Valgtrommerne er så småt begyndt at lyde i Moskva. Mens verdens øjne er rettet mod Ukraine, har Ruslands politiske elite noteret datoen 17. marts 2024 i kalenderen.
Den dag skal der nemlig afholdes præsidentvalg, og der er flere åbne spørgsmål end sædvanligt:
Vil Putin genopstille? Kan han styre processen frem mod valget og sikre genvalg? Hvilken betydning får konflikten i Ukraine for valget – og vice versa?
Under Putin har Rusland været karakteriseret ved en stadig stærkere magtkoncentration hos præsidenten, manipulation af vælgerne og tiltagende brutal undertrykkelse af kritiske røster. Man kan ikke betegne Rusland som et demokrati, hvor der er meningsfuld konkurrence om magten.
Men det er langtfra ensbetydende med, at valget i 2024 er ligegyldigt. Tværtimod.
Langt størstedelen af alle autoritære regimer afholder i dag valg. I en tid, hvor demokrati stadig står stærkt på verdensplan, forsøger autokraterne paradoksalt nok at legitimere deres udemokratiske styreform ved at lade folket tale gennem stemmeurnerne.
Men valg er et tveægget sværd for moderne diktatorer.
For ikke mindst giver det oppositionen og utilfredse borgere et naturligt fokuspunkt – et specifikt tidspunkt, hvor mobilisering mod regimet er naturlig. Folkelige protester sker således ofte i forbindelse med valg, som vi bl.a. så det i Belarus i 2020. Og selv om Lukasjenko dengang overlevede ved at ty til rå vold, skubbes flere og flere diktatorer i vore dage fra magten som følge af sådanne massemobiliseringer.
Men også de eliter, som ellers støtter lederen og muliggør hans magt, kan blive mere urolige og deres loyalitet mere flygtig i forbindelse med valg.
Studier viser således, at politiske eliter er mere tilbøjelige til at støtte oppositionen, når diktatoren er på valg, og kupforsøg forekommer også hyppigere.
Så der er al mulig grund til at holde skarpt øje med optakten til det russiske præsidentvalg.
Tager Putin endnu en tørn?
Selv om valget ligger et år ude i fremtiden, er der ikke længe til kampagneperioden officielt vil blive skudt i gang.
I henhold til forfatningen skydes kampagneperioden officielt i gang 90-100 dage inden valget af det russiske overhus, Føderationsrådet. Typisk sker det præcis tre måneder før valgdatoen, altså den 17. december 2023. I månederne forinden vil kandidaterne til præsidentposten som regel have meldt deres kandidatur.
Det største spørgsmål er naturligt nok: Vil Putin stille op endnu engang? Rent juridisk er der ikke længere noget til hinder for det.
Putin fik i juli 2020 ændret forfatningen gennem en stærkt kontrolleret og dybt manipuleret folkeafstemning. Bl.a. blev præsidentens beføjelser udvidet, og grænsen for, hvor længe en præsident kan sidde på magten, blev ændret. Faktisk blev paragraffen skærpet, så præsidenten maksimalt kan sidde i to perioder i alt, hvor det tidligere var to perioder i træk. Men samtidig blev tidligere embedsperioder ”nulstillet”, og Putin kan således søge genvalg i 2024 og igen i 2030 og har dermed reelt banet vejen for, at han kan sidde på magten til 2036.
Der er ingen tegn i sol og måne på, at Putin ikke agter at forblive som Ruslands præsident i endnu en valgperiode. Han har ikke leveret udtalelser, som indikerer det, og der er intet i hans ledelsesstil, som giver anledning til at tro, at et magtskifte i Kreml står for døren.
Putin lader også til at nyde magten; kontrollen og opmærksomheden, persondyrkelsen og luksuslivet samt ikke mindst de mange milliarder af dollar, han har tilranet sig gennem årene.
Det eneste, der sandsynligvis kunne få den tidligere KGB-agent fra Leningrad til at trække sig er alderdom og sygdom. Putin bliver 71 år til oktober, så han er ikke længere nogen vårhare. Og slet ikke i en russisk kontekst, hvor gennemsnitsalderen for mænd er på bare 66 år.
