En stresset direktør får det råd af sin læge, at han skal gå på stillevandring ud i skoven, alene, mens hans hoved falder lidt til ro. Hans kone pakker rygsækken, og uden at han ved det, smugler hun en mobiltelefon med i tasken. Den stakkels mands vandring bliver et helvede af afbrydelser i form af opringninger om de mest idiotiske ting - netop den form for stress, han prøvede at komme væk fra. Han ender med at smide telefonen i en skovsø.
Det lyder som en ret banal historie, der måske knapt nok er morsom. Hvad der gør den interessant, er dog dateringen - den er fra 1913.
Det er formentlig den første beskrivelse af en mobiltelefon i skønlitteraturen, og ganske karakteristisk bliver den præsenteret som et problem, som en nyhed, der skaber pinlige situationer.
Den tyske forfatter Gustav Hochstetter (1873-1944) var professor i litteratur. I begyndelsen af 1900-tallet redigerede han det satiriske blad Lustige Blätter, og selv om det ikke er dér, mobilhistorien stammer fra, havde historien den samme form for satirisk intention som bladet: Den moderne verden kommer væltende, og hvad der måske tager sig ud som fremskridt, bør som minimum omgås med forsigtighed.
Historien om mobilen i skovsøen, der på dansk hedder ”Stillevandring”, er en såkaldt humoreske, hvor det netop er meningen, at man skal grine, ikke blive skræmt. Det vigtigste er, at forfatteren ikke prøver at forudsige mobiltelefonens komme, men derimod kommenterer sin samtids brug af den ekspanderende teknik. Det er en refleksion over telefoni som generelt fænomen, mere end en profeti.
Fremtiden spejler samtiden
Det gælder generelt, at forestillinger om fremtiden, afspejler samtiden. Det bliver synligt, når man kikker på eksemplet med den stressede direktør.
For en nutidig læser, der er vokset op med mobiler, giver historien måske ikke så meget mening, men for en læser i en tid, hvor telefoni var noget nyt, sætter den refleksioner i gang over tingenes stadige forandring.
Og her kommer en af science fiction-litteraturens særlige kvaliteter på banen. Den antager nemlig grundlæggende, at verden er foranderlig - modsat megen anden skønlitteratur, der antager, at tingene på et vist plan forbliver de samme. Science fiction kan være for eller mod forandringen, men den anerkender forandring som et grundvilkår.
I perioder med voldsom udvikling, såvel inden for teknik og videnskab som i samfundsudviklingen, er der særlig grobund for science fiction-forestillinger og direkte eller indirekte kommentarer til samtiden. Når i morgen formentlig bliver anderledes end i dag, er der specifikke ting lige nu og her, der kan ses som forudsætning for denne forandring.
I årene mellem den fransk-preussiske krig og Første Verdenskrig, groft betragtet perioden 1870-1920, var den vestlige verden nærmest ved at eksplodere med nye videnskabelige teorier - Darwin, Marx, Freud og mange, mange flere - og opdagelser inden for snart sagt alle grene af naturvidenskaben. Det førte til et boom inden for utopiske romaner, snart efterfulgt af mod-utopiske eller direkte dystopiske. Samfundsdebatten blev i vid udstrækning ført skønlitterært.
Evolutionsteorien koblet med fund af dinosaurknogler satte f.eks. forestillingen om arternes uforanderlighed under pres og førte til horror-lignende fiktioner om ukendte monstre i fjerne jungler eller gale videnskabsmænd, der gik mod naturen ved at lave skrækindjagende operationer på dyr og mennesker.
Forestillingen om en fremadskridende udvikling – med beskrivelser af forbedrede fremtidsmennesker – blev spejlet i forestillingen om en udvikling baglæns. Og det var ikke kun tilfældet i science fiction. F.eks. er Herman Bangs idéer om degenererede slægter et udtryk for en tankegang, der ligner.
Hvide pletter på landkortet
På sin vis kan man sige, at megen science fiction tager udgangspunkt i de hvide pletter på vores mentale landkort. Hvis der opstår ny viden, har den til at begynde med nærmest karakter af et omrids, der omkredser et stort ukendt område.
Da vestlige mennesker begyndte at udforske Afrika, snakkede man om hvide pletter på landkortet, og mente dermed de områder, hvor man endnu ikke havde slået sig ned. Disse pletter gav et frirum til fantasien. For kunne man ikke netop tænke sig, at disse ukendte egne var beboet af besynderlige planter, overlevende dinosaurer eller mystiske folkeslag med hidtil usete evner? I denne periode blomstrede en imperialistisk adventure-litteratur, der befandt sig på grænsen til det fantastiske i dets forskellige former, og af og til overskred den.
Tilsvarende gjaldt og gælder det inden for den teknisk orienterede litteratur, at det læsende publikum helst skal have hørt om de nye videnskabelige eller tekniske gennembrud, men at de nye opdagelser ikke skal være for kendte eller gennemprøvede. Der skal være hvide pletter, som fantasien kan udfolde sig i. Resultatet er ofte pjattet, andre gange tankevækkende.
Lad os tage et eksempel. Konrad Röntgen offentliggjorde i 1896 sin opdagelse om de stråler, som har fået navn efter ham, og som dokumenterede deres evne til at gennemlyse visse stoffer. Der gik ganske få måneder, før der begyndte at dukke science fiction-historier op om fænomenet - især af humoristisk snit, og netop med brug af fantasien til at udfylde de hvide pletter i tidens viden på det nye område.
