Da Europas største atomkraftværk, Zaporizhzhia i Ukraine, for nylig blev ramt af bomber og brød i brand under et russisk angreb, sendte det en bølge af skræk igennem Europa. Branden blev slukket, men hvor tæt var vi på katastrofen? Og hvor bange skal vi være, når der kæmpes og bombes i et land med 15 aktive atomreaktorer?
Vid&Sans har bedt Bent Lauritzen, sektionsleder for strålingsfysik på DTU, analysere en række risikoscenarier, hvor krigshandlinger rammer et atomkraftværk på den ene eller den anden måde. Scenarierne spænder fra de relativt ufarlige, hvor et atomkraftværk rammes af et vildfarent missil eller saboteres for at afskære en bys strømforsyning, til et systematisk angreb, der direkte har til formål at fremkalde en nedsmeltning eller en anden ulykke.
Den gode nyhed er, at han ikke selv bange lige nu, selv om situationen er alvorlig.
”Der skal rigtig meget til for at skabe en atomkatastrofe. Atomkraftværker er designet til at klare alle de ting, der potentielt kan gå galt inde i en reaktor, og til at modstå angreb udefra. De er ikke bygget til krig, men de kan holde til meget og smelter ikke bare lige ned,” siger Bent Lauritzen, der også er tilknyttet EU's EURATOM-program som ekspert.
Frygten for katastrofen
Skrækscenariet for et atomkraftværk er en nedsmeltning af reaktoren. Det var, hvad der skete i det ukrainske – dengang sovjetiske – Tjernobyl-værk i 1986. Det førte til en eksplosion, som blæste taget af og sendte radioaktivt materiale ud i et større område.
Dødstallet er svært at beregne præcist, fordi det kommer indirekte i form af øget kræftrisiko over flere årtier. Videnskabelige estimater varierer, men bl.a. WHO og FN regner med omkring 4.000 døde.
Det scenarie er ikke noget, Bent Lauritzen frygter i dag.
”Det er meget svært at forestille sig, at det kan gå så galt som Tjernobyl. Faktisk tror jeg ikke, et så stort udslip fra en trykvandsreaktor er muligt under nogen som helst omstændigheder,” siger Bent Lauritzen.
Alle Ukraines aktive atomkraftværker er trykvandsreaktorer, i modsætning til det nu lukkede Tjernobyl, som var af den langt farligere RKBM-type. Trykvandsreaktorer er af natur mere stabile og langt bedre sikret mod nedsmeltning.
Vildfarne missiler
Atomkraftværker er allerede flere gange blevet påvirket af kamphandlingerne i Ukraine den seneste måned, f.eks. fordi strømmen eller kommunikationen er blevet afbrudt, eller personalet forhindret adgang. I Zaporizhzhia var det russisk artilleri, der udløste en omfattende brand.
Men skulle det ske igen, at nogen rammer et ukrainsk kraftværk med en kanon eller et missil, vil det ikke for alvor gøre Bent Lauritzen nervøs.
”Der sker formentlig ingenting. Et missil kan skade bygningen eller starte en brand, sådan som det skete for nylig, men selve reaktoren vil ikke være påvirket. Bygningerne skal leve op til strenge krav, og reaktoren er omkranset af flere meter tykt forstærket beton. Det beskytter mod bomber, flystyrt og angreb udefra, og sikrer samtidig, at radioaktivt materiale ikke slipper ud af bygningen indefra i tilfælde af en nedsmeltning af reaktoren eller en anden ulykke på værket,” siger Bent Lauritzen.
Selv hvis et missil formår at slå hul i ydervæggen, ødelægge vigtige systemer eller sætte personalet ud af funktion, så er der tilstrækkeligt med beskyttelse og automatiske nødsystemer til, at det ikke ville gå helt galt, påpeger han.
Systematisk angreb
Hvis der ikke er tale om enkelte missiler på vildspor, men et systematisk og vedholdende forsøg på bevidst ødelægge atomkraftværket, så begynder det at blive mere alvorligt.
”Atomkraftværker er bygget til at modstå meget, også bomber, men der er en grænse. Hvis et moderne militær angriber med alt, hvad det har, i længere tid, så kan det sikkert ødelægge murene til sidst og ramme nogle af sikkerhedssystemerne. Men reaktoren vil slukke automatisk lige med det samme og forhindre en umiddelbar ulykke, hvis ikke personalet allerede har gjort det på forhånd,” siger Bent Lauritzen.
Et nødstop af reaktoren tager kun få sekunder, fra nogen trykker på stop-knappen. I tilfælde af en eksplosion, et jordskælv, en fejl i reaktoren eller et andet problem udløser reaktoren selv et automatisk nødstop, forklarer Bent Lauritzen.
”Lynhurtigt efter nedlukningen falder varmeproduktionen i reaktoren til en 5-7 pct. af et tændt værk, og det sænker altså risikoen for, at en ulykke kan ende i nedsmeltning. I løbet af få dage er varmeudviklingen faldet til ca. 1 pct. og dermed meget mindre kølebehov.”
Akilleshælen er kølesystemet
Køling er alfa og omega for et atomkraftværk. Det er omdrejningspunkt for alle de vigtigste sikkerhedssystemer og er samtidig værkets akilleshæl. Selv en slukket atomreaktor bliver nemlig ved med at producere en mindre mængde varme i meget lang tid, fordi brændslet er højaktivt, og derfor er det nødvendigt konstant at pumpe kølevand ind til reaktoren.
”Man har typisk tre eller fire helt uafhængige systemer til køling i nødstilfælde. De har hver deres strømforsyning og nødstrømsforsyning og er fysisk adskilte med stor afstand og tykke mure, så de ikke skades i samme ulykke eller angreb,” siger Bent Lauritzen fra DTU.
Ifølge ham kræver det et meget omfattende, systematisk og langvarigt angreb at ramme og ødelægge alle de forskellige pumper, strømforsyninger og nødsystemer.
”Det er ikke noget, man bare lige gør, og slet ikke ved et uheld. Men hvis man har adgang til masser af våben, indgående kendskab til værket og står lige ved siden af, så kan det godt lade sig gøre,” siger han.
Lykkes det at ødelægge samtlige kølesystemer og nødsystemer, så vil det til sidst gå galt. Spørgsmålet er hvor galt.
”Det vil ende i en eller anden form for ulykke i reaktoren, måske endda en delvis nedsmeltning, men scenariet vil formentlig ligne Fukushima-ulykken og ikke Tjernobyl, som var langt værre,” siger Bent Lauritzen.
En nedsmeltning vil kræve, at alle de uafhængige kølesystemer bliver slået ud på én gang.
”Så er spørgsmålet, om man allerede har lukket kraftværket, eller om angrebet kommer helt pludseligt, mens reaktoren kører for fuld kraft. Så kan der ske en temperaturstigning og en trykstigning, der skal lukkes ud hurtigt for at undgå ulykke,” siger han.
Hvis systemerne, der skal slippe trykket ud i en nødsituation, også er slået ud af angrebet, så er vi ude i så mange ødelagte systemer på én gang, at det begynder at blive farligt.
”Det er svært at sige, om det kan gå så galt, at brændslet smelter. Hvis alle systemer, alle kølesystemer, alle nødsystemer og alle systemerne til trykudligning på samme tid bliver slået ud, mens reaktoren er tændt, så kan det føre til en fuld nedsmeltning. Selv da har jeg svært ved at se, at det kan gå så galt som Tjernobyl, men det er muligt, at der kan ske et udslip,” siger Bent Lauritzen.
Bygningen, som omslutter reaktorkernen, er bygget til at holde det radioaktive materiale inde i tilfælde af en større ulykke. Derfor kan der godt ske en delvis nedsmeltning uden fare for omverdenen. Bent Lauritzen nævner ulykken på atomkraftværket Three Mile Island i USA i 1979 som målestok for, hvor galt det potentielt kan gå ved en ulykke på et ukrainsk atomkraftværk. Three Mile Island var en trykvandsreaktor, ligesom Zaporizhzhia og alle andre aktive ukrainske atomkraftværker.
Ulykken på Three Mile Island førte til en delvis nedsmeltning, men kun en lille mængde radioaktiv gas slap ud af bygningen, ingen kom til skade, og både personale og lokalbefolkning slap med skrækken.
”Jeg vil mene, at det er worst case-scenariet for denne type reaktor. Altså en nedsmeltning, hvor meget lidt materiale slipper ud og udgør en fare. For trykvandsreaktorer er dét realistisk set det allerværste scenarie. Det var alvorligt nok og potentielt farligt for folk på kraftværket, men ikke så slemt, at det forurenede området eller truede byer i nærheden,” siger Bent Lauritzen.
Sabotage af elproduktion
En nedsmeltning som følge af et militært angreb er altså teoretisk muligt, men så svært at fremprovokere, at Bent Lauritzen har svært ved at forestille sig, at det realistisk kan lade sig gøre i virkeligheden.
