Putins angreb på Ukraine har rystet den verdensorden, der har domineret Europa siden murens fald og Sovjetunionens opløsning. Det gælder ikke bare Ruslands forhold til Vesten, men også til en lang række lande i den gamle østblok.
For en lang række lande i Øst- og Centraleuropa blev murens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991-92 et historisk vendepunkt. Efter østblokkens kollaps orienterede de sig hurtigt mod vest, og inden for mindre årti end et årti var mange optaget i NATO og/eller EU.
Efter næsten 50 år bag jerntæppet bredte sig en udbredt tro på en naturnødvendig og problemfri ”europæisering” – en lineær overgang til liberalt demokrati og fri markedsøkonomi og en uafvendelig udvikling væk fra det ”gamle” system.
Så nemt kom det som bekendt ikke til at gå. Populismen er i dag på fremmarch i hele den vestlige verden, og det liberale demokrati er under stærkt pres. I 2016 valgte briterne Brexit til fordel for EU, og USA valgte Donald Trump som præsident.
På ganske få år er vi gået fra post-koldkrig til post-post-koldkrig. Men den seneste måned er de ideologiske hegnspæle igen ved at blive flyttet. Spørgsmålet er, om Ukraine bliver et vendepunkt?
Især to lande har i de senere år udfordret den politiske mainstream på det europæiske kontinent: Polen og Ungarn. I begge lande har totalitære og antiliberale tendenser fået så stærkt politisk fodfæste, at det har udløst sanktioner fra det øvrige EU.
Ungarn: Putin har kortsluttet valgkampen
Opmærksomheden retter sig især mod Ungarn, hvor der er parlamentsvalg i weekenden. Her har krigen i Ukraine har sat sig dybe spor i valgkampen.
Samme dag som parlamentsvalget afholdes en længe planlagt folkeafstemning om Ungarns anti-LBGT-lovgivning, som EU og menneskerettighedsorganisationer anser for diskriminerende. Premierminister Viktor Orbán og hans regeringsparti, Fidesz, havde udset sig denne afstemning som et centralt valgtema.
Oppositionen havde på sin side planlagt at få emner som korruption, lærerlønninger og etableringen af en afdeling af det kinesiske Fudan-universitet i Ungarn bragt ind i valgkampen.
Men den russiske invasion af Ukraine har ændret retorikken i begge lejre.
Oppositionen slår nu på, at valget 3. april er et valg mellem øst og vest; NATO og EU over for Rusland og Kina. Udfordreren, Péter Márki-Zay, har stillet det op som et valg mellem frihed og økonomisk vækst eller slaveri og social nedtur. Ungarn skal ikke være ”Putins tjener”, siger han.
Orbán har under valgkampen haft en anden fortælling om fred og stabilitet. Ifølge den skal ungarerne vælge mellem et højre, der står for fred, og et venstre, der ønsker krig. Orban har pointeret, at Ungarn skal bakke op om fredsforhandlingerne og bl.a. rost Tyrkiet for at indtage rollen som mægler og vært for forhandlinger.
Regeringspartiet vil ikke som oppositionen sende tropper og våben til Ukraine, tillade transport af våben gennem Ungarn eller bakke op om vestlige sanktioner, der vil standse energiforsyninger fra Rusland. Det vil gå hårdt ud over stabiliteten og blokere for forhandlingsløsninger, lyder argumentet.
Ungarn har ikke som f.eks. Tjekkiet og Tyskland oplevet store massedemonstrationer mod Rusland og krigen i Ukraine. Men mange vælgere føler sig usikre og desorienterede, og den russiske invasion har skabt økonomiske problemer. Den ungarske valuta, forinten, er faldet i værdi, og inflationen stiger. Det har flyttet fokus fra LGBT-rettigheder og lærerlønninger.
Polen: Rusland er værre end EU
En af de udenlandske politikere, der har lagt vejen forbi Ungarn for at støtte oppositionen, er Polens tidligere premierminister, Donald Tusk. Efter en årrække som formand for EU’s Ministerråd er han vendt tilbage til polsk politik med ambitionen om at udfordre det højrenationale parti Lov og Retfærdighed (PiS), der har haft regeringsmagten siden 2015.
