Hos ethvert opvakt menneske må årsskiftet afføde dybe refleksioner over selve tidens magt. ”Fortidens Lidelser og Glæder, Fremtidens Haab og Forventninger sammentrænge sig paa denne Dag fast hos Alle,” erklærede den liberale danske avis Fædrelandet for godt 180 år siden. Ikke kun den enkeltes fortid og fremtid, men hele folkets, fortsatte artiklen. Og ikke kun det forgangne år og de kommende måneder, men historien fra de tidligste tider til grundlæggelsen af rigets ”Lykke for de kommende Aarhundreder.”
Sådan lød det gamle dagblads nytårshilsen den 1. januar 1841. Det netop overståede år 1840 ville vise sig skelsættende i dansk historie, måtte læseren forstå. Endelig et nytår, der virkelig bragte nyt!
Med den spådom om fremtiden, var avisen ude i et meget tidstypisk ærinde for midten af 1800-tallet. Med et Schwung, de færreste af os tør svinge os op til i dag.
Hvad de opfattede som så skelsættende ved år 1840, skal jeg vende tilbage til. For du kan ikke lige huske det, vel?
Fjerne tider og det evige nu
Det er nemlig ikke bare dobbelt-aa’erne og de mange store begyndelsesbogstaver, der virker bedaget i 2022-perspektiv. Det gør selve tankegangen i det gamle aviscitat også. For Fædrelandets anonyme skribent var det helt oplagt at forbinde nu’ets øjebliksforandringer med et storstilet historisk udviklingsperspektiv og et langt udblik mod fjerne, afgørende bedre fremtidssamfund. Fremtiden ville, selvfølgelig, blive helt anderledes (og bedre!) end det midlertidige højdepunkt, man nu var nået til.
Uden at have nogen spåkonekrystalkugle ved hånden tør jeg godt forudsige, at vi ikke kommer til at se meget til den ukuelige fremtidstro i talerne om året der gik i 2022. Når journalister og tv-værter i vores egen tid leder vores blikke frem og tilbage ved nytårstid, er der zoomet mere entydigt ind på det det nære. Store og små begivenheder fra det forgangne år berøres: sportsresultater, kendisbryllupper, Ukrainekrig, folketingsvalg og flygtningestrømme i flæng. Og værter og indbudte gæster gisner lidt om sandsynligheden for, at der sker lige så store ting i det kommende kalenderår.
Det gør der jo nok. Lever man tilstrækkeligt glemsomt og håbefrit i den nære nutid, vil man opleve breaking news dag efter dag, år efter år. Da kommer også 2022 til at virke lige så epokegørende, som 2021 gjorde, da det var nyt. Tiden bliver til en evindelig følge af nu’er.
Dermed bliver det gammeldags at tale om fremtiden på den måde, som man gjorde på Fædrelandets tid og langt op i det 20. århundrede. Det vil sige, ikke dén fremtid, der ligner nutiden til forveksling – den kan vi fint tale om også i dag. Men fremtiden i egentlig forstand: som en rigdom af muligheder for det ganske anderledes og overraskende. Dén egentlige fremtid forsvinder af syne sammen med sansen for fortidens fremmedartethed. Nuet forstås ikke længere i forhold til det radikalt anderledes ved fortid og fremtid, men løsrevet, på egne præmisser. Men da bliver nuet paradoksalt nok også til mere af det samme, og nytåret virker mindre egentligt nyt, end det gjorde i 1840.
Og dog: Så snart vi hæver blikket en smule, ser årene stadig forskellige ud. Enkelte stikker ud og betegner vendepunkter. År som 1945 eller 1968, hvor du nok i det mindste fornemmer, hvad jeg hentyder til, bare jeg nævner årstallene. Inden jeg vender tilbage til, om 2022 mon bliver et af de år, vi husker, vil jeg dog benytte dette årsskifte til at overveje, hvad der er på spil, når vi udnævner nogle år til mere end andre.
Nogle år fylder mere end andre
Nogle år er nemlig mere end andre. Ikke fordi de er længere i rent kronologisk forstand af timer, minutter og andre af de formelle, abstrakter enheder, vi er vant til at måle tiden i. Det handler snarere om, at nogle år får mere fylde end andre.
Ordet ”fylde” har måske en lidt dunkel klang her. Men dunkelheden skyldes især, at her er tale om komplekse, konkrete forbindelser. Ikke alene er der de virkelige historiske hændelser og forhold i et givet år. Der er også de betydninger, vi tilskriver dem – typisk i tilbageblik. Og så er der de ofte vagere definerede, men ikke af den grund mindre virkelige fornemmelser, vi forbinder med forskellige år.
