Natur & Klima
Illustration: Maiken Jyndevad Stenvang

PFAS-fund kan være toppen af isbjerget

Det kan tage mange år, før vi har overblik over forureningen med fluorstoffer (PFAS). Mange af stofferne kan vi slet ikke teste for endnu, og vi har kun begrænset viden om, hvor farlige de er. Et nyt forslag vil forbyde PFAS i EU, og det er en god begyndelse, mener miljøforsker.

Natur & Klima
Illustration: Maiken Jyndevad Stenvang

“Evighedskemikalierne” PFAS findes i koncentrationer, der langt overgår grænseværdierne i vandmiljøet mange steder i Europa – også i Danmark. De sundhedsskadelige kemikalier findes ikke længere kun i vandet, men også i kød fra kvæg, der har græsset på PFAS-forurenede områder, og i æg fra høns, der har spist forurenet foder. Og problemet stopper ikke der. PFAS kan på sigt ophobe sig i alt fra drikkevand til korn, frugt, grøntsager og honning.

Gruppen af PFAS-kemikalier er enorm. Afhængigt af hvordan man afgrænser den, omfatter den mellem 5.000 og ca. 100.000 forskellige kemiske stoffer.

I sidste måned præsenterede Danmark sammen med Tyskland, Holland, Norge og Sverige et forslag til Det Europæiske Kemikalieagentur om at indføre et forbud mod brugen af PFAS-kemikalier. Forbuddet vil kunne træde i kraft ved indgangen til 2027.

Kemikalieindustrien mener, at forbuddet er alt for vidtrækkende, men det kan give god mening, vurderer Christian Nyrop Albers, der er seniorforsker i miljøkemi ved GEUS og forsker i miljøfremmede stoffer i jord og grundvand.

”Det er nogle stoffer, der har en meget lang levetid, så det at vi forbyder brugen af dem nu, betyder ikke, at de er forsvundet om fem, ti, femten eller hundrede år. Til gengæld betyder det, at den koncentration, vi vil finde i miljøet til den tid, vil være lavere, end hvis vi fortsatte med at bruge dem,” siger han.

Stabiliteten er problemet

Skal man forstå problemet med PFAS, er det nødvendigt med en kort kemitime:

Alt organisk materiale består af kulstofatomer, der indgår i forbindelser med andre grundstoffer – fra simple kulbrinter, som kun består af kulstof og brint, f.eks. metan, til store og komplekse molekyler som DNA, der udgør grundstenen i alle levende væsner.

Forbindelser, hvor fluor har ”overtaget” et eller flere brintatomers plads, er i langt de fleste tilfælde menneskeskabte. Enkelte er naturligt forekommende, men altid kun med et enkelt fluoratom. Når man fremstiller PFAS, fylder man derimod så mange fluoratomer på som muligt – groft sagt.

PFAS står for per- og polyfluoroalkyl-stoffer. Hvis alle brintatomer er udskiftet med fluor, kaldes stofferne ’perfluorerede’, og hvis der stadig er brintatomer tilbage, er de ’polyfluorerede’.

De fluorerede stoffer har nogle helt unikke egenskaber, der gør dem attraktive i en lang række forbrugsprodukter. De kan f.eks. være varmeresistente eller vand- og fedtafvisende.

Det betyder samtidig, at de er ekstremt stabile, og derfor hober de sig med tiden op i naturen.

Fordi stofferne ikke findes naturligt, er der heller ingen naturligt forekommende bakterier eller enzymer, der kan nedbryde dem.

”Det er dybest set det, der er problemet. Der findes også andre stoffer, som vi kalder persistente (svært nedbrydelige, red.), for eksempel insektgiften DDT. Den er baseret på klor og nedbrydes kun meget langsomt i naturen. Men jeg vil alligevel mene, at DDT bliver nedbrudt hurtigere end PFAS-stoffer,” fastslår Christian Nyrop Albers.