Før krigen i Ukraine brød ud, var PiS under ledelse af Jaroslaw Kaczynski gået tilbage i meningsmålingerne. Stigende priser, skandalesager og et økonomisk program, Polski Lad, der ikke fængede vælgerne, skabte problemer for regeringspartiet.
Men paradoksalt nok har Ukraine-krigen styrket den siddende regering og skabt en form for nationalt sammenhold mod den ydre fjende, Putins Rusland.
I EU-sammenhæng ses Polen måske nok som illiberalt og værdipolitisk bagudskuende, især når det gælder abort, LGBT-rettigheder mv. Men som NATO-land er Polen en militær hardliner, der går ind for en hård kurs over for Rusland, herunder håndhævelse af et flyveforbud over nabolandet Ukraine.
Indtil videre har krigen lagt låg på stridighederne internt i Polen, og til en vis grad også Polens konflikter med EU.
Konflikten set fra Centralasien
Konflikten i Ukraine følges af gode grunde tæt og med bekymring i de centralasiatiske lande. De gamle sovjetrepublikker er nært forbundne med Rusland – politisk, økonomisk og i nogle tilfælde også militært via sikkerhedssamarbejdet CSTO.
For dem er de tab, krigen i Ukraine uundgåeligt vil påføre Rusland, dårligt nyt.
I flere lande er der fremført kritik af Ruslands fremfærd, men yderst forsigtigt. Ingen vil risikere en åben konfrontation med Putin.
I Kasakhstan har der været spredte antikrigsprotester, og 22. februar, to dage inden invasionen, erklærede Kasakhstans udenrigsminister, Mukhtar Tleuberdi, at anerkendelse af de to udbryderrepublikker i Donbas ”ikke er på dagsordenen”, og at Kasakhstan opererer ud fra international lov og FN-pagten.
Økonomisk ramte invasionen landet hårdt. Valutaen mistede 13 pct. i værdi på få timer, den dag de russiske bombardementer startede, og renten blev hævet fra 10,23 til 13,5 pct. Nedturen blev yderligere forstærket i ugerne derefter.
Også i det lille naboland Kirgisistan tabte valutaen værdi. Prisen på dollar steg fra 84 til 95, og bankerne fik forbud mod at sælge deres beholdninger af dollar. Som den eneste politiske leder i regionen har Kirgisistans præsident, Sadyr Japarov, udtalt sig på en måde, der kan tolkes som en stiltiende accept af de russiske handlinger.
Derimod har den politiske ledelse i Tadsjikistan stort set undgået at tage stilling overhovedet.
Mange lande i regionen er dybt afhængige af de penge, som migrantarbejdere i Rusland sender hjem, de såkaldte remitter.
Kirgisistan må forvente et fald i remitterne på mindst 33 pct. i 2022, mod en forventet stigning på 3 pct. før den russiske invasion. For Tadjikistans vedkommende ventes et fald på 26,5 pct. i stedet for en ventet stigning på 2 pct. I Tadsjikistan udgør remitterne ca. en tredjedel af det samlede nationalprodukt (BNP), så det er et voldsomt økonomisk tilbageslag.
For Kasakhstan spiller penge fra migrantarbejdere i Rusland ikke den samme store rolle. Til gengæld er landet (som i øvrigt også Kirgisistan) stærkt afhængigt af import af korn og sukker fra Rusland.
Kasakhstan var i 2021 hårdt ramt af tørke, og kornimporten fra Rusland steg med ikke mindre end 77 pct. - 2,3 millioner ton. Rusland har nu forbudt eksport af korn og sukker for at undgå fødevaremangel, og det har ført til panikopkøb og sociale protester rundt om i landet.
Både Kirgisistan og Tadjikistan er i øvrigt militært forbundne med Rusland via den kollektive sikkerhedsorganisation CSTO, og 7.000 russiske soldater befinder sig på en militærbase i Tadjikistan. Det kan også tænkes at begrænse handlefriheden.
Usbekistan er ikke med i CSTO, men landets økonomi er meget tæt integreret med den russiske.
Aserbajdsjan har egne interesser på spil
Bevæger vi os uden for regionen, har Aserbajdsjan været i søgelyset. To dage før Rusland angreb Ukraine militært, underskrev de to præsidenter, Vladimir Putin og Ilham Aliev, en vidtgående aftale, som styrker det diplomatiske og militære samarbejde de to lande imellem.
