Samfund & Individ
Illustration: Maiken Jyndevad Stenvang Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Kong Charles 3. krones ind i et helt særligt monarki

Når ærkebiskoppen af Canterbury den 6. maj kroner Charles 3. til ny britisk konge, bliver den tidligere kronprins officielt regent i et helt særligt kongehus. Det britiske monarki er nemlig enormt, oldgammelt og et af verdens fineste – i hvert fald hvis du spørger i Storbritannien.

Samfund & Individ
Illustration: Maiken Jyndevad Stenvang Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Når den 74-årige kong Charles 3. af Storbritannien lørdag den 6. maj krones i den gotiske kæmpekatedral Westminster Abbey, er det en begivenhed, som vil blive fulgt verden over. United Kingdom er nemlig et ganske særligt monarki, som på mange måder adskiller sig fra alle andre kongehuse.  

De fleste ved nok, at kong Charles Philip Arthur George Mountbatten-Windsor, som han faktisk hedder, er konge af mere end ’bare’ England. Grundet århundredes kampe mod nabostaterne og imperiets fortid som en af verdens største kolonimagter, krones Charles af huset Windsor reelt som statsoverhoved for både Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og for 14 Commonwealth-riger, heriblandt Australien, New Zealand, og Canada.

Men ud over at være det monarki, som har den uden sammenligning største geografiske udbredelse, adskiller det britiske kongehus sig også fra de andre europæiske monarkier på en række andre bemærkelsesværdige – og måske knap så kendte – områder.

Kronen den er et gammelt hus

For det første er monarkiet på De Britiske Øer et af de ældste i Europa – og dermed i resten af verden.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår de første kongedømmer opstod på den lille øgruppe ud for det europæiske kontinents nordvestlige kyst. Men formentlig skete det i årene efter 410 e.v.t., hvor de romerske styrker endegyldigt forlod området efter årtiers intense kampe mod lokale oprørsgrupper.

Vi ved dog med sikkerhed, at der i den resterende del af 400-tallet og i de efterfølgende århundreder eksisterede mange forskellige kongedømmer sideløbende i det britiske område.

I perioden fra 700-tallet til første del af 900-tallet fandt der i stigende grad en samlingsproces sted, og i midten af århundredet resulterede centraliseringen i tilblivelsen af ét samlet England.

Under forskellige kongers herredømme, herunder en række danske vikingekonger, eksisterede nationen frem til 1707. Dét år blev Storbritannien dannet i en formel sammenlægning af Skotland, England og Irland. Og øriget Storbritannien, som vi kender det i dag, har eksisteret lige siden.

Englænderne har altså haft et monarki i mere end 1500 år, kun afbrudt af en kort periode fra 1649 til 1660, hvor statsmanden Oliver Cromwell, i al beskedenhed tituleret ”Lord Protector”, havde et vist held med at omdanne England til en republik.

Det danske kongehus har dog også dybe rødder. Den første danerkonge, som vi kender navnet på, er kong Hugleik, der i år 515 e.v.t. døde under et flådetogt til Frankerriget.

Dermed er det danske og engelske monarki væsentligt ældre end de fem europæiske pendanter. De norske og svenske kongehuse blev formentlig oprettet i 800-900-tallet, men var, med visse afbrydelser, underlaget den danske trone i periodene 1380-1814 og 1389-1523. Det spanske kongehus går tilbage til slutningen af 1400-tallet, mens det hollandske kongehus er fra 1648. Det belgiske så først dagens lys i 1831.

Tykt, blåt blod

For det andet er det specielt for Storbritannien, at det er den samme slægt, der har siddet på tronen lige siden den normanniske hertug William Erobreren invaderede England og tilranede sig kongemagten i 1066.

Reelt har der godt nok været flere forskellige slægter på spil, men de har alle, på en eller anden måde, været i familie med hinanden. Og det er faktisk et særsyn i et større europæisk perspektiv.

De fleste andre monarkier i Europa – både tidligere og stadig eksisterende - har nemlig været karakteriseret ved, at ikke-beslægtede, forskellige familier skiftevis sad på tronstolen. Sådan har det f.eks. været i både Det Tysk-romerske Rige, Spanien, Frankrig og Sverige.

Anderledes ser det dog ud i Danmark – igen. Og på dét punkt kan vi ligefrem ’slå’ den nu tidligere prins af Wales og familiens mange forfædre.

Den nuværende danske kongeslægt går nemlig helt tilbage til begyndelsen af 900-tallet, hvor kong Gorm den Gamles far, kong Hardeknud, regerede Danmark.

Godt nok fulgte Valdemarernes kongeslægt efter Blåtands linje, og dernæst først Den Oldenburgske Slægt, fra 1448 til 1863, og så Den Glücksburgske Slægt, som vi stadig har i dag. Men de er faktisk bare forskellige grene på det samme royale slægtstræ.

