Brasilien har været igennem et skelsættende præsidentvalg. Den siddende præsident, Jair Bolsonaro, har på mange fronter udfordret demokratiet, og med sin nostalgi for årene med militærdiktatur har han både givet militæret stor indflydelse i sin administration og gennem lang tid truet med at sætte demokratiet ud af spil med militærets hjælp.
Med Luiz Inácio Lula da Silvas valgsejr tyder alt på, at den autoritære trussel er afblæst, og det er forventningen, at bedre tider er på vej for landets fattige, for Amazonas og for genetableringen af internationalt samarbejde. Men vejen dertil bliver ikke let, for der sket store tilbageskridt under Bolsonaro, som stadig står stærkt trods valgnederlaget.
Brasilien ved en korsvej
Det er første gang i Brasiliens demokratiske historie, at en præsident på genvalg blev besejret. Det er også første gang, valgsejren går til en tidligere præsident, der vender tilbage til en tredje embedsperiode. Og så er det første gang, at den siddende præsident ikke straks erkender valgnederlaget.
For mens regeringsledere verden over lykønskede Lula allerede natten til mandag, og hans tilhængere festede i gaderne, isolerede Bolsonaro sig. Han håbede muligvis på, at mens han nægtede at anerkende Lulas valgsejr, ville hans tilhængere gøre oprør. Mandag udbrød der da også strejke og vejblokeringer blandt lastbilchauffører til støtte for Bolsonaro. Det har skabt en del problemer rundt om i landet, og flere steder har tilhængere har også demonstreret for at militæret skal tage over. Men den store folkelige opstand, mange havde frygtet, hvis Bolsonaro tabte – i stil med stormløbet på kongressen i Washington 6. januar 2021 – er (indtil videre) udeblevet. Og flere af Bolsonaros allierede var hurtige til at melde ud, at valgresultatet skal respekteres - herunder den magtfulde leder af kongressen, Arthur Lira.
I knap to døgn holdt nationen vejret, mens de afventede Bolsonaros reaktion. Den kom så endelig tirsdag på et kort pressemøde, hvor han læste op af en tale i en afdæmpet facon. I løbet af talen sagde han aldrig, at han erkendte valgnederlaget, men han sagde heller ikke, at han betvivlede valgresultatet – en retorik han har dyrket gennem to år med stor inspiration fra Donald Trump. Vigtigst af alt gav han dog grønt lys til, at overdragelsen af magten kan sættes i gang.
Sådan er der er en række omstændigheder ved dette præsidentvalg, som har gjort det til et valg udover det sædvanlige. Det er ligeledes første gang, valgresultatet har været så tæt. Kun to millioner stemmer skilte de to kandidater ad – det lyder af meget i danske ører, men i brasiliansk kontekst er det rekordtæt.
Samtidig var der ekstra stor spænding om valgresultatet, fordi meningsmålingerne i den grad ramte ved siden af. Det var forventet at Lula og Bolsonaro ville få flest stemmer blandt de 11 præsidentkandidater og ryge ud i en anden valgrunde. Men Bolsonaro fik et langt bedre valg end forventet i begge runder, og det var ikke spået, at han ville komme så tæt på at hive sejren i land. Den første time mens optællingen stod på, førte Bolsonaro således stort, og det var først da 66 procent af stemmerne var talt op, at heldet vendte for Lula - der endte med at stå som sejrherre med 50,9 procent af stemmerne, mens Bolsonaro fik 49,1 procent.
En beskidt valgkamp lige til det sidste
Valget går muligvis også over i historien som det mest beskidte valg i Brasiliens demokratiske historie. Skræmmekampagner, mudderkast og mundhuggeri gav ikke meget plads til diskussioner af politiske løsningsforslag på at håndtere den krise, Brasilien befinder sig i. Alene mængden af fake news har været voldsom og lagt valgdomstolen ned i sit forsøg på at inddæmme det. Og det på trods af at man denne gang var forberedt på problemet, i modsætning til ved sidste valg i 2018, hvor Bolsonaros brug af fake news kampagner på sociale medier overraskede alle og var noget helt nyt i en brasiliansk sammenhæng.
