Selvom alle europæiske kongehuse er konstitutionelle monarkier, hvor monarken er en kransekagefigur uden politisk indflydelse, er der alligevel store forskelle mellem de syv forskellige huse.
Det ses – eller høres – bl.a. tydeligt i regenternes jule- og nytårstaler. For hvor de skandinaviske regenter, Carl 16. Gustaf af Sverige, Harald 5. af Norge og vores egen Margrethe 2., alle er ret personlige i deres hilsen til folket, er den britiske pendant altid afmålt og mere formel.
Den nu afdøde Elizabeth 2. kunne f.eks. aldrig drømme om at benytte lejligheden til at påtale sit folks ”dumsmarte bemærkninger” over for dem, der var kommet til landet udefra, sådan som Margrethe 2. gjorde det i nytårstalen fra 1984. Og en af årsagerne til denne forskel i takt og tone skal findes i historien og den nationale selvforståelse.
De skandinaviske lande er nemlig småstater, som sætter en ære i at være netop små, fredelige og ’hyggelige’, og generelt betragter skandinaverne sig selv som beskedne og uformelle. De giver ikke meget for stormagters selvhøjtidelighed, pomp og pragt, og det smitter af på de skandinaviske monarkers fremtoning og selvopfattelse.
Omvendt har det britiske kongehus i generationer næret idéen om at være noget ganske særligt. Roden til denne selvopfattelse skal bl.a. findes i fortiden som et verdensomspændende imperium og i den blodige pris, som kronens undersåtter måtte betale for sejren over Nazityskland.
Den britiske monark er stadig monark for en række selvstændige, suveræne stater, bl.a. Canada, Australien og New Zealand, og hverken kongehuset eller befolkningen har glemt det britiske engagement under Anden Verdenskrig.
De syv kongehuse har vidt forskellige historier. Det påvirker i høj grad deres selvforståelse, folkets forventninger til dem og ikke mindst, hvor levedygtige de vil vise sig at være i fremtidens Europa, fra Harald 5. i nord til Filipe 6. i syd.
Royale visitter
De europæiske kongehuse er ét stort netværk af brusende blåt blod, og særligt de skandinaviske kongepar besøger ofte hinanden og deltager i husenes fester. Margrethe 2. og Sveriges kong Carl 16. Gustaf er kusine og fætter, mens dronning Margrethe 2. og kong Harald 5. i Norge er grandkusine og grandfætter.
Disse royale visitter skyldes dog ikke kun de tætte familiebånd. De kan også betragtes som et symptom på netop de forskellige selvopfattelser og identiteter i befolkningerne såvel som i kongehusene.
De skandinaviske monarker har nemlig grundlæggende den samme opfattelse af, hvordan et kongepar i det moderne europæiske konstitutionelle monarki bør opføre sig, bl.a. at de i vid udstrækning skal være uformelle og i øjenhøjde med befolkningen.
Hertil kommer en dyb nordisk fællesskabsfølelse og idé om historisk og kulturel samhørighed. Det er derfor også typisk, at både det svenske og norske kongepar deltog i markeringen af dronning Margrethe 2.’s regeringsjubilæum i forrige weekend. I øvrigt sammen med det finske og islandske præsidentpar.
Det ville dronning Elizabeth 2. aldrig have gjort. Hun deltog stort set aldrig i nogen former for store fester og sammenkomster i andre europæiske kongehuse, da hun betragtede sig selv og det britiske kongehus som højt hævet over alle de øvrige monarkier.
Spørgsmålet er blot, om den royale selvopfattelse i det britiske kongehus vil ændre sig nu, hvor Elizabeth 2. er begravet og kongen hedder Charles 3. Det vil den formentlig, men kun til et vist punkt.
For den noget skråsikre selvhøjtidelighed i det britiske kongehus hvilede både på dronningens personlighed og på de nedarvede forventninger, som briterne generelt nærer til en monark. Og givet landets blodige fortid, er disse forventninger ofte væsensforskellige fra skandinavernes forventninger til deres kongelige.
Men hvad så med de resterende tre kongedømmer i Europa, Holland, Belgien og Spanien? Hvordan forstår og gebærder disse royale skikkelser sig og hvilke forventninger har befolkningen til tronernes prinser og prinsesser, konger og dronninger?