For at blive regnet som et PFAS-kemikalie efter OECD’s definition, skal mindst ét af stoffets kulstofatomer være dækket af så mange fluoratomer som muligt. Denne gruppe omfatter omkring 12.000 kendte stoffer.

Det forbud som Danmark og de øvrige lande, har foreslået, omfatter dog ikke stoffer, der kun har et enkelt fluoreret kulstofatom. Dette gør sig bl.a. gældende for en række pesticider.

Hvad er PFAS?

PFAS er en fællesbetegnelse for fluorstoffer, som er svært nedbrydelige i naturen. De er varmebestandige og afviser både vand og fedt. Derfor bliver de brugt til blandt andet regntøj, rengøringsmidler og forskellige former for imprægnering.

Der findes ikke nogen komplet liste over PFAS-stofferne. Forskere anslår at der findes et sted mellem 5.000 og 100.000 forskellige.

Nogle PFAS-stoffer, f.eks. PFOS og PFOA, er giftige. De kan være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende og nedsætte fertiliteten hos både mænd og kvinder.

Der er fundet PFAS i regnvand alle de steder på kloden, hvor man har ledt efter det – fra Amazonas’ jungle til sneen på Antarktis og i Tibet. I Danmark er der fundet PFAS i alle dele af vandmiljøet.

Der er stor forskel på, hvordan sundhedsmyndighederne forholder sig til PFAS fra land til land. Baseret på de samme undersøgelser har de svenske myndigheder sat grænseværdierne for PFAS i drikkevandsvand dobbelt så højt som i Danmark. I USA er det anbefalede maksimale indhold i drikkevand hundrede gange lavere – så lavt, at det ikke kan måles i laboratoriet. I princippet svarer det til nultolerance.

Svære at finde

Ifølge Christian Nyrop Albers vil der gå mange år, før vi kan finde alle disse stoffer i naturen. Ikke fordi de ikke er der, men fordi de er svære at identificere.

”I dag er det ikke sådan, at man kan sende en prøve til et laboratorie for lige at høre, om nogen af de ca. 12.000 stoffer er til stede. Der er en rivende udvikling i gang, når det handler om at analysere for mange forskellige stoffer i samme prøve. Men det vil fortsat være en udfordring, om man kan måle i koncentrationer, der er lave nok,” siger han.

Gennem de senere år er grænseværdierne for udvalgte PFAS-stoffer nemlig blevet sat så lavt, at det er umuligt at finde dem i en vand- eller jordprøve med de analysemetoder, der findes i dag.

”Samtidig skal vi være helt klare på, hvad det er for nogle stoffer, vi vil lede efter. 12.000 er næppe noget præcist tal. Man skal ikke bilde sig ind, at vi har et fuldstændigt overblik over, hvilke stoffer der er i produktion, hvilke der er blevet brugt, og hvilke der ikke produceres mere,” siger Christian Nyrop Albers.

Toppen af isbjerget

Ud af de 12.000 forskellige PFAS-typer tester Danmark i dag for – 12. Fire af dem har vi særligt fokus på, fordi vi ved, at de er helbredsskadelige selv ved lave koncentrationer: PFOS, PFOA, PFNA og PFHxS.

EU har for nylig lavet en liste på yderligere 10 stoffer, som man bør være ekstra opmærksom på, og som vi så småt er ved at begynde at teste for.

Med andre ord er vi ved at udvide analyserne fra én til to promille af de potentielt problematiske stoffer.

De 22 stoffer er dog ikke udvalgt tilfældigt, understreger Christian Nyrop Albers.

”Man har set på, hvilke stoffer der har været anvendt meget, og på sandsynligheden for, at de ville ende i vandmiljøet. Men det er svært at forestille sig, at der ikke er andre PFAS’er i grundvandet, hvis man kiggede efter. Hvilke stoffer og i hvilke koncentrationer er det umuligt at sige noget om,” siger han.

Sundhedseffekterne ved vi lige så lidt om, da der ikke findes toksikologiske studier af disse stoffer endnu.