Stemningen i Brasilien valgkampen igennem har været ekstremt anspændt og det fortsatte på selve valgdagen, hvor brugen af beskidte tricks tog en ny drejning. Trafikpolitiet satte vejspærringer op over hele landet og tilbageholdte trafikanter - herunder busser med vælgere, som blev forhindret i at stemme. Det skete især i de fattige dele af landet, hvor Lula er populær. Bolsonaro har under sit præsidentskab skabt alliancer i store dele af politistyrkerne, og chefen for trafikpolitiet betragtes som en tæt allieret. Operationen var ulovlig og tydeligvis et politisk våben i kampen mod Lula, som i nogen grad ser ud til at have virket: I nogle delstater blev valgdeltagelsen lavere end den plejer og lavere end forventet.
Bolsonarismen står stadig stærkt
Bolsonaro tabte slaget om præsidentposten, men han fik stadig et rigtig godt valg. Den yderste højrefløj står stærkt og er ikke den parentes i brasiliansk politik, som mange havde håbet. Han fik et kanonvalg til kongressen og senatet, og han fik også selv langt flere stemmer, end han var spået.
Det er på sin vis overraskende, eftersom hans meningsmålinger som præsident ikke har været prangende,, og han ikke har mange politiske resultater at bryste sig af. Han har haft svært ved at samarbejde både med kongressen og med sin egen regering, der har haft usædvanlig stor udskiftning på ministertaburetterne og blandt topembedsfolk, enten pga. samarbejdsvanskeligheder eller fordi de var ind spundet i diverse skandaler og derfor måtte gå af. Bolsonaro har også skiftet parti undervejs under stort politisk drama, og i over et år var han løsgænger, fordi han ikke formåede at opstille sit eget parti. Hans katastrofale håndtering af coronakrisen alene, burde have kostet ham flere stemmer.
Bolsonaro gik til valg på ultrakonservative og religiøse værdier og truslen om at med Lula som præsident, bliver Brasilien det nye Venezuela. Bolsonaro og hans tilhængere har konsekvent omtalt Lula som tyv, korrupt, kommunist og også djævlen selv – et billede der har bidt sig fast hos mange. Lula blev fængslet i 2018 i en sag om at have hjulpet et firma til nogle lukrative kontrakter mod at have fået en ferielejlighed. Men anklagerne mod ham blev frafaldet inden det nogensinde kom til en retssag og Lula blev løsladt.
I dag er Bolsonaro til gengæld selv under efterforskning for korruption. Sammen med flere af sine familiemedlemmer er han mistænkt for at have stjålet fra de offentlige kasser gennem hans politiske karriere i bystyret i Rio de Janeiro. Efterforskningen tyder på, at disse penge blev brugt til at opbygge familiens formue bl.a. gennem videresalg af ejendomme, der hovedsageligt er købt kontant - en klassisk manøvre til at hvidvaske penge i Brasilien.
Så for nogen var frygten for Lula større end Bolsonaros manglende evner til at styre Brasilien ud af den nuværende krise, hvor coronapandemien kun har gjort ondt værre. Bolsonaros gode valgresultat indikerer også, hvor lidt ødelæggelserne i Amazons, klimaforandringerne og selve demokratiets tilstand optager mange brasilianere.
Sidstnævnte er en del af en større trend i Latinamerika, hvor opbakningen til demokratiet har været dalende de sidste ti år. Ikke fordi folk hellere vil leve i et diktatur, men fordi mange er skuffet over, hvad demokrati har leveret, og det har ført til en større ligegyldighed overfor styreformen i mange lande.
Brasilien sulter - igen
Hos mange af Lulas vælgere er det nok også hans socialpolitik, der har været afgørende, snarere end fx hans løfte om, at få Brasilien tilbage til forhandlingsbordet ved klimatopmøderne. Under Bolsonaro er fattigdom og ulighed steget markant, herunder antallet af familier der ligefrem sulter.
