Europa kæmper i disse uger og måneder med at gøre sig fri af russisk olie og naturgas, for ikke ad den vej at finansiere Putins militære aggressioner. Men det bliver samtidig tydeligt, at mange af alternativerne – Qatar, Saudi-Arabien, Venezuela, Iran, Turkmenistan – er mindst lige så autokratiske med lige så problematisk et forhold til demokrati og menneskerettigheder.
Er det et tilfælde, eller er der en sammenhæng? Er energieksport ligefrem årsag til, at nogle lande slår ind på diktaturets vej? Det er der faktisk forskningsmæssigt belæg for. Nogle forskere taler ligefrem om ’ressourceforbandelsen’: Rig adgang til olie, gas og andre værdifulde råstoffer burde være en velsignelse for et land, men fører ofte til diktatur og undertrykkelse.
”Der er helt klart en sammenhæng mellem eksport af naturressourcer og autokratiske styreformer,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm. Han har forsket i diktaturer på Aarhus Universitet og bl.a. undersøgt, hvilke faktorer der afgør, om en diktator bliver væltet eller kan fastholde magten.
Han har bl.a. undersøgt, hvordan demokrati og statsinstitutioner fremmer økonomisk udvikling og omvendt. Den vekselvirkning er ifølge ham en af de afgørende grunde til, at så mange energi-eksporterende lande er udemokratiske. I stedet for en positiv spiral af økonomisk og demokratisk udvikling havner de nemlig ofte i den modsatte grøft.
”Lande der får mange indtægter fra én naturressource, behøver ikke at udvikle resten af økonomien, men kan leve af den primære sektor alene. Dermed får de ikke den udvikling af nye socialklasser og uddannelse af befolkningen, som er drivkræfter bag demokratisering i de fleste lande,” siger han.
En mindre kompleks økonomi er én faktor, der modvirker et frit og demokratisk samfund, men det er ikke den eneste drivkraft bag ’forbandelsen. Den hviler på en lang række faktorer, hvis relative betydning ivrigt diskuteres i fagkredse.
Alexander Vonebjerg-Grundholm udpeger fem faktorer som de væsentligste.
Ressourcer gør befolkningen overflødig
Den første faktor handler om afkobling mellem befolkning og magthavere.
I et demokrati er politikerne direkte afhængige af, at et flertal af vælgerne stemmer på dem. Det behøver en diktator ikke, men han er alligevel nødt til at sikre sig støtte i visse dele af befolkningen og har f.eks. ikke råd til at køre hele økonomien i sænk, uden at hans magt også slår revner.
”Normalt er et styre afhængig af sin befolkning og den lokale økonomi som skattegrundlag. Det giver befolkningen en vis ’magt over magthaverne’, selv i et diktatur,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
Men har man rige oliekilder, er det pludselig nemt at tjene penge til at finansiere staten, militæret og undertrykkelsesapparatet uden at bekymre sig om at skabe en lokal økonomi, der kan beskattes.
”Det kræver hverken en stor kompliceret økonomisk udvikling af landet, uddannelse af befolkningen eller ret meget arbejdskraft. Ofte sælger styret bare olierettigheder til transnationale selskaber, som selv medbringer både udstyr og arbejdskraft. Det giver magthaveren en kæmpe frihed, ” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
Når statens penge ikke kommer fra befolkningen, så forsvinder den afhængighed, der normalt findes selv i udemokratiske lande, forklarer han.
”Er styret afhængig af sin lokale økonomi, kan befolkningen presse styret i retning af demokratiske reformer, økonomisk udvikling, velfærd, uddannelse eller andre goder, selv om deres magt selvfølgelig er begrænset. F.eks. er strejke et typisk magtmiddel, der kan lamme økonomien. Men når lokalbefolkningen ikke arbejder i olieindustrien, som er styrets pengekilde, kan de strejke så tosset de vil; magthaverne kan være ligeglade.”
Forbandelsen kører bedst på olie
Afkoblingen mellem pengestrømmen og det meste af befolkningen er også en af nøglerne til at forstå, hvorfor ressourceforbandelsen hviler så tungt over visse naturressourcer, mens andre tilsyneladende ikke medfører problemer.
