Italiensk politik er ikke for sarte sjæle.
Men det sidste års tid, hvor ”teknokraten” Mario Draghi har stået i spidsen for en bred samlingsregering, har faktisk været præget af politisk stabilitet, økonomisk ansvarlighed og en vis forsoning mellem fløjene.
Men Italien har en lang tradition for politisk tumult, parlamentarisk kaos og ideologisk uforsonlighed. Siden sidste valg i 2018 har Italien haft ikke færre end tre regeringer. Og alt tyder på, at den relative stabilitet under Draghi bliver en kortvarig parentes.
Forud for valget på søndag er der igen blevet åbnet for sluserne. Valgkampen er intens og dramatisk, og fronterne står skarpere over for hinanden end nogensinde.
For en udenforstående kan Italiens politiske landskab virke uoverskueligt og forvirrende. Men særligt tre elementer er vigtige for at forstå, hvad der kommer til at afgøre valget næste søndag.
1. Agenda Draghi
Den seneste kom til i foråret 2021 med teknokraten Mario Draghi som premierminister.
Italien var på det tidspunkt ved at få pusten oven på den mest opslidende fase af coronapandemien. Men der forestod en enorm opgave med økonomisk genopretning, vaccineudrulning og reetablering af hverdagen.
Da der ikke kunne findes en folkevalgt, som et flertal kunne støtte, tilkaldte man en udefrastående til at løse opgaven.
Valget faldt på Mario Draghi, der blandt andet er tidligere formand for den Europæiske Centralbank. Han formodedes at have evnen og ekspertisen til at redde Italien ud af den akutte krise.
De italienske aviser hyldede ham og døbte ham Super Mario, og han samlede en regering med et stort politisk flertal. Kun ét nævneværdigt parti stod udenfor: På det yderste højre mente Fratelli d’Italia med lederen Giorgia Meloni at få mere ud af at indtage tronen i oppositionen.
Draghi har indfriet sine støtters forhåbninger til ham. Takket være hårde, men effektive tiltag, lykkedes det Draghi og hans regering at dulme den hidsige pandemi, og særligt økonomisk og udenrigspolitisk har han bragt Italien i en gunstig position.
Italien står til at modtage 1.500 milliarder kroner fra EU's genopretningsfond. EU, der typisk ikke er særlig imponeret af Italiens offentlige budgetter, har blåstemplet landets plan for implementeringen af det astronomiske beløb.
Med sin kombination af EU-erfaring og politisk næse har Draghi ikke bare forstået at indfri Bruxelles’ reformkrav, men gjort det med et bredt flertal af partier og partiledere, der ellers nødigt vil være i rum med hinanden.
Ved årsskiftet blev Draghis Italien af The Economist kåret til Årets Land, og i en international sammenhæng betragtes Italien ikke længere som politisk ineffektivt og umodent. Særligt internt EU har Draghi løftet Italiens rolle betragteligt og formået at placere landet ved voksenbordet som et troværdigt og vægtigt medlemsland.
I juli valgte flere partier imidlertid at trække deres støtte til Draghi, og han kvitterede med at begære sin afgang og udskrive valg.
Det er flere grunde til Draghis fald, men flere af de mytteristiske partier vurderede tydeligvis, at de evige kompromiser i Draghis koalitionsregering kostede synlighed og indflydelse, og at de ville stå stærkere i – eller uden for – en ny regering.
Draghi er som sagt ikke folkevalgt, stiller ikke op til det kommende valg og er derfor ikke umiddelbart i spil som premierminister. Formentlig er han snart fortid i italiensk politik – i hvert fald foreløbig.
Alligevel er det ham og hans politik, der definerer den nuværende valgkamp. Valget står mellem dem, der støtter en fortsættelse af Draghis politiske linje, og dem, der ikke gør.
”Agenda Draghi” er først og fremmest højt applauderet af store dele af centrum-venstre, der især på tre punkter ønsker at gå i Draghi-regeringens fodspor: økonomisk, udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk.