År med mere ”fylde” har altså mere afgørende og anerkendt konkret indhold, der ofte udgør et vidtrækkende kompleks af betydninger. Selvom vi navngiver det indhold med et årstal, griber indholdet typisk langt ud over den rent kronologiske tidsangivelse. Ungdomsoprøret begrænsede sig ikke til 1968, og vi ville ikke huske krigens afslutning i 1945 uden den knap seks år lange verdenskrig, der gik forud.
Det er de årstal, der bliver begreber i egen ret med åbne, mangfoldige, flydende, ofte omstridte betydninger. Så lad os kalde dem begrebsår.
Vores fælles år
Begrebsår kan knytte sig både til individer og til større fællesskaber. Jeg blev f.eks. født i 1977. Derfor betegner det år noget særligt for mig. I sagens natur har jeg ingen erindringer om, hvad jeg selv oplevede i det år. Og dog er mit fødeår væsentligt for både min alder og de vidt forskellige livs- og verdenserfaringer og handlingsmuligheder, som har formet mig. For mig bliver 1977 dermed til et begrebsår. 32 år senere kom min første datter til verden, så for mig er også år 2009 mere end bare et tal. Du har formentlig andre begrebsår.
Men nogle årstal forbinder os. Det er dem, der på den ene eller anden måde betegner vendepunkter i de fælles, bærende, meningsgivende historiske rammer om vores samfund. 1968 er et eksempel på sådan et kollektivt begrebsår. Også her er der iøjnefaldende begivenheder: generalstrejke og studenteroprør i Frankrig, drabene på Martin Luther King og Robert Kennedy i USA osv. Men mange af de udviklinger, vi forbinder med begrebet 1968, nåede reelt deres højdepunkt lidt før eller efter kalenderåret 1968.
For blot at nævne nogle centrale aspekter af begrebet 1968: Protestsange mod konformitet og kommercialisme brød igennem allerede i 1965 med både Cæsars ”Storkespringvandet” og The Rolling Stones’ antikommercielle ”(I Can’t Get No) Satisfaction”. Hippie-forestillingerne om at droppe ud af det etablerede samfund gjorde sig gældende under ”the summer of love,” 1967. Studenteroprøret i Danmark startede ganske vist i 1968, men toppede først i de følgende år. Den nye kvindebevægelse gjorde sig ikke gældende før 1970. Protesterne mod Vietnamkrigen løb som en rød tråd fra midten af 1960’erne og ind i det følgende årti.
Som begreb betegner 1968 dermed et vidtrækkende kompleks af bevægelser og udviklinger fra i hvert fald midten af 1960’erne til et stykke ind i 1970’erne – og i nogle henseende meget længere endnu. Og det gælder både for dem, der hylder 1968 som løfterigt frigørelsesprojekt, og for dem, der ser det samme begrebsår som et sammenbrud for alt det gode, gamle og ærværdige.
På lignende måde betegner året 1989 ikke blot Berlinmurens fald, men også sammenbruddet for hele den sovjetiske indflydelsessfære og afslutningen på den kolde krig. Måske betegner det endda, som den amerikanske samfundstænker Francis Fukuyama blev kendt for at hævde dengang, selve enden på forestillingen om historie som sådan. Og på lignende måde betegner året 1914 ikke bare en række krigshændelser, men hele Første Verdenskrig som skillelinje mellem det gamle og det nye.
Det år, da alting pluds’lig kom på tværs
Det er helt åbenlyst, at ret mange kandidater til begrebsår-kategorien ikke klarede skærene, selv om de kunne synes dramatiske nok for de involverede. ”Det var det år, da alting pluds’lig kom på tværs / Det var vistnok i femoghalvfjerds,” sang rockorkestret Gasolin’ i det samme år, som sangen handlede om.
Men kan nogen hurtigt komme med et bud på, hvad der gjorde år 1975 særligt skelsættende? Sprutten steg og regeringen faldt, lyder sangteksten. Men der skal altså mere til at imponere, især her et halvt århundrede senere.
Som begrebsår virker 1975 dermed blegt – ikke kun sammenlignet med det løfterige 1968, men også med 1973, der i højere grad forbindes med den krisestemning, Gasolin’ søgte at indfange i deres aktualitetssang. 1973 var jo året for den store oliekrise, arbejdsløshedens gennembrud efter mange års højkonjunktur, dansk jordskredsvalg og afgivelse af suverænitet til det Europæiske Økonomiske Fællesskab, bedre kendt som EF og siden EU.
Det er altså især når vi ser nutiden helt tæt på, at vi kan blive tilbøjelige til at overvurdere dens betydning. Måske gemmer der sig her også flere almene grundtræk ved den moderne verdens mentalitet – ikke blot i 1970’erne og i dag, men gennem de seneste 2-300 år.
Ikke alene bygger selve fascinationen af årstal på en karakteristisk moderne tilbøjelighed til at begribe den konkrete verden gennem urets og kalenderens formelle abstraktioner, der gør det muligt at kategorisere, tælle, måle og veje vores verden, så den passer ind i skemaer, planer og excel-ark.