”Olie og gas er der, hvor vi ser den mest direkte sammenhæng. I den anden ende af skalaen har vi f.eks. tømmer og landbrug, der ikke ser ud til at modvirke demokrati nævneværdigt, mens minedrift er et sted i midten,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
Det er der to grunde til.
Det er for det første vigtigt, om ressourcen er nem at udnytte økonomisk uden at skulle involvere en større del af lokalbefolkningen. Og for det andet, om den er politisk, økonomisk og strategisk vigtig for andre lande. Det er afgørende for at få lang snor på den internationale scene og slippe afsted med en masse uden at møde modstand og sanktioner.
”Hvis hele ens økonomi er afhængig af energi-import, er man varsom med kritik af de lande, hvor man køber olie og gas. Det er det, der har været på spil mellem Europa og Rusland. Vi har været stærkt afhængige af deres ressourcer,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
Eksemplet viser, at der trods alt er en grænse – og at Putins invasion af et demokratisk naboland har overskredet den. Men energi-eksporten har i årtier givet Rusland et markant større spillerum. Selv i dag, hvor fordømmelse og hårde sanktioner hagler ned over Rusland og Europa direkte støtter Ukraine militært med tunge våben, fortsætter Europa med at sende massive pengestrømme til Rusland.
Selv i en ekstrem situation er vores afhængighed af russisk gas så stærk, at vi ikke har lukket for gashanen. Tværtimod er det Putin, der var først til at bruge gas-afhængigheden som magtmiddel, da han onsdag lukkede for gassen til Polen og Bulgarien som straf for, at de ikke vil betale med russiske rubler, som Rusland har krævet. Allerede dagen efter begyndte andre lande at give efter og føje Ruslands krav.
Efter den kolde krig fandt det russiske demokrati ikke rigtig fodfæste, og ifølge Alexander Vonebjerg-Grundholm har olie- og gaseksporten været med til at understøtte Putins stadig mere autokratiske styre og magtkoncentration. Ruslands konstante sammenstød med Ukraine de sidste årtier kan også forstås som en kamp om rørledninger og det gasmonopol, som er afgørende for Putin-styrets magt over sin befolkning og i omverdenen.
Rigdom giver demokrati – ressourcer giver fattigdom
Den anden faktor bag ressourceforbandelsen er beslægtet med den første og handler om udvikling af økonomien. Forbandelsen modvirker nemlig ikke kun demokrati, men også udvikling af en sund nationaløkonomi, generelle menneskerettigheder, uddannelsesniveau og selv så konkrete ting som kønsligestilling. De ting hænger nemlig sammen.
”Salg af olierettigheder er nemme penge, der bare falder lige ned i regimets turban. Det fører ofte til, at resten af økonomien bliver negligeret og aldrig rigtig udvikler sig,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
Kort sagt behøver styret ikke besvære sig med at investere i at udvikle en kompleks økonomi og uddanne sin befolkning. Måske forsøger diktatoren ligefrem aktivt at undgå det af frygt for at befolkningen vil få indflydelse og udfordre hans magtmonopol.
Ifølge Alexander Vonebjerg-Grundholm var det netop den gradvise økonomiske udvikling, som gødede jorden for demokrati i Vesten: Industrialisering, urbanisering og uddannelse skabte nye socialklasser med politiske ambitioner.
”Arbejderklassen og middelklassen har været stærke drivkræfter for demokrati i Vesten. Når de klasser aldrig opstår i et land, så mangler deres kræfter til at fremtvinge demokrati og andre rettigheder,” siger han.
Der er en stærk statistisk sammenhæng mellem velstand og demokrati. Men BNP alene kan være misvisende, for det kan netop dække over eksport af én naturressource på bekostning af resten af økonomien.
”Men ser man bort fra den ene eksportvare, bliver sammenhængen meget tydelig. Et samfunds niveau af økonomisk udvikling er den kraftigste markør for, om landet vil være demokratisk. Og én naturressource er ofte hæmsko for en veludviklet og kompleks økonomi,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
Ordet udvikling er afgørende. Naturressourcer hæmmer udvikling af den øvrige økonomi, af befolkningen og i sidste ende af demokratiet. Men har et land allerede udviklet et solidt demokrati, en politisk kultur og stærke institutioner, er der intet der tyder på, at en lukrativ naturressource truer det.