De nyeste skud på det royale stamtræ
Sammenlignet med de skandinaviske monarkier, der har rødder tilbage til vikingetiden, er kongehusene i Holland og Belgien nærmest for småprinser at regne.
Holland blev først et monarki i 1806, da Napoleon Bonaparte, midt under de blodige Napoleonskrige, indsatte sin bror Ludvig som landets første konge. Indtil da havde statsoverhovedet i Holland haft titel af statholder. Et levn fra tiden før 1648, hvor Holland faktisk hørte under den spanske krone.
Belgien er endnu nyere som selvstændig stat og monarki. Først i 1830 opstod det Belgien, vi kender i dag, da området løsrev sig fra De Forenede Nederlande, en statskonstruktion, som bestod af det nuværende Holland, Belgien og Luxembourg, og som blev skabt af de sejrende stormagter i kølvandet på Napoleonskrigene.
Året efter, i 1831, omdannede man den nye belgiske stat til et monarki, og både landet og monarkiet er dermed under 200 år gammelt. Og dét spiller en afgørende rolle for deres selvforståelse og monarkiets praksis.
Farvel og tak før tid
Det belgiske monarki er altså purungt i monarkiske sammenhænge, og derfor er der meget få traditioner af ældre dato knyttet til huset. Modsat de svenske og danske kongehuse, har det f.eks. ikke nogen særlig tilknytning til landets gamle slotte, kirker og borge.
Det samme gælder til en vis grad for hollænderne. Her går den nuværende kongeslægt, kaldet Oranjeslægten, dog tilbage til 1500-tallet, til dengang, hvor dens medlemmer besad statholderembedet om end de ikke havde titel af konger.
I 1800- og første del af 1900-tallet var Hollands og Belgiens historie desuden mere konfliktfyldt end den samtidige skandinaviske. Der var flere og større politiske, økonomiske og sociale modsætninger og omvæltninger i de to nye skud på den royale stamme end i de gamle monarkier højt mod nord.
Samtidig var både Holland og Belgien store kolonimagter. Holland sad således på et af verdens største lande, Indonesien, helt frem til landets selvstændighed i 1949. Og det store afrikanske land, som vi i dag kender som Den Demokratiske Republik Congo, blev i sidste del af 1800-tallet og første del af 1900-tallet opfattet som den belgiske konges personlige ejendom.
Alle disse politiske forhold har resulteret i, at de belgiske og hollandske monarker ofte har abdiceret frem for at sidde på tronen livet ud.
Således måtte den hollandske kong Vilhelm 1. abdicere i 1840 på grund af uenighed med landets politikere om, hvorvidt Holland skulle forsøge at tilbageerobre Belgien. Cirka 100 år senere måtte den hollandske dronning Vilhelmina ligeledes trække sig fra tronen, da hun i 1948 lagde sig ud med dele af regeringen og erhvervslivet efter diskussioner om hendes rolle i Indonesiens afkoloniseringsproces.
Efterhånden blev det ligefrem en tradition, særligt i Holland, at monarkerne simpelthen abdicerede uden nogen særlig konkret politiske grund.
Fire ud af syv hollandske konger og dronninger er således abdiceret de sidste 200 år, mens to ud af syv belgiske monarker har endt deres dage på tronen på samme vis. Sidst en dansk monark forlod tronen før tid var i 1523, da Christian 2. måtte flygte i al hast fordi landet gjorde oprør mod hans styreform.
Et kongehus på slingrekurs
Europas sydligste monarki, det spanske, er dét af de tilbageværende syv europæiske kongehuse, som i dag er mest truet på sin eksistens. Og også her skal årsagen findes i historiens gang – både den fjerne og ret så nære.
Spanien har en lang tradition for skiftevis at være monarki og republik. Den Første Republik varede således fra 1873 til 1875, hvorefter kongedømmet blev genindført. Derefter blev det atter afskaffet i 1931 under Den Anden Republik, og efter Den Spanske Borgerkrig i 1936-1939, hvor Franco tog magten som diktator, forsatte man som republik.
