Lukasjenko har aldrig været så klemt som nu

Stolen under Belarus’ præsident Aleksandr Lukasjenko bliver mere og mere vakkelvorn, jo mere den russiske præsident Vladimir Putin lægger pres på ham for at involvere Belarus i krigen i Ukraine. Det vurderer Mette Skak, der forsker i Rusland, stormagter og sikkerhedstjenester på Aarhus Universitet.

Belarus er Ruslands eneste allierede i Europa – et land, der siden 1994 er blevet styret med hård hånd af diktatoren Lukasjenko, og som er fuldstændig økonomisk afhængigt af Rusland. Her må præsidenten altså nu forholde sig til sin egen civilbefolknings modstand mod Ukraine-krigen, så han distancerer sig forsigtigt fra Putin.

Belarus, eller Hviderusland, er allerede involveret i krigen i det små: Lørdag 25. juni om morgenen var der f.eks. et unormalt stort antal missilangreb i Nordukraine fra belarusisk territorium, og Putin har erklæret, at han har tænkt sig at udruste Belarus med Iskander-M missiler, der både kan bære konventionelle og atomare sprænghoveder.

Men opbakningen i Belarus mangler. Man skal nemlig ikke tro, at der gælder de samme samfundsdynamikker og den samme holdning til Ukraine-krigen i Belarus som i Rusland, hvor tre fjerdedele af befolkningen støtter krigen, påpeger Mette Skak:

”Langt ind i Lukasjenkos vælgerbagland er der ikke opbakning til at støtte krigen på russisk side. Og selv for en diktator som Lukasjenko er det farligt at være på kollisionskurs med så store dele af befolkningen. Putins angreb på Ukraine har bragt Lukasjenko i en kattepine, der på sigt kan true hans greb om magten,” vurderer hun.

Putin har brug for at sprede ukrainerne

Når Putin nu har særligt brug for en indsats fra Belarus, hænger det sammen med, at krigen trækker ud, og han ønsker at slå hårdere til mod ukrainerne i Donbas-regionen.

”Putin spiller Belarus-kortet nu,” siger Mette Skak. ”For at øge presset på den ukrainske hær angriber russerne fra nord via Belarus, så ukrainerne må bruge kræfter på at forsvare Kyiv og Nordukraine. Angrebene på bl.a. en landsby nær Kyiv har allerede krævet nye dødsofre. Putin opnår, at Ukraine må sprede deres forsvarsstyrker og dermed står svagere i Donbas-regionen.”

”Putin gør dét, der er gavnligt for ham. Men det sætter Lukasjenko i en endnu vanskeligere position, end efter folkeoprøret i august 2020, hvor oppositionen forsøgte at vælte ham, og der var voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter,” påpeger hun.

Derfor har vi set skiftende signaler fra den belarusiske præsident. Kort efter invasionen truede han Ukraine med, at landet ville ”blive til en kødhakkemaskine” i løbet af få dage – men et par måneder senere udtrykte han en forsigtig kritik af Ruslands præsident Vladimir Putin ved at sige, at han ikke havde ventet, at krigen ville trække sådan i langdrag.

”Lukasjenko spiller med på Putins løgne om, at det er Ukraine, der har angrebet, og at krigen er Vestens skyld. Samtidig siger han, at han gerne ser, at krigen stopper hurtigst muligt. Og dét tror jeg faktisk, han mener,” siger Mette Skak.

Krigen er nemlig på ingen måde en fordel for Lukasjenko.

Mange belarusere kæmper for Ukraine

I civilsamfundet i Belarus er der ikke støtte til Ruslands krig mod Ukraine, fortæller Mette Skak:

”Tværtimod. Undersøgelser viser, at kun mellem 6 og 11 pct. af den belarusiske befolkning går ind for, at Belarus skal kæmpe på russisk side i Ukraine. Langt ind i Lukasjenkos politiske bagland er der modstand – måske endda blandt dem, der allermest helhjertet støtter ham, nemlig militæret, sikkerhedstjenesten og så landbefolkningen. Samlet set udgør dette bagland 25-35 pct. af befolkningen. Ud af hele befolkningen, inklusive Lukasjenko-støtterne, er der altså mellem 6 og 11 pct., der er villige til at støtte Rusland i krigen mod naboerne i Ukraine. Det er et påfaldende spinkelt mindretal.”

