Der findes ikke nogen højtid i Danmark, der er så traditionsbundet og nostalgisk som julen. For mange familier er julen forholdsvis koreograferet med gentagne og tilbagevendende traditioner.
December er præget af forventningens glæde, julehjerteklip, nisselege og gavebytning, og hen mod jul træffes beslutning om, hvordan julemiddagen skal se ud, og hvem, der skal være med til at nyde den.
Vi holder netop af julen pga. dens forudsigelighed, hyggen og glæden ved samværet. For mange mennesker bekræfter disse decemberdage de nære relationer og hvad, vi tror på, og den skaber dermed en slags orden og ramme om årets afslutning.
Men for rigtig mange mennesker bliver traditionen, forventningen og nostalgien en kontrast til de tab, den manglende tradition og måske brudte relationer, som året eller livet også byder på. For disse mennesker bliver julen en slags konfrontation med forskellen mellem, hvad man ønsker i livet, og alt dét, man ikke har.
Julen har således en tendens til at sætte mangeltilstanden, tomheden og ensomheden på spidsen, når juleglæden tilsyneladende ikke tildeles én selv, men kun tilsmiler de andre. Denne følelse, som rammer mange af os, kaldes for julesorg.
Julesorg er tab af nærhed
Julesorg er et udtryk, der første gang blev beskrevet af Grundtvig på selveste julenat i 1824 i salmen Velkommen igen Guds engle små. Det fortælles, at Grundtvig skulle prædike julemorgen, og i sidste vers skriver han kort: Vor fader i Himlen! Lad det ske, lad julesorgen slukkes.
Hele salmen er udformet som en bøn om, at vores åndelige armod må stoppe, og at hjertet igen skal fyldes af nærhed til Gud. For Grundtvig handlede julesorgen dermed også om tab af nærhed, en tomhed og ensomhed, som han følte særligt nærværende julenat.
Han kunne ikke vide, om spejlingen af julesorgen ville vække genklang i menigheden. Men fortsat i dag er Velkommen igen Guds engle små en af de mest populære julesalmer, og den ser faktisk ud til, sammen med andre populære julesalmer, at afspejle netop den danske menigheds ambivalente følelser i denne højtid.
Den moderne julesorg
På DR Lyd ligger podcast-serien Julen er smerternes fest med værterne Knud Romer og Lise Benthin Præstgaard. I serien inviteres gæster ind på skift for at fortælle om deres julesmerte, og bl.a. Lone Frank, Thomas Korsgaard, Sørine Godtfredsen og Peter Øvig har delt ud af sig selv. Her får vi et indblik i, hvad julesorgen handler om i dag, næsten 200 år efter Grundtvigs fortvivlelse i decembers mulm og mørke.
Gæsterne fortæller om store tab, forfærdelige familieoptrin og opkørte børn, om den pinlige onkel og de store relationelle skuffelser. Julesmerten handler om alt fra at have mistet sine nærmeste og lide under brudte familierelationer og familiære loyalitetskonflikter, til at blive mindet om barndommens omsorgssvigt i højtiden. En genganger er desuden det tilbagevendende og måske ret ubehagelige spørgsmål om, hvem, der skal holde jul med hvem.
Flere nævner også psykisk sygdom, og julen som arnested for depressioner og skilsmisse. Mest fylder dog historien om ensomhed, om juleaftener, der må holdes alene, fordi det næsten føles mindre anstrengende end familiekonflikterne. Knud Romer kalder i en udsendelse retorisk glædens fest for ulykkelighedens kulmination.
Tomheden fylder
At julen ikkun sætter glæde men også ulykkelighed på dagsordenen, er der nok ikke så meget tvivl om. I julen bliver årets tab tydelige. Hvis man i årets løb har mistet en person i sin midte, er der en gabende tom plads ved julebordet, og især den første jul efter tabet kan være barsk og fyldt med tunge savn, for dem, der sidder tilbage.
