Vladimir Putin har ikke alene indledt en krig mod nabolandet Ukraine, men også en krig mod sit eget folk. En krig mod Rusland.
Det er i hvert fald budskabet fra det mindretal af russere, der fortsat trodser regimets trusler og går på gaden i protest mod den krig, som deres regering ikke vil tale om. I den hjemlige krig mod kritiske røster er våbnene ikke tanks og missiler, men statskontrollerede medier og en stadig strammere lovgivning.
For at forstå betydningen af og motivationen bag de protester, vi ser disse uger, er vi nødt til at træde nogle skridt tilbage og se på protestbevægelsernes udvikling i det moderne Rusland.
Protestens evolution
Når vi taler om protester og protestbevægelser, er det ofte gadeprotester, der toner frem på nethinden. Systemkritik er ikke et nyt fænomen i det moderne Rusland, og siden opløsningen af Sovjetunionen i 1991 har der været adskillige bølger af protester.
Protesterne har varieret både i form og motivation over de seneste tre årtier – fra strejker til kunstneriske aktioner. Når det kommer til netop gadeprotester, er det muligt at pege på én særligt betydningsfuld protestbølge i det moderne Rusland: De såkaldte Bolotnaja-protester.
Den 4. december 2011 blev der afholdt valg til Dumaen, det russiske parlament. Valgobservatører beskrev valget som ufrit. Det satte gang i et række protester, der fik yderligere vind i sejlene, da Putin annoncerede, at han agtede at genopstille op til præsidentvalget i 2012. Han var på daværende tidspunkt premierminister, efter at være trådt tilbage som præsident i 2008.
Protestbølgen blev efterfølgende kendt som Bolotnaja-protesterne, opkaldt efter den centrale Bolotnaja-plads i Moskva. Demonstrationerne blev de største gadeprotester i Rusland siden Sovjetunionens kollaps. De samlede, afhængigt af hvilke kilder man foretrækker, et sted mellem 25.000 og 100.000 mennesker i Moskvas gader, og protestbølgen fortsatte ind i 2013.
Hvad vil de russiske demonstranter?
Gadeprotester er flygtige og midlertidige. Skal protestbevægelser udmunde i faktiske politiske resultater, kræver det både struktur og et konkret, realiserbart mål.
Så hvad ligger bag protesterne? Hvad vil de russiske demonstranter opnå?
Det er naturligvis vanskeligt at kortlægge hver enkelt deltagers individuelle motivation. Men meningsmålinger, sociale medier, protestskilte og kampråb giver et fingerpeg om, at den konkrete politiske anledning til protesterne ikke altid rummer hele forklaringen.
I 2011 rettede protesterne sig mod valget til Dumaen samt Putins genopstilling til præsidentembedet. I 2019 var det udelukkelsen af oppositionskandidater ved regionalvalget i Moskva.
Men i Rusland er det sjældent, at protester, som er drevet af politisk utilfredshed, resulterer i en samfundsmæssig ændring.
Til gengæld synes protester relateret til økonomi og levestandard at have mere gennemslagskraft. Det så vi blandt andet i 2018, hvor borgere gik på gaden i protest med en ny pensionsreform. Pensionsprotesterne endte faktisk i en (mindre) ændring i reformen.
Som bekendt har gadeprotester i samtidens Rusland ikke resulteret i et regimeskifte. I stedet har den politiske ledelse svaret igen ved at slå hårdt ned på systemkritikere – og civilsamfundet i almindelighed.
På denne måde befinder undertrykkelse og modstand sig i en dynamisk relation, hvor undertrykkelsen tager form efter modstanden og omvendt.
Når man strammer garnet
I nogle regimer overtræder regimet lovgivningen i forsøget på at beholde magten. I Rusland er lovgivningen derimod et effektivt redskab til at inddæmme systemkritik.
Parallelt med de forskellige bølger af protester, vi har set det seneste årti, er lovgivningen blevet tilsvarende strammet på en række områder for at begrænse civilsamfundets og mediernes frihed.
En af de vigtigste er loven om fremmedagenter. Hvis en organisation beskæftiger sig med politisk arbejde og modtager økonomisk støtte fra udlandet, kan den risikere at blive stemplet som en fremmedagent.
