De store militærparader i Rusland mandag 9. maj på årsdagen for sejren i Anden Verdenskrig er et af mange eksempler på Putin-styrets omfattende brug af historien. Også Putins tale, hvor han kædede Donbas sammen med Anden Verdenskrig og kravet om at være villig til at ofre sig for fædrelandet, viser, hvor vigtig historien er for Rusland.
Gennem årene har Ruslands præsident holdt et utal af taler med et stærkt historisk islæt. Fortidige begivenheder, og særligt de, som omhandler krige og slag, udgør kernen i Kremls mangeårige identitetspolitik. Det er en fortælling om russerne som et naturligt stormagtsfolk, omgivet af fjender, men også begunstiget af en næsten uovervindelig patriotisme og slagkraft i krig.
Der er imidlertid tale om en meget selektiv historiebrug. Rusland har også selv med jævne mellemrum været angriberen, og landet er langt fra uovervindeligt. I den russiske militærhistorie finder man kilderne til en væsentlig del af landets aktuelle problemer med at føre krigen i Ukraine til en sejrrig afslutning.
Fra og med Krimkrigen 1853-56 har Rusland ført omtrent femten krige og borgerkrige. Cirka halvdelen af krigene blev tabt, og ikke nok med det: Nederlagene har som regel resulteret i et systemskifte, eller i hvert fald medført kraftig politisk turbulens i landet og skabt pres for politiske reformer.
De særlige samfunds- og kulturforhold, som historisk førte til nederlagene, eksisterer i stort omfang fortsat i Rusland, og vi ser konsekvenserne i krigen i Ukraine.
Se listen: Ruslands krige siden 1850
Rusland har været involveret i 15 krige og borgerkrige siden 1850:
Krimkrigen 1853-56, nederlag.
Den Polske Opstand 1863, sejr.
Erobringen af Centralasien 1864-1885, sejr.
Den Russisk-Tyrkiske Krig 1877-78, sejr.
Den Russisk-Japanske Krig 1904-05, nederlag.
Første Verdenskrig 1914-17, nederlag.
Den Russiske Borgerkrig 1918-22, sejr.
Den Sovjetisk-Polske Krig 1919-21, nederlag.
Vinterkrigen 1939-40, uafgjort.
Den Store Fædrelandskrig 1941-1945, sejr.
Afghanistankrigen 1979-89, nederlag.
Første Tjetjenienkrig 1994-96, nederlag.
Anden Tjetjenienkrig 1999-2009, sejr.
Georgienkrigen 2008, sejr.
Syrienkrigen 2014- , sejr.
Bastant arv fra fortiden
Der er sket enorme ændringer i Rusland fra midten af 1800-tallet og til i dag. Tre forskellige socioøkonomiske og politiske systemer – det zaristiske Rusland, Sovjetunionen og nutidens Rusland – har afløst hinanden.
Men nogle forhold er næsten uændrede, og de kan hjælpe os til at forstå, hvordan Rusland fører krig, hvad dets udfordringer og muligheder er, når det drager i felten, og hvad der er på spil for magthaverne, hvis de ikke opnår sejr.
Rusland er på en række områder præget af en bastant arv fra fortiden. En arv, som så længe, der ikke sker afgørende systemiske og kulturelle ændringer i samfundets dybe strukturer, fortsat er virksom.
Diktaturer er dårlige til at føre krig
Historisk set har Rusland så godt som ingen demokratisk tradition. I langt hovedparten af perioden fra 1850’erne og frem har landet været et diktatur, endog i et længere tidsrum en decideret totalitær stat, altså et samfund, hvor der ikke eksisterede nogen former for stærke samfundsinstitutioner uden for magthavernes kontrol.
Det har stor betydning for landets evne til at planlægge og gennemføre krig. Diktaturer er gennemgående dårlige til at tage alle relevante forhold i betragtning, når et felttog skal sættes i søen.
Det førte til, at den planlægning, som skete forud for invasionen af Ukraine, efter alt at dømme beroede på få indviedes input frem for en bred analyse. I en bred analyse ville have indgået diplomatiets vurdering af den vestlige vilje til at støtte Ukraine, økonomers analyse af, hvad sanktioner ville betyde for Rusland, og en kritisk udfordring af de vurderinger, som sikkerhedstjenesterne havde af Ukraines politiske og militære sammenhængskraft.
Penge til militær forsvundet i korruption
Dagens Rusland er, ligesom det historiske Rusland, præget af betydelig korruption og en dårligt fungerende offentlig forvaltning med omfattende bureaukrati og et embedsværk, som sjældent leverer, hvad man i Moskva ønsker.