Tilbøjeligheden til at overvurdere det nærmeste årstals fylde røber formentlig også en lige så karakteristisk indbygget modsætning i moderniteten, som den danske tænker Søren Kierkegaard pegede på allerede i sin bemærkelsesværdige tekst En literair Anmeldelse fra 1846: At moderne mennesker, der lever i en verden af bestandig forandring, paradoksalt nok gør forandringen triviel.
Alarmklokkernes kimen bliver bestandig, og evige bekendtgørelser om det nyeste nye gør det svært for os at skabe – eller blot genkende eller endda forestille os – virkelig, kvalitativ forandring. Nutiden, skrev Kierkegaard, var blevet ”Avertissements-Tiden, de blandede Bekendtgjørelsers Tid: der skeer ikke Noget, derimod skeer der strax Bekjendtgjørelse.”
Breaking news, set fra år 1846.
Danmarks håb i år 1840
Hvor træffende Kierkegaard end karakteriserede den sanselammende moderne sensationstrang, overså han, at dybere forandringer trods alt indimellem og sætter skel, både i verden og i vores opfattelser af den. Og i nogle sammenhænge har selv det historiske nærsyns overvurdering af bestemte år alligevel forbundet sig med langt videre historisk udsyn.
Det er f.eks. det, vi kan se i Fædrelandetsførnævnte nytårsbetragtninger over år 1840. Hvad var der dog sket, siden bladets reformvenlige udgivere tilskrev netop det år så stor betydning? Jo, den nye konge, Christian den Ottende, havde lovet at indskrænke gratialer til sine embedsfolk, og han havde indført et nyt bystyre i København: en borgerrepræsentation med 36 medlemmer, valgt af byens rigeste skatteydere og ejendomsbesiddere – en lille elite på 1,6 procent af befolkningen.
En altomfattende revolution efter det franske mønster fra 1789 var dette sandelig ikke. Men det kunne blive begyndelsen til noget større, understregede de reformvenlige aviser håbefuldt.
Det enevældige kongedømme syntes at forvandle sig i retning af et konstitutionelt monarki, hvor kongen og en folkevalgt forsamling i samarbejde skulle udstede love og udskrive skatter. Det var den styreform, de liberale oppositionspolitikere så hen til i samtidens Frankrig, Belgien, Storbritannien og Norge. Og nu altså også i Danmark, vis liberale politikere, med Fædrelandets ord, var ”fulde af Forvisning om, at Danmarks Haab ei vil blive skuffet.”
Folkene selv skabte historien, tilføjede avisen, men det havde både forsynet, fornuften og – syntes det nu – den nye konge med sig. Fremtiden stod åben og lysende løfterig.
Så nemt gik det imidlertid ikke. Da Kierkegaard få år senere formulerede sine betragtninger over sensationernes trivialisering, var også kredsen bag Fædrelandet skuffet. De vidtrækkende reformer lod vente på sig. De havde taget fejl i deres nærsyn. 1840 blev ikke et begrebsår.
Overraskelserne i 1848
Men de skrøbelige forandringshåb fra 1840 syntes pludselig i foråret 1848 at blive indfriet i revolutionære former. Ja, faktisk syntes den store bølge af revolutioner og regimeskift, der flød ind over Europa i 1848, at overhale de liberale forhåbninger indenom. Nu stod ikke blot et moderat konstitutionelt monarki på dagsordenen, men drastiske skridt i retning af reel demokratisk ligeberettigelse af langt større dele af befolkningen. Og i horisonten lurede ikke alene menneskenes politiske ligeberettigelse, men de fordringer om social og økonomisk ligestilling, som blev forbundet med de dengang helt nye begreber socialisme og kommunisme.
Helt så vidt kom det langtfra i virkelighedens 1848. De revolutionære bevægelser stormede frem og rev meget med sig, men snart vendte deres sejre sig til nederlag.
Ikke desto mindre blev 1848 et begrebsår, der satte sig spor – ikke kun i relativt beherskende reformer som dem, der lagde grunden til den første danske grundlov, men også i hårdhændede forsvar for de gamle ordener og i vidtrækkende håb om langt videre forandringer. Nytårsbetragtningerne over 1840 var kun fejlagtige i det korte perspektiv. Den større fremtidsudvikling, som den liberale avis dengang anede bag Christian den Ottendes beskedne reformer, blev faktisk til virkelighed, blot i overraskende former og skæve timing’er.
Her var et år, hvor alting pluds’lig kom på tværs.
Fra nytår til stilstand
I sine dramatiske konfrontationer mellem det gamle og det nye, kan revolutionsåret 1848 ligefrem siges at indvarsle grundtræk af den moderne historie i både Vesten og meget af resten af verden langt op i det næste århundrede.