Med dette stempel kommer en række krav, som organisationen skal leve op til. Den skal blandt andet deklarere alt sit materiale med meddelelse om, at det kommer fra en fremmedagent. Lever den ikke op til kravene, risikerer den at blive lukket. Det gør det vanskeligt for civilsamfundet at organisere sig, og derfor fremstår gadeprotester i stigende grad som en af de eneste tilbageværende muligheder for at udtrykke sig kritisk.
Ifølge den russiske forfatning fra 1993, er alle borgere i Rusland sikret retten til at forsamle sig fredeligt. Dog kræver dette, at forsamlingerne er anmeldt til og godkendt af myndighederne. Det bliver de sjældent. Så langt de fleste er teknisk set ulovlige, og deltagelse kan medføre bøder og endda kortere fængselsstraffe.
Flere gange er strafferammen for deltagelse blevet udvidet, og det er ofte sket enten lige før eller umiddelbart efter større protester. Det så vi blandt andet i sommeren 2012 i forbindelse med Bolotnaja-protesterne og i marts 2014, umiddelbart efter Majdan-revolutionen i Ukraine og annekteringen af Krim.
En anden lov, som i stigende grad bruges af myndighederne til at inddæmme kritiske røster, er loven om ekstremisme. Ekstremisme er i den så vagt beskrevet, at loven kan anvendes i en bred vifte af tilfælde. Blandt andet blev Aleksej Navalnyjs politiske netværk stemplet som ekstremistisk i sommeren 2021.
Navalnyjs netværk var allerede forinden del af den ikke-systemiske opposition, hvilket vil sige en opposition, som den politiske ledelse i Kreml ikke har givet adgang til at deltage i hverken parlaments- eller præsidentvalgene.
Med ekstremismestemplet blev netværket ulovligt. I den aktuelle kontekst betyder dette, at når Navalnyjs støtter opfordrer til at protestere imod krigen, risikerer disse protester også at falde ind under ekstremismeloven.
Det er dog ikke kun oppositionspolitikere, der rammes af ekstremismelovgivningen. Senest er også de sociale medier Facebook og Instagram blevet stemplet som ekstremistiske.
Frontfigurer
Den 17. januar 2021 vendte Navalnyj tilbage til Rusland fra Tyskland, hvor han havde modtaget behandling for forgiftning. Allerede i lufthavnen i Moskva blev han mødt af myndighederne og anholdt. Anholdelsen og den efterfølgende fængsling udløste omfattende ugentlige protester, der fortsatte ind i februar.
Protesterne var fordelt ud over op imod 200 russiske byer. De største i Moskva, Sankt Petersborg, Novosibirsk og Jekaterinburg, men også i en lang række mindre byer.
Ifølge forskellige estimater trodsede op til 300.000 russere den bidende januar-kulde, og gik på gaden for at vise støtte til Navalnyj. Men var dette den egentlige motivation?
Når vi betragter protestbevægelser, har vi en tendens til at lede efter en frontfigur – et ansigt, vi kan sætte på. Og der er ingen tvivl om, at anholdelsen af Navalnyj var startskuddet til protesterne. Men ud fra protesternes omfang må vi gå ud fra, at ikke alle deltagere repræsenterede hans politiske bagland.
Ser vi på de lande, der blev selvstændige med Sovjetunionens opløsning, har protestbevægelser, der ledes af en oppositionspolitisk elite, bedre chancer for at fremprovokere politiske forandringer, f.eks. regimeskifter og demokratiseringsprocesser. Det så vi blandt andet ved Rosenrevolutionen i Georgien i 2003 og Den Orange Revolution i Ukraine i 2004.
De nuværende protester i Rusland er derimod relativt selvorganiserede. Navalnyj og hans kampagneteam spiller stadig en rolle som talerør for bevægelsen som helhed. Det gør det muligt at strømline kommunikationen og giver en illusion af en bevægelse med en form for struktur.
Her er det dog vigtigt at huske på, at det nuværende politiske system i Rusland ikke tolererer en systemisk opposition. Oppositionskandidater udelukkes fra valg, og Navalnyj, som fortsat er i fængsel, står til at modtage en dom på yderligere ni år.