En rapport fra juni 2022 viste, at hele 33 millioner sulter og 125 millioner – det vil sige knap 59 procent af befolkningen – ikke har tilstrækkelig med mad. Noget af det første Lula gjorde, da han tiltrådte som præsident i 2003, var at søsætte initiativer for a bekæmpe hungersnød, hvilket lykkedes. I denne valgkamp har han igen lovet at kæmpe for at forbedre forholdene for landets fattige og for at ingen brasilianere sulter.
Men det bliver ikke nemt at skabe den samme store forandring, som det lykkedes Lula, da han var præsident i 00’erne. Hvor Brasilien dengang stod på vippen til et regulært økonomisk opsving, som endte med at komme alle socialklasser til gode, er den aktuelle globale kontekst ikke favorabel for Brasiliens økonomi.
Samtidig er forventningen, at Bolsonaros regering efterlader et kæmpe hul i budgettet, bl.a. pga. rekordstore og ufinansierede overførselsindkomster, som blev pumpet ud til 20 millioner fattige familier lige op til valget – stik imod valglovgivningen i øvrigt.
Dertil kommer, at Lula ikke har fået flertal i kongressen eller senatet, så han skal i den grad i forhandlingstøjet for at skabe flertal for sin politik. Og det er sin sag med en splittet kongres, der består af hele 23 forskellige politiske partier og en formand, der er allieret med Bolsonaro.
En regering hen over midten
Kampen for at værne om demokratiet har alligevel spillet en afgørende rolle i denne her valgkamp. For ønsket om at få Bolsonaro ud af regeringspaladset fik gamle rivaler på højrefløjen til at bakke op om Lula – ”for en stemme på Lula er en stemme på demokratiet”. Netop evnen til at række hen over midten er – endnu engang – nøglen til Lulas valgsejr.
Det var et nybrud i brasiliansk politik, da Lula første gang blev valgt som præsident, idet han ikke var en del af overklassen eller kom fra en af de indflydelsesrige politiske familiedynastier, som brasilianske politikere ellers tilhører. Lula kommer i stedet fra en fattig familie i Nordøstbrasilien, er uddannet metalarbejder og det var gennem sit engagement i fagbevægelsen, at han kom ind i politik.
Lula stillede op fire gange inden det i 2002 lykkedes at vinde præsidentembedet i med en mere moderat valgplatform og en regeringsdannelse med et centrum-højreparti. Denne pragmatisme var opskriften på en succes, der sikrede arbejderpartiet fire valgsejre i træk. Og den har Lula gjort brug af igen ved dette valg, men om han vil opnå lige så store resultater og popularitet med den som sidst, er endnu usikkert.
Til dette valg var det nødvendigt for Lula at appellere bredere end til vælgerne på venstrefløjen, og derfor valgte han i foråret en konservativ vicepræsidentkandidat fra et af Brasiliens (mange) centrum-højrepartier. Lulas vicepræsident, Geraldo Alckmin, er en garvet politiker, som i to omgange har været guvernør i delstaten São Paulo. Han er endda en gammel modstander, som tabte til Lula ved præsidentvalget i 2006.
Det forventes ligeledes, at Lula sammensætter en flerpartisregering, som også inkluderer det centrum-højreparti, hvis præsidentkandidat støttede Lula i anden valgrunde, hvilket muligvis skaffede ham de sidste afgørende stemmer. Arbejderpartiet har ellers har haft et anspændt forhold til netop det parti siden 2016, hvor det var med til at vælte Arbejderpartiets regering midt i valgperioden for selv at overtage regeringsmagten.
At det er lykkedes Lula at gøre en del politiske fjender til venner i denne valgkamp vil muligvis gøre forsoningen af den meget polariserede befolkning en lille smule nemmere – men let bliver det alligevel ikke.