Der har i årevis svirret rygter om alvorlige helbredsproblemer, og der er bl.a. gættet på parkinsonsyge og bugspytkirtelkræft. Der synes ikke at være nogen tvivl om, at Putin er udfordret helbredsmæssigt og bliver medicineret. Men hvad han præcis fejler, og hvor fremskreden lidelsen er, ved ingen med sikkerhed.
Efterfølger-løsningen er risikabel
Havde Rusland ikke ligget i krig med Ukraine, med alle de problemer som deraf følger, kunne Putin meget vel have overvejet at bruge valget som en anledning til at trække sig tilbage og i stedet køre en udvalgt efterfølger i stilling. Han blev selv kørt af stilling i 1999, da Boris Jeltsin blev for syg og svag til at sidde ved rorpinden, men samtidig ville sikre, at han selv, hans familie og hans nærmeste håndlangere ikke kunne retsforfølges for deres omfattende korruptionseskapader.
I diktaturer forekommer den slags kontrollerede magtoverdragelser relativt hyppigt. Senest har vi set det i det hermetisk lukkede Turkmenistan i marts 2022, da den siddende leder Gurbanguly Berdimuhammedow foreslog sin søn Serdar som sin efterfølger og fuldendte processen ved et stramt styret og manipuleret præsidentvalg.
Men i dagens Rusland vil efterfølger-løsningen sandsynligvis være en alt for risikabel strategi. Putin vil få vanskeligt ved at styre processen, og i værste fald kunne annonceringen af jernmandens forestående exit tilskynde alternative kandidater til at forsøge at sikre sig magten.
Putin kan risikere at blive retsforfulgt ikke blot for korruption, men også for mord på politiske modstandere og sågar krigsforbrydelser. Så han skal være helt sikker på, at det er den rette mand, der tager over efter ham.
Og selv hvis overdragelsesprocessen lykkes i første omgang, er strategien fortsat behæftet med anselige risici på den lidt længere bane.
Putin så selv, hvordan det gik nabolandet Kasakhstans aldrende og stærkt svækkede præsident Nursultan Naserbajev. I 2019 overdrog han præsidentposten til sin udvalgte efterfølger, Kassym-Jomart Tokajev. Alt gik tilsyneladende som smurt. Men i januar 2022, da omfattende protester rystede landet, så Tokajev sit snit til at cementere sin magt. Naserbajev, hans klan og andre af hans nære allierede røg ud på hænder og fødder. De fik eksproprieret deres virksomheder og formuer, flere måtte forlade landet, mens andre fik årelange fængselsstraffe.
Vil Putin være sikker på at undgå samme skæbne, giver det god mening at klæbe sig til sin taburet – som minimum indtil bedre tider indfinder sig.
Alle venter på Putins udmelding
Dermed peger alt på, at Putin vil gå efter seks år mere ved magten. Spørgsmålet er så, hvornår den russiske leder vil melde ud, at han agter at stille op igen.
Historisk har vi set Putin gøre det på ganske forskellige tidspunkter. Da han var i fuld kontrol i forbindelse med valget i 2018, annoncerede han det blot et par uger inden den tre måneder lange valgkamp gik i gang.
Men ved valget i 2012, hvor der var usikkerhed om, hvorvidt Putin ville vende tilbage til præsidentembedet efter fire år som premierminister og erstatte sin egen håndplukkede stand-in Dmitrij Medvedev, manede han tvivlen i jorden allerede i september 2011.
Putins kontrol med Rusland var på det tidspunkt for nedadgående, økonomien var presset, befolkningen var utilfreds, og i omverdenen nedlagde folkelige revolutioner det ene diktatur efter det andet i slipstrømmen på det arabiske forår.
Situationen i dag ligner langt mere 2012 end 2018: Putin er presset på alle fronter. På slagmarken er der overordentligt langt mellem sejrene, og Rusland mister mange soldater og meget materiel. Økonomien er alvorligt udfordret af de store udgifter til krigen kombineret med dramatisk faldende indtægter fra salg af gas og olie og dalende indenlandsk produktion.
Januar måned stod man således med det største underskud på de offentlige budgetter siden 1998, hvor Rusland var helt i knæ økonomisk efter Sovjetunionens opløsning.
Relativt til januar 2022 er statens indtægter faldet med 35 pct. og udgifterne er steget med 59 pct.
Også i eliten er der tiltagende uro. Mest tydeligt har vi set det med Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigosjin, som gang på gang åbent forsøger at promovere sig selv, til trods for at Putin tilsyneladende har forsøgt at disciplinere ham.