Faktisk kæmper en del unge belarusiske mænd på ukrainsk side. En hel bataljon, Kastus Kalinouski-Bataljonen, består af belarusiske frivillige. Mange af mændene kommer fra storbyer i Belarus – de samme storbyer, hvor folkeopstanden i 2020 stod stærkest.

”Kastus Kalinouski-Bataljonen blev oprettet i marts og har hundredvis af medlemmer, og sidst i marts blev den officielt indlemmet i den ukrainske hær. Bataljonen var med til at sikre Ukraines sejr i Kyiv og i den nærliggende by Irpin. Men der er også belarusere i Parohia-enheden, der blev oprettet af en belarusisk forretningsmand og tidligere officer, og i Ukraine’s Brotherhood Bataljon,” fortæller hun og tilføjer, at de frivillige kæmper direkte på slagmarken i Ukraine, og de har bevisligt spillet en konkret rolle i forsvaret af Kyiv.

Der er også blevet udført hacking fra ukendte grupper i Belarus mod russiske interesser, bl.a. jernbaner, som et forsøg på at sabotere den russiske krigsførelse.

”Mængden af belarusiske frivillige i Ukraine siger noget om, at hvis Putin presser Lukasjenko til at mobilisere sin hær, så de kan hjælpe de russiske tropper med at nedkæmpe belarusernes ukrainske brødre og hjælpe med at udføre bestialske overgreb mod ukrainske civile - ja, så får Lukasjenko det svært,” påpeger Mette Skak.

”Det er et åbent spørgsmål, om soldater og officerer vil parere ordre. For Lukasjenko vil det være et mareridt at blive sat i den situation. Jeg tror han vil gøre alt, hvad han kan, for at smyge sig helt uden om.”

Vidt forskellig mentalitet

I Rusland og i Belarus er der vidt forskellige opfattelser af, hvad Rusland egentlig kan tillade sig og har ret til, forklarer Mette Skak.

Russere har et ’folkeimperialistisk’ mindset: Landet ses som en stormagt, og det betyder i russeres øjne, at Rusland har ret til en eksklusiv indflydelse på sine nabolande. Man ser simpelthen ikke små og mellemstore stater som suveræne, selvstændigt handlende aktører i verdenspolitikken. Kun stormagter som USA og Rusland har fuld suverænitet.

Så opfattelsen er, at Rusland har ret til at gå ind i Ukraine og til at tyrannisere Georgien, Moldova, Belarus og andre lande, der kommer på tværs af de russiske planer, simpelthen fordi det er en stormagt, forklarer hun.

”Russerne har en åbenlyst imperialistisk tankegang. Dén findes ikke i Belarus. Der er væsentlig forskel på russisk og belarusisk mentalitet," påpeger hun.

"Ganske vist har Belarus det mest skrøbelige og vaklende grundlag for dannelsen af en nationalstat i de tidligere sovjetrepublikker, helt modsat f.eks. Ukraine. Men alligevel er der på civilsamfundsniveau en del solidaritet og forståelse mellem befolkningerne i de tidligere sovjetrepublikker. De er nabofolk, og de har alle været udsat for diktatur, krig og undertrykkelse under det sovjetiske styre og oplevet en ubehagelig, russisk herrefolksmentalitet. Der er f.eks. en god kemi mellem befolkningerne i Litauen, Belarus og Ukraine,” fortæller hun og fortsætter:

”De unge byboer, der gjorde oprør mod Lukasjenko i august 2020, opfatter Ukraines forsvar som en kamp, der svarer til deres egen kamp mod det hjemlige diktatur. Den gruppe af mænd, der kæmper i Ukraine nu, kan ikke vende hjem – det vil være den sikre død, de vil blive henrettet. Så længe Lukasjenko er ved magten, er de i Ukraine.”

Belarusisk hær vil ikke rokke balancen

Hvad vil der så ske nu? Ifølge Mette Skak er Lukasjenko utryg. Presset fra Putin får jorden til at brænde under hans fødder.

”Lukasjenko er snu. Han har bevaret grebet om Belarus i næsten 30 år. Vi kaldte ham Europas sidste diktator – men nu er han den næstsidste. Formentlig har han fornemmet, at Putins kamp er et håbløst foretagende, og så vil han helst ikke stå på Putins side, når historien skal skrives. Han har udtrykt over for Vesten, at det vil være forkert at betragte Belarus som en krigsførende nation – han ønsker at distancere sig fra det faktum, at Belarus er Ruslands eneste allierede,” forklarer Mette Skak.

