De gamle studier har haft det svært, og de nye har været rigtig gode til at nørkle sig ind, der hvor det har været de gode gamle studier, der har siddet på flæsket tidligere.
Henrik Højer, lektor, VIA University College
Oscaruddelingen 2017 markerede et skifte i filmbranchen. Det år vandt både Netflix og Amazon priser for egenproducerede film, og det var første gang, at streamingtjenester kunne tage gyldne statuetter med sig hjem. Siden da har især én streamingtjeneste givet andre producenter baghjul: De sidste tre år har Netflix været det produktionsselskab med flest Oscar-nomineringer.
I år har streamingtjenesten dog ”kun” hevet 16 nomineringer hjem, heraf 9 for den tyske film om 1. Verdenskrig, Intet nyt fra Vestfronten, og er dermed blevet overhalet af The Walt Disney Company med hele 18 nomineringer.
Hvordan gik det til, at streamingtjenesterne kom ind fra højre i slutningen af 2010'erne og overtog de gamle, store produktionsselskabers plads ved prisoverrækkelserne? Og hvordan har streamingtjenesternes filmproduktion ændret filmbranchen? Det undersøger Tænketanken nærmere i denne uge, hvor Henrik Højer, lektor i Multiplatform Storytelling ved VIA University College.
Tænketanken er Vid&Sans' ugentlige podcast. Den udkommer i små miniserier, der hen over 2-4 afsnit dykker ned i et emne, der præger nyhedsstrømmen. I forbindelse med den 95. Oscar-uddeling 13. marts foregår det i filmens verden. I næste uge handler det om årets helt store Oscarhåb, Everything Everywhere All at Once. Vi har allieret os med en astrofysiker, der kan forklare os, hvad de der multiverser egentlig er for en størrelse.