Ej heller de nationalistiske kritikere er det lykkedes Putin at kontrollere. De såkaldte militærbloggere leverer hyppigt sønderlemmende kritik af den militære ledelse. Enkelte har sågar vovet en mere direkte kritik af Putin selv – dog stadig forsvarligt indpakket.
I sådan en situation er det pinedød nødvendigt for en diktator at signalere til de politiske eliter, at styret har kontrol. På den baggrund kan vi forvente, at den russiske leder vil annoncere sit kandidatur relativt tidligt.
Putins dilemma
Det, Putin formentligt venter på, er en eller anden form for sejr, som kan gøre hans intention om at forblive på magten troværdig. Putin skal ikke blot sige, at han er manden, der vil blive siddende for bordenden. Han skal også vise, at han er manden, der vitterligt kan blive siddende.
Det forlyder, at Putin har beordret den øverste general for operationen i Ukraine, Valerij Gerasimov, til at erobre hele Donbas – dvs. både Donetsk- og Lugansk-regionerne – inden marts. En russisk offensiv er derfor sandsynligvis på trapperne. Ja, måske er den, som Natos generalsekretær annoncerede det for nylig, allerede i gang.
Putin er forgabt i historiske analogier og en mester i at udnytte disse til at legitimere sine politikker og puste sine sejre op.
Annekteringen af Krim blev fuldbyrdet i midten af marts 2014, og der er ingen tvivl om, at den russiske leder ønsker at genskabe den patriotiske eufori, som greb store dele af befolkningen dengang.
Kan han genvinde Donbas, har han nået det officielle, om end nedjusterede mål, for sin ”specielle militæroperation”. Det vil sandsynligvis give ham et tiltrængt popularitetsboost, gøre det muligt for ham at nedskalere militært for en periode, spare penge og undgå, at utilfredsheden blandt tropperne og i befolkningen som helhed ikke vokser sig for stor. Han vil kunne koncentrere sig om valget for muligvis at skrue op for krigsmaskinen igen senere.
Hvis ikke Putin får den militære succesoplevelse, han har brug for, så kan det være, at han venter med at annoncere sit kandidatur helt til september 2023. Til den tid skal der være valg i flere russiske regioner, heriblandt til borgmesterposten i hovedstaden Moskva, hvor vi typisk ser størst modstand mod Putin-styret.
Kan Putin vise, at styret kan kontrollere dén proces, hvorfor skulle han så ikke kunne sejre ved præsidentvalget i marts 2024?
Men Putins dilemma er, at jo længere han venter, jo længere tid vil der være med usikkerhed, og jo større vil risikoen være for uro blandt Putins støtter. Det vil igen gøre det sværere for præsidenten faktisk at kontrollere regionalvalgene.
Derfor er der også den mulighed, at Putin forsøger at komme tvivlen i forkøbet og melde tidligt ud, selv om han ikke har en militær og/eller politisk sejr i hus. En anledning kunne være den årlige ’state of the union’-tale, som er planlagt til den 21. februar.
Ligegyldigt hvilken strategi Putin forfølger, får han brug for et solidt rygstød for at kunne styre valgprocessen det næste år. Og bliver Putin først presset, så er det sandsynligt, at han tyr til mere og mere risikable tiltag – både indadtil i Rusland og på slagmarken i Ukraine.
Men også i andre udenrigspolitiske henseender kan den russiske diktator blive mere dristig i forsøget på at sikre sig en politisk skalp, som han kan genetablere roen med. Senest har Moldova angiveligt afværget en russisk plan om at installere en pro-russisk regering gennem voldelige protester efter en drejebog skrevet med inspiration fra stormen på kongressen i USA i 2021 og i Brasilien i sidste måned.
Kan Putin så vinde valget i 2024?
Det er endnu alt for tidligt at spå om, og spørgsmålet er snarere, om han kan overleve politisk frem til valget. Som det fremgår, er det ikke så ligetil. Og det er i sig selv nyt for den russiske præsident, som gennem årtier har været vant til næsten at kunne gå på vandet.
Men en ting er sikkert: Valgets optakt og udfald hænger uløseligt sammen med krigens gang i Ukraine. Med det forestående valg har Putin tildraget sig endnu en hovedpine.
