Under en strålende sol slår en flok lysebrune geder ring om nogle græstotter, der har kæmpet sig vej gennem den stenede ørkenbund. Bag den støvtågede horisont anes et bølgende bjergpas, der skjuler de turkmenske sletter.
Lige nu er det udtørrede Amu Darja-flodbassin i det allernordligste Afghanistan primært beboet af afghanske hyrder og geder. Men om få måneder får de måske selskab, når kinesiske entreprenører rykker ind med tungtlæssede lastbiler, opsætter mandskabsbarakker, anlægger veje og begynder at bore sig ned i den afghanske undergrund.
I januar underskrev det kinesiske firma Xinjiang Central Asia Petroleum and Gas Company, en underafdeling af et statsejet kinesisk oliefirma, en aftale med Talibans ministerium for minedrift om olieudvinding i Amu Darja-flodbassinet for de næste 25 år. Og det er den største store udenlandske investering, siden Taliban kom til magten i august 2021.
”Afghanistan har i årevis betragtet råstofsektoren som et potentielt enormt indkomstgrundlag, de har bare haft svært ved at udnytte det. Men hvis kineserne kommer i gang, er det godt nyt for Taliban og landets finanser,” siger Nikolaj K. Andersen, der er forretningsleder på Teknologisk Institut. I sin ph.d. i statskundskab har han forsket i kinesisk udenrigspolitik, bl.a. i forhold til politisk økonomi og vital infrastruktur.
For Kina handler det afghanske olieeventyr dog ikke kun om energi. Det drejer sig i lige så høj grad om geostrategiske hensyn, påpeger Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved DIIS. Han har i årevis forsket i geopolitik og verdensordenens konstante forandringer.
Da USA trak sig ud af Afghanistan i 2021, frygtede Xi Jinping, at jihadistiske terrornetværk ville forpurre Kinas stortanlagte projekter i Pakistan og puste til ilden blandt muslimske separatistbevægelser i Kinas nordvestlige Xinjiang-provins.
”Nok har Kina brug for olie og gas til at holde hjemlandets pumper kørende, men øverst på Xi Jinpings prioriteringsliste står sikkerhed og stabilitet. Uden den får han meget svært ved at sikre en fortsat økonomisk ekspansion i den globale verden,” siger Lars Erslev Andersen.
En cocktail af frygt og velvilje
Op gennem historien har forholdet mellem Kina og Afghanistan været en bølgende bevægelse mellem venskab og fjendskab – som tilfældet så ofte er det mellem nabostater. I nogle perioder har forholdet været præget af lukrativ handel og diplomatisk samarbejde, i andre af frygt for militær invasion og uønsket religiøs påvirkning. Til tider har det været en skønsom blanding af det hele.
I mere end 1.000 år var de to stater forbundne via Silkevejen, der gav de mægtige kinesiske Han- og Tang-dynastier adgang til mellemøstlige og europæiske markeder. Tungtlastede kamel- og æselkaravaner slangede sig gennem afghanske bjergpas i den smalle og mere end 300 kilometer lange Wakhan-korridor for at nå de kulturelle og handelsmæssige centre Kabul og Kandahar.
Siden forstenede det frugtbare samarbejde i frygten for kinesisk territorial udnyttelse og afghansk islamisk indflydelse i Kinas vestlige provinser. Under den kolde krig blomstrede forholdet dog kortvarigt – kun for at visne, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan i 1979. Meget bedre blev det ikke, da Taliban kom til magten i 1990’erne.
Da George Bush i 2001 proklamerede global ”krig mod terror”, invaderede Afghanistan og for en stund smed Taliban på porten, øgede Kina sine humanitære, diplomatiske og økonomiske aktiviteter i landet – og det er man egentlig fortsat med lige siden.
I perioden fra 1995 til i dag er Kinas eksport til Afghanistan i gennemsnit vokset med næsten 12 pct. om året, og i 2020 var den nået op på mere end 3,5 milliarder kr. De største eksportvarer er gummi, tekstiler og motorcykler. Importen fra Afghanistan er langt mindre, godt 350 millioner kr., især nødder, tørret frugt og bomuld.
Det nyeste skud på stammen af voksende velvilje er så udvindingsaftalen i Amu Darja-flodbassinet.
Og det er tilsyneladende ikke et issue for Xi Jinping at indgå den slags aftaler med det stærkt kritiserede islamistiske Taliban.