1917 blev ligeledes et begrebsår i kraft af den russiske revolution, der i verdenskrigens kaos tog de kommunistiske fremtidsvisioner op igen i en uventet sammenhæng. 1933 skrev sig ind i historien ved den nazistiske magtovertagelse i Tyskland som det mest drastiske udslag af forfærdelsen over den kommunistiske renæssance. Under den kolde krig i årtierne efter nazismens fald blev modsætningerne til kommunismen gentegnet ud fra det vestlige liberale demokrati som model.
Og i endnu et begrebsår, 1989, led den sovjetrussiske magtform så eftertrykkeligt et nederlag, at det stort set tog livet af enhver troværdig vision for et samfund hinsides den sejlivede kapitalisme. Herefter – hvis ikke også før – kunne det være svært at se nogen indvarsling af det virkeligt nye, som ikke samtidig var en forringelse: et tab af demokratiske rettigheder eller friheder eller levestandard. Det fremskridt i borgernes dannelse og offentlige indflydelse, som Fædrelandet i 1840 med stor selvfølgelighed hyldede og forventede, syntes nu blokeret. Tilbage stod, som Fukuyama på sin egen måde påpegede, det handlingslammende valg mellem stilstand og tilbageskridt.
Som Kierkegaard havde kunnet påpege her, var den vending i 1989 også allerede betinget af indbyggede modsætninger i selve den moderne forandringsdyrkelse. Ikke desto mindre gemmer sig heri i det mindste en del af forklaringen på, hvorfor det er blevet vanskeligere at hylde det egentligt nye i nytåret.
Et forsigtigt bud på 2022’s begrebsårs-chancer
Når nu man i løbet af få afsnit har udstillet adskillige fejlslagne forsøg på at udråbe et skelsættende begrebsår, kan det umiddelbart virke klogest at holde sin mund med forudsigelser om, hvordan år 2022 vil tage sig ud i tilbageblik. Men uanset at både Fædrelandet og Gasolin’ endte med at tage fejl, gjorde de ret i at vove pelsen. Så lad mig alligevel slutte af med at låne lidt af deres profet-selvtillid.
2022 kan jo godt blive et af de år, vi fremover vil regne for mere. Også selv om konkurrencen fra mange andre år er skarp. Der skal immervæk noget til for at hamle op med den store europæiske pestepidemi i 1347, Den Franske Revolution i 1789 eller Første Verdenskrigs udbrud i 1914. I sammenligning med de skæbnesvangre år virker selv Ukrainekrigen mere som en potentiel optakt til noget større. Og ender det med total russisk nedsmeltning eller med en grum eskalation af krigen i år 2023, vil det år formentlig tegne sig som det skelsættende.
Når det gælder klima-, forsynings- og energikrise, for ikke at nævne udsigten til en mere generel økonomisk krise, er det blevet slemt i 2022, men snarere end et dramatisk brud ligner året en sum af optakter til mere vidtrækkende hændelser. Folketingsvalget banede vejen for nye partier, men i sammenligning med jordskredsvalget 1973 var nyskabelserne for intet at regne, og i et blot lidt længere historisk perspektiv er splittelserne i partiet Venstre – som ved dette valg især affødte Moderaterne og Danmarksdemokraterne – snarere tradition end nybrud. Den nydannede regering er et særsyn, men ikke nær så sær som den første SV-regering i 1979. Umiddelbart ligner den snarere en blanding af socialdemokratisk kapitulation på politikkens område og retorisk retræte på Venstres side. Om den regering bliver en parentes i historien eller en videreførelse af de forgange års blåblokspolitik, nu med øget socialdemokratisk accept – det står endnu meget åbent.
Umiddelbart synes år 2020 med Coronapandemi, nedlukninger og svimlende statskreditter til den ene økonomiske sektor efter den anden stadig at være et langt bedre bud på et egentligt begrebsår end 2022 – også selv om Coronaåret i tilbageblik efter to år meget kan ligne en mærkelig, men fredelig pause fra den hektiske dagligdag, hvorefter business as usual vendte tilbage. Men måske er også det stadig for tidligt at sige.
Uanset hvordan jeg vender og drejer det, ligner år 2022 dog stadig snarere et 1788 end et 1789 – mere den aristokratiske opstand mod den franske kongemagt end den store revolutionen året efter. Og det blev altså 1789, der løb med titlen som begrebsår.
Så bare rolig: 2022 vil næppe blive husket som alt for spændende. 2023 kan blive meget værre.
Med mindre, altså, år 2023 bliver et vendepunkt for det meget bedre. Måske vi også kan lære af Fædrelandets gamle nytårshilsen at se de sandsynlige katastrofer direkte i øjnene, mens vi fastholder håbet og troen på virkelige fremskridt.
