Hvad er evolution for noget? Hvor mange mennesker lever på jorden? Hvad var det nu, der kom først – Adam og Eva eller stegosaurus og triceratops? Og betyder det overhovedet noget?
Europa-Kommissionen har undersøgt europæernes holdning til – og ikke mindst viden om – videnskab, fakta og teknologi, og det viser sig, at begge dele varierer meget kraftigt fra land til land.
Imellem de mange spørgsmål om værdien af uddannelse, forskning og forholdet mellem politik og videnskab, så var der også en håndfuld spørgsmål, der skulle teste europæernes egen viden om basale fakta, som er på ethvert skoleskema, men ikke rigtig kan erfares i livets skole.
Resultatet er, at uanset om man spørger ind til pladetektonik eller dinosaurer, er mønsteret nogenlunde det samme: Svenskerne er klassens duks, mens bulgarerne og albanerne tager bagtroppen. Danmark sniger sig kun lige akkurat over det europæiske gennemsnit uden at dumpe eller brillere.
Det gælder også på f.eks. kortet nedenfor, der viser, hvor mange af de enkelte landes borgere der var klar over, at dinosaurer og mennesker aldrig har levet side om side som i Flintstones.
På tværs af landegrænser var der også flere tydelige mønstre i undersøgelsen. Unge, højtuddannede og venstreorienterede borgere havde langt bedre styr på fakta end ældre, lavtuddannede og højreorienterede borgere. De samme grupper vægtede også betydningen af uddannelse og viden hhv. højere og lavere.
Trods udbredt uvidenhed mener det store flertal dog, at uddannelse og videnskabelige fakta er vigtige og bør prioriteres højt. Undersøgelsen viser også generelt stor tillid til videnskab og forskere, og et overvældende flertal forventer, at videnskab og teknologi vil forandre verden til det bedre i fremtiden.
Og ganske heldigt for et forskningsbaseret medie som Vid&Sans mener et stort flertal af europæerne, 70 pct., at forskere bør deltage mere i den offentlige debat og byde ind med videnskabelig evidens i politiske spørgsmål.
Læs selv den korte version af undersøgelsen med de vigtigste resultater i grafisk form eller dyk ned i den lange rapport om undersøgelsen. Begge versioner er positiv læsning fuld af overraskende indsigt.