Selv om Lukasjenko vil gøre alt for at smyge sig uden om Putins krav om støtte, så slipper han dog ikke for at lægge territorium til udstationeringen af russiske tropper og våben, for Putin bruger allerede Belarus' territorium som sit eget, mener hun. Formentlig vil Lukasjenko signalere til Putin, at dét må være nok.

”Den belarusiske kampmoral kan ligge på et lille sted. Soldaterne har ikke kamperfaring, og så er det belarusiske kampudstyr noget gammelt, sovjetisk skrammel. At involvere den belarusiske hær vil være et rent slag i luften for Putin. Militært vil det ikke rokke balancen mellem parterne. Men det vil være belarusiske soldater, der falder ved fronten og kommer hjem i ligkister, ikke russiske – og dét kan have betydning for Putin,” siger hun.

”Den eneste måde, Lukasjenko kan hoppe af Putins krog på, er ved at sige: Glem det dér med at involvere mine soldater – de går bare i vejen. Du kan bruge vores territorium, men ikke mere. Så kan det godt være, at Putin til gengæld vil presse den belarusiske økonomi endnu mere. Og så bliver befolkningen endnu mere gal på Lukasjenko.”

Klemt af Rusland, afskyet af EU

Belarus er fuldstændig afhængigt af Rusland hvad angår økonomi og militær opbakning – i en grad, så det hemmelige politi i Belarus stadig hedder KGB, og ifølge Mette Skak, der også forsker i sikkerhedstjenester, har man indtryk af, at cheferne sidder i Moskva, ikke i Minsk.

Siden oktober 2020 har EU vedtaget seks sanktionspakker mod landet på grund af undertrykkelse og krænkelse af menneskerettigheder. De seneste sanktioner er fra 3. juni 2022. Desuden er landet ramt af de samme sanktioner som Rusland på grund af Ukraine-krigen.

”Lukasjenko kom for alvor på kollisionskurs med EU, da han tvang et RyanAir-fly ned i Minsk, så politiet kunne anholde oppositionsaktivisten Roman Protasevitj, der var ombord. Lukasjenkos forsøg på at bruge flygtninge ved grænsen til Polen som en menneskelig bombe mod stabiliteten i Polen og EU er heller ikke glemt i EU. Han er mere end nogensinde klemt som en lus mellem flere negle,” siger Mette Skak.

Har Ukraine så nu en interesse i at skubbe på, så Lukasjenko måske falder?

”Jeg har ikke hørt, at Ukraine arbejder aktivt på at få Lukasjenko bragt til fald. Men hvis han falder, vil det blive opfattet som en sejr i Ukraine. Det ville være et kæmpe nederlag for Putin. Men ukrainerne har hænderne fulde – og de vil formentlig passe på ikke at gøre noget, der får konflikten til at eskalere, så der er risiko for, at Putin handler i affekt og mister besindelsen.”

Putin ville invadere Belarus i 2020

Putin hader orange revolutioner som folkeopstanden i august 2020 i Belarus, forklarer Mette Skak. Han kæmper først og fremmest for at beholde sit greb om magten. Folkeopstanden var foruroligende for ham.

”Den ukrainske efterretningstjeneste har efter sigende opsnappet materiale, der viser, at efter august 2020 begyndte ledelsen i den russiske hær at lægge konkrete planer for en invasion i Belarus i stil med den, vi har set i Ukraine,” fortæller Mette Skak og henviser til henviser til en artikel hos tænketanken Atlantic Council.

”Det understreger, at det kun er på overfladen, at Putin er bekymret for NATO’s indblanding i Ukraine. Hans ord om NATO og nazistiske tendenser i Ukraine er ren og skær overflade," siger hun.

"Men hvis en diktator i et naboland må vige for en folkelig opstand - ja, så er der en alvorlig trussel i Putins optik. Belarus havde jo ikke nærmet sig NATO, men alligevel forelå der sandsynlige planer for et russisk angreb. Det kaster et nyt lys over, hvad der i virkeligheden fik Putin til at angribe Ukraine. Ukraine havde i Putins øjne bevæget sig for langt væk fra Ruslands egen autoritære styreform.”