Ved Almedalsugen, der holdes på Gotland i Sverige 3.-7. juli og er inspirationskilden til Folkemødet på Bornholm, vil valgkampen til riksdagsvalget 11. september blive skudt i gang.
Det bliver et af mest spændende riksdagsvalg i nyere tid. Udfaldet af valget er nemlig meget usikkert ifølge de seneste meningsmålinger, og der er næsten dødt løb mellem blokkene. De kommende to måneders udvikling både i Sverige og internationalt vil få afgørende betydning.
Ukraine-krigen eller optøjerne i Sverige
Det helt afgørende for, hvem der vinder valget, vil være, hvordan to vidt forskellige situationer udvikler sig i løbet af de kommende to måneder: Krigen i Ukraine og en eventuel genopblussen af forårets optøjer i forskellige større svenske byer.
Hvis krigen i Ukraine udvikler sig på en måde, så den kommer til at fylde mest i medierne og i den politiske debat, vil det kunne give Socialdemokraterne valgsejren. Hvis derimod forårets interne optøjer i Sverige blusser op igen, så dette emne kommer til at fylde forholdsvis meget i de svenske medier og i den svenske politiske debat, vil det kunne styrke de borgerlige partier, ikke mindst Sverigedemokraterne, så meget, at en ny borgerlig regering eventuelt vil kunne overtage.
Sverigedemokraterne har i de seneste to-tre år i de fleste meningsmålinger stået til at få stor fremgang ved det kommende valg. Det skyldes, at Sverigedemokraterne er det parti, som taler for de mest vidtgående stramninger af udlændingepolitikken.
De øvrige partier (også de borgerlige) tog indtil for få år siden skarpt afstand fra Sverigedemokraterne og ville ikke røre dem med en ildtang. Men tre af de traditionelle borgerlige partier (Moderaterne, Liberalerne og Kristdemokraterne) har ændret opfattelse og åbnet for et muligt samarbejde med dem, og mange af de svenske vælgere, der ønsker en markant stramning på udlændingeområdet, er stadig af den opfattelse, at Sverigedemokraterne står for den mest rene vare inden for dette emne.
De tiltagende optøjer og de øgede bandeopgør, som har fundet sted gennem de seneste år i Sverige, har blot bidraget yderligere til at sikre Sverigedemokraterne fremgang i meningsmålingerne som det ’lov og orden-parti’, det har slået sig op på at være.
Men den russiske invasion i Ukraine har ændret alt, også i svensk indenrigspolitik. De sikkerhedspolitiske diskussioner, ikke mindst diskussionen om NATO-medlemskab, har i de seneste måneder i vid udstrækning overskygget debatten om udlændinge- og retspolitikken. Det har været til ulempe for Sverigedemokraterne, som ikke har tradition for at være særligt markante i sikkerhedspolitiske spørgsmål, og som indtil for nylig ikke har ønsket svensk NATO-medlemskab.
Krigen har ’reddet’ Socialdemokraterne
Det nye fokus på krigen i Ukraine og diskussionen om NATO har derimod gavnet Socialdemokraterne. Statsminister Magdalena Andersson har haft succes med at få partiets og regeringens tilslutning til at ansøge om NATO-medlemskab, og hun og Socialdemokraterne fremstår nu som dem, der har vist lederskab og taget et vigtigt skridt i retning af at forsøge at sikre Sveriges sikkerhed i en ny og forandret verden.
Samtidig har hun haft gavn af, at diskussionerne om udlændinge- og retspolitikken, hvor Socialdemokraterne traditionelt ikke fremstår særligt markant, er gledet i baggrunden.
Opbakningen til Socialdemokraterne i meningsmålingerne er vokset ganske betragteligt, siden krigen i Ukraine brød ud 24. februar. Og Sverigedemokraternes fremgang er blevet bremset. Man kan næsten sige, at krigen ser ud til at have ’reddet’ Socialdemokraterne fra at lide et stort nederlag ved det kommende valg.
Samtidig er tilslutningen i meningsmålingerne dalet til to af de partier, som har været med til at sikre Socialdemokraterne regeringsmagten i de seneste snart otte år: Vensterpartiet og Miljøpartiet De Grønne. Disse to partier har fastholdt deres skepsis over et svensk NATO-medlemskab og – navnlig Vensterpartiet – tilsyneladende mistet en del vælgere til Socialdemokraterne på den konto.
Den politiske dagsorden bliver afgørende
I sin partiledertale i Almedalsugen vil Sverigedemokraternes formand, Jimmie Åkesson, formentlig forsøge at dreje fokus væk fra sikkerhedspolitikken og diskussionen om NATO. Han vil muligvis relativt kort henvise til, at Sverigedemokraterne, sammen med de øvrige borgerlige partier, bakker op om ansøgningen om NATO-medlemskab, men så tilføje, at der også er andre væsentlige problemer i samfundet at tage stilling til: Kriminaliteten og optøjerne i gaderne samt udlændingepolitikken. Problemer, som er vigtige at diskutere, fordi de berører svenskernes dagligdag. Og fordi der med hensyn til disse problemer ikke hersker den samme enighed mellem flertallet af partier om, hvordan man skal tage udfordringerne op.
Statsminister Magdalena Andersson vil formentlig holde en tale, hvor hun vil forsøge at fremtræde statsmandsagtigt. Hun vil iscenesætte sig som den samlende person, som allerede - gennem tilvejebringelsen af NATO-ansøgningen og sikringen af en robust svensk økonomi, først som finansminister fra 2014 til 2021, så som statsminister siden 2021 - har vist, at hun kan lede svenskerne igennem en vanskelig tid. Og hun vil slå på, at hun er den rette, samlende person til at stå i spidsen for landet i en tid, hvor alle problemer fortsat ikke er løst.
Talerne i Almedalsugen vil derfor være ganske afgørende i år. Meget vil afhænge af, hvilken dagsorden, det lykkes politikerne at sætte. Desuden bliver det afgørende, hvilke konkrete begivenheder, man vil se udspille sig i Sverige og internationalt i de kommende to måneder. Ikke mindst hvordan krigen i Ukraine vil forløbe, og om det stjæler opmærksomheden i nyhedsstrømmen, eller om det bliver nye optøjer, bandekriminalitet eller udlændingepolitik, der stjæler mediernes opmærksomhed og dermed kommer højt op på den politiske dagsorden.
Men selv om meningsmålingerne i øjeblikket giver grund til fornyet optimisme for statsministeren og hendes socialdemokratiske parti, er absolut intet afgjort med hensyn til udfaldet af valget 11. september.