Fra omkring 2008, hvor en større militærreform blev sat i gang, blev det russiske forsvar tilført enorme summer til udvikling af nye våbensystemer, materielanskaffelser, uddannelse af personel, lønstigninger, forbedringer af soldaternes levevilkår og organisationsændringer.
Men som vi kan se nu, er Rusland, som det også har været tilfældet i flere af dets tidligere krige, ramt af, at langt fra alle tiltagene blev ført ud i livet; pengene er i stedet delvist blevet stjålet eller klattet væk. Det skete i det skjulte, og derfor har landets magthavere regnet med, at det militære instrument var skarpere, end det viste sig at være i praksis.
Lukkethed giver frit slag for propaganda
Rusland har gennemgående været kendetegnet ved meget stor lukkethed omkring de politiske beslutningsprocesser. Lukketheden har den fordel for styret, at omverdenen i mindre grad har indsigt i, hvad de russiske mål er, eller hvor de russiske røde linjer går, når nederlagene melder sig og presset fra omverdenen øges.
Også på diplomati- og propagandafronten giver systemet fordele. Russiske medier og regeringstalsmænd kan ubesværet og grundløst anklage ukrainerne for nynazisme, for at planlægge folkedrab eller udvikle masseødelæggelsesvåben, og – når det er opportunt – kan man lægge de samme anklager på hylden eller udskifte dem med nogle andre.
Derfor ved vi reelt meget lidt om, hvad Kremls næste træk bliver, for eksempel om krigen er lige ved at slutte, eller om Rusland satser på at overgå til en nedslidningskrig eller ligefrem vil udvide den. Det gør NATO’s respons vanskeligere.
Mangel på kontrol og overblik
Det er også karakteristisk, at det russiske forsvar og sikkerhedsstyrkerne aldrig for alvor har været underkastet demokratisk kontrol.
I Jeltsin-årene og de første Putin-år, da mediebilledet var langt mere frit og pluralistisk end i dag, bragte medierne en række skandalehistorier om forsvaret. De handlede blandt andet om rekrutmishandling, katastrofale uheld – som ubåden Kursks forlis – og korruption og magtmisbrug. Men i flere tilfælde kom det til chikane eller ligefrem mord på de pågældende journalister, og op gennem 00’erne strammede myndighederne samtidig grebet om, hvilke nyheder der slap ud i omverdenen om forsvaret.
I forening med svag – eller ikke eksisterende – parlamentarisk kontrol og et regeringskontrolleret justitsvæsen har det flere konsekvenser. Den første er allerede nævnt: Også magthaverne i Kreml har mistet indblikket i den reelle tilstand i de væbnede styrker, hvilket de mærker nu.
Flere paralleller til Tjetjenien
Den manglende demokratisering betyder også, at de russiske magtorganer har kunnet se stort på russisk lovgivning, menneskerettigheder og international folkeret i de krige og konflikter, som Rusland har haft andel i siden 1991.
Mest markant skete det i de to Tjetjenien-krige i 1990’erne og 00’erne, hvor meget af det, vi i dag ser i Ukraine, også udspillede sig: Før den første krig gik i gang, forsøgte Moskva sig med at anstifte et oprør mod den daværende tjetjenske præsident Dudaev – men oprørerne var i stort omfang russiske soldater. Denne skabelse af en kunstig opstand bringer mindelser om opstandene i Donetsk og Luhansk i 2014.
Under begge Tjetjenien-krige angreb de russiske styrker uhæmmet civile mål, og følgevirkningen var titusinder af civile ofre. Som kampene i Ukraine vidner om, er der heller ikke i det nutidige russiske forsvar sat begrænsninger for, hvor uhæmmet man kan angribe civile med tunge våben, fly og missilsystemer.
En sidste parallel til krigene i Tjetjenien er, at mistænkelige tjetjenere i stort omfang blev interneret i såkaldte filtrationslejre, hvor en del af dem blev udsat for tortur eller drab. Også i dag anvender Rusland sådanne filtrationslejre i krigen.
Store russiske tab både før og nu
De to Tjetjenienkrige var i øvrigt kendetegnet ved, at russiske soldater omkom i uhyggeligt stort omfang. Også her kan man iagttage stor kontinuitet i den måde, som Ruslands forsvar fører krig på. I hele perioden fra 1850 og frem har Rusland nemlig været præget af problemer med at sikre de væbnede styrkers professionalisme og begrænse egne tab.
Det gælder ikke i så høj grad det øvre officerskorps, som gennemgående har været velmotiveret, godt uddannet og nytænkende. Det gjaldt i slutningen af 1800-tallet, hvor Rusland udmærkede sig ved en række virkelig kompetente militære tænkere, og det gjaldt i mellemkrigsperioden, hvor sovjetiske militærteoretikere på mange måder var internationalt førende. Også i 2014 ved annekteringen af Krim skete det gennem en velplanlagt og snedigt udtænkt russisk hybridkrig, som vidnede om et højt kompetenceniveau.