Lige inden mødet startede, havde Rusland anerkendt de to udbryderrepublikker i Donbas-området, Luhansk og Donetsk. Den beslutning er ikke kommenteret fra Aserbajdsjans side.
I Aserbajdsjan siger man, at aftalen er ”teknisk” og ”uden politisk betydning”. Den har været under forberedelse i månedsvis, og tidspunktet for indgåelse af aftalen, umiddelbart inden Ruslands invasion af Ukraine, var ”en tilfældighed”.
Men mødet mellem Putin og Aliev var ikke tilfældigt, siger iagttagere: Moskva ville ikke risikere, at Aserbajdsjan indgik i en anti-russisk alliance.
For Aserbajdsjans vedkommende er det afgørende, at Rusland anerkender regionen Nagorno-Karabakh som en del af Aserbajdsjan. Regionen var i 2020 ramt af en egentlig krig mellem Aserbajdsjan, støttet af Tyrkiet, og lokale separatister, støttet af nabolandet Armenien.
Der blev indgået en våbenhvile, hvor Rusland blev indsat som fredsmægler. Men de russiske fredsstyrker er siden blevet diskrediteret - og krig og voldshandlinger er igen genopblusset fra især Aserbajdsjan side.
Georgiens forsigtige linje
Konflikten i Ukraine har ikke mindst bragt Georgien i et svært dilemma. Georgien har igennem historien haft talløse konflikter med Rusland – både før indlemmelsen i Sovjetunionen i 1921 og efter Sovjetunionens kollaps i 1991-92.
Seneste sammenstød var krigen i 2008, hvor Rusland anerkendte de georgiske udbryderrepublikker Abkhasien og Sydossetien – lidt på samme måde som Putin nu har anerkendt de to selvudråbte republikker Luhansk og Donetsk i det østlige Ukraine.
Ligesom Ukraine har Georgien et brændende ønske om tilnærmelse til Vesten og gerne medlemskab af NATO og/eller EU.
Men under den nuværende højspændte situation i Ukraine har regeringen i Georgien været påfaldende tavs.
Den eneste i regeringen, der har udtalt sympati for Ukraine, er udenrigsminister David Zalkaliani. Efter pres fra oppositionspartierne kom regeringen ledet af partiet Georgiens Drøm 26. februar med en udtalelse, som koblede forsvaret af Ukraine sammen med forsvaret af Georgien under og efter krigen med Rusland i 2008.
Men ordlyden var tilbageholdende og lunken, og Rusland blev end ikke nævnt med navn. Regeringen i Tbilisi henviser til, at Georgien er en lille stat med under 4 millioner indbyggere og, set fra Vesten, ikke lige så vigtigt placeret geografisk som Ukraine. Derfor må landet agere forsigtigt.
Georgiens præsident, Salomé Zurabisjvili, der er direkte valgt og ikke medlem af regeringspartiet, er dog åbent gået imod regeringens ”lunkne” linje over for Rusland. Hun har støttet protestdemonstrationerne og mødtes med den franske præsident, Emmanuel Macron, uden regeringens godkendelse. Regeringen har nu anklaget hende for forfatningsbrud og ønsker at stille hende for en rigsret.
Georgien har været et vigtigt transitland for gas og olie til Europa uden om Rusland, f.eks. Baku-Tbilisi-Ceyhan-olieledningen og Syd-Kaukasus-gasledningen. Men omverdenen har ikke taget lige så meget hensyn til landets interesser som til Ukraines, uanset de mange ”smukke ord”.
I krigen mod Rusland i 2008 var det kun de baltiske lande og Polen, der aktivt støttede Georgien. Den daværende præsident Mikheil Saakashvilis krigeriske linje var ikke populær, og det var en udbredt holdning i vestlige lande, at Georgien selv havde et ansvar for krigen.
Året efter Georgien-krigen indledte Obama sin reset-politik over for Rusland, og Vestens forhold til Rusland var nærmest ”afspændt” omkring 2010, også mellem Polen og Rusland.
Over de seneste år har der været en del spændinger mellem Georgien og Ukraine. Saakashvili indtog under sit eksil i Ukraine vigtige politiske poster, uanset at myndighederne i Georgien havde udstedt arrestordre imod ham. I dag er Saakashvili fængslet i Georgien efter sin tilbagekomst op til lokalvalget sidste år.