Når grænseværdierne er blevet sænket voldsomt for PFOS, PFOA, PFNA og PFHxS, er det fordi, stofferne kan være skadelige selv i helt små koncentrationer.

”Men det er formentlig ikke kun de fire, der har den effekt. Det er bare dem, der er blevet studeret. Man kunne formentlig godt argumentere for, at alle de PFAS-stoffer, der har en lignende struktur, skulle have samme grænseværdi. Men proceduren i dag er, at det skal bevises, at de er giftige, før vi sætter en grænseværdi,” siger Christian Nyrop Albers.

Bredt forbud og industrisamarbejde er nødvendigt

Et af argumenterne for at lave et bredt forbud er, at det vil gøre det umuligt for kemikalieproducenter at lave mindre ændringer i et stof, der er blevet forbudt for herefter at markedsføre det under et andet navn. Toksikologiske studier tager tid at lave, og i mellemtiden ville det pågældende stof kunne bruges, så længe det ikke bevisligt er giftigt.

”Sådan er kemikalielovgivningen skruet sammen,” konstaterer Christian Nyrop Albers. ”Med et bredt forbud mod PFAS vil alle fluorstoffer som udgangspunkt være bandlyst ud fra et forsigtighedsprincip.”

Vil man have overblik over området og finde ud af, hvilke kemikalier det er relevant at lede målrettet efter, kræver det samarbejde og åbenhed fra industrien om, hvilke kemikalier der er blevet brugt gennem årene og i hvilke sammenhænge.

”Det, vi skal sørge for at finde ud af nu, er, hvilke af de 12.000 stoffer, der har været brugt i mængder, der kan være problematiske på steder, hvor de kan havne i vores drikkevand eller afgrøder, og så lede efter dem. Jeg tror ikke, at vi nogensinde kommer i nærheden af at skulle lede efter 12.000 forskellige stoffer. Det vil være alt for dyrt,” siger Christian Nyrop Albers.

Lave grænseværdier

Grunden til, at PFAS er blevet et stort problem er, at grænseværdierne for de udvalgte stoffer for nylig er blevet sænket. Det betyder, at vi nu leder efter dem i meget lavere koncentrationer end før, og det har fået det konstaterede antal af inficerede vandboringer til at eksplodere.

”Vi finder PFAS i omkring 15 pct. af prøverne fra vandboringer i dag. Hvis vi havde analyseret de samme prøver med de metoder, vi brugte for halvandet år siden, havde vi måske kun fundet PFAS i 5 pct. Hvis vi bliver endnu bedre til at analysere i fremtiden, vil vi nok finde PFAS i mange flere boringer,” konstaterer Christian Nyrop Albers. Han understreger dog samtidig, at der er lang vej til et komplet overblik over forureningen.

”Vi kommer nok aldrig til at blive kloge på, hvad der findes i meget lav koncentration af alle de her stoffer. Grænseværdierne, der er sat på baggrund af de epidemiologiske undersøgelser, er så lave, at de metoder, vi har i øjeblikket, skal være målrettet præcist mod det enkelte kemikalie for at kunne detektere det. Hvis der er nogle stoffer derude i høje koncentrationer, skal vi nok finde dem over tid. Hvis der er nogen i så små koncentrationer, at vi ikke kan finde dem, må vi krydse fingre for, at de ikke er så giftige.”

BIOGRAFIER

Journalist og forfatter, Vid&Sans
Jakob Brodersen er journalist og forfatter og fast bidragyder til Vid&Sans. Skriver især om teknologi og naturvidenskab.
Seniorforsker, GEUS
Christian Nyrop Albers er seniorforsker i miljøgeokemi ved GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Han er uddannet miljøkemiker fra Roskilde Universitet med ph.d.-grad fra 2010. I mere end 15 år har han forsket i miljøfremmede stoffers skæbne i jord og grundvand.

ANBEFALET TIL DIG

Menu