”Når vestlige lande kritiserer Kinas strategi, svarer det kommunistiske styre som regel igen. I deres øjne er kritikken nemlig et udtryk for Vestens dobbeltmoral. For mens Vesten peger fingre ad Xi Jinping, underskriver de olieaftaler med saudiske sheiker, der heller ikke er menneskerettighedernes bedste børn. I Kinas optik er enhver statsleder herre i eget land,” forklarer Nikolaj K. Andersen.
En uklar aftale
Og derfor står vi nu med en nyligt underskreven aftale mellem det kommunistiske styre i Beijing og det islamistiske i Kabul.
Aftalens mere specifikke detaljer er dog ret så uklare.
Talibans talsperson har meldt ud, at det kinesiske firma har indvilliget i at investere 150 millioner dollar (godt 1 milliard kr.) i Afghanistan det første år og i alt 540 millioner dollar (3,8 milliarder kr.) over de følgende tre. Ifølge samme kilde kommer Taliban i begyndelsen til at eje 20 pct. af projektet og kan på sigt øge andelen til 75 pct. Man regner med, at aftalen kan generere omkring 3.000 job til afghanere.
Hvis projektet altså overhovedet bliver til noget.
”Den her slags aftaler er ofte målsætningsaftaler. Kina har en intention om at investere så og så meget, men det kan være svært at realisere, særligt i Afghanistan, der ikke er det mest sikre land at lave forretninger i. Men det ved Kina alt om, for de har forsøgt sig før,” forklarer Nikolaj K. Andersen.
Tredje gang er lykkens gang – måske
Den amerikanske regering har estimeret, at den afghanske undergrund gemmer på guld, jern, jade, smaragder, kobber, kobolt, litium, olie og gas til en samlet værdi af over én billion dollars.
Den uudnyttede guldgrube ønskede Kina at få del i, da et konsortium af kinesiske mineselskaber i 2008 indgik en samarbejdsaftale med den daværende afghanske regering. Kineserne fik rettigheder til at udvinde kobber i de næste 30 år i Mes Aynak i den øde Logar-provins ca. 40 kilometer sydøst for Kabul. I dag, cirka halvvejs inde i aftalen, har projektet dog været sat i bero et utal af gange – og man er reelt ikke kommet særlig langt med udvindingen af det eftertragtede metal.
I 2012 etablerede den afghanske regering desuden en samarbejdsaftale med det afghanske firma Watan Oil and Gas og det statsejede kinesiske firma China National Petroleum Corporation (CNPC). De fik lov til at udvinde olie i selvsamme Amu Darja-flodbassin. Men projektet sandede til – og ligesom med kobbereventyret på grund af administrative og bureaukratiske tvister og manglende sikkerhed.
”Det er ikke særlig attraktivt for kinesiske investorer at kaste enorme summer efter afghanske vagtværn, hvis olieraffinaderierne alligevel bliver saboteret. Det har Kina mærket ad flere omgange – og der er ingen gode grund til at tro, at det ikke vil gentage sig nu,” siger Nikolaj K. Andersen.
I april 2020, altså næsten halvanden år før Taliban kom til magten, angreb Taliban bl.a. Mes Aynak-minerne og dræbte 19 afghanske politimænd. Og så sent som i december 2022 angreb en gruppe islamister Kabul Longal Hotel i det centrale Kabul, et kendt opholdssted for kinesiske diplomater og forretningsfolk.
Islamisk Stat påtog sig ansvaret for hotelskyderiet, og selv om ingen kinesere blev dræbt, fik det efterfølgende den kinesiske udenrigstjeneste til at kritisere Taliban og kræve bedre sikkerhedsbetingelser for kinesere i Afghanistan.
Den 4. januar i år, altså dagen før den nye aftale blev præsenteret, kunne Talibans administration så med en vis stolthed berette, at de havde dræbt otte ISIS-krigere, bl.a. nogle af dem, der havde deltaget i angrebet på Kabul Longan Hotel.
Tilsyneladende var de kinesiske bønner blevet hørt – perfekt timet med præsentationen af aftalen.
Et spørgsmål om regional sikkerhed
Trods de åbenlyse ideologiske og religiøse forskelle mellem regimerne i Beijing og Kabul, kommer det nyligt indgåede samarbejde ikke som nogen overraskelse for seniorforsker Lars Erslev Andersen. Da Barack Obama i 2014 annoncerede, at USA ville trække sine tropper ud af Afghanistan, ændrede det nemlig på hele den sikkerhedspolitiske balance i Central- og Sydøstasien.
Afghanistan og Kina deler 76 km grænse for enden af den lange og smalle Wakhan- korridor, der som en smal kile kløver Tadsjikistan i nord fra Pakistan i syd. Korridoren huser fattige wakibønder og kirgisiske gedeavlere, men skaber altså også en potentiel korridor for en jihadistisk udbredelse fra Afghanistan ind i Kinas mest urolige provins, Xinjiang. En enorm og urolig provins, med store muslimske mindretal, der grænser op til både Mongoliet, Rusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Indien, Pakistan – og altså Afghanistan.
Den gamle frygt for uheldig religiøs påvirkning er dermed endnu engang præsent, og af den grund er den kinesiske side af grænsen i dag stærkt bevogtet.
”Kineserne var ikke begejstrede for de amerikanske tropper i deres grænseegne, men anerkendte dog, at den militære tilstedeværelse holdt jihadismen stangen og sikrede, at den ikke spredte sig til den muslimske Uyghur-minoritet i Xinjiang – eller til ligesindede i det geostrategisk vigtige Pakistan,” forklarer Lars Erslev Andersen.
Kina – der ikke ønskede at træde i de amerikanske militærfodspor – måtte altså finde en ny måde at skabe stabilitet i regionen på, i takt med at USA trak sine styrker hjem.
”Derfor opgraderede Kina sin tilstedeværelse i Afghanistan mærkbart, hvilket USA omvendt også billigede. Begge lande var og er jo interesseret i fred og stabilitet i regionen. Kina sendte bl.a. ministre og diplomater til landet, mæglede mellem den afghanske regering og Taliban i samarbejde med Pakistan og hjalp den afghanske hær med terrorbekæmpelse,” uddyber han.
Og da de amerikanske styrker trak sig helt ud af landet, og Taliban generobrede magten, forblev den kinesiske ambassade i Kabul – dog uden officielt at anerkende det nye styre.
Kinas interesse nummer ét
Begge forskere påpeger, at ønsket om stabilitet i Afghanistan hænger tæt sammen med Xi Jinpings prestigeprojekt nummer ét; det såkaldte silkevejsinitiativ – eller mere officielt: Belt and Road-Initiative (BRI).
Projektet blev påbegyndt i 2013 og er formentlig det største investeringsprojekt i verdenshistorien. I dag inkluderer det samarbejdsaftaler om alt fra infrastruktur til uddannelsesprojekter i over 140 lande, bl.a. i Afghanistan.
Nabolandet Pakistan spiller en nøglerolle i relanceringen af det historiske handelsnetværk. I det seneste årti er det nordlige Kina da også blevet forbundet med det sydligste af Pakistan gennem både jernbaner, veje, olie- og gasledninger. Og der er langt mere i støbeskeen.
”Lige nu er kinesiske virksomheder bl.a. ved at opføre en enorm international havn i Pakistan – en havn, der skal sikre Kinas forsyning af fossile brændstoffer fra Mellemøsten og handel med resten af verden. Derfor er det så essentielt for Xi Jinping, at islamistiske jihad-netværk i Afghanistan ikke truer deres interesser i nabolandet,” forklarer Lars Erslev Andersen.
Af samme årsag, og for at sikre ro på de indre linjer i Afghanistan, har det kommunistiske styre i Kina de seneste år tildelt Afghanistan trecifrede millionbeløb i humanitær bistand målrettet bl.a. den enorme sultkatastrofe og ofrene for det jordskælv, det største i Afghanistan i 20 år, der ramte landet sidste sommer. Og dertil kommer de milliardstore investeringer i udvindingen af kobber og olie.
Kinas diplomatiske, humanitære og investeringsmæssige engagement i Afghanistan kan altså ikke isoleres fra ønsket om en global økonomisk ekspansion og en endnu større rolle på verdensscenen. Det er i virkeligheden dét, det hele handler om for Kina, når de tunge lastbiler i en støvsky ruller ind på gedernes og hyrdernes territorium i Amu Darja for at gøre klar til de første dybe spadestik.
”Den nylige aftale med Taliban ligger i direkte forlængelse af Xi Jinpings fremtidsvision. Hans interesse nummer ét i den region er stabilitet, for uden den risikerer Kinas ambitiøse prestigeprojekt at strande til i ørkesløs uro,” siger Lars Erslev Andersen.