De ønsker at lægge sig tæt op ad EU’s holdninger ved eksempelvis at videreføre et vist økonomisk mådehold, reformere de mest arkaiske elementer af italiensk lovgivning og fastholde en udstrakt hånd til Ukraine og en knyttet næve mod Rusland.
Modsat taler centrum-højre-partierne om at indføre en flad skat og genoverveje effekten af EU's sanktioner mod Rusland. For få år siden var flere af højrepartierne rede til at tage det italienske EU-medlemskab op til revision, og selv om det ikke længere er på deres dagsorden, insisterer de på national suverænitet og ser EU som et grundlæggende formynderisk projekt, som der er brug for at tøjle.
2. Alliancernes betydning
I meningsmålingerne står højrefløjen til at kapre omkring 45 pct. af stemmerne. Det lyder beskedent, men på grund af det italienske valgsystem kan det i realiteten udløse en jordskredssejr. Måske kommer højrepartierne ligefrem tæt på de gyldne to tredjedele af mandaterne, der skal til for at kunne ændre forfatningen uden folkeafstemning.
De tre højrefløjspartier, Fratelli d’Italia, Lega og Forza Italia, indgik for længe siden en aftale om, at hvis de efter et valg kunne danne flertal, ville de sammen gå i regering og lade lederen af det største parti blive premierminister.
Interne magtkampe har givet anledning til at genoverveje og genbekræfte indholdet af aftalen, og det ser umiddelbart ud til, at Meloni som leder af alliancens største parti snart kan blive Italiens første kvindelige premierminister.
De to andre partiledere i koalitionen – tidligere indenrigsminister Matteo Salvini, som står i spidsen for Lega, og tidligere premierminister Silvio Berlusconi, der er leder af Forza Italia – er ikke vant til at stå i andet geled, og det kan hurtigt udfordre samarbejdets stabilitet. Men i øjeblikket er det en samlet højrefløj, der i disse uger fører valgkamp på tværs af Italien.
Det kan man ikke sige om venstrefløjen. Det største parti på venstrefløjen er det socialdemokratiske Partito Democratico, der flankeres på den ene side af socialister og kommunister, på den anden side af neoliberale centrister.
Indledningsvist forsøgte Partito Democratico at danne en alliance til begge sider, men centristerne ophævede forlovelsen og insisterer nu på at blive betragtet som en tredje magtpol i italiensk politik. Det er en stor ulempe for venstrefløjen, der ikke fremstår som et samlet alternativ til Meloni og højrefløjen.
Partito Democratico selv har en liberal økonomisk politik og har ikke længere lavindkomstgrupper som selvfølgelig vælgerskare, hvorfor ægteskabet med det yderste venstre heller ikke er gnidningsfrit.
Uden for blokkene står protestpartiet Femstjernebevægelsen, som ingen rigtig vil lege med længere. Partiet har oplevet ekstrem vælgernedgang siden sidste valg i 2018 og har, både i vælgernes og koalitionspartnernes øjne, ageret inkonsekvent og irrationelt på spørgsmålet om, hvorvidt de ville have regeringsmagt eller oppositions- og protestfrihed.
Valgsystemet i Italien er sindrigt sammensat. To tredjedele af mandaterne vælges, gennem et proportionalt valgsystem som vi kender det fra Danmark. Det vil sige, at opnår højrefløjen 45 pct. af stemmerne, så får de 45 pct. af disse mandater.
Men en tredjedel af mandaterne fordeles ved flertalsvalg i enkeltmandskredse, sådan som man kender det fra Storbritannien og USA. Ved fordelingen af disse mandater er alliancerne en kæmpe fordel for højrefløjen. Partierne behøver ikke bekrige hinanden unødigt, da de på forhånd kan afstemme, hvilke kredse de vil satse på. Højrefløjens relativt sammentømrede alliance giver dem altså en større fordel, end meningsmålingerne viser.
3. Fascismens spøgelse
Da alt tyder på en suveræn sejr for højrefløjen, pågår der i den italienske offentlighed en samtale om denne højrefløjs ideologiske og historiske placering.
Blandt de tre partier fremstår Forza Italia som det mest kompromissøgende og moralsk uproblematiske – og det siger ikke så lidt om de øvrige.
Siden Berlusconi etablerede partiet i 1994, har det været med til at normalisere en politisk underholdningskultur, og Berlusconi er stadig en sikker leverandør af provokerende overskrifter, ikke sjældent af sexistisk eller racistisk karakter.
Alligevel fremstår han mindre kontroversiel end sine allierede. Matteo Salvini har bl.a. været på anklagebænken for kidnapning, efter han som indenrigsminister stod i spidsen for tilbageholdelse af skibe med migranter og flygtninge ombord. Og han har flere gange mødt kritik, når han med påtaget naivitet citerede nogle af Mussolinis mest genkendelige fraser.
Den mest yderliggående af de tre, Giorgia Meloni, er også den, der har det mest problematiske forhold til Italiens fascistiske mørke.
Fratelli d’Italias stamtræ har rødder tilbage til det fascistiske regimes krampetrækninger i efterkrigstiden. Partiet har talrige gange lagt mere eller mindre dybfølt afstand til fortiden. Men samtidig har det ihærdigt fastholdt det vælgersegment, der er nostalgisk eller sågar sympatisk indstillet over for Mussolinis regime. Partiet er stadig et naturligt valg for vælgere med fascistiske sympatier, og det ved Meloni godt.
Det har hidtil været et parti i den politiske margen, både ideologisk og størrelsesmæssigt. Ved seneste valg fik partiet blot omkring 5 pct. af stemmerne. Men det er øjensynlig lykkedes hende at sanere partiets image og gøre det stuerent i den brede offentligheds øjne, og ved det kommende valg er det ikke usandsynligt, at det vil opnå omkring 25 pct. af stemmerne.
Venstrefløjen minder dagligt italienerne om Melonis problematiske forhold til fascismen. Hun har hidtil slået det hen som et historisk fænomen, der er irrelevant i en nutidig sammenhæng. Men i denne valgkamp har hun også med hidtil uset tydelighed understreget, at fascismens ugerninger ikke kan undskyldes eller bagatelliseres.
Det kan diskuteres, om Meloni med overbevisning har kappet de symbolske og ideologiske bånd til fascismen, og det er en diskussion, som venstrefløjen med stor ildhu forsøger at holde liv i.
Men i takt med at valgdatoen nærmer sig, uden at meningsmålingerne rykker sig nævneværdigt, ligner det en stadig mere forpustet venstrefløj, der desperat forsøger at stille spørgsmålstegn ved modstandernes moralske habitus.
De sår sågar tvivl om, hvorvidt den italienske præsident, der formelt udpeger regeringslederen, vil acceptere Meloni.
Hvis præsidenten betragter Melonis projekt som udemokratisk, kan han i overensstemmelse med forfatningen pege på en anden premierminister, uanset hvor godt et valgresultat Meloni præsterer.
Melonis parti har tidligere været i regering, og hun har selv været minister, så på den baggrund er det yderst usandsynligt, at hun vil blive afvist. Men i sidste ende er det op til præsidenten, og venstrefløjens interesse i at fremhæve Melonis uvederhæftighed handler altså ikke kun om at flytte stemmer.
Roen sænker sig næppe efter valget
Omkring 40 pct. af italienerne ved endnu ikke, hvem de skal stemme på, og for en betragtelig del af dem er spørgsmålet måske snarere, om de overhovedet gider stemme. Den politiske mistillid hænger tykt over magthaverne i Rom, og ikke mindst politikernes interne mundhuggerier fremstår for mange vælgere uvedkommende. Der er nok af politiske knuder i Italien, og mudderkastning, spin og floskler løser ikke inflationen, udmagringen af landdistrikterne eller bureaukratiets meningsløshed.
Italiensk politik er lige så kaotisk som det plejer, og selv om det tyder på, at højrefløjen ender med et tydeligt flertal efter valget, vil roen næppe sænke sig.
Blokkene i italiensk politik nægter at tale sammen, og vælgerne forekommer stadig mere uinteresserede i samtalen.
