerne i åbne og lukkede områder for at forhindre total nedlukning af hele byer, er også fjernet mange steder.
Regeringen er nu ved at forberede befolkningen på, at opblødningen af nultolerance-politikken vil medføre en stærk stigning i antallet af Omikron-smittede. Tilsyneladende sætter den samtidig ind med nye vaccinationskampagner målrettet den ældre del af befolkningen, der er dårligt dækket på nuværende tidspunkt.
Hermed er protesterne i gaderne forstummede og de kinesiske borgere ser ud til langsomt at kunne vende tilbage til en mere normal hverdag.
Sprækker i samfundskontrakten
Men selv om der igen hersker ro og orden i Kinas storbyer, efterlader situationen mange spørgsmål om Partiets håndtering af pandemien.
Kinas autoritære styreform med direkte kommandoveje fra den øverste ledelse til regionale og lokale myndigheder holdt smitten stangen i de to første år af pandemien. Hvor et land som USA har oplevede mere end 1 million covid-19-relaterede dødsfald, lå det officielle dødstal i Kina på få tusinde, faktisk færre end i Danmark.
Men det ensidige fokus på nedlukninger og isolation har givet bagslag i pandemiens tredje år. Flokimmunitet er blevet forhindret og vaccinationsindsatsen over for den ældre og mest sårbare del af befolkningen har ikke været succesfuld. Det er også svært at forstå, hvorfor Kina ikke hurtigt har fået produceret sin egen mere effektive mRNA-vaccine, efter at de første traditionelle vacciner var blevet udviklet. Særligt når nationalismen i Kina dikterer kun at bruge egenproducerede vacciner frem for at importere fra udlandet.
Håndteringen af pandemien – og protesterne over håndteringen – rejser også spørgsmålet om, hvordan Xi Jinpings kommende regeringsperiode vil komme til at udspille sig.
Ved partikongressen i oktober sikrede Xi sig en tredje femårig regeringsperiode – som den første kinesiske leder siden Mao Zedong. Og det er ikke usandsynligt, at han kan blive ved magten ti år frem.
Men nultolerancepolitikken og dens konsekvenser har skabt sprækker i den kinesiske samfundskontrakt mellem Partiet og borgerne. Det kommunistiske styre har forvaltet et økonomisk væksteventyr, der har skabt betydelige velstandsstigninger i det kinesiske samfund – og langt hen ad vejen kombineret dette med en vis frihed til personlig udfoldelse.
Men håndteringen af pandemien har øget bevidstheden hos flere hundrede millioner kinesere om de uretfærdigheder, den kinesiske regering har begået, og om at disse uretfærdigheder kan ramme alle kinesiske borgere vilkårligt.
Strukturelle problemer
Selv om kineserne nu kan begynde at arbejde igen, fjerner det ikke Kinas underliggende sociale og økonomiske problemer.
Især den yngre del af befolkningen mærker en betydelig udhuling af deres økonomiske sikkerhed. Mere end 18 pct. af de seneste ungdomsårgange (de 16-24-årige) står uden job, selv om der iværksættes incitamenter for virksomheder til at hyre dem.
Derudover er det i almindelighed svært for den unge generation at forestille sig nogensinde at få råd til de astronomiske beløb, der kræves for at eje en lejlighed inden for bykernen i de fleste kinesiske byer. Så mange må bo hjemme hos deres forældre.
Forskere i og uden for Kina har dokumenteret, at Kina også står i en akut uddannelseskrise, der har efterladt enorme dele af befolkningen utilstrækkeligt forberedt på fremtiden.
Over halvdelen af Kinas befolkning kommer fra landdistrikter med dårlige skoletilbud, og reelt er de stort set udelukket fra at tage en universitetsuddannelse. Og mange af de ufaglærte jobs, som disse mennesker engang kunne regne med, er blevet automatiseret eller udliciteret til andre lande.
Blandt andre strukturelle problemer kan man nævne den gældsdrevne vækst, den aldrende befolkning og den stadigt mere statskontrollerede økonomi, hvor statsvirksomheder suger enorme mængder kapital til sig.
Samtidig har Partiet foretaget enorme udlæg på overdådige forsvarssystemer og prestigeprojekter som det kinesiske rumforskningsprogram, og regeringen er gået i gang med at implementere en kostbar industripolitik med fokus på højteknologi, der har til formål at gøre landet mindre afhængigt af udenlandsk teknologi.
De økonomiske udfordringer, der accelererede under pandemien, forværredes yderligere i år med Kinas BNP-prognose for 2022 på dystre 3,2 pct. mod det officielle mål på 5,5 pct. Det bremser også den opadgående sociale mobilitet i det kinesiske samfund.
Turbulente tider for Kinas lederskab
Partiet har udadtil lagt skylden for de mange problemer på pandemien og den globale økonomiske afmatning, men topledelsen er tydeligvis klar over, at deres nedlukninger har bidraget væsentligt til Kinas økonomiske problemer. Med protesterne fik Xi Jinping måske ligefrem en anledning til at styrke økonomien ved at ændre sin nultolerancepolitik i overensstemmelse med befolkningens ønsker.
Men realiteterne er stadig, at den økonomiske afmatning har afsløret dybereliggende strukturelle problemer, hvis løsninger vil kræve store visioner og vovemod af det kinesiske lederskab.
Og der er intet i Xis meritter, der tyder på, at han vil omfavne dristige økonomiske reformer, der kunne bringe mere vækst og lighed. Han befinder sig tydeligt bedst i rollen som lederen, der holder befolkningen under stram kontrol gennem voksende overvågningsforanstaltninger og leninistisk ideologistyring kombineret med nationalisme.
Xi vil sandsynligvis opdage, at hans næste fem eller ti år ved magten vil være præget af øget uro i befolkningen og yderligere protestudbrud – ansporet af de nye kriser, der uundgåeligt vil opstå.
I oktober virkede det som om, Xi Jinping ville komme til at regere uanfægtet i de kommende år sammen med en udvalgt skare af loyale støtter.
Hans første årti ved magten med stadig stigende kontrolforanstaltninger frem for fremadrettede samfundsreformer har gjort Kinas problemer mere håndgribelige for almindelige mennesker. Dette er måske den vigtigste betydning af corona-protesterne: de er ikke bare et råb om mere medmenneskelighed og personlig frihed, men et varsel om en mere turbulent æra i kinesisk politik.