Julen bliver derfor også for tusindvis af danskere en tid, hvor man konfronteres med døden, og hvor tabet af en nærtstående gensørges. Den tomme stol konfronterer os med, at de sædvanlige traditioner ikke længere kan gennemføres som tidligere, og at nostalgien i minderne ikke helt kan genvindes.
Kærligheden og glæden ved samvær med den familie eller de nære personer, der er til stede, ansporer måske endda sorgen yderligere, fordi det netop viser betydningen af den person, der mangler. Eller man føler skyld over at opleve glæde, når en elsket person er død.
I kontrasten til tidligere års jul, bliver sorgen måske endda dobbelt, fordi det bliver tydeligt, at man også har mistet en umiddelbar glæde og en sorgløshed. Fornemmelsen af, at en barnlig uskyld og glæde er gået tabt, minder os om, at julen og livet for evigt er forandret.
Julesorg i det lave
Julesorg kan såmænd også omhandle selve julens lavpraktikaliteter og verdslighed samt verdens hårdhed, som kan virke som et modstykke til julens glade og oprindelige budskab om Jesu fødsel.
Samfundet og hverdagen er præget af en bølge af psykiske problemer i befolkningen efter Covid-19, der er krig i Europa, flygtningekriser og millioner af mennesker på flugt med tabte tilhørsforhold, mens økonomien er præget af inflation og vedvarende energikrise.
Denne spænding mellem ånd og materialisme kan for nogle nok virke profan, men vi genkender sandsynligvis alle fornemmelsen af, at julens glæde kan lyde skinger, og at en forstemthed kan snige sig ind, når julen ikke vækker den forventede fred og glæde.
Julen er ofte blevet beskrevet som en overflods- og forbrugsfest, der giver kvalme, forstoppelse og dårligt humør. Man bliver mindet om den gamle danske sang af Peter Faber, Sikken voldsom trængsel og alarm, som handler om juleindkøb og juletravlhed, men alligevel slår fast, at ingen bør ændre på vores gode, gamle jul.
Så selv om vi nægter at ændre på julen, må vi alligevel ofte indse, at den slet ikke lever op til vores forventninger. Vi kan også komme til – mere eller mindre bevidst – at lave en negativ spejling i ”de andres” jul, som vi er overbeviste om, er mere glædelig og hyggelig end vores egen.
Julesorg handler derfor også om selvskabte forventninger og højstemte idealer om nærvær og glæde, som efterlader os med en forstemthed og følelse af tomhed, når de ikke kan opfyldes. I dette lys er verdens hårdhed påtrængende, og julefreden kan virke som en illusion.
Julebuddet er nåde og fred
Julesorg er en større eller mindre del af alle menneskers jul. Julens traditioner fungerer som en kulisse, hvor vi konfronteres med kontrasten mellem livet, som vi ønsker, det skal være, og livet, som det i virkeligheden er.
Nogle gange er julesorg også noget, vi rammer os selv med, når idealerne er sat for højt, og vi lader os overbevise om, at glæden ligger i det ydre eller i bestemte rammer. Vi skammer os måske også over afstanden mellem den julesorg, vi oplever, og den juleglæde, som ikke helt vil indfinde sig.
Derfor får vi ikke talt med hinanden om den tunge følelse, og julesorgen forbliver unævnelig. I værste fald kan vi ende med at vende fornemmelsen indad som en selv-utilstrækkelighed fremfor en naturlig del af juleoplevelsen.
I julen synger vi dog ikke kun om julesorg i Velkommen igen Guds engle små og juletrængsel i Sikken voldsom trængsel og alarm. Vi synger også B.S. Ingemanns salme Dejlig er jorden. Her synger vi om livets tab og foranderlighed, men også om, hvordan vi ærer det tabte, og nærer håb og glæde til livet ”på trods”.
Julen fejres netop som en bekræftelse af Jesu fødsel, og løftet om glæde og nåde. Julefred er ikke noget, der skabes på baggrund af den perfekte jul, men snarere noget vi oplever at måtte kæmpe for at opnå inden i os selv på baggrund af det uperfekte. Især hvis vi tør kigge på julen, som den i virkeligheden er, og slutte fred med den og hinanden.