Tværtimod er et demokratisk fundament forudsætning for, at naturressourcerne faktisk kan gavne den brede befolkning. Det typiske eksempel er Norge, som efter mere end et århundredes stabilt demokrati fandt olie og gas i Nordsøen.
Konsolidering eller kaos?
Den tredje og fjerde faktor i ressourceforbandelsen hænger tæt sammen, selv om de på overfladen virker modsatrettede. Det at have en naturressource, der giver nemme penge, kan nemlig give politisk ustabilitet – eller stabilitet.
”Det giver højere risiko for borgerkrig, fordi kæmpende grupper kan vinde meget på at tage magten og sælge ressourcen, selv om økonomien i resten af landet er ødelagt i borgerkrigen,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
Normalt er der ikke meget økonomisk at vinde på at overtage et land, der ligger i ruiner efter krig, forklarer han. Men f.eks. olierettigheder eller diamanter i jorden kan stadig sælges uden problemer, så stridende grupper, både indenlandske og udenlandske, har noget at kæmpe for.
”Og borgerkrig hæmmer udviklingen af stabilt demokrati ret markant, ligesom det ødelægger meget andet i samfundet.”
Men paradoksalt nok kan naturressourcer også virke stabiliserende på et diktatorisk regime, f.eks. efter en borgerkrig.
”Lykkes det nogen at sætte sig stærkt på magten, har styret pludselig en masse ressourcer, der øger evnen til undertrykkelse. Uden om befolkningen har man en kilde til finansiering af militær, politi og magtstrukturer, der kan undertrykke befolkningen og andre udfordrere til magten. Det forhindrer også demokratiske bevægelser,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
Han fremhæver det arabiske forår, hvor folkelige opstande brød ud mod diktaturer i Mellemøsten. Både i lande med og uden olieressourcer og den tilhørende forbandelse.
”Bahrain var f.eks. meget hårdt ramt. Deres protester var enorme, og ifølge nogle kilder var næsten en femtedel af befolkningen ude at demonstrere på et tidspunkt. Men styret var aldrig i nærheden af at vælte. Det siger noget om styrken i deres sikkerhedsapparat og hårde magtmidler, at de kan stå imod og slå det ned så effektivt,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
Pengene fra olie- og gaseksport betyder, at Bahrain kan finansiere et enormt militær, politi og sikkerhedstjeneste uden at indkræve en krone i skat. Staten får dermed et meget hårdt greb om magten og bliver en lige så klar forhindring for demokrati, som en borgerkrig kan være.
”Det kan lyde modstridende, og der er en lang og kompliceret forklaring på, hvorfor lande kan ende i den ene eller anden grøft. Men kort sagt kan det gå de to veje: Enten ustabilitet og kamp om ressourcerne eller konsolidering af et styre, der sidder på ressourcerne og undertrykker alle andre. Begge situationer er dårlige for demokratiet,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
Forbandelsen fra udlandet
Den femte faktor i ressourceforbandelsen er international. For hvordan kan det være, at vi i Vesten forsynede Bahrain med de våben, der blev brugt til at knuse demokratibevægelsen? Og hvorfor sælger vi endnu flere våben til de brutale diktaturer i Saudi-Arabien, Qatar og de Forenede Arabiske Emirater, som bruger dem til både at undertrykke deres egen befolkning og invadere ressourcefattige nabolande som Yemen?
Kort sagt handler det om vores rolle og ansvar for at støtte eller modvirke demokrati i de olie- og gaseksporterende lande.
”Olien er et skjold mod international modstand, kritik og sanktioner. Mange lande er for afhængige af den til at turde træde regimerne over tæerne. Det ser man i Mellemøsten, og det så man også i Rusland indtil for nylig, hvor Putin krydsede en grænse,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
Bahrains brutale nedkæmpning af demokratibevægelsen gav anledning til en meget vag international kritik, men ingen sanktioner. Ifølge Alexander Vonebjerg-Grundholm ville et diktatur, som ikke eksporterede olie og gas til Vesten eller husede amerikanske militærbaser, aldrig slippe så let afsted med den manøvre. Det samme gælder for Saudi-Arabiens feudale styreform og hårdhændede fremfærd over for nabolande.