Udfordringen ligger mere i det russiske forsvars lavere dele: Det almindelige officerskorps, underofficererne, og det menige mandskab har altid været bagefter de fleste andre stormagter hvad angår uddannelse og evne til at kæmpe sammenhængende. Ruslands nuværende demografiske udfordringer med meget små årgange og lønsomme jobalternativer i de større byer har gjort det ekstra svært at rekruttere egnede mænd til de mange specialiststillinger, som et moderne forsvar skal kunne udfylde.
Resultatet er, at højtstående officerer må frem i forreste linje for at træffe beslutninger, som de ikke tiltror deres undergivne evnen til at tage. Så bliver de sårbare over for fjendens ild og falder i højt tal. Tropperne bliver lammede uden kontakt til de højere tjenestesteder, og koordinationen på tværs mellem de forskellige våbenarter svigter.
Samtidig bliver der kø ved håndvasken, og som regel bliver de skyldige i problemerne fundet langt nede i hierarkiet. Det giver øget mistillid til de overordnede eller til de sidestillede, som har ’været stikkere’, og processen med manglende sammenhængskraft bliver på den måde selvforstærkende.
Et kup kan ikke forventes
De store russiske tab i Ukraine – måske 15.000 dræbte soldater og adskillige gange flere sårede – har tappet den russiske hær for dens bedste styrker og materiel. Det vil dog næppe føre til, at generalerne foranstalter et kup.
Det tætteste, vi i nyere tid kommer på en indblanding i politik, var da en del af forsvarets top i 1991 gik med i kupforsøget mod Gorbatjov. Andre dele fulgte dog ikke trop eller gik ligefrem over til Jeltsin. Da Jeltsin i 1993 havde brug for forsvaret i en indenrigspolitisk krise lod det sig forholdsvis villigt anvende til at slå ned på oppositionen.
De gange, hvor svigtende krigslykke har skabt pres på magthaverne, har det ikke været forsvarets top, men en blanding af almindelige soldater, som deserterede, og vrede folkemasser i gaderne, som gjorde udslaget. Ser man tilbage på Ruslands tabte krige kræver det imidlertid en lang krig, store og gentagne tilbageslag, samt et alvorligt dyk i levestandarden at nå dertil.
Faldende opbakning kan give Putin problemer
En opinionsmåling foretaget i slutningen af april 2022 af det russiske meningsmålingsinstitut Levada vidner om, at styret indtil videre formår at fastholde betydelig opbakning til invasionen af Ukraine. 67 pct. af de adspurgte erklærer, at de støtter den ’særlige militære operation’, - den eneste lovlige russiske betegnelse for krigen. Der er dog sket et fald fra 81 pct. en måned tidligere.
Selv om Levada er uafhængigt af den russiske regering, er der naturligvis grund til at stille sig kritisk over for undersøgelsen. Dens sprogbrug vidner om, at instituttet bevæger sig lige på kanten til, hvad man kan spørge om uden at komme i karambolage med myndighederne. De, som responderer, vælger antagelig deres svar med omhu.
Her skal vi tilbage til Ruslands problem med en manglende demokratisk tradition. Det er muligt at sikre befolkningens opbakning til krigen gennem ensretning af informationsstrømmene og forskellige former for massemobilisering, men der er også stor mistro til magthaverne i befolkningen og lille oplevelse af inddragelse i de politiske processer. Det giver udfordringer, når og hvis problemerne for alvor melder sig, og det kan føre til et pludseligt og drastisk fald i opbakningen.
Putins problem er, at hvis det sker, så er der meget på spil for ham og hans omgangskreds. I 1917 kostede revolutionen zar Nikolaj II hans krone og siden hans liv. I slutningen af 1980’erne var den mislykkede krig i Afghanistan med til at bringe Sovjetunionen til fald. Putin vil sandsynligvis ende i eksil eller for en domstol, hvis han først presses fra magten.
Hvis denne forståelse af Ruslands aktuelle situation kommer til at holde stik, betyder det, at det er vigtigt for NATO’s krisehåndtering at forhindre, at Putin utilsigtet presses helt op i et hjørne. Det betyder også, at konflikten kan blive både langtrukken og endnu mere brutal end det, vi ser nu.
Putins og russernes skæbne behøver imidlertid ikke at være sammenfaldende. Og at Putin ikke anvendte sejrsdagen til at forkynde en egentlig krig mod Ukraine antyder, at han også selv er opmærksom på risikoen for at afkræve sin befolkning ofre, den ikke vil yde.