Men hvad hvis målet ikke er et atomudslip, men at afskære en by eller et område fra elnettet eller måske sætte atomkraftværket så alvorligt ud af drift, at det ikke kan repareres lige med det første? Det er ofte set i krig, at både den angribende og den forsvarende part med overlæg ødelægger infrastruktur. Kan det gøres uden at risikere atomudslip?
”Sagtens. Det er meget nemmere at ødelægge værkets mulighed for at producere strøm end at skabe en nedsmeltning eller en miljøkatastrofe,” siger Bent Lauritzen.
Atomkraftværker er bygget til at undgå udslip af radioaktivt materiale for enhver pris, men ikke til at producere strøm under alle forhold. Kapper man ganske enkelt kablerne ind til en by, så kommer strømmen ikke frem, forklarer Bent Lauritzen, og hvis man bomber infrastrukturen omkring kraftværket, kan det ikke sende strøm ud på nettet.
”Har man først fysisk adgang til kraftværket, kan man også ødelægge turbinerne og generatorerne, så de ikke kan producere strøm eller repareres hurtigt. Det er ikke en farlig situation, men sætter effektivt kraftværket ud af drift,” siger Bent Lauritzen.
Netop derfor er atomkraftværkerne langt nede på listen over ting, atomforskeren bekymrer sig om i den nuværende krig.
”Det er jo nemt at ødelægge værket, så det ikke virker, men svært at skabe katastrofen. Kort sagt sker der ikke en atomkatastrofe ved et uheld, og har man virkelig i sinde at gøre folk ondt, så er det meget nemmere at skyde på dem end på atomkraftværkerne.”
Bevidst nedsmeltning fra kontrolrummet
Et atomkraftværk er bygget med sikkerhed som prioritet, og derfor har personalet et helt arsenal af systemer til sin rådighed for at forhindre og begrænse ulykker. Men hvad hvis truslen kommer indefra, fra kontrolrummet på værket selv?
Kunne atomkraftværkets eget personale forårsage en atomkatastrofe i Ukraine – hvis de af en eller anden grund ønskede det eller blev truet til det? Hvad hvis russerne erobrer kontrolrummet på et værk og bemander det med egne eksperter?
Fagfolk med ondt i sinde er ikke et scenarie, Bent Lauritzen bryder sig om at spekulere i, og det er kun under protest på sit fags vegne, at han medgiver, at dét måske er den farligste situation på et atomkraftværk.
”Umiddelbart vil jeg ikke tro, at det er muligt for personalet at forårsage en nedsmeltning bevidst. Værket er jo bygget til at forhindre netop det. Men man skal kende alle detaljerne i designet og sikkerhedssystemet, der skal forhindre nedsmeltning, for at kunne sige med 100 pct. sikkerhed, at det er umuligt,” siger Bent Lauritzen.
Reaktoren slukker automatisk ved problemer, og kølesystemerne vil for alt i verden forsøge at køre videre. Men nogle af sikkerhedssystemerne er – netop for at undgå sabotage – hemmelige og derfor umulige for Bent Lauritzen og andre eksperter at kende.
”Jeg tror ikke, det er muligt at skabe en ulykke. Det bør det ikke være, men kun personalet kender systemerne så godt, at de kan sige, om der findes en svaghed eller en måde at sabotere alting på en sådan måde, at værket smelter,” siger Bent Lauritzen.
Igen understreger han, at han har utrolig svært ved at tro, at personalet eller andre fagfolk kunne finde på at forsøge en bevidst nedsmeltning. Men skulle de gøre det, og skulle det lykkes, så ville vi nok i værste fald stå over for et udslip i samme skala som Three Mile Island.
Det tomme kontrolrum
Det er endnu ikke sket under den nuværende krig, at personale på et atomkraftværk blev dræbt, såret eller tvunget til at forlade kraftværket. Faktisk er det modsatte sket på det lukkede Tjernobyl, hvor personalet har været forhindret i at forlade værket. Men det er en realistisk situation, som mange frygter.
”Et tomt kontrolrum er en farlig situation. Ikke øjeblikkeligt, men for hver dag uden nogen på arbejde stiger risikoen for, at noget går galt,” siger Bent Lauritzen.
De automatiske sikkerhedssystemer slår reaktoren fra, hvis der opstår et problem, så den totale nedsmeltning sker ikke. Men et atomkraftværk er ikke designet til at køre af sig selv – det kræver overvågning og medarbejdere på vagt.