I en enkelt af disse humoristiske historier, den anonyme ”Røbet ved X-Straalerne”, der blev trykt i flere danske dagblade i 1896, undersøgte en ung dames bror hendes tilbeder via et røntgenapparat, mens de unge mennesker sidder i en sofa. Han finder ubetalte regninger og kærestebreve til andre piger i den unge fyrs lommer, hvorefter han naturligvis smider ham på porten.
Denne historie fungerer mindre godt i dag, hvor vi ved, at røntgen ikke fungerer på den måde – men dengang teknologien var ny og sexet, var den fin nok. I forskellige perioder har andre fænomener som radioaktivitet og såmænd også radiobølger været lige så tiltrækkende. Man vidste, at de eksisterede, men kendte ikke alle detaljer, og dermed var de ”eksotiske” og ”mystiske”.
Kunstig intelligens og maskinbaseret transcendens
Både med telefoner og røntgen ved vi i dag, hvordan det siden hen gik, og derfor er fortællingerne åben for en historisk tolkning. Anderledes stiller det sig med science fiction fra den nyeste tid, der også er en periode, hvor udviklingen er gået stærkt.
Man kan se, hvilke udviklinger og problemstillinger genren tager udgangspunkt i, og meget af den er omhyggelig og samvittighedsfuld i forhold til videnskab og teknologi. Men hvis emnet er tilstrækkeligt spekulativt, har historierne også en tendens til at blive det.
Selvfølgelig skrives der megen science fiction, der er solidt funderet i den konkrete virkelighed. F.eks. skrives der betragtelige mængder klimafiktion, hvis løsningsforslag kan være mere eller mindre fantasifulde, men hvis udgangspunkt er den efterhånden veldokumenterede globale opvarmning og dens mange følgevirkninger.
Imidlertid skrives der også mere filosofisk orienterede værker som tager udgangspunkt i forestillingen om menneskets og teknologiens udvikling på mellemlang og lang sigt. Det drejer sig ofte om forskellige forestillinger om kunstig intelligens, tit koblet til forestillingen om maskinbaseret transcendens, dvs. tanken om, at man kan få overført sin bevidsthed til en computer eller et netværk.
Der har efterhånden været skrevet om disse forestillinger i mange år, og de fik et gennembrud til et bredere publikum med William Gibsons roman Neuromancer i 1984. Men der er ikke meget, der tyder på, at hverken de lavpraktiske eller grundlæggende filosofiske problemer er blevet løst.
For hvad vil det overhovedet sige at få overført sin bevidsthed? Er der tale om en kopiering, og i så fald, hvor befinder ens egentlige jeg sig så bagefter? Nogle vil kende tv-serien Star Trek og dens ”transportere”. De fungerer ved at scanne originalen, transmittere data og gendanne den transporterede person i den anden ende. Men betyder det i virkeligheden, at man dør hver gang man bliver transporteret? Personligt skulle jeg ikke nyde noget.
Singulariteten og det komiske inferno
I Gibsons Neuromancer optræder også en kunstig intelligens, der sidder som kernen i et verdensomspændende netværk. Forestillingen om, at computere i sig selv kan blive bevidste, næres nu om dage af brugen af udtrykket ”kunstig intelligens” om snart sagt ethvert computerprogram, der er i stand til at lære ved bearbejdning af data og feedback.
Man burde dog kalde dem noget andet, f.eks. ”ekspertsystemer”, for at adskille dem fra forestillingen om ægte kunstig intelligens, dvs. bevidste computere. Det er imidlertid et uafklaret filosofisk problem, hvorvidt den slags nogensinde vil kunne eksistere.
I videnskabelige kredse snakker man også om singulariteten, dvs. det punkt, hvor de intelligente computere er udviklet så meget, at menneskene hverken kan følge med eller forstå, hvad de foretager sig. Idéen er her, at hver generation af computere designer den næste, som derfor bliver bedre og bedre. Problemet med at skrive om en verden hinsides det punkt, hvor alle kurver så at sige er udefinerede, er imidlertid, at man stort set kan forestille sig hvad som helst - og derfor let havner i noget, der er svært at skelne fra fantasy.
Tættere på hverdagen er overvejelser over, hvordan alle vores dimser og indretninger – fra køleskabe over lysdæmpere og motionsure til underholdningselektronik – er forbundet med nettet. Her er den abstrakte forestilling om singulariteten afløst af et mylder af konkrete problemer.
Forfatteren Paul Di Filippo skriver f.eks. i novellen ”Og tallerkenen løb væk med skeen”, hvordan disse netforbundne indretninger danner spontane kombinationer, som truer ham og hans forhold. En kontorstol og en massagequilt forfører f.eks. hans kæreste, og en foodprocessor prøver at slå ham ihjel. Dermed er vi i en vis forstand tilbage til de mere end 100 år gamle humoreskerne, der i en moderne version kaldes for comic inferno.
Di Filippos historie ender godt. Men under crazy-humoren er det muligt at se en virkelig bekymring for det kontroltab, vi på mange måder – og ovenikøbet ganske frivilligt – er underkastet i vores stadig mere ’netværkede’ verden.
Og måske er dén bekymring alligevel ikke så forskellig fra den vi mødte i 1913, da en stresset direktør så sig nødsaget til at deponere et bimlende mobilapparat i skovsøens dybe, stille ro.