Først i 1975, efter Francos død, blev monarkiet - efter Francos ønske - genindført med Juan Carlos som konge. Denne valgte at gøre Spanien til et konstitutionelt monarki og dermed genindføre demokratiet. Spanierne har således gennem mange generationer været vant til, at monarkiet ikke var den eneste mulige statsform.
De seneste års farverige begivenheder har dog også gjort sit til, at den nuværende spanske konge, Felipe 6., Juan Carlos’ søn, ikke kan føle sig helt så sikker i sadlen - eller på tronen, om man vil.
Den daværende kong Juan Carlos’ store popularitet forsvandt nærmest som dug for solen, da han midt under finanskrisen valgte at tage på en ekstravagant elefantjagt i Afrika med sin smukke og unge elskerinde.
Rejsen og hans flamboyante livsstil kom i den grad til at stå i kontrast til den uhyre vanskelige økonomiske situation, som mange spaniere befandt sig i med en af Europas højeste arbejdsløshedsprocenter, særligt blandt landets unge.
Kong Juan Carlos måtte da også abdicere i 2014. Officielt på grund af et dårligt helbred og en fremskreden alder, men reelt nok på grund af de efterhånden mange sex- og svindelskandaler.
Han er beskyttet af den spanske grundlovs totale immunitet, men er mildest talt ikke vellidt. Og da ekskongen forlod sit eksil i De Forenede Arabiske Emirater og troppede op ved dronning Elizabeth 2.s begravelse i sidste uge, trak det slibrige overskrifter i hjemlandet.
Selv om Felipe 6. nu har været konge i otte år, står faderens opførsel stadig i frisk erindring. Og det kan derfor ikke udelukkes, at Spanien igen på et tidspunkt vil blive en republik.
Samlingspunkt i en krisetid
Situationen i Spanien viser os, hvordan kombinationen af historiske erfaringer og de kongeliges opførsel kan forme den folkelige tilslutning til monarkiet – og hvordan netop den cocktail kan være afgørende for, hvordan fremtiden ser ud for de syv kongehuse.
I de skandinaviske lande er kongehusene i fin form. Både kronprinsesser og kronprinser er meget populære grundet deres store folkelighed, og monarkierne suger næring fra historiens dybere lag. Med rødder tilbage i vikingetiden kan mange danskere, nordmænd og svenskere nærmest ikke forestille sig en anden statsform.
I Storbritannien taler den mere end 1000 år lange tradition (bortset fra årene 1649-1660, hvor monarkiet blev afskaffet) ligeledes for en bevarelse af monarkiet. Personspørgsmålet lurer dog i kulissen. Monarkiets fremtid kan nemlig være afhængig af, i hvor høj grad kong Charles 3. forsat ytrer sig kontroversielt om politiske emner, bl.a. miljø og økologi. En konge bør nok ses, men ikke rigtig høres.
I Belgien er monarkiet relativt populært den unge alder til trods. Den gamle belgiske kong Albert 2. måtte ganske vist abdicere i 2013 efter kritik af hans personlige livsførelse, men kongehuset nyder alligevel en relativ stor tilslutning. Kongehuset formår nemlig at samle den belgiske befolkning, der ofte er splittet af store politiske, kulturelle og sproglige modsætninger.
Kongehuset i Holland har på samme måde været udsat for kritik i ny og næ. Men også her er der stadig en forholdsvis stor opbakning bag institutionen. Den folkekære dronning Beatrix abdicerede i 2013, men hendes enorme popularitet har været med til at sikre befolkningens støtte til den nye generation og stråler fortsat ud over arvtageren kong Willem-Alexander.
Bortset fra i Spanien sidder de europæiske kongelige altså ret solidt på tronen. I en tid, hvor verden omkring os gennemgår store og hastige forandringer, og hvor Corona, krig og kriser skaber tvivl og frygt rundt om i små hjem, er der mange, som føler et behov for et stabilt, nationalt samlingspunkt.
Et samlingspunkt, der også trækker tråde tilbage til fortiden og minder os om, at selv i den mørkeste tid har nationer overlevet. Og et sådant samlingspunkt og levende mindesmærke er de europæiske kongehuse anno 2022.