”Systemet kan selv nedlukke eller gøre opmærksom på en fejl, men nogen skal jo være der til at løse problemerne og foretage reparationer, så det ikke bare varer ved og måske på et tidspunkt udvikler sig til et udslip eller noget andet alvorligt,” siger Bent Lauritzen.
Et atomkraftværk uden personale er altså ikke en øjeblikkeligt farlig situation, men problematisk på længere sigt.
Lige nu er der fortsat kampe i nærheden af atomkraftværket Zaporizhzhia, som foreløbig er under russisk kontrol. Personalet er stadig på arbejde og producerer strøm fra to reaktorer, mens de øvrige fire er slukket og i gang med at køle helt ned. Situationen på alle de ukrainske atomkraftværker opdateres løbende på Nuclear Energy Agency’s side.
Almindelige våben er farligere
Flere af scenarierne for de ukrainske atomkraftværker rummer altså en risiko for en ulykke i større eller mindre skala. Alligevel er Bent Lauritzen ikke særlig bekymret for en atomkatastrofe i Ukraine. I hvert fald ikke i forhold til alle de andre rædsler og risici, som følger med krigen.
”Det er ekstremt usandsynligt. Og skulle det værste ske, så er et ødelagt atomkræftværk stadig langt mindre farligt end de helt almindelige våben, som hver dag bruges i krigen med det direkte formål at slå ihjel,” siger Bent Lauritzen.
Han mener ikke, det er realistisk med dødstal på niveau med Tjernobyl-ulykken, og selv hvis man kunne skabe en miljøkatastrofe i den skala, så har han svært ved at se, at det kunne være i nogens interesse.
”Det ville både være uhyrligt og ikke særlig nyttigt i en krig, selv hvis man er ekstremt kynisk og ondskabsfuld. Dels er et radioaktivt udslip ikke umiddelbart så farligt, dels er det ikke til at styre,” siger Bent Lauritzen.
Mens man med rifler og missiler kan dræbe dem, man sigter på, øjeblikkeligt, giver radioaktiv forurening helbredsproblemer over årtier. Det vil være umuligt at styre, nøjagtigt hvilket område der forurenes, så man ved ikke, om man rammer ven eller fjende – og om man måske forurener et område, man selv kontrollerer i fremtiden.
Spøgelset fra Tjernobyl
Tjernobyl-værket, der nu er besat af russiske tropper, er endnu mindre farligt i Bent Lauritzens øjne. Den sidste reaktor lukkede i år 2000, og derfor er det brugte brændsel ikke længere radioaktivt nok til, at det er muligt at skabe en kritisk reaktion med det.
”Den eneste måde at bruge Tjernobyl som våben på vil være at slæbe al atomaffaldet udenfor og sprænge det i luften med så meget sprængstof som overhovedet muligt. Står vinden rigtigt, kan en del af affaldet blæse mod Kyiv og forgifte folk. Men så er vi tilbage ved, at det vil være ekstremt besværligt i forhold til bare at rette missilerne mod byen,” siger han.
Fælles for Tjernobyl og de aktive atomkraftværker er, at det kræver en stor og bevidst indsats at skabe en nedsmeltning eller ulykke, som selv i værste fald kun kan forurene et mindre område. Vil man skabe større eller mere målrettet skade, kræver det en mere avanceret plan, hvor man på en eller anden måde aktivt flytter det radioaktive materiale fra atomkraftværket og hen til dem, man vil ramme.
”Hvis man har evnen og viljen til at gå så langt for bevidst at skade mennesker, så er det altså både nemmere og langt mere dødeligt ganske enkelt at smide sine bomber over en by. Det er krig, vi taler om. Et militær har allerede mere dødelige våben til rådighed,” siger Bent Lauritzen.
Han mener, det bliver for hypotetisk at spekulere i, om atomaffald fra et kraftværk f.eks. kan bruges til at forgifte en bys vandforsyning eller monteres på missiler. Et moderne militær helt uden hæmninger og villigt til at begå krigsforbrydelser kan i forvejen gøre langt mere skade uden at involvere atomkraftværker.
En atomulykke som følge af krigen er en reel risiko, men usandsynlig og ikke relevant i Bent Lauritzens øjne.
”Radioaktivt udslip er en mulighed i allerværste fald, og det er også alvorligt. Men atomkraftværkerne er nok ikke det, jeg ville bekymre mig mest om, hvis jeg var i Ukraine lige nu,” siger han.