”Rusland illustrerer at man ikke har carte blanche til at gøre hvad som helst, bare fordi man sælger gas. Der er en grænse. Men man kan gå ret langt, før man rammer den. Annekteringen af Krim udløste nogle sanktioner, men russerne beholdt jo Krim. Konsekvenserne blev bl.a. begrænset af, at EU var så afhængig af russisk gas,” siger han.
Det internationale samfunds velvilje – eller frygt for en energikrise – er altså afgørende for et diktaturs overlevelse. Men det er en faktor, som betyder mindre nu, end den har gjort, vurderer Alexander Vonebjerg-Grundholm.
”USA stod bag utallige kup og guerilla-bevægelser under den kolde krig, og Sovjet var lige så slemme. Man gik aktivt ind og væltede demokratiske regeringer for at fremme sine militære eller økonomiske interesser, typisk olieeksport. Men nu er tiden ikke længere til det. Man støtter stadig dem, der tjener ens interesser bedst, også hvis det er udemokratiske regimer. Men Vesten vælter ikke længere bare demokratier og vil ikke selv aktivt nedkæmpe demokrati-bevægelser,” siger han.
I dag foregår støtten til ressource-eksporterende diktaturer mere passivt og indirekte.
”Man har talt meget om, at Vesten efter den kolde krig har arbejdet for demokrati mange steder i verden, men lande med strategiske ressourcer har i hvert fald ikke været blandt dem. De har fået fripas. Se bare Saudi-Arabien og Bahrain,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
Supermagterne – i dag reelt kun USA – kan ikke længere legitimere at blande sig i demokratiske lande eller støtte diktaturer militært for at sikre sig en naturressource. Til gengæld fortsætter støtten til olie-eksporterende diktaturer mere diskret.
”USA er bevidst om, at demokratier indebærer en risiko for, at folk stemmer på nogen, der ikke har lyst til at fortsætte det lukrative samarbejde om f.eks. olieeksport. Man går ikke længere direkte ind og støtter diktaturer militært længere, men man støtter dem på andre måder,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
F.eks. undlader man at kritisere Bahrain for at knuse en demokratibevægelse og giver dem diplomatisk rygdækning imod andre landes kritik og potentielle sanktioner. Det samme mønster gælder andre strategisk vigtige lande, forklarer han.
”Der er en bevidsthed om at f.eks. Saudi-Arabien leverer strategiske ressourcer, så det regime støtter man ret stærkt. Man sælger dem masser af våben, man undlader kritik og gør, hvad man kan diplomatisk for at støtte dem. Men det er subtilt nu i forhold til før, og man vil f.eks. ikke sende soldater for at hjælpe dem direkte med at undertrykke deres modstandere.”
Et bryg af mange gifte
Listen over ingredienser i det mix, der tilsammen udgør ressourceforbandelsen, fortsætter længe endnu, og nogle af dem er mere velunderbyggede end andre.
”Disse fem faktorer er de vigtigste bud på hvad der driver ressourceforbandelsen, men der er endnu flere, og de udelukker ikke hinanden. Det vil ofte være mere end én mekanisme, der er i spil på samme tid. Et lands politiske kultur er kompleks, og konteksten varierer fra land til land, så det er lidt forskelligt, hvordan ressourceforbandelsen slår igennem lokalt,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
Der er tvivl om nogle af ingredienserne og evig faglig diskussion om detaljerne i deres komplekse samspil. Men giftigheden af det samlede bryg er der ikke tvivl om. I hvert fald ikke hos Alexander Vonebjerg-Grundholm.
”I samfundsvidenskab tør vi stort set aldrig sige noget helt sikkert. Men Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at sammenhængen er der. Ressourceforbandelsen findes.”
Det lyder dystert, men herhjemme skal vi ikke være bange for at finde guld i undergrunden eller kigge nervøst ud mod oliekilderne i Nordsøen.
”Det er vigtigt at understrege, at ressourceforbandelsen hæmmer demokratisk udvikling. Men den fjerner ikke demokratiet der, hvor den allerede er veludviklet. Så vi skal ikke regne med, at Norge lige om lidt bryder ud i borgerkrig eller indfører brutalt diktatur, bare fordi pengene fosser ind i oliefonden,” siger Alexander Vonebjerg-Grundholm.