Manglen på en politisk opposition, forfølgelsen af politiske modstandere og brugen af lovgivningen gør det svært at se, at protesterne i deres nuværende form skulle lede til et regimeskifte.
Hvem er den typiske russiske demonstrant?
Både forskningslitteraturen og medierne beskriver undertiden de russiske protestbevægelser – både Bolotnaja-protesterne, Navalnyj-protesterne i 2021 og de igangværende antikrigsprotester – som drevet af den kreative øvre middelklasse og centreret omkring storbyer i det nordvestlige Rusland, primært Moskva og Sankt Petersborg.
Mens flere aldersgrupper er repræsenteret i protesterne, dominerer den yngre del af befolkningen. Det er også denne befolkningsgruppe, der i højest grad er positivt stemte over for Vesten og oftest opsøger nyheder og information fra uafhængige og internationale medier.
Men nogle studier peger på, at protesterne og den politiske aktivisme er bredere forankret i befolkningen.
Den 16. marts 2022 publicerede det uafhængige analyseinstitut Levada-Center en meningsmåling, som undersøger befolkningens holdning til henholdsvis politisk og økonomisk motiverede protester.
Ifølge undersøgelsen, som er foretaget i perioden den 17.–21. februar, svarede 29 pct. af de adspurgte, at de betragtede protester med økonomiske krav som ”mulige”, og 23 pct. var villige til at tage del i dem. 29 pct. anså protester med politiske krav som mulige, mens 18 pct. var klar til at deltage i sådanne protester.
Undersøgelsen viser, at det er dem med lavest indkomst, som er mest villige til at protestere. At det ikke er den øvre middelklasse som er mest protest-lysten, gør op med ideen om, at det protesterne er for den privilegerede storbyelite.
Undersøgelsen peger desuden, ikke så overraskende, på, at det er i den gruppe, som mener, at landet bevæger sig i den forkerte retning og ikke billiger præsidentens handlinger, at flest er villige til at deltage i både økonomisk og politisk motiveret protest.
Man skal tilgå sådanne spørgeundersøgelser med en god portion skepsis. Først og fremmest er meningsmålingen foretaget inden invasionen af Ukraine. Ikke alene har verdensbilledet ændret sig dramatisk – strafferammen for at udtrykke sig kritisk er også blevet udvidet. Man kan nu få op til 15 års fængsel for at sprede såkaldte falske oplysninger om det, myndighederne på orwellsk manér beskriver som ”den militære specialoperation i Ukraine”.
For det andet er det vigtigt at have for øje, hvem der vælger at deltage i en sådan undersøgelse. Levada-Center blev i 2016 stemplet som en fremmedagent. Betegnelsen bærer en stor symbolsk betydning, som ikke skal underkendes. Det kan tænkes, at et antal borgere vil være varsomme og mistænksomme over at være i kontakt med en sådan ”agent”.
Hvad vi kan uddrage fra en sådan undersøgelse, er, at økonomi som motivationsfaktor resonerer en smule bredere i befolkningen end politiske motivationsfaktorer. Om de økonomiske konsekvenser, som sanktionerne medfører, vil lede til protestaktivitet, er dog for tidligt at sige.
Systemkritik på tværs af grænser
Det seneste årti, og særligt det seneste år, har vist os, at oprør i nutidens Rusland ofte resulterer i øget undertrykkelse. Den øgede undertrykkelse har haft en indvirkning på emigrationen fra Rusland, og siden invasionens begyndelse har vi set et markant øget antal af politiske emigranter fra Rusland, heriblandt journalister og politiske aktivister.
At systemkritikere vælger at forlade landet, af frygt for deres liv og retssikkerhed, er ikke et nyt fænomen. De seneste år har denne tendens været i stigning. Allerede inden invasionen har flere russiske aktivister og medier arbejdet uden for landets grænser, herunder det uafhængige medie Meduza.
Siden anholdelsen af Navalnyj i begyndelsen af 2021 er den russiske diaspora i stigende grad begyndt at tage del i oppositionspolitisk aktivisme. Med den øgede politiske emigration kan det tænkes, at det er en tendens, der vil vokse.