Den unikke kroning

For det tredje har Storbritannien – modsat alle andre europæiske kongehuse – bibeholdt deres kroningsceremoni. De andre europæiske monarkier, der tidligere havde sådan en, har for længst lagt den i graven.

I Danmark blev Frederik 3. kronet som den sidste konge i 1648, mens den sidste kongekroning i Sverige fandt sted i 1873, da Oskar 2. modtog folkets hyldest i Stockholm. I Norge blev Haakon 7. – der desuden var den danske konge Frederik 8.s næstældste søn – kronet som den sidste i 1907.  

I Danmark forlod vi den gamle tradition, da Frederik 3. i 1660-1661 havde held med at løsrive sig fra adelens magt og indføre først arvekongedømme og dernæst enevælde. Tidligere var det nemlig adelen, der udvalgte og satte kronen på hovedet af kongen.

Når man i Storbritannien har valgt at beholde kongekroningen, skyldes det bl.a., at man dermed markerer sig som et anderledes og formentlig, efter de britiske monarkers mening i hvert fald, lidt ”finere” monarki end de andre.

Man markerer også, at man er et ældre monarki end de fleste øvrige og dermed, at man har en højere status end f.eks. de hollandske og belgiske monarkier, der grundet deres unge alder ikke har nær så mange gamle traditioner at trække på.

Kroningen af de britiske monarker finder typisk sted omkring et års tid efter, de er tiltrådt. Kong Charles 3.’s mor, dronning Elizabeth 2., mistede sin far i februar 1952, men først i juni 1953 blev hun kronet som dronning. Og om et par uger krones kong Charles altså som konge, selvom Elisabeth 2. døde allerede i september sidste år.

Det er desuden en udbredt misforståelse, at Charles først bliver konge i det sekund, han krones. Eftersom United Kingdom er et arvekongedømme – og altså ikke et valgkongedømme – tiltræder den nye monark i det øjeblik, forgængeren dør. Akkurat som i Danmark.

En særlig selvopfattelse

For det fjerde er Storbritannien et særligt monarki på grund af landets historie og geografiske placering. Kombinationen har nemlig fremavlet en helt særegen britisk selvopfattelse.

I middelalderen ejede den engelske krone store territorier på det europæiske kontinent, bl.a. en betragtelig del af det nuværende nordvestlige Frankrig. Men med afslutningen på Hundredårskrigen mellem England og Frankrig i 1453, mistede England alle væsentlige besiddelser på fastlandet.

I århundrederne efter udviklede det engelske kongehus og folk en idé om at være noget særligt i kraft af, at de ikke boede på det europæiske kontinent.

I Europa lå briterne i læ af historiens gang og kunne således deltage i fastlandets politiske konflikter og krige i det omfang, de selv ønskede det. Det udløste samtidig en idé om, at de ”ofrede” sig for europæerne, når de kom dem til undsætning – som under Anden Verdenskrig. Opfattelsen af særegenhed blev kun forstærket ved deres specielle både sproglige og kulturelle bånd til den vestlige supermagt, USA.

Den generelle britiske ’tilbagetrukkethed’ og lidt selvophøjede selvopfattelse af at være noget specielt – som vi også har oplevet det i deres både historiske og nuværende forhold til EU-samarbejdet – afspejles også i det britiske kongehus.

Elizabeth 2. forlod f.eks. meget sjældent London-residensen Buckingham Palace for at deltage i royale begivenheder i kontinentets andre kongehuse. Hun opfattede det britiske monarki som noget ganske særligt, og derfor ønskede hun ikke at overskygge de øvrige kongelige med sin blotte tilstedeværelse.

Og når ærkebiskoppen af Canterbury den 6. maj sætter en tung guldkrone på hovedet af Charles 3. i dén katedral, hvor det hele formentlig begyndte med Vilhelm Erobrerens kroningsceremoni for næsten 1000 år siden, ja, så understreger det blot det britiske monarkis særegne status blandt de europæiske kongehuse – og ikke mindst dets ønske om at være lige dét mere royale end alle de andre.

BIOGRAFIER

Lektor, Professionshøjskolen Absalon
Lars Hovbakke Sørensen er lektor, ph.d. ved Professionshøjskolen Absalon og blandt andet forfatter til bogen Europas historie - fra oldtiden til i dag (2020), hvor han sammenligner den historiske og politiske udvikling i de europæiske lande.  
Vid&Sans
Journalist og redaktør på Vid&Sans. Skriver bl.a. om kultur, historie, politik og samfundsforhold.

ANBEFALET TIL DIG

